Gamle oplevelser krydret med læring

Fra efteråret 2020 og frem til sidste forår, var jeg på nogle kursusmoduler i ledelse.

Vi var så heldige at vi udover at nogle kursusmodulerne blev afholdt her i Sisimiut, blev nogle af dem også afholdt i både Kangerlussuaq og Maniitsoq.

Det var nogle hektiske og lange dage, men vi fik også en smule fri i dagtimerne hvor der var dagslys og jeg var ikke sen til at spurte ud med mit kamera for at finde noget fotografer-bart.

Dengang boede min ældste, Simon stadig i Kangerlussuaq og han havde mulighed for at låne en bil og var så flink til at køre sin mor omkring.

Kangerlussuaq er et fantastisk sted og især, hvis man har mulighed for i ro og mag, udforske området, se sig omkring og gå på opdagelse.

Simon havde jo boet i Kangerlussuaq i mange år og kendte næsten hver en sten derinde og kunne derfor køre mig de sjove steder hen.

Jeg nåede jo at blive helt betaget af området derinde og begyndte at drømme om at både finde arbejde derinde, bolig og flytte alt mit habengut derind.

Man bliver jo let betaget, når man får fremvist stedets smukkeste sider.

Der er et rigt dyreliv i Kangerlussuaq og man skal nærmest bare træde ud af døren for at støde på rensdyr moskus, harer og ryper.

Hvis der ikke er så meget jeg også gerne ville, ville jeg tage ind til Kangerlussuaq noget oftere, men på den anden side, så er Simon jo flyttet til Nuuk og er ikke længere at finde i Kangerlussuaq, så noget af stedets charme er jo væk i mine øjne, men det ændrer jo ikke ved de fine minder som han var med til at give mig.

En anden ting, som jeg stadig har siddende i hukommelsen er at man kan komme rigtigt langt med lederkurser og lederuddannelser, men meget ofte er det en medfødt egenskab, som gør en god og troværdig leder, hvis nogen skulle finde på at spørge mig.

Jeg er mig meget bevidst om, at jeg er trinleder; en slags mellemleder uden nogen form for personaleansvar, men dog stadig med et ansvar og jeg forsøger at gøre det godt, mens jeg sidder i stolen.

Hvis du har mulighed for at komme til Kangerlussuaq i en lille uges tid, burde du give dig selv den oplevelse, men sørg for at have et sted at overnatte og få arrangeret de oplevelsesture du vil ud på, på forhånd, for der er rift og både overnatning og oplevelsesturene.

Husk dig selv på det smukke

 I mit lange, lange fravær herfra, har jeg lært nogle vigtige ting.

Måske ikke sådan livsvigtige, men jeg har for alvor fået gang i min afdøde svigermors gamle rok. 

Jeg spinder på livet løs og jeg får faktisk også strikket af mit eget hjemmespundne uld. 

Det fedeste uld jeg har spundet og strikket af, er vores grønlandske slædehundes uld. Det er vanvittigt varmt og så er det et eller andet skønt over at vide at det er fra vores egne hunde og at det, som de smider af deres underuld, bliver brugt.

Jeg har spundet moskusuld og jeg har spundet købt merino-uld og jeg har sågar spundet det blødeste, blødest uld fra sneharer. 

Jeg fik en del skind af sneharer, som jeg plukkede af og spandt. Det var meget svært, for det er vanvittigt glat, kort og svært at spinde, men det ender med at blive meget blødt og varmt og måske også lidt sart, men det er sjovt.

Mens jeg lærte spinde, lærte jeg også at lytte til bøger og podcast. 

Det åbnede jeg verden for mig, for selvom jeg havde lyttet til bøger indspillet på cd-er og en enkelt bog i ny og næ, så fik det for alvor fat i mig for et par år siden, hvor jeg ikke faldt i søvn eller hvor mine tanker ikke vandrede andre steder hen, når jeg satte en lydbog på.

Jeg fik smag for podcast, men jeg orker stadig kun at lytte til de danske, så jeg ikke skal koncentrere mig for meget om at forstå sproget, men kun skal forholde mig til indholdet.

En af de lydbøger jeg fornyligt hørte var "3 gode ting: Du ser det, du ser efter" af Mikael Kamber indtalt af ham selv.

