Sorg-løs langfredag

Lang-fredag for 24 år siden blev Simon opereret for åbent rygmarvsbrok.

Alle flagene udenfor Rigshospitalet var på halvt.

Det så så ildevarslende ud. Jeg begyndte at tænke i varsler og overtro og andet irrationelt.

 

Jeg var akkurat lige blevet mor for første gang.

Simon var kun 5 dage gammel.

Han blev født om mandagen kl kvart i ni om morgenen på Dronning Ingrids hospital i Nuuk.

Om onsdagen, to dage efter,  blev vi i rygende snestorm, iført store tunge dunjakker fløjet i en lille KingAir til først Kangerlussuaq og videre til Danmark med en stor maskine.

Det var ikke sjovt, at ankomme Danmark, hvor foråret lige var sprunget ud med varme og spirende planter.

Ikke i den tilstand og med den hensigt, som jeg ankom med.

 

Min verden var vendt fuldstændigt op og ned.

Det var bestemt ikke de tanker, som jeg havde gjort mig, mens jeg gik uvidende rundt i den frydefulde ventetid.

 

Heldigvis er de mere end almindeligt dygtige på Rigshospitalet og den behandling, som vi fik, var god og omsorgsfuld.

Sådan husker jeg det.

Men jeg husker også alle de bekymringer, sorger og den uendelig magtesløshed, der herskede indeni i mig.

Hvert år på langfredag husker jeg, da Simon blev opereret for første gang.

Ikke fuldstændigt i detajler, men følelsen og den følelse af sorg over, at have bragt en barn til verden, der skulle lide allerede en uge efter fødslen.

Skæres i, stikkes i og stresses med undersøgelser og ikke bare skulle ligge i mine arme, trygt og uden anden afbrydelse end amning og bleskift.

De mange blandede følelser, der rodede rundt indeni mig, for jeg var glad for at have fået ham, men magtesløsheden og uvisheden, der hele tiden skubbede til lykkefølelsen og glæden over at have fået et barn.

Der kom masser og atter af masser operationer siden og hver gang har jeg lidt i hjertet sammen med ham.

Alle de gange, hvor jeg ville ønske, at de kunne skære i mig istedet for i Simon.

Tage smerten og lide istedet.

 

I dag var flagene også på halvt.

I dag er det igen langfredag og minderne ligger som altid på lur, vil huskes og bliver det, men heldigvis var dagen i dag fyldt med solskin og hygge.

Simon var med ude på snescooteren, hvor vi hyggede i sneen sammen med Daniel og Silas.

Der blev kørt et par ture eller ti på det medbragte kurebrædt og der blev drukket varm te fra termoflasken, spist madder og slik.

 

Hvert år går jeg min årlige tur ud til skiliften og tilbage igen.

Een gang i påsken.

Een eller anden dag i påsken, hvor solen skinner, så jeg kan mærke hver en fiber i min tunge krop.

Som bliver tungere og tungere for hvert år, faktisk.

Det gør godt for både fibrene og især for sjælen.

Det er en pæn gåtur og oveni er det oftets vanskeligt at gå i den bløde opkørte sne.

Det er hård motion for en sofa-lus som mig.

I år havde jeg et par ski-stave med og jeg kan hilse og sige, at det gør godt for flagermuse-armene.

Jeg tror, at jeg er ved at få en muskel eller to.

Når små børn har ondt for tænder, græder de, når tanden bryder gennem tandkødet.. jeg har lyst til at græde over de muskler, som er ved at spire frem under spæklaget (jeg er lidt øm, skal jeg sige dig)  men jeg smiler og er glad, for i dag er det langfredag og Simon har det godt, var glad og afslappet, hyggede og vi har alle haft en god og bekymrings-fri, sorgløs langfredag.

Jeg håber, at din langfredag har været lige så god som min!