De røde sko

I flere måneder (siden starten af november) har jeg gået og kikket på et par sko. Jeg syntes i grunden, at de er fuldstændig upraktiske i alle henseender: hælen er for høj og farven passer ikke til ret meget tøj og hele min skohistorie svarer vel til, at nogle kvinder forelsker sig i en mand, der både drikker, ryger, bander,slår, lyver, som er usoigneret, er utro, ikke hjælper til i hjemmet, lider af ludomani, ødsler med pengene, glemmer din fødselsdag og som familien ikke kan lide, men som iøvrigt er dødcharmerende. Hvad nytter det at fortælle den forelskede kvinde, at hun har fortjent bedre? Det er nok derhen af med mine nye sko...Hmm.. men til hverdag går jeg kun og udelukkende kun i MBT sko og sandaler, men i morgen skal jeg til kvinde-komsammen, og dét er grund og årsag nok for mig til at købe de røde sko. De var (heldigvis) billige,- meget billige, så jeg skal ikke ærgre mig for meget. Jeg har aldrig ejet sko med så høje hæle før, og slet ikke i så fræk en farve..som på dårlige dage kan betegnes som vulgære og på gode dage som klassiske. Nissesko?! Om det var denne snefane på tagudhænget på Butik Inuk , der lokkede mig ind og nedbrød min sunde fornuft, skal jeg lade være usagt.Det er ikke det eneste sted her i byen, hvor der er meget sne på taget. På taget af Bygge og Anlægsskolen ligger der også meterhøje bunker sne, som nogen folk var igang med at skovle væk. Det så sjovt ud med al det sne, men det er sikkert også hårdt for tagkonstruktionen med al den tunge sne?! Farven på dagen i modsætning til mine nye sko, vekslede mellem solskin med lav sol og dis. Det var som sædvanligt flot og fascinerende. Jeg kørte, som jeg plejer ud til min yndlingsudsigt ude i sydkvarteret, for at se havet og nyde udsigten til det åbne hav. I virkeligheden burde jeg bo derude, for jeg kan ikke undvære den udsigt. Jeg MÅ bare derud hver dag for at se havet den vej. Vi har en god og flot udsigt fra hvor vi bor både ud til havet mod nordves og direkte til indladet mod Kællingehætten, så jeg er et skarn, der klager. Jan skulle købe nogle nye hundehalsbånd, så jeg greb chancen og tiden til, at fotografere hovedvejen fra en anden vinkel end jeg normalt ser den i.

Men I skal altså lige have et par billeder mere af havet set fra min yndlingsvinkel:

Formørkelse

Det var desværre ikke kun månen, der blev formørket i nat. Mit humør blev også formørket, da jeg opdagede, at det ikke var så ligetil at fotografere månen. Der er sikkert mange andre, der har fotograferet den totale måneformørkelse med langt større held end jeg, så dem sætter jeg min lid til. Men I skal da ikke slippe helt for billeder, for jeg lokkede Jan til at stå i døråbningen og forsøge sig istedet.

Der var nogen, der af uvisse årsager, havde gjort sig den ulejlighed at kravle op i fjeldet i den dybe sne og sætte en masse stearinlys, som kunne ses fra næsten hele byen. Det var flot og næsten højtideligt.

Og helt tomhændet gik jeg ikke hjem i aftes, da jeg var ude og forsøge mig som amatørfotograf, for jeg fik da nogle nogenlunde genkendelige billeder af byen med byens vartegn i baggrunden (de to øverste) og til slut vores kommende kulturhus "Taseralik" i morges, da jeg var på vej til arbejdet. Det var igen en smuk, smuk morgen med klar himmel og fuldmåne, masser af stjerne og ren, skarp kold luft.

Måneskin og hundeslæde

Jeg må tilstå, at Jan er noget mere romantisk end jeg er, for han inviterede mig ellers ud på en måneskins-hundeslædetur. Jo! Den er god nok, og ideen er såmænd også god nok, for der er fuldmåne, så det basker, og landskabet er fuldt oplyst, men mit mod svigtede en smule, og jeg blev som sædvanligt praktisk; hvad med børnene, og hvad med den gang jeg brækkede benet på hundeslædetur (ude ved "Benbrækkeren"(det hedder det altså!)), og bliver det ikke mere koldt om aftenen end om dagen, hvad med aftensmaden til børnene...Stakkels Jan, derfor tog vi afsted ud på en kort hundeslædetur til "Benbrækkeren" idag i fuldt dagslys, men det varmede i mit hjerte og om kinderne, at Jan havde inviteret mig ud på måneskinstur. Dét var godt nok koldt derude på slædesporet.Det frøs omkring 20, og blæste en smule. Vi mødte een af mine kollegaer, der også var ude og motionere sine hunde.Tilgengæld kan vi sammen se måneformørkelsen hjemme fra stuen, hvis vi ellers kan holde os vågne. Jeg vil utroligt gerne se og fotografere formørkelsen, men nu må jeg se. Jeg var jo som sædvanligt tidligt oppe, for som I sikkert har regnet ud, sidder jeg stadig i viceinspektørens stol og holder den varm til den, der bliver fastansat. I morges, da jeg luntede afsted i kulden og mørket, kunne jeg glad konstatere, at der ikke er så mørkt om morgenen mere endda. Der var den smukkeste fuldmåne og stjerne blinkede opmuntrende og glad ned til mig. Selvom mine morgener mellem kl 07 og 08 er hektiske og travle tog jeg mig tid til at stikke fotografiapparatet udenfor og tage et billede af Nasaasaaq, for at dokumentere, at der faktisk er blevet lysere. Jeg nåede lige fuldmånen i nordvest inden den genert gemte sig bag Præstefjeldet.

Natlæsning

I nat blev jeg desværre færdig med min bog: "Drageløberen" af Khaled Hosseini. Desværre, fordi bogen var så opslugende og godt skrevet. Jeg var fuldstændig væk i den, og den var så velskrevet, at jeg næsten kunne mærke dragesnoren i min hånd, den følelseskolde had fra Assef, skammen over at have ladet min bedste ven i stikken ,og den intense higen efter Babas kærlighed. Den eneste ulempe ved sådan en god bog, er at den er så kort og hurtigt overstået, men på den anden side kunne den heller ikke være længere, for den sluttede lige netop der, hvor den skulle slutte. Dejlig læsning. Noget mere af den slags..Så snart filmen bliver udgivet som DVD, skal den ses..dét er sikkert og vist! Det var endnu engang min svigermor, der havde anbefalet en god bog. Det var også hende, der bl.a instroducerede mig til Maevy Binchy, hvis bøger jeg alle har læst og nydt. Nu kommer det svære: nemlig at finde noget tilsvarende godt og givtig læsestof. Jeg er hoppet ombord i Marian Keyes, hvis bøger jeg har læst nogen af. Det er let og luftig læsning, der ikke bringer mine tanker på afveje eller i oprør, og som fint erstatter ugebladene. Idag har vejret været tungt og lagt en dæmper udskejelserne (eller var det natlæsningen, der gjorde mig dvask og ugidelig, træt og uimodtagelig overfor psykiske kvikstep?) Jeg kunne fuldstædig uden misundelse og længsel efter selv komme ud og sejle, kikke ned på den resterende is på havnen, se nogle fangere/fiskere skubbe og trække deres joller ud til iskanten.

Og tak til jer allesammen for jeres lykønskninger, og forvisninger om, at jeg ikke ser en dag, ej heller et år ældre ud. (Den manglende søvn kunne dog godt ses på mig i dag, og den var ikke til nogen pynt. )

Optøning

Lige som i Maniitsoq, hvor Michael viser, hvor hurtigt vejret kan skifte, og hvor naturen på enkelte døgn kan ændre ens udsigt fuldstændig, kan jeg fortælle, at temeraturen er steget til ca 6 frostgrader fra mellem-30 og -36. Kan I huske, at der var så koldt, for bare godt en uge siden og havet røg. Isen i havnen er næsten væk igen.Fuglene/ravnene har svært ved at finde føde under den dybe sne, og de må finde andre måder at skaffe sig føde på. Jeg bilder mig ind, at jeg kan se, at de er blevet tyndere?! Jeg tænker på, hvordan en ravn ved, at den nu kan lande på vandet?? At isen vil kunne holde den oppe, og at den ikke bare dumper ned i dybet? Jeg ved jo, at ravne er kloge, og måske undervurderer jeg dem?

Denne ravn er vist ikke død af sult, men i mødet med nogle drenge, der øvede sig med deres stenkastning/bueskydning/luftpistolskydning..

I morgen er vinterferien slut. Det var dejligt at kunne sove længe, slappe af og nyde hjemmet med børnene (og Jan, når han kom hjem fra arbejde. Staklen havde ikke ferie) Det varer ikke så længe, så har vi heldigvis nogen helligdage, hvor vi kan gentage successen.