Lørdag

Det er koldt og blæsende i dag.

Ikke desto mindre var Jan ude og køre hundeslæde.

Brrrr.. det må have været koldt.

 

Jeg var kun ude af bilen et øjeblik og syntes det var koldt.

Jeg kiggede på edderfuglene.

Nogen af dem ser ud til at sove, mens de andre holder vagt.

Man skal gå lige så stille og ingen pludselige bevægelser, for så vågner de op og svømmer væk.

Dagen er gået med absolut ingenting.

Ikke fordi der mangles noget at lave. Jeg kunne have gjort rent og ryddet op, men jeg gider ærligt talt ikke.

Så i dag legede jeg lidt med mit makro-objektiv i stedet for.

Jeg glæder mig til sommer, når jeg skal kravle rundt og fotografere små-ting tæt på.

En flue.

En blomst.

Et blad.

En dråbe i en blomst.

En travl edderkop.

En tabt fuglefjer.

En sten i vandkanten.

 

I dag blev det til Jans øje

og min halv-spiste romkugle.

 

 

Jeg har glemt udtagninger på min Ballerina.

Jeg er faktisk ved at være lidt træt af den, for jeg trævler op hele tiden og kommer ikke ret meget ud af stedet, men jeg vil (VIL) have den færdig! ØV! På den igen.

Blink blink

Når man sådan går og ser på det samme dag ud og dag ind, kan man let, meget, meget let komme til at glemme, hvad man i grunden holder af, ved akkurat det, som man går og ser på hele tiden.

Det være sig sit tøj, sit hjem, sin kone/mand eller sin by.

Det er ikke  nogen hemmelighed, at jeg lider en smule af udlængsel. At jeg godt kunne trænge til at se noget andet, få noget inspiration eller bare at komme hjem igen og se det hele med nye øjne.

I dag tog jeg mig selv i nakken og kørte en tur rundt i byen. Jeg holder virkelig af at bo her, selvom jeg er lukket inde og fanget på et forholdsvis lille areal. Jeg kunne starte snescooteren op og køre og køre og køre indtil der ikke var mere benzin, men jeg ville højst komme ind til Kangerlussuaq og jeg er ikke sikker på, at bygden/transitlufthavnen ville stille mine behov.

Nej, jeg må genfinde glæden ved at bo her. Lukke øjnene, trække vejret dybt, åbne øjnene igen, blinke et par ekstra gange og se på det hele med et lidt friskere syn.

Jeg forsøgte i dag. Virkelig!

Havneindsejlingen så jo fin ud på det tidspunkt.

Det var før det begyndte at blæse op.

Du kan ikke se det på billedet, men der ligge rigtig, rigtig mange edderfugle dernede på vandet.

De passer rigtig godt på hinanden og jeg skulle bare tænke på, at nærme mig vandkanten før de var væk.

Du skulle meget gerne kunne klikke på billedet og se det det næsten, som jeg så det:

Lidt senere tog min søster Lena og jeg op til min far. Min mor kommer først i morgen, så vi ville lige tjekke, at han ikke var alt for ensom.

Det tror jeg ikke han var. Han er god til at underholde sig selv med små og større projekter, men klagede dog ikke over, at vi kom.

På køkkkebordet står min mors plante. Den så fin ud.. ligesom de andre planter. Det er ikke altid, at mændene husker at planter ikke vokser på kærlighed alene, men skal have det skyllet ned med en sjat vand i ny og næ.

Selvom jeg har set mine forældres udsigt sådan ca. en milliard gange, stillede jeg mig ud på deres altan og tjekkede byen fra den vinkel.

Du burde også kunne klikke billedet større og se dig lidt nærmere omkring.

Da Jan fik fri arbejde og det fik han tidligt, ville jeg tjekke om der var ørne i dag.

De kom i samme sekund, som vi kørte ud mod lufthavnen.

Jeg ved ikke, hvad det er som de har gang i sammen med ravnene, men i mine øjne lignede det en smuk synkron-dans.

Jeg forestiller mig, at det er noget territorialt og sådan noget, men det lignede en stille og tavs, men smuk og yndefuld dans.

De kredsede højt, højt over vores hoveder og mit zoom-objektiv blev rullet ud i fuld længde, men det rakte kun lige akkurat.

