Udeliv

Jo tak, dagen udenfor sammen med eleverne gik over al forventning og både de og os voksne hyggede os i solskinnet og nød hinandens samvær. Trist at tiden pludselig var speedet op og tiden gik alt for stærkt. Faktisk hyggede jeg så meget, at jeg ikke fik taget et eneste billede af dagen. Til gengæld fik jeg pludselig øje på spor helt oppe på Kællingehætten / Nasaasaaq. Spor efter snowboardere..Jeg ved ikke, hvad de har tænkt på eller om de over hovedet har tænkt? Næppe! De har nok ikke tænkt på, at det kan gå grueligt galt, og at når det går galt, skal andre mennesker sætte deres liv på spil for at redde dem..bare fordi de ville have lidt sjov i gade, og ikke tænkte sig om. Nu er der jo inge, der er kommet galt afsted, men jeg synes at det er dybt hensyn-og tankeløst at køre på sådanne steder, ligesom de unge mennesker (mænd) også har meget, meget travlt med at køre på selve hætten på snescooter. Ikke just fredelige søndag-eftermiddagstur-udflugtskørsel! Jeg bliver så forbandet ophidset og gal over sådan noget, men hvad kan jeg stille op med det?! Ikke en fløjtende skid-øv!

Jeg blev færdig med den første halvdel af Linus i går aftes, og har nu slået op til den anden halvdel. Den plager mig lidt og jeg har læst opskriften ca 117 gange og er blot blevet mere og mere nervøs for hver gang, og lider nu af voldsom præstations-angst. Jeg må slå koldt vand i blodet og tænke konstruktive tanker og stole på at opskriften er så gennemarbejdet, at selv strikkeknolde som mig kan hitte ud af det. Jeg har skemafri fredag i morgen YES! og jeg har absolut ingen planer og det i sig selv er det bedste.

Lækage og udslip

Et eller andet sted må der være en lækage eller en utæthed, for energien sivede ud af mig i søndags og jeg kører lige akkurat på dampene, minderne, rutinerne og vanen. Det kan jeg kun takke mig selv for, for jeg kommer akkurat for sent i seng, ligger og læser til ud på de små nattetimer. Bruger energi på at tænke tanker, både gode og dårlige...Men i aften... (måske?!) I morgen skal jeg dog ud sammen med eleverne, så det kan være at jeg kommer i svingninger igen, kommer op på dupperne og kommer ind i en bedre rutine, og får vendt bøtten. Derimod mangledes der ikke energi hos Sara og Jan i går aftes. De tog en hurtig slædetur ud til "ufoen"og kom glade og friske hjem to timer efter. Ja, jeg fik ellers tilbudet, men afslog. Jeg ville derimod være flink og hjælpsom og kørte med ned på Spejdersøen for at få dem sendt godt afsted, men da jeg skulle af igen, hang min ene handske fast i opstanderen, og jeg blev slæbt afsted efter slæden hængende i den ene arm. Sara kastede et blik tilbage på mig med foragt og overbærenhed i øjnene, sagde ingenting, og vendte så blikket fremad igen. Jan kastede et blik på mig også og spurgte med nærmest irritation i stemmen:" hvad fanden laver du??" Mig?? Jeg svarede ikke, sagde faktisk slet ingenting, for det gjorde ondt i mit venstre knæ, min højre hofte, min hånd, der sad fast, mit maveskind (og tro mig! Der er rigtigt MEGET), der blev blottet, da min annoraq blev hevet op, da jeg ramte jorden/isen/sneen og de dele af kroppen, der bumpede hen over den hårde is og sne..for ikke at tale om min forfængelighed og min stolthed og ære led voldsom overlast og da jeg endelig fik løsnet handsken fra opstanderen og kom løs af slæden, som iøvrigt kørte stærkt, for hundene var glade for at komme afsted, og er jo kommet i supergod form og kondition, lå jeg i min fulde længde (?..167 cm øøh) midt på slædesporet på Spejdersøen, ja faktisk lige ud for Kulturhusets cafés vinduer, (Billedet er fra i går om dagen, hvor vi fik en kop kaffe)og tænkte på:

1. Hvor mange havde set det?
2. Er jeg mon blevet genkendt?
3. Havde nogen mon filmet det med mobiltelefonen?
4. Hvis det var filmet, var filmsekvensen så mon allerede i omløb?
5. Hvordan skulle jeg kunne vise mig i byen igen nogensinde, uden at folk tænkte: " det er hende der, der bliver slæbt efter hundeslæden hen over Spejdersøen".
6. Har jeg mon brækket noget?
7. Hvordan kommer jeg op og stå med den sidste rest af ære i behold?

