Havørnene i havnebassinet

 Forrige uge og tiden inden, var der ufatteligt mange havørne.

I vores barndom var der stort set ingen havørne.. eller vi så dem faktisk så sjældent at jeg ikke rigtig mindes at have set en havørn, som barn.

Den har heldigvis været fredet siden 1973.

Nogen i byen havde talt over 40 havørne. 

Jeg så ikke så mange,-eller jeg fik dem ihvertfald ikke talt i store store mængder, men der var virkeligt mange.

De sad ovre på pynten på den anden side af havnen og holdt øje med alle de edderfugle, som ligger og svømmer rundt. Indtil sidste uge, var havnen ved at fryse til is og der var delvise åbne områder med vand.

Temperaturen steg lige pkludseligt og vi fik varme grader, den sparsomme sne blev blød og grynet, bare pletter jord dukkede frem og den tynde, tynde havis forsvandt igen, sammen med ørnene.

En af mine venner og jeg var nede og forsøge at få nogle billeder af ørnene og det lykkedes da delvist, men ikke i den grad som jeg havde drømt om.

Vi havde jo for et par år siden en næsten hånd-tam ørn som hele byen holdt øje med, fodrede og ivrigt fotograferede. 

Den er væk, blevet voksen, fundet andre steder eller måske i værste fald død. Der er ingen små-tamme ørne at se nogen steder, så vi er tilbage til at forsøge at være heldige med de meget sky, der var omkring byen.

Nu er isen væk, sneen væk, kuldegraderne væk og ørnene er fløjet deres vej.

Jeg fik disse billeder i kamerat og det er vel også bedre end ingenting.

Ørnen er en stor og imponerende rovfugl, men jeg er stadig mest fascineret af ravnene.

Dem, altså ravnene er der så til gengæld så mange af, at de nærmest er at betragte som en skadesfugl og der bliver også opfordret til at regulere dem og der er "jagt-tid" på dem året rundt.. også i yngleperioden og det kan jeg tænke mine tanker om; jeg som er så fascineret af ravnen.

Noget at glæde sig til

Lige om lidt bliver byen fyldt med folk udefra og byen kommer til at summe af liv. 

En masse arrangementer bliver afholdt i forårsmånederne og de kommer oveni hinanden og vi får travlt med at opleve og suge til os af indtryk. 

De sidste par har har ACR ikke været afholdt pga corona, men i år vil verdens hårdest skiløb blive afviklet her i byen igen.. og husker jeg ikke helt forkert er det endda for 25. gang, -altså et jubilæum.

Gennem rigtig mange år har jeg været frivillig og taget billeder, men de sidste par år har jeg stået på sidelinien og været tilskuer.

I år bliver Arctic Circle race afviklet fra den 31. marts til d. 2. april og det bliver så ikke det eneste, som vi kan underholde os med her i byen.

Hvert år bliver der gennemført et hundeslædevæddeløb og i år skulle det have været afviklet i Uummannaq, men havisen er usikker og det er derfor ikke forsvarligt at sende slæder ud på konkurrence eller for den sags skyld at sende nogen andre ud på isen, så derfor blev det besluttet i går, at hele løbet skulle flyttes her til Sisimiut og konkurrencen skulle løbe af staben d. 1. april. 

Det bliver så spændende at følge og jeg skal da helt sikkert ud og tage nogle billeder, opleve stemningen og se de seje slædekuske, der gennem mange års træning, erfaring og uendelig tålmodighed har trænet deres hunde op til at kunne løbe i galop over så lange strækninger. 

Det er et fascinerende samarbejde mellem hunde og slædekusk, som vi kun kan drømme om, når vi kører en tur ud i vores bagland med vores hunde. 

Jan og jeg har også en snescooteer og det sker da at vi kører andre steder hen end ud til vores hytte, når isen er til det.

I tirdags fik vi begge for en sjælden gang tidligt fri og kunne forlade arbejdspladsen så vi kunne nå ud i solen.

Jeg har døjet med træthed og manglende energi; sikkert pga et elendigt søvnmønster, hvor jeg desværre vågner mange, mange gange om natten, så det var tiltrængt at komme ud i den friske luft og den høje sol.

Vi har underlige temperaturer for tiden. 

Der er varme og næsten ingen sne. 

Vi har forårs-tilstande svarende til hvad vi plejer at have i slutningen af april måned.

Vi kørte en lille tur ud til Narsaq; et sted, hvor der er to kommunale hytter og et par nyopførte private hytter. 