Det begyndte at blæse rigtigt koldt, så jeg blev pænt siddende i bilen, da Jan gik over for at fodre hundene. De skal ikke have så meget i dag, for de skal ud og køre i morgen.

Ravnene dukker op af det blå, kredser om hundene, når de bliver fodret og håber, at der er lidt rester til dem. De er godt nok frække og de ved lige nøjagtig hvor lange hundenes kæder er.. og holder sig udenfor rækkevidde.

Saras fotografier

Yngstepigen, Sara fik et kamera i julegave. Hun øver sig flittigt og er ikke helt uden evner.

Jeg vil lige have lov til at prale lidt for jeg syn’s altså, at hun er dygtig..

 

Her en hund, som hun mødte på sin vej:

Et lidt “abstrakt” billede af himlen, hvor hun har leget lidt med billedbehandling:

Et billede af mine fine tekopper, som jeg har arvet både fra Jans mormor og nogle magen til fra min egen farmor

Og her et billede af venindens øje:

Jeg synes bestemt, hun har anlæg for fotografiet, men jeg er jo også hendes mor.

Et varmt udenlandsk kram

Så sluttede vinterferien sådan rigtig og ikke kun i praksis.

Den sluttede faktisk lidt trist allerede i går morges, da min nærmeste kollega ringede mig op om morgen og fortalte, at een af vores elever var død i løbet af natten som følge af en sygdom han havde.

Det er uendeligt trist og tankerne har kredset rundt i hovedet.

Det er 2. gang at jeg oplever at een af mine elever dør og det er lige trist hver gang.

Vi er jo sammen med de børn ca 6 timer om  dagen og udover at have et professionelt forhold til dem, får vi også nogle følelser for dem, da vi også er mennesker. 

Det var hårdt at gå på arbejde i morges og selvom byen er så lille, at de fleste ved det meste, næsten inden det er sket, så var der en masse spørgsmål og følelser at tage stilling til og håndtere.

Dagen var naturligvis præget og farvet af dødsfaldet, men jeg synes, vi heroppe er gode til at håndtere døden.

Vi snakkede med klassekammeraterne om alle de oplevelser, som vi har haft med klassekammeraten og det endte med at alle eleverne skrev et “afskedsbrev”/tegning til ham, som skulle sendes til hans mor, som en trøst og opmuntring. Både for hende, men også for dem selv. Det var godt at få sat ord på følelser og tanker.

Vi fandt nogle billeder fra lejrskole-opholdet i foråret, som vi kiggede på og klassen virkede glade og afbalancerede, da de fik fri i eftermiddags.

Min kollega og jeg sad lidt sammen efter sidste time, inden vi gik i gang med morgendagens forberedelser og da jeg endnu senere gik på posthuset fandt jeg denne pakke i min postboks.

En gave fra en fremmed.

En af af mine læsere her på bloggen.

Jeg blev så glad og jeg blev så rørt og jeg ved endnu ikke, hvordan jeg har gjort mig fortjent til en så fin gave. Og så er jeg så smigret!

Jeg glæder mig til at strikke pulsvarmerne og der er en opskrift med til en skuldervarmer, som ser rigtig interessant ud.

En skuldervarmer/poncho, som vil være rar at have til de ærmeløse kjoler til sommer, tænker jeg.

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige tak.. jeg har naturligvis sendt en mail og sagt tak, men hvor ville jeg dog gerne have givet et varmt kram til tak, for gaven varmede lige akkurat i dag, hvor jeg trængte.

Alene tanken om, at en vildt-fremmed vil mig det så godt, er varmende i disse dage, hvor der skal bruges af overskuddet. Det overskud, som synes lidt småt for tiden.

Gaven kom som et mentalt kram, som varmede.

Et stort smil udefra den store verden og jeg smiler tilbage og sender krammet hjerteligt tilbage til afsenderen med et kæmpestort tak. Tanken gav et boost til overskuddet og den mentale energi er oppe, så der igen kan deles ud og kriser kan favnes med åbne arme.

 

Min mor er ude og rejse.

Min søster og jeg forestillede os, at vores far var ensom..

Måske var han ikke, men vi ville nu gerne dele en kop kaffe med ham her til eftermiddag.

