Et varmt udenlandsk kram

Så sluttede vinterferien sådan rigtig og ikke kun i praksis.

Den sluttede faktisk lidt trist allerede i går morges, da min nærmeste kollega ringede mig op om morgen og fortalte, at een af vores elever var død i løbet af natten som følge af en sygdom han havde.

Det er uendeligt trist og tankerne har kredset rundt i hovedet.

Det er 2. gang at jeg oplever at een af mine elever dør og det er lige trist hver gang.

Vi er jo sammen med de børn ca 6 timer om  dagen og udover at have et professionelt forhold til dem, får vi også nogle følelser for dem, da vi også er mennesker. 

Det var hårdt at gå på arbejde i morges og selvom byen er så lille, at de fleste ved det meste, næsten inden det er sket, så var der en masse spørgsmål og følelser at tage stilling til og håndtere.

Dagen var naturligvis præget og farvet af dødsfaldet, men jeg synes, vi heroppe er gode til at håndtere døden.

Vi snakkede med klassekammeraterne om alle de oplevelser, som vi har haft med klassekammeraten og det endte med at alle eleverne skrev et “afskedsbrev”/tegning til ham, som skulle sendes til hans mor, som en trøst og opmuntring. Både for hende, men også for dem selv. Det var godt at få sat ord på følelser og tanker.

Vi fandt nogle billeder fra lejrskole-opholdet i foråret, som vi kiggede på og klassen virkede glade og afbalancerede, da de fik fri i eftermiddags.

Min kollega og jeg sad lidt sammen efter sidste time, inden vi gik i gang med morgendagens forberedelser og da jeg endnu senere gik på posthuset fandt jeg denne pakke i min postboks.

En gave fra en fremmed.

En af af mine læsere her på bloggen.

Jeg blev så glad og jeg blev så rørt og jeg ved endnu ikke, hvordan jeg har gjort mig fortjent til en så fin gave. Og så er jeg så smigret!

Jeg glæder mig til at strikke pulsvarmerne og der er en opskrift med til en skuldervarmer, som ser rigtig interessant ud.

En skuldervarmer/poncho, som vil være rar at have til de ærmeløse kjoler til sommer, tænker jeg.

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige tak.. jeg har naturligvis sendt en mail og sagt tak, men hvor ville jeg dog gerne have givet et varmt kram til tak, for gaven varmede lige akkurat i dag, hvor jeg trængte.

Alene tanken om, at en vildt-fremmed vil mig det så godt, er varmende i disse dage, hvor der skal bruges af overskuddet. Det overskud, som synes lidt småt for tiden.

Gaven kom som et mentalt kram, som varmede.

Et stort smil udefra den store verden og jeg smiler tilbage og sender krammet hjerteligt tilbage til afsenderen med et kæmpestort tak. Tanken gav et boost til overskuddet og den mentale energi er oppe, så der igen kan deles ud og kriser kan favnes med åbne arme.

 

Min mor er ude og rejse.

Min søster og jeg forestillede os, at vores far var ensom..

Måske var han ikke, men vi ville nu gerne dele en kop kaffe med ham her til eftermiddag.

Han ville heldigvis også gerne dele med os.

Så kunne jeg nyde min mors afblomstrede buketter.. for nyde, dét gjorde jeg.

Der er noget smuk og skønt over enhver alder,

– her buketternes, som nok var smukke, da blomsterne var struttende af saft og kraft, var glatte i overfladen og farverne strålede i mættede nuancer, men ligeså spændende nu, hvor forfaldet ligeså langsom sætter sit præg på hver enkelt blomst.

Nu er blomsterne krøllede,

farverne blege og sarte,

men de rynkede og krøllede kronblade har deres egen skønhed,

som, syn’s jeg er langt mere interessant og spændende for sådan een, som mig, der godt kan lide, når ikke alt er glat og strømlinet.

Måske jeg har lidt mere blik for forfaldets skønhed, fordi jeg lige er fyldt 45?  

 

Jeg vil ihvertfald sætte mig over i mit sofahjørne om et lille øjeblik og nyde aftenen, som kun i mindre grad er i forfald.

Inden jeg helt forlader dig, vil jeg lige vise dig det specielle lys, der var tidligt i eftermiddags med snebyger nogen steder og sol med blå himmel andre steder. Her med det snetættede lys: