Ingenting

Det har ikke været en dag at skrive hjem om i dag, så jeg lader pænt være. Næsten.

Jeg har været hjemme fra arbejde med monster-hovedpine og resterne af allergi-udslæt, hævede øjne, kløen i ganen, ørerne og svie omkring øjnene, som jo som sagt også var hævede.

Sagde jeg at det kløede?

Over det hele?! Især de steder, hvor huden er tynd og nu også tør og lettere skællende.

 

Natten blev brugt til at vågne en halv milliard gange i, så i morges kapitulerede jeg og meldte mig syg.

Øv det sker ellers ikke særligt tit og jeg hader at melde mig fraværende fra arbejdet.

Mine elever og mine kollegaer skal kunne stole på, at jeg er der og det var jeg så ikke i dag.

Der er ingen skader sket andet end, at der er kommet ridser i min stolthed. Mine elever har sikkert hygget sig med deres vikar og jeg har hørt, at de har fået to timer tidligere fri end hvis jeg havde været der. ØV.

Jeg ville så gerne kunne fremvise et 100%s fremmøde, 100% engagement og så røg den intention af noget så banalt som hovedpine og åndsvagt allergi, som jeg ikke engang kan sige, hvoraf kommer.

Dagen er gået med ingenting.

Ingenting var i dag kedeligt.

Nogengange kan ingenting være spændende og inspirerende, men i dag sagde ingenting mig ingenting.

Jeg tænkte små hurtige tanker og jeg tænkte dybe langsomme tanker.

Jeg tænkte tanker som at ordene: “ hvad kan jeg gøre for dig” går mere og mere over i: “ hvad kan du gøre for mig” og at når jeg oplever den mentalitet går mine tanker over i: “ noget for noget” og det er en farlig kurs, som mine tanker så har sat.

Sådan een vil jeg altså ikke være.

Overhovedet ikke, men motivationen forsvinder lige så langsomt, når ydelserne kun går den ene vej eller jeg ikke får et tak til gengæld for hvad jeg har gjort.

Kender du det? Har du oplevet det?

Jeg bryder mig ikke om milimeter-demokrati og vejen den ene ydelse op mod den anden, kan jeg slet ikke med, men ordet TAK eller en gestus, som viser lidt taknemmelighed vejer meget tungt i min verden og ordet TAK koster ligeså meget som et smil.. nemlig ingenting.

 

Jeg surfede målløst rundt på nettet og fandt den ene side efter den anden om mode og shopping og jeg dømte de piger hårdt, som havde mode og shopping som deres favorit-hobby, men jeg dømte mig selv endnu hårdere for at dømme andre.

Hvem er jeg at dømme andre?

 

Sådan sad jeg hele dagen og trak mig selv ned med dumme tanker, som ikke fører nogen steder hen andet end i ring. Godt at jeg har fået det bedre og kan rask-melde mig i morgen tidlig og komme på arbejde igen, så jeg ikke endnu en dag sidder og laver ingenting, som fører til små og store tanker, som ikke fylder mig med positiv, livgivende energier.

 

Pas godt på dig selv derude og husk at et smil er det smukkeste smykke, som du kan iføre dig.