Han ville heldigvis også gerne dele med os.

Så kunne jeg nyde min mors afblomstrede buketter.. for nyde, dét gjorde jeg.

Der er noget smuk og skønt over enhver alder,

– her buketternes, som nok var smukke, da blomsterne var struttende af saft og kraft, var glatte i overfladen og farverne strålede i mættede nuancer, men ligeså spændende nu, hvor forfaldet ligeså langsom sætter sit præg på hver enkelt blomst.

Nu er blomsterne krøllede,

farverne blege og sarte,

men de rynkede og krøllede kronblade har deres egen skønhed,

som, syn’s jeg er langt mere interessant og spændende for sådan een, som mig, der godt kan lide, når ikke alt er glat og strømlinet.

Måske jeg har lidt mere blik for forfaldets skønhed, fordi jeg lige er fyldt 45?  

 

Jeg vil ihvertfald sætte mig over i mit sofahjørne om et lille øjeblik og nyde aftenen, som kun i mindre grad er i forfald.

Inden jeg helt forlader dig, vil jeg lige vise dig det specielle lys, der var tidligt i eftermiddags med snebyger nogen steder og sol med blå himmel andre steder. Her med det snetættede lys:

Ø-kuller

Jeg har ikke været på arbejde i går.

Jeg har ikke været på arbejde i dag og jeg skal ikke på arbejde i morgen.

Jeg har vinterferie, men jeg føler ikke rigtig ferien.

Jo, jeg sover lidt længere og slapper af, men jeg gad altså godt at få rykket dagligdagen lidt itu, opleve noget helt andet og noget som overhovedet ikke oser af hverdag.

Jeg drømmer om at kunne hoppe på det tog, som ikke er og køre planløst ud.

Starte bilen og køre ind i et eventyr eller have så mange penge, at jeg kunne have taget flyveren ud af byen.

Om det så bare var ind til Kangerlussuaq..

Det koster omkring 1000 kr for en enkelt-billet at komme med flyveren derind. Og der er ved gud ikke meget, at se derinde udover Simon, der arbejder, sååååh

 

Bare ud og væk og opleve noget, som ikke ligner det, som jeg sædvanligvis står i.

Jeg har ikke været ude af byen i snart to år og jeg er ved at få ø-kuller. Sisimiut-kuller.

Måske har jeg det allerede?

Hvert andet år kommer jeg ud af byen i næsten 4 uger og lige nu føles det af lidt for lidt at tænke tilbage på, at bygge minder på.

 

Tager jeg en tur ud i byen, er det de samme mennesker, som jeg møder og de samme mennesker, som jeg hilser på og taler med. Ikke et ondt ord om dem, men jeg gad godt se noget andet og nogle andre.

Det er de samme veje og de samme udsigter.

Jeg trænger til inspiration og nye impulser. Næsten af enhver art.

Jeg må tage mig sammen og se på alle de muligheder jeg rent faktisk har og forsøge at være bare en lillebitte smule positiv.. men,nøøøøj, hvor er det svært, når jeg hellere ville have haft rigtig ferie et andet sted med nogle andre oplevelser.  SUK!

Og så er jeg endda heldig stillet at jeg overhovedet kommer ud af byen hver andet år i næsten 4 uger.

I virkeligheden burde jeg vel skamme mig?

(Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de forskellige “vigtige mennesker i meget vigtige stillinger” der rejser flere gange om måneden for skatte-ydernes penge til de priser og oftets til ingen verdens nytte. Rønnebærrene er meget sure lige i dag)

Tomme reder

Efter sommerferien skal Laura på efterskole.

Hun skal være væk hjemmefra i et helt år.

Jeg glæder mig på hendes vegne.

Glæder mig over alle de oplevelser hun formentligt får og alle de nye mennesker, som hun skal møde.

Glæder mig over, at hun skal prøve noget nyt, noget spændende og prøve at leve i et helt år i et andet land.

Hun har da været på ferie i Danmark, prøvet at opleve sommeren og prøvet at holde jul et par gange.

Hun har boet hos sin farmor og farfar i hele 6 uger i december-måned, men at gennemleve et helt år uden al det vel-kendte..det har hun ikke prøvet.

