mandag den 14. april 2008

Tid nok

Jeg har jo næsten ikke andet end tid i disse dage..Jeg ødslser med den, frådser med den og spilder den, alt imens jeg nyder at gøre det. Tiden skal i hvert fald ikke bruges på noget så fornuftigt som tøjvask, trappevask eller sneskovling. Nej! Mens jeg stadig har eftervirkningerne af tiden som fg. viceinspektør samtidig med, at jeg skulle læse alle mine timer osv, skal tiden bruges, som om jeg levede til jeg blev 143. Og især når vejret er som det var i dag, så finder pigerne og jeg lynhurtigt snescooteren, og kører ud. Der skal ikke andet end 10 minutters langsom og adstadig kørsel , så er du væk fra byen, civilisationen, larm og spektakel og befinder dig ude i den store natur, hvor der er højt til himlen og masser af plads til store og små tanker. Jeg vil ikke påstå, at jeg fik tænkt hverken store eller små tanker. Hovedet blev ganske enkelt tømt for tanker. Det var dejligt, og pigerne vadede op ad bakken, for derefter at kure ned i svimlende fart. Jeg var solidarisk og gik med op (Yes! De to små sorte prikker midt i alt det hvide er Sara og Laura), for at se dem kure ned, hvorefter jeg vaklede ned igen. Pistemaskinen kom og glattede sneen ud for os, og måske også for at forberede arrangementet på lørdag, hvor der sker en masse forskelligt udenfor. Da det jo er taekwon-do-træningsdag i dag, måtte vi forlade vores hvide paradis. Det er svært at tro, at det nogensinde bliver sommer og varmt igen. At myggene vil sværme om vores ører, og at vi bliver nødt til at holde alle vinduer åbne, for ikke at kvæles i varme. Men det tøer nogen steder og istapperne drypper rytmisk og digter sange om foråret, der snart er på vej. (Mit blik faldt på en hund, som kikkede meget nysgerrigt på mig. Den sad som forstenet og gloede.Den virkede lidt langsom i optrækket, - den tænkte måske det samme om mig; Jeg har jo tømt hovedet for de få tanker jeg havde...så det var ganske tomt.) Nu er dagen næsten brugt op, men den bliver lagt til samlingen af "gode dage, som huskes."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.