Laura i uge 20

Vi er altså ikke så gode venner om søndagen, når søndagsbilledet skal tages, så de sidste mange gange har det såmænd ikke drejet sig om selve fotograferingen, men mere om at gå på kompromis, kunne sige fra og til, lære at lytte, mærke efter, være uvenner på en konstruktiv måde og måske også en smule løsrivelse fra hinanden.

Vi når altid at blive uenige om en bagatel, men vi når altså også at blive glade igen.

Andre ville måske have droppet projektet og især, når billederne er så ensartede, som de nu er.

Det havde været langt sjovere, hvis Laura havde været ½ år og man kunne se forandringen klart og tydeligt, men Laura fylder 17 om ganske få uger og hun forandrer sig ikke så forfærdeligt meget mere eller i så hastige ryk, som da hun var ganske lille.

Vi fortsætter lidt endnu og helst året ud, men det er ikke alt i verden om at tage det søndagsportræt for portrættets skyld mere, men om at hænge ved og for mit vedkommende om at lytte, give mere snor og respektere.

Laura er en ualmindelig tålmodig og langmodig ung kvinde.

Hun bærer over og rummer langt mere end de fleste af os andre og det skulle jeg måske lære lidt af?!

Jeg har ihvertfald hver søndag i et kort tidsrum et fint eksempel i Laura.

Tak for den du er Laura.

 

P.S I dag drillede solen med alt for skarpt lys og det hidsede vi os så op over på hver vores måde.