Og så alligevel, mens jeg sidder og glæder mig på hendes vegne, brister mit moder-hjerte en lille smule.

Årene gik for stærkt og for hurtigt og jeg føler mig slet ikke parat til at slippe den mindste, mindste smule.

Jeg har lyst til at holde endnu mere fast, holde tæt og længe.

Jeg har lyst til at sidde i weekenderne, drikke min kaffe, mens tonerne fra enten hendes guitar eller keyboard lyder fra hendes værelse, mens hun øver endnu en sang for fuld hals.  Mærke hendes tilstedeværelse og nærvær.

Vi lærer vores børn at være selvstændige og selvhjulpne og når de så folder vingerne ud for at vise deres færdigheder, bliver vi bange for den tomme rede, til trods for vores stolthed over, hvor dygtigt de flyver.

Eller er det mon kun mig, der har det sådan???

Må vist hellere finde mit sofa-hjørne inden tankerne tager overhånd!

Søndagssol

Solen har været mere end gavmild med sine stråler i dag.

Selvom det frøs hele 11 grader, dryppede det fra taget, hvor solens stråler ramte.

Langt derude i horisonten, kan jeg mærke foråret komme snigende og jeg glæder mig, men lad mig lige nyde vinteren først.

 

Byen tog sig rigtig godt ud i solskinnet.

Ingeniør-kollegiet er blevet taget i brug og set lidt fra oven, ser det jo rigtigt spændende ud.

Jeg har ikke været inde i det, men ville ikke sige nej til en invitation.

Vi kørte over til mine forældre, men min mor var ude og gå i det gode vejr, så vi sad der kun et øjeblik og kørte så ud i verden igen.

Til aften ville vi tjekke om det lovede nordlys ville indfinde sig, men nogen har vist glemt at betale licens til det.

Der kom kun en smule og så var det væk igen. 

Måske kommer der mere senere?

I et af Digital-fotobladene var der anvisning på, hvordan man fotograferer nordlys.

Jeg bryder mig bare ikke så meget om, at nordlysbilleder bliver helt lyse.

Så lyse, som var det højlys dag og stjernene trækker spor som følge af den lange lukkertid.

Jeg synes, at det er pænest, når det afspejler virkeligheden og virkeligheden er jo, at det er mørkt og stjernerne er lysende prikker på den sorte baggrund.

Måske er det bare mig, der er lidt for gammeldags?

Du må ihvertfald nøjes med mine aften/-natbilleder, der er forholdsvis mørke.

Måske

Der skulle være voldsom solstorm for øjeblikket og det skulle gerne give masser af nordlys.

I nat var der ikke længere overskyet, så måske i aften er der mulighed for at se lidt nordlys???

Farverig fyrfadsstage

Lige nu sidder Sara og hendes veninde og laver små skåle af perleplade-perler (kaldes de ikke også Hama-perler)

Det er en sjov idé.

Tilkørt

Jan ville gerne have, at jeg tog med ham ud på en kort slædetur i dag.

Af to årsager:

1. Han ville gerne være sammen med mig, – det vil han nu vist altid

2. Han skulle have kørt 4 nye hvalpe til.

 

Det er noget meget nemmere, at køre nye hunde til, når man har een til at hjælpe sig og

 

1.a Jeg vil gerne være sammen med Jan,- det vil jeg vist det meste af tiden

2.a Jeg ville gerne hjælpe ham.

Det blev en hyggelig lille tur. Hvalpene fandt hurtigt ud af, hvad det hele går ud på og vi kunne sidde/ligge på slæden det meste af tiden og nyde livet.

Op ad en lille bakke kørte nogen vi kender bag ved os.

Det er lidt sjovt, at se hunde, der trækker en slæde, forfra.

Man ser jo af gode grunde ikke sine egne hundes ansigter.

Man ser (og lugter) noget helt andet.

Havde Jan sagt: “ Det er godt, at du kan bruge en pisk” i et helt andet forum og i en anden situation, tror jeg nok, at det kunne misforståes.. fniiiis

Efterglæde

Jeg havde en dejlig, dejlig fødselsdag takket være min gode og nærværende familie og nærmeste venner.

En masse hilsner både som posthus-postede fødselsdagskort, emails, via facebook og her.