Jeg er ikke helt klar over, hvorfor den dukkede op som en anbefaling. Den varede 2 timer og 45 minutter så den var hurtigt overstået, men det efterlod nogle tanker, som jeg har tænkt før og som gjorde godt at få genopfrisket, nemlig at huske på det gode og huske på alle de ting, som man kan være taknemlig over og være taknemlig for go minde sig selv om at der altid er noget godt at se tilbage på, når dagen er omme, om det så er at kaffen var varm eller at nogen smilede til dig.

Denne weekend behøvede jeg ikke minde mig selv om at være glad og taknemlig for dagen. 

Det gav sig selv igen og igen og mit hjerte var fyldt med taknemlighed over at jeg bor så fantastisk et sted og har en god mand, at dele det med og at han værdsætter det akkurat lige så meget som jeg gør.

Jeg kunne have ærgret mig over at jeg havde glemt mit fotostativ og derfor ikke på bedste vis kunne fotodokumentere det smukkeste, flotteste og mest fantastiske nordlys, som dansede hen over nattehimlen i går aftes/nat.

Jeg forsøgte at improvisere et stativ med en gammel, stiv bog og en trefod og hvis du bruger fantasien lidt, kan du måske forestillede dig, hvad det var, som vi oplevede?

Jeg kunne lette med min drone og få billeder af fjorden og vores lille plet på jord og jeg kunne også takke for en nat, hvor søvnen for en gang skyld var god, dyb og rigelig. 

Jeg minder mig selv på, at jeg skal huske mit stativ, så jeg ikke står een gang til og får serveret det smukkeste syn som jeg gerne vil fotografere, men jeg så har glemt noget så elementært som mit stativ.

Har du forøvrigt nogle gode lydbogsanbefalinger? (jeg fik mofiboabonnement i julegave)

Havørnene i havnebassinet

 Forrige uge og tiden inden, var der ufatteligt mange havørne.

I vores barndom var der stort set ingen havørne.. eller vi så dem faktisk så sjældent at jeg ikke rigtig mindes at have set en havørn, som barn.

Den har heldigvis været fredet siden 1973.

Nogen i byen havde talt over 40 havørne. 

Jeg så ikke så mange,-eller jeg fik dem ihvertfald ikke talt i store store mængder, men der var virkeligt mange.

De sad ovre på pynten på den anden side af havnen og holdt øje med alle de edderfugle, som ligger og svømmer rundt. Indtil sidste uge, var havnen ved at fryse til is og der var delvise åbne områder med vand.

Temperaturen steg lige pkludseligt og vi fik varme grader, den sparsomme sne blev blød og grynet, bare pletter jord dukkede frem og den tynde, tynde havis forsvandt igen, sammen med ørnene.

En af mine venner og jeg var nede og forsøge at få nogle billeder af ørnene og det lykkedes da delvist, men ikke i den grad som jeg havde drømt om.

Vi havde jo for et par år siden en næsten hånd-tam ørn som hele byen holdt øje med, fodrede og ivrigt fotograferede. 

Den er væk, blevet voksen, fundet andre steder eller måske i værste fald død. Der er ingen små-tamme ørne at se nogen steder, så vi er tilbage til at forsøge at være heldige med de meget sky, der var omkring byen.

Nu er isen væk, sneen væk, kuldegraderne væk og ørnene er fløjet deres vej.

Jeg fik disse billeder i kamerat og det er vel også bedre end ingenting.

Ørnen er en stor og imponerende rovfugl, men jeg er stadig mest fascineret af ravnene.

Dem, altså ravnene er der så til gengæld så mange af, at de nærmest er at betragte som en skadesfugl og der bliver også opfordret til at regulere dem og der er "jagt-tid" på dem året rundt.. også i yngleperioden og det kan jeg tænke mine tanker om; jeg som er så fascineret af ravnen.

Noget at glæde sig til

Lige om lidt bliver byen fyldt med folk udefra og byen kommer til at summe af liv. 

En masse arrangementer bliver afholdt i forårsmånederne og de kommer oveni hinanden og vi får travlt med at opleve og suge til os af indtryk. 

De sidste par har har ACR ikke været afholdt pga corona, men i år vil verdens hårdest skiløb blive afviklet her i byen igen.. og husker jeg ikke helt forkert er det endda for 25. gang, -altså et jubilæum.

Gennem rigtig mange år har jeg været frivillig og taget billeder, men de sidste par år har jeg stået på sidelinien og været tilskuer.

I år bliver Arctic Circle race afviklet fra den 31. marts til d. 2. april og det bliver så ikke det eneste, som vi kan underholde os med her i byen.

