Sten-figurer

Har jeg nogensinde vist jer disse stenfigurer ved lufthavnen? Nej? Nå, men så er det da på tide. De er noget af det første man ser, når man ankommer til byen med fly. De er meget spændende, især når det lige har regnet og det polerede og det rå sten bliver fremhævet af vandet, og når lyset falder på den rigtige måde. Jeg har for mange år siden været med til at lave de to sten-ansigter, der står oppe ved kommunekontoret, og ved derfor at det er et stort stykke arbejde at forme og især polere så store sten. Der er ikke den store tradition for store skulpturer og terrænpleje heroppe, og nogen dage synes jeg at det er charmerende, at det er naturen selv, der bestemmer, hvor og hvordan den vil gro og arte sig, og andre dage igen, og især når jeg har været i Danmark, kan jeg blive træt i ansigtet over, at byen ligner eeeen stoooor byggeplads og der ikke er gjort noget omkring husene, omkring butikkerne, omkring offentlige bygninger og og og.. idag er jeg tilfreds med, hvad naturen selv har fundet på.

Hov!

Hov, det var bestemt ikke meningen, men lige pludselig var sjalet færdigt. Hov! Det skulle jo ellers holde længe, længe, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om at finde nye projekter. Nu er det vasket og ligger spændt fuldstændigt, blokket ud så hver en maske kommer til sin ret og med en halv million milliard knappenåle og tørrer. Det måler 110 cm i bredden og 64 i højden. Det er 3. gang jeg strikker det, så denne gang er det gået fuldstændigt smertfrit og uden de vanlige obligatoriske optrævlinger.Der er brugt præcis 52 gram spindegarn og det er strikket på pinde nr. 2½. Øv, nu skal jeg igang med at tænke på noget nyt at beskæftige hænder og tanker med. Apropos hænder, bliver det værre og værre med min venstre hånds ring og lillefinger, der springer helt vildt om morgenen. Det gør ikke ondt, men de sidder fast og skal hjælpes lidt på vej inden de nølende, tøvende og lidet samarbejdsvillige kommer i gang. Springfingre...passer ret dårligt til resten af mig i øvrigt om morgenen, hvor jeg bestemt ikke springer nogen som helst steder hen. Jeg er et udpræget B-menneske, der gerne vil sent i seng og i øvrigt synes morgener er noget, som bare skal overståes. Om jeg også er morgensur? Om! Men som alderen skrider frem, og det gør den jo heldigvis, bliver jeg mildere og mildere..siger mine omgivelser. I morgen får I sjalet at se, når det er tørt og der er lys at fotografere i. Og det kan kun blive en god dag i morgen, for så er det fredag og en weekend er i sigte. En meget gammel veninde kommer fra Nuuk på lørdag, så mon ikke, der bliver basis for opdateringer i hinandens liv og levned.

Friskfanget

I morges:

Mig:" Jan, har du taget mad op af fryseren til aftensmad?" Jan:"Nej, det regner jeg med at du fanger i dag" Mig: (?) "nå?"

Så måtte jeg jo starte jollen op i eftermiddags efter arbjde og sejle ud at fange et par torsk eller 30-35 stk. Den står så på friskfanget torsk med stærk sennepssovs så næsehårene græder. Resten af torsken blev kørt gennem monstermaskinen (kitchen aid) og der kom 5-7 kg torskefars ud af det, som forvandles til fiskefrikadeller senere. En lille helleflynder, akkurat lige stor nok til at mætte 4 personer (godt vi så ikke er 5 eller 6) spises i morgen. Om der var batterier på kameraet? Overhovedet ikke, men det lille lommekamera kunne så forevige monsteret, der spytter fars ud af sine huller.

Kontakt-behov

Jeg ved ikke om han selv huskede det, men jeg hjalp ham jo godt på vej i formiddags og om det er alderdommen, der sniger sig ind på min fornuft, al den sygdom, der er og har været i familien, eller om det er de tragiske historier man nogen gange hører om folk, der kommer til skade langt væk fra civilisationen, ved jeg ikke, men jeg købte en satellit-telefon til Jan idag. Den var bestemt ikke billig, men hvis den skal måles i overlevelse og tryghed, var den nærmest gratis! Nu kan til enhver tid og sted komme i kontakt med civilisationen, og hvis telefonen ellers er tændt, kan vi komme i kontakt med ham. Godt at vide! Dagen i dag var jo en god dag at give Jan den i. Jan gav så kaffe på kafé Taseralik, hvor entrepenøren endelig har fået lavet det sidste finish; terræn-plejen. Det glæder mig, for der er alt for mange steder i byen, for ikke at sige alle steder i byen, hvor de springer den del af byggeriet over, og efterlader byggepladsen som en..byggeplads. Jo, jo, det var blevet fint. På kafeen mødte vi, og sad og sludrede med en meget gammel klassekammerat fra den tidlige barndom, og vi fik opdateret i hinandens liv og lykke. Dejligt, når man falder i hak med det samme og ikke skal fortælle forfra fra Adam og Eva, men kan starte, der hvor man slap. At have nogle livs-vidner.Det modsatte er bestemt også godt en gang imellem, for man vælger selv hvilken side af historien, man fortæller og man/du/jeg er ikke fastlåst i gamle historier, fordomme og forventninger.

Reminder

Gad vide om HAN huskede det i morges? At det er 14 år siden vi sammen sad i vores helt nyindkøbte hus og gav hinanden en ring. Ingen af os kan huske vores bryllupsdag, men vores forlovelsesdag (det lyder da godt nok gammeldags) er nem at huske 09.09.94 Hmm..det er jo også bare datoer!