torsdag den 24. februar 2011

Et varmt udenlandsk kram

Så sluttede vinterferien sådan rigtig og ikke kun i praksis.

Den sluttede faktisk lidt trist allerede i går morges, da min nærmeste kollega ringede mig op om morgen og fortalte, at een af vores elever var død i løbet af natten som følge af en sygdom han havde.

Det er uendeligt trist og tankerne har kredset rundt i hovedet.

Det er 2. gang at jeg oplever at een af mine elever dør og det er lige trist hver gang.

Vi er jo sammen med de børn ca 6 timer om  dagen og udover at have et professionelt forhold til dem, får vi også nogle følelser for dem, da vi også er mennesker. 

Det var hårdt at gå på arbejde i morges og selvom byen er så lille, at de fleste ved det meste, næsten inden det er sket, så var der en masse spørgsmål og følelser at tage stilling til og håndtere.

Dagen var naturligvis præget og farvet af dødsfaldet, men jeg synes, vi heroppe er gode til at håndtere døden.

Vi snakkede med klassekammeraterne om alle de oplevelser, som vi har haft med klassekammeraten og det endte med at alle eleverne skrev et “afskedsbrev”/tegning til ham, som skulle sendes til hans mor, som en trøst og opmuntring. Både for hende, men også for dem selv. Det var godt at få sat ord på følelser og tanker.

Vi fandt nogle billeder fra lejrskole-opholdet i foråret, som vi kiggede på og klassen virkede glade og afbalancerede, da de fik fri i eftermiddags.

Min kollega og jeg sad lidt sammen efter sidste time, inden vi gik i gang med morgendagens forberedelser og da jeg endnu senere gik på posthuset fandt jeg denne pakke i min postboks.

pakke

En gave fra en fremmed.

En af af mine læsere her på bloggen.

Jeg blev så glad og jeg blev så rørt og jeg ved endnu ikke, hvordan jeg har gjort mig fortjent til en så fin gave. Og så er jeg så smigret!

Jeg glæder mig til at strikke pulsvarmerne og der er en opskrift med til en skuldervarmer, som ser rigtig interessant ud. gaver

En skuldervarmer/poncho, som vil være rar at have til de ærmeløse kjoler til sommer, tænker jeg.

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige tak.. jeg har naturligvis sendt en mail og sagt tak, men hvor ville jeg dog gerne have givet et varmt kram til tak, for gaven varmede lige akkurat i dag, hvor jeg trængte.

Alene tanken om, at en vildt-fremmed vil mig det så godt, er varmende i disse dage, hvor der skal bruges af overskuddet. Det overskud, som synes lidt småt for tiden.

Gaven kom som et mentalt kram, som varmede.

Et stort smil udefra den store verden og jeg smiler tilbage og sender krammet hjerteligt tilbage til afsenderen med et kæmpestort tak. Tanken gav et boost til overskuddet og den mentale energi er oppe, så der igen kan deles ud og kriser kan favnes med åbne arme.

 

Min mor er ude og rejse.

Min søster og jeg forestillede os, at vores far var ensom..

Måske var han ikke, men vi ville nu gerne dele en kop kaffe med ham her til eftermiddag.

Han ville heldigvis også gerne dele med os.

Så kunne jeg nyde min mors afblomstrede buketter.. for nyde, dét gjorde jeg.

1

9

Der er noget smuk og skønt over enhver alder,

2

– her buketternes, som nok var smukke, da blomsterne var struttende af saft og kraft, var glatte i overfladen og farverne strålede i mættede nuancer, men ligeså spændende nu, hvor forfaldet ligeså langsom sætter sit præg på hver enkelt blomst.

Nu er blomsterne krøllede,

5

farverne blege og sarte,

4

men de rynkede og krøllede kronblade har deres egen skønhed,

7

3

som, syn’s jeg er langt mere interessant og spændende for sådan een, som mig, der godt kan lide, når ikke alt er glat og strømlinet.

10

Måske jeg har lidt mere blik for forfaldets skønhed, fordi jeg lige er fyldt 45? Smiley, der blinker 

 

6

8

Jeg vil ihvertfald sætte mig over i mit sofahjørne om et lille øjeblik og nyde aftenen, som kun i mindre grad er i forfald.

Inden jeg helt forlader dig, vil jeg lige vise dig det specielle lys, der var tidligt i eftermiddags med snebyger nogen steder og sol med blå himmel andre steder. Her med det snetættede lys:

snebyger

5 kommentarer:

  1. Du giver af dig selv hver dag når du skriver her på bloggen. Det er ikke mig der har sendt dig en gave, men jeg føler hver gang jeg læser herinde at jeg får en gave, så tak for billeder og ord!

    SvarSlet
  2. Hvad dør de dog af, de stakkels unger? Da jeg var barn i Østrig i en lille provinsby, der døde der også børn og unge omkring mig. Af leukæmi,trafikulykker, bådulykker på de rivende floder. Men her i Dk/København, dør man ikke bare sådan lige...eller det gør man måske...Vi hører bare ikke om det på samme måde.

    SvarSlet
  3. TUSIND TAK, for dine FLOTTE BILLEDER & hjemmeside

    Knuz Wong Wai :-)

    Ps. JEG gad godt:"sidde ved det sidste billede med en kop kaffe"! Uhmmm..

    SvarSlet
  4. Det er mig, som takker både for gaverne og dine gode kommentarer. Det varmer, skal du vide! Meget!

    SvarSlet
  5. Christina i NZ: Jeg tænkte på dig (uden sådan at kende dig IRL) da der i tv-avisen var om jordskælvet. Håber, at du har det godt. Det er en gave for mig,at kunne dele lidt af min hverdag med jer og få respons på det. Glæden er helt på min side.

    Susling: Jeg arbejder jo med børn, der er udsatte på den ene eller anden måde, så jeg har det nok lidt tættere inde på livet.. måske. Det er lidt hårdt nogen gange at være tæt på, men heldigvis har jeg nogle fantastiske gode kollegaer, som er åbne, rummelige og tolerante. Det er virkelig guld værd

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding