Brandstationen Sisimiut

Det er onsdag og denne tid på måneden.

Min kollega og jeg har været på virksomhedsbesøg sammen med vores klasser.

I dag gik turen til brandstationen.

Det var en fornøjelse, at høre brandchefen fortælle om sit arbejde og om stationen.

Jeg elsker at høre folk, der brænder (jajajaja) for deres fag, fortælle.

Han viste stort set alt undtagen en rigtig brand.

Jeg vidst foreksempel ikke at vi var den by i Grønland, der har de fleste brandmeldere.

Du ved, de der master, som står rundt om i byen med en lille rød kasse med et glas foran, som man kan smadre og indeni er der en knap, som man kan trykke på i tilfælde af brand.

Vi har hele nogen-og-30, hvor man fx i Nuuk kun har 8.

Når der er blevet trykket på sådan en brandmelder, vises det på et bykort på brandstatione, hvor der er blevet trykket.

De bliver langsomt og med tiden pillet ned, for de er åbenbart dyre og stort set alle har i dag en mobiltelefon.

Brandmændenes forskellige opgaver kan være mangeartede.. de skal fx. kunne gå i fjeldet, kravle rundt med livliner om maven og hente nødstedte ned.

Naturligvis har de en snescooter til at køre ud om vinteren, hvis fx. en hundeslædekører, snescooterkører eller lign. er kommet til skade og de har en fin, fin anhænger med en båre i.

Den kan både trækkes seperat efter scooteren, ligge i anhængeren eller fires op af en helicopter.

I båren ligger en oppustelig “madras”, så den nødstedte ikke ligger og pangler rundt på den hårde båre.

De skal kunne finde folk, der ligger begravet i laviner, kunne inddæmme og opsamle oliespild på vandet og på land, de skal kunne dykke både i vand og i røg og det udover at skulle slukke en brand.

De skal ikke bare kunne slukke almindelige brande i fx huse, men også hvis det er olie, sprængstoffer eller hvad der nu kan brænde.

Denne beholder var sprængt i varmen da det brændte på vandkraftværket i 2. fjord. Den havde stået op af en anden beholder, hvis aftryk man så kan se på en af “flapperne”.

Alle slanger skal vaskes og renses efter brug og til det formål har det et kæmpe, kæmpe kar.

 

Brandstationen har indenfor det sidste år etableret et junior-brandkorps, som består af unge fra 13 år. De har deres egen dragt og hjelm.

De bliver ikke bare trænet i at slukke brande, rense slanger, lede efter folk, der er begravet i laviner, men skal også lære at opbygge et tæt og nært forhold til hinanden, grænseløs tillid og respekt for hinanden, så de kan regne med og stole på hinandens stærke sider, ligesom de skal hjælpe deres kammerater, hvis denne har svage sider, som skal styrkes.

Enfoldig, som jeg nogengange kan være, troede jeg, at det var bevidst, at der ingen kvinder var i brandkorpset, men det er kun manglen på kvindelige “ansøgere”, at der ikke er nogen kvinder, som er brandmand (-øh kvinde) her i byen.

Efter mit besøg sammen med eleverne, er min respekt steget yderligere og til næsten uanede højder for de 30 frivillige brandmænd, som vi har her i byen.

De brandmænd, som tager ud for at hjælpe i farlige situationer og som nogen gange sætter deres eget liv på spil.

De skiftes til at gå rundt med en brandmelder og skal være parat døgnet rundt til at smide alt, hvad de har i hænderne for at hjælpe os.

De træner, træner og træner nogen gange flere gange om ugen og de afsætter derudover også tid af til juniorerne.

 

Brandstationen osede langt væk af sammenhold og respekt for hinanden - og et måneds-ophold på brandstationen ville sikkert være et af de bedste team-buildings-kursus overhovedet.

Der var ihvertfald ingen tvivl om, at mandskabet havde et tæt og tillidsfuldt forhold til hinanden.

 

Jeg siger ihvertfald tusind tak for oplevelsen og krydser fingre for, at der ikke bliver brug for brandmændenes hjælp eller assistance foreløbig, selvom jeg er overbevist om, at de er kompetente og engagerede.