Til levesiden

Det går lige så langsomt til levesiden.. mit helbred bedres langsomt, og da jeg stod op i morges smilede solen til mig.. gennem vores møg-beskidte ruder.

Det slog mig ikke ud.

Det ville det måske have gjort i går, da jeg jo allerede lå nede med influenza og meget ondt af mig selv, men i dag fattede jeg spand og klud og gjorde badeværelset rent, mens Jan støvsugede rundt i hjørnerne, hvor nullermændene skrigende forsøgte at gemme sig.

Laura kom glad op i stuen i går aftes. Hun så godt nok lidt varm ud i kinderne, så vi mærkede hende på panden. Den var brandvarm og da vi fik taget hendes temperatur var den på 39,7. Så dalede humøret da også og vi fik overbevist hende om, at hun var syg.

Stakkels pige.

Hvis vi ikke havde sagt noget, havde hun måske ikke engang opdaget det?

Hun ligger stadig indhyllet i vattæpper i sofaen, med høj feber og hoste ud over det sædvanlige. Hendes briller knækkede også i går og jeg fandt et par der passer nogenlunde i styrke i Brugsen i dag, som må skal holde distancen indtil der kan skaffes nogle nye, så det har bestemt ikke været hendes weekend.

Apropos Brugsen:

De store lanterner, som jeg købte for et par år siden i Brugsen for sølle 129,- så lidt for forsømte ud, men en sjat linolie og et par nye bloklys og de er næsten som nye. En lyskæde er blevet viklet om mine grene.  Grenene bliver hentet i slutningen af maj før Lauras fødselsdag, bliver stukket i den gamle mælkejunge, der står ved siden af bænken under vores trappe/trappen op til vores hoveddør.

Der kan Jan og jeg så sidde som to gamle pensionister, drikke vores weekend-morgen-kaffe på bænken, der får et par tæpper eller tre og se bussen køre forbi med de rigtige pensionister.

Nu skaber grenene lidt stemning sammen med de levende lys og se indbydende ud, hvis du skulle komme forbi.

Disse tre lanterner, også fra Brugsens udsalgskasse, står udenfor hoveddøren og spreder lidt lys og hygge.