Lyd og synsindtryk i det kolde mørke

Jeg kan i grunden ikke huske om min (vores) yngste søster var med i vores skråleri, når vi som børn stod og vaskede op, støvsugede eller bare flippede ud til cassettebåndende med Bamses venner?

Lena og jeg gjorde ihvertfald.

Og vi kan garanti og med lukkede øjne og hænderne bundet på ryggen, samtlige tekster til stort set alle Bamses venners sange… og til Olivia Newton Johns og en million andre let-at-synge-med-på-sange.

En af Bamses sange starter med:” Jeg var til en fed koncert…”

og måske kan jeg ikke ligefrem bruge ordet FED i denne sammenhæng men fin og det var lige, hvad den koncert, som  Jan, min mor, far og jeg var i onsdags.

Hanne Qvist på violin, Walter Scivoli og Jim Milne på klaver.

Der var lidt af hvert at lytte til, men jeg kunne være faldet helt hen til Bethovens sonate nr. 12, som W. Scivoli så flot og helt uden noder spillede.

Der var korsang og folkedans indimellem til de tre musikanter, og der var et dejlig sigøjner-præget stykke af V. Monty

Jeg undres jo så endnu engang over, at Taseraliks sal ikke var fyldt helt op til bristepunktet.

Når der en sjælden gang er noget klassisk musik, er jeg den første, der styrter ned og køber en billet for at smage klangen af noget anderledes.

Klassisk er ikke det jeg hører mest af.

Ikke fordi jeg ikke kan lide det.

Dét kan jeg bestemt, men tiden og ånden er vel ikke til at jeg selv smider en cd på afspilleren?

I dag bød Taseralik en dygtig kunster velkommen.

Der er ganske få af hans billeder, som jeg ville have hængende på min stuevæg og det handler vist udelukkende om, at min stue ikke er til den slags, men det er smukke og anderledes billeder, som er fascinerende og tankevækkende, Fian Paul har skudt.

Hans billeder er lavet uden billedebehandling, men stillet op med lys og en tålmodig venten på, at stemningen skal indfinde sig.

Jeg er så glad for vores kulturhus, for det bringer en masse lyd og synsindtryk frem til fjerne afkroge som Sisimiut og til kunst-sultne folk, som mig. TAK!