På en eller anden måde kom jeg op at stå, og kom så til at skrupgrine af hele situationen. Hvis det havde været en scene i AFV (American funniest homevideo) havde jeg grinet så tårerne sprøjtede ud af øjnene, og jeg så mig selv i slowmotion og grinede hele vejen hjem. Jeg har kørt hundeslæde stort set hele mit liv, og så ender jeg som en anden trebenet fumletumlet turist, der ikke aner, hvad der er op og ned på en slæde. PINLIGT! Men også sjovt..bagefter. Iøvrigt har ingen sagt noget, og jeg har endnu ikke set nogen mobiltelefon-videoklip, der var vist ingen på caféen, så det kan være at jeg slap med det?? Ellers går tiden med denne sjove sag, som skrider fremad. Jeg har indmellem følt mig dum og rådvild, for jeg har ikke kunnet gennemskue, hvordan den skulle se ud, når den var færdig, men lige pludselig var den der. Det er nogen gange svært at købe noget over nettet uden at have set det, og skal forestille sig det færdige resultat. Nu er den ene halvdel stort set færdig og jeg skal se, om jeg kan finde ud af at strikke en mere, men modsat. Mon ikke?!

Ansigtet i de rette folder

Der er dage, hvor man bruger energi og så er der dage, hvor man får energi. Vi kørte ud i landet lige efter middag med vores nye badekar i den tro, at det var i dag, at der var "Asiarfik". Det er først i morgen! Vi mødte Jans kollega/ven, som slog følgeskab med os. Vi havde kaffe og te med, sandwich og en rulle kiks, og vi fandt en plet, som solen havde varmet op, satte os til rette med ansigtet i de rette folder, rettet mod de varme stråler og nød livet, varmen, kaffen, sandwichen og at det kun var lørdag. Da kaffen var indtaget, en snemand lavet og pigerne gerne ville lidt videre, kørte vi en tur rundt i landskabet. Rundt på steder, som vi ikke har kørt på snescooter på før, og kørte hjem. Dét kunne så have været det, men da vi lige skulle på dumpen, og smide nogle papkasser ud, kørte vi afsted i Hiluxen, og mødte så hestene, der var ude og udforske byen. Jeg morer mig over dem og jeg er ikke den eneste. Videre en tur i "Taseralik" til en kop kaffe og så hjem til aftensmaden. Efter aftensmaden er Jan og pigerne taget afsted på hundeslæde. Hvalpen er ude på sin første tur og det er spændende, at høre, hvordan turen er gået for den. (Der var ikke mere strøm på mit kamera, da vi var ude og køre snescooter-øv øv, men jeg havde heldigvis nogle almindelige (ikke genopladelige,) da jeg kom hjem og derfor alle de hestebilleder) Jeg gad nok vide, hvad der foregik inde i hovedet på hunden eller på hesten for den sags skyld. De kikkede gevaldigt på hinanden..Jeg har lagt lidt flere billeder ind her. Er dette et kindkys eller et hestebid ;-)Behøver jeg forresten at fortælle, at dagen idag gav os ny energi?? Der var ikke kun én sol.. nej, der var ydermere to bi-sole omkranset af en smuk haloring til at lyse dagen op i dag!

Søde

Lena fik nogle gamle billeder af sig selv i går, som hun har scannet, og hun syntes lige, at jeg også skulle have det. Vi er vist på vej ud og rejse, og hvis jeg ikke husker meget galt, så er vi på vej til Danmark. Det er min mormor, der står bagved os, og hvis nogen skulle være i tvivl (?) er det Lena med kasketten til højre og mig til venstre. Vi ser søde ud... til trods for at vores bukser ikke når helt ned til anklerne ;-)

St.Bededag

Lena havde jo fødselsdag i lørdags, men var ikke hjemme på sin fødselsdag. Det var hun heller ikke sidste år. Hun er tillidskvinde på vores skole, og var i år til møde i Ilulissat på selve dagen, så hun holdt kaffemik i dag. Mine forældre og vi havde splejset om en flagstang til hende (Hun og Johannes er lige flyttet ind i december i de fedeste andelsboliger med en ubetalelig udsigt) og flagstangen blev straks monteret og flaget hejst. Vi havde lagt planer om at køre en kort slædetur, men dagen gik i grunden så godt ude hos Lena, hvor vi fra deres stuevinduer kunne følge livet på havet, mens vi indtog kalorie efter kalorie. To ørne kunne holde vores interesse fangen, når de dykkede ned efter edderfuglene, der var i hundredetal af. Vi ville også have været i biografen, men der var kun skod-pladser tilbage, og så gav det ligesom sig selv, at vi gik igen. Vi kørte en tur i byen i stedet, nød den afslappede stemning, og så hestene, der igen er på sviptur. Et par måger sad og rodede med et eller andet på kajen, og den dårlige samvittighed lyste ud af dem. De ved udmærket godt, at de ikke må spise affald, og iøvrigt skal besørge andre steder end inde i byen, og da jeg mindede dem om det, skyndte de sig skamfulde væk. De og ravne må bl.a ikke, fordi de spreder sygdom med sig rundt. I morgen er der planlagt "Asiarfik" og vi regner med at vi skal ud og kikke med/i vores nye "badekar" som I først får at se i morgen....