 

Jeg fik de flotteste og fineste gaver, som du kan forestille dig.

Dem vil jeg gerne have lov at vise dig.

 

Min far havde drejet den flotteste, smukkeste og fineste kuglepen til mig.

Den er drejet i moskus-horn og passer perfekt til min hånd.

Jeg burde være direktør, underskrive vigtige papirer og dokumenter.

Et sted er jeg dog direktør og det er i mit eget liv og kuglepennen er derfor udnævnt til at bruges hver dag.

Billederne yder slet ikke kuglepennen ære.

Den er meget, meget flottere i virkeligheden.

Farvespillet, glatheden, omhyggeligheden og præcissionen i kuglepennen kommer slet ikke frem i billederne.

Det store og flotte stykke kunsthåndværk, som ligger i min kuglepen.

Jeg ville ønske, at jeg kunne vise dig den i virkeligheden.

 

Min mor, som selv er meget velklædt og kvalitetsbevidst gav mig en dyr designer bluse fra Isaksen design.

Den er spændende, men jeg kunne godt finde på at bytte den til en anden af deres modeller.

Det er hun heldigvis indforstået med.

Ærmerne på denne er lige en tand for stramme til mig (og nej, mine arme er ikke for tykke )

Med kuglepennen og blusen fulgte en stor flot buket blomster med.

Det er luksus, at få blomster heroppe på denne tid af året og se lige nogle blomster:

Laura kom med den sødeste lille potteplante og 4 store, hvide bloklys.

Hun syntes, at det passede til “mit hjørne”, som hun åbenbart opfatter hjørnet som.

 

Sara havde også tænkt i stearinlys og gav mig en fin fyrfads-lysestage.

De er så søde, mine børn.. hvis jeg selv skal sige det.

Min søster Lena spurgte mig direkte og afkrævede mig svar, så jeg fik to billetter til Klovn “ the movie” i aften og med billetterne fulgte der guf med.

Det er nok ikke nogen overraskelse, at jeg har inviteret Jan med mig i biografen og vi glæder os til at se den i aften.

 

Min søster Dudi havde sendt mig luksus-godter og en æske med blomster, som jeg selv skal så.

Med blomsterne fulgte rosende ord med om at hvad jeg fik mellem hænderne osv.. Du er altså for sød, Dudi!

Endnu et dejligt kort fulgte også med.. med to fotos af mine nevøer.

Billederne er allerede hængt op, så jeg kan nyde dem og glæde mig til at se dem rigtig.

 

Min svigerfar sendte et gavekort til himmelske Himmerland, hvor jeg kan tilbringe en stund i himmerige med luksus-behandling i form af enten ansigsbehandling, massage eller lign.

Jeg tror allerede at jeg har valgt, -at jeg vælger massage.

En hel time.

Og jeg glæder mig, glæder mig, glæder mig og glæder mig ikke mindst til at give farfar en krammer, som tak for gaven.

 

Min altid betænktsomme veninde, som ved, at jeg sætter pris på ordentligt værktøj, kom med en god kniv til køkkenet.

Der er intet bedre end at have ordentligt værktøj.

Den bedste gave hun kom med, var dog hende selv.. jeg havde ikke inviteret nogen udover den nærmeste familie, men hun kom med sin familie. Dejligt!

 

Vores savnede venner, der nu bor i Danmark havde gennem interflora sendt en stor, stor flot buket blomster til mig. Jeg blev så rørt. Tak fordi I huskede mig.

 

Jeg har altså bare de sødeste og mest betænksomme venner og det er da den største gave overhovedet.

 

Jan gav mig en hverdags-jakke, som jeg selv fik lov at vælge og han havde oveni også bestilt en fototaske, som kan rumme mit grej.

Den er lige på trapperne og jeg glæder mig til at tage den i brug.

Da jeg slog øjnene op om morgenen på min fødselsdag, stod der en buket blomster på mit natbord.

Uuummm, det er luksus, men den største luksus er og bliver, at min familie vil mig det så godt, så godt og viser det så tit og så ofte.

Jeg er heldig at være omgivet af de kærlige, betænksomme og gavmilde mennesker, som vil mig så meget godt.

Tak for alle de fine gaver og en dejlig dag.