Hvert år bliver der gennemført et hundeslædevæddeløb og i år skulle det have været afviklet i Uummannaq, men havisen er usikker og det er derfor ikke forsvarligt at sende slæder ud på konkurrence eller for den sags skyld at sende nogen andre ud på isen, så derfor blev det besluttet i går, at hele løbet skulle flyttes her til Sisimiut og konkurrencen skulle løbe af staben d. 1. april. 

Det bliver så spændende at følge og jeg skal da helt sikkert ud og tage nogle billeder, opleve stemningen og se de seje slædekuske, der gennem mange års træning, erfaring og uendelig tålmodighed har trænet deres hunde op til at kunne løbe i galop over så lange strækninger. 

Det er et fascinerende samarbejde mellem hunde og slædekusk, som vi kun kan drømme om, når vi kører en tur ud i vores bagland med vores hunde. 

Jan og jeg har også en snescooteer og det sker da at vi kører andre steder hen end ud til vores hytte, når isen er til det.

I tirdags fik vi begge for en sjælden gang tidligt fri og kunne forlade arbejdspladsen så vi kunne nå ud i solen.

Jeg har døjet med træthed og manglende energi; sikkert pga et elendigt søvnmønster, hvor jeg desværre vågner mange, mange gange om natten, så det var tiltrængt at komme ud i den friske luft og den høje sol.

Vi har underlige temperaturer for tiden. 

Der er varme og næsten ingen sne. 

Vi har forårs-tilstande svarende til hvad vi plejer at have i slutningen af april måned.

Vi kørte en lille tur ud til Narsaq; et sted, hvor der er to kommunale hytter og et par nyopførte private hytter. 

Det er et fint sted med god udsigt ud af Amerloq fjorden.

Med udsigt til Amerloq 

Jan og jeg mangler bestemt intet at lave. Vi har muligheder nok og vi gør vores bedste for at udnytte dem.

For at det ikke skal være løgn, så bliver Arctis Sound musikfestival også afholdt lige om lidt.

Det plejer at være et bredt udvalg af kendte og mindre kendte musikere i byen, når festivallen kører og byen emmer af liv og udfoldelse overalt. 

Laura er stadig involveret i planlægning og afholdelse af festivallen, så de kommer hertil fra Nuuk og er here i næsten 2 uger. 

En af mine venner og jeg har meldt os til at tage billeder og det glæder jeg mig også til

Jeg glæder mig. 

Derud over kommer Sara med sin kæreste også for at holde påskeferie, så hjemmet bliver fyldt med liv og jeg tæller stille dage ned, samtidig med at jeg glæder mig over de mange muligheder vi kan fylde vores hverdag med

På sporet

Inden du tænker: har hun haft en depression?

Nej, det har jeg ikke. Jeg lever et almindeligt liv med dens op-og nedture, men jeg har haft svært ved at overskue alle de mange udfordringer, som kom på een gang og som hver og en og hver især krævede deres opmærksomhed. 

Jeg har forsøgt at rede livets trævlede tråde ud, men der er stadig knuder hist og her, som stadig kalder på mig, men jeg er ved at have tilegnet mig nogle erfaringer, så det ikke føles nær så overvældende.

Jeg skrev til en ven i går, at livet er ved at vende.. ikke tilbage, men til det bedre. 

De sidste par år har været omvæltende på enormt mange måder og jeg har haft mere end almindeligt svært ved at tackle og håndtere forandringerne. 

Udefra har der nok ikke været bemærkelsesværdige forandringer, men indadtil har jeg virkeligt kæmpet en kamp med mig selv for at acceptere og håndtere de livsændringer der naturligt er, når man bliver ældre, børnene flytter hjemmefra for ikke at flytte tilbage og når ens forældre svækkes og i mit tilfælde, vores far har fået en led og solid demenssygdom at bakse med.

Finder man mon nogensinde det ubekymrede livsyn frem igen, når man når vores alder, tænker jeg. Jeg har levet ca 2/3 dele af mit liv nu og som så mange andre spørger jeg mig selv om det bare var det.

Jan og jeg er stadig gode til at finde de små huller i hverdagen og fylder dem ud med, hvad der glæder os og jeg tror, at jeg står overfor et vendepunkt, hvor livet igen føles overskueligt. 

P.s :  Jeg har lært at spinde (hundeuld og andet) i mellemtiden (mellem mine indlæg fra for snart 2 år siden) og det har været så meditativ og godt for sjælen; at have noget mellem hænderne, som kræver koncentration men som samtidig giver plads til at man kan tænke eller slå tankerne fra. 

Tak for den lærdom