Musik og mangfoldighed

 Apropos relationer:

Laura er jo her i byen, hvor de er med til at arrange og afholde Arctic Sounds festival og det er som altid spændende at høre ny musik.

Der er ikke kun ny musik. 

Der  er også musik som vi er bekendt med.

I går aftes var der de første koncerter i Råstofskolen, som (selvfølgeligt) under musikfestivalen bliver omdøbt til School of Rocks

Min mors fætters barnebarn  Athena Lings spillede og sang sin egen musik.  

Laura spillede på keyboard for Athena og alt for hurtigt spillede de sidste nummer, selvom de leverede en næsten 45 minutters god og anderledes musikoplevelse.

Min mors kusines søn var næste kunstner på scenen. 

Jeg har tidligere skrevet om Steen. Steen har utroligt mange talenter og når han graver sig ned i en interesse, så går han virkeligt til den og forfiner, fremmer og dyrker sit  talent indenfor området til perfektionisme.

Han tager desværre ikke billeder mere. Døgnet har vel også kun 24 timer for hans vedkommende.

Som du kan se udfra det link, som jeg har sat ind, så var /er han mere end almindeligt dygtig til at tage billeder og photoshoppe.

Han købte på et tidspunkt en drone og selvfølgelig, havde jeg nær sagt, fik han nogle fine, flotte filmklip.

Han har bygget sig en pizzaovn udenfor sit  hus og de pizzaer som han får lavet, skulle efter sigende været suverænt gode- selvfølgelig.

Steen har gennem alle sine andre interesser aldrig sluppet sin guitar.. heldigvis, men heldigvis har han ikke kun holdt guitaren i hånden. 

Indimellem har han fattet hammer og sav og byggede sit eget lydstudio, hvor han, lige inden år 2024 randt ud, udgav 12 fine numre.

Teksten har hans fætter, min halvfætter Kaali Olsen skrevet og Steen fik tekst og melodierne sat sammen til fin musik.

Teksterne tager hårdt fat i de mange kedelige oplevelser, som vi børn fra blandings-ægteskaber heroppe alt, alt for ofte oplevede.

Oplevelser, som  aldrig rigtig blev sagt højt, aldrig rigtig blev italesat og de følger af den mobning, racisme, nedgørelse, tilsidesættelse, fremmedgjorthed og aldrig rigtigt at høre til , blev der sat ord på (Iink til Information-artikel) og jeg og mange andre følte os hørt, set og forstået.

De oplevelser mange af os børn fra blandede ægteskaber har oplevet, har formet os på godt og ondt og dem har  Kaali og Steen så fint formuleret. 

Jeg ved at andre oprindelige folk med børn fra blandede ægteskaber også har haft lignende problemer og den i dag i dag døjer med eftervirkningerne  af.

Den 17. november 2024 var der release koncert her i byen i Taseralik, som vi var nede og høre.

Jeg tog nogle billeder til koncerten og du kan se dem her

Måske føler jeg derfor at lige netop den udgivelse taler til mig?

Steen Olsen og Kali Olsen blev da også velfortjent hædret for deres fine udgivelse i starten af dette år.

Nogen skal lige høre numrene et par gange, lære dem at kende før de opdager alle de smukke detaljer der er at finde i musikken. 

Lytter du til musikken i Applemusic, kan du finde teksterne og oversættelse til engelsk.

Jeg ved, at der kommer flere gode musikoplevelser i kommende dage, men udover det er der også arrangeret pride parade og aktivitet omkring retten til at være den man er.

Sådan helt seriøst troede jeg, at de fleste mennesker forlængst havde accepteret at kærlighed findes mellem mennesker uanset køn, og jeg var af den naive overbevisning at stort set alle havde godtaget, erkendt og accepteret ikke alle identificerer sig i de små firkantede, snævre kasser vi har opstillet for hinanden.

Men jeg sad til en undervisningstime med en sexolog sammen med nogle unge mennesker, og jeg kunne ud af øre-krogen høre nogle unge piger snakke forarget om bøsser og lesbiske. 

De mente helt seriøst at homoseksualitet var en unormalitet og faktisk burde de ikke leve. 

Vi sad midt i en undervisning, så det ville være upassende, at jeg havde påtalt det, hvad jeg virkeligt ellers brændte for, men disse unge piger mente at det var en abnormitet som et andet handicap og hviskede videre om Gud og biblen.

Jeg sad med min underkæbe langt ned ad brystet og var dybt rystet.

I min egen undervisning i min egen klasse har jeg ofte talt åbent med mine elever om rettigheder, kærlighed og følelser og eleverne har bidraget med historier fra deres egne oplevelser blandt familie-relationer , søskende og venner, så mens jeg gik rundt og troede at vi i 2025 havde lært at kærlighed er til for alle, så måtte jeg lige tro om igen.

Jeg har jo så senere konstateret, at vi ikke er kommet særligt langt på den front og faktisk er vi ved at afvikle mangfoldigheden rundt omkring.

Nogle mennesker, faktisk lidt for mange har jo den opfattelse at pride parader ikke er nødvendige og at man ikke nødvendigvis behøver at skilte offentligt med sin seksualitet, men nu handler det jo ikke som sådan, i min verden om at skilte med om man er til det ene eller det andet, om man identificerer sig som det ene eller det andet eller måske noget helt tredie, men retten til at være den man er, så jeg går med i aften og håber at den ringe støtte jeg dermed viser, kan være med til at den enkelte som ikke kan proppes ned i de gængse små og snævre kasser, som vi så gerne vil mase vores medmennesker ned i, føler sig støttet.