Det er et fint sted med god udsigt ud af Amerloq fjorden.

Med udsigt til Amerloq 

Jan og jeg mangler bestemt intet at lave. Vi har muligheder nok og vi gør vores bedste for at udnytte dem.

For at det ikke skal være løgn, så bliver Arctis Sound musikfestival også afholdt lige om lidt.

Det plejer at være et bredt udvalg af kendte og mindre kendte musikere i byen, når festivallen kører og byen emmer af liv og udfoldelse overalt. 

Laura er stadig involveret i planlægning og afholdelse af festivallen, så de kommer hertil fra Nuuk og er here i næsten 2 uger. 

En af mine venner og jeg har meldt os til at tage billeder og det glæder jeg mig også til

Jeg glæder mig. 

Derud over kommer Sara med sin kæreste også for at holde påskeferie, så hjemmet bliver fyldt med liv og jeg tæller stille dage ned, samtidig med at jeg glæder mig over de mange muligheder vi kan fylde vores hverdag med

På sporet

Inden du tænker: har hun haft en depression?

Nej, det har jeg ikke. Jeg lever et almindeligt liv med dens op-og nedture, men jeg har haft svært ved at overskue alle de mange udfordringer, som kom på een gang og som hver og en og hver især krævede deres opmærksomhed. 

Jeg har forsøgt at rede livets trævlede tråde ud, men der er stadig knuder hist og her, som stadig kalder på mig, men jeg er ved at have tilegnet mig nogle erfaringer, så det ikke føles nær så overvældende.

Jeg skrev til en ven i går, at livet er ved at vende.. ikke tilbage, men til det bedre. 

De sidste par år har været omvæltende på enormt mange måder og jeg har haft mere end almindeligt svært ved at tackle og håndtere forandringerne. 

Udefra har der nok ikke været bemærkelsesværdige forandringer, men indadtil har jeg virkeligt kæmpet en kamp med mig selv for at acceptere og håndtere de livsændringer der naturligt er, når man bliver ældre, børnene flytter hjemmefra for ikke at flytte tilbage og når ens forældre svækkes og i mit tilfælde, vores far har fået en led og solid demenssygdom at bakse med.

Finder man mon nogensinde det ubekymrede livsyn frem igen, når man når vores alder, tænker jeg. Jeg har levet ca 2/3 dele af mit liv nu og som så mange andre spørger jeg mig selv om det bare var det.

Jan og jeg er stadig gode til at finde de små huller i hverdagen og fylder dem ud med, hvad der glæder os og jeg tror, at jeg står overfor et vendepunkt, hvor livet igen føles overskueligt. 

P.s :  Jeg har lært at spinde (hundeuld og andet) i mellemtiden (mellem mine indlæg fra for snart 2 år siden) og det har været så meditativ og godt for sjælen; at have noget mellem hænderne, som kræver koncentration men som samtidig giver plads til at man kan tænke eller slå tankerne fra. 

Tak for den lærdom

Modvægt og ligevægt

Jeg skriver for at huske mig selv på dette:

 

I sommer, da min far havde det rigtig skidt og var indlagt på sygehuset, gjorde Jan og jeg os umage med at huske at komme ud og opleve noget godt, som kunne opveje alt det tunge og triste.

Vi var bevidste om, at der skulle skabes ligevægt og modvægt.

Vi gjorde os umage med at skabe positive minder og vi gjorde os umage med at komme ud af huset og opleve andet end sygdom og tunge tanker.

(billedet er fra slutningen af september)

Så satte hverdagen ind.

Ferien sluttede og pigerne rejste hver til deres.

Arbejdet blev skudt i gang og alting skulle komprimeres og presses ind i hverdags-livets små og trange rammer.

Min far kom på plejehjemmet inden vi startede på arbejdet og stiltiende er vi kommet frem til at min mor sidder sammen med ham om eftermiddagen og at en af os tre, af hans døtre sidder sammen med ham om aftenen indtil kl ca 22.00-22.30

Når jeg besøger ham, ser vi ofte fjernsyn og det afføder en masse samtaler om alt muligt. 

Det er smalltalk og ikke altid særligt dybsindigt, men det er ofte hyggeligt og kan minde om normale hverdags-tilstande.

Ofte har jeg mit strikke-tøj med og jeg får da strikket et par omgange eller to og det kan vi også ofte få en lang samtale over.

Ingenting og alting.

Det er jo stadig under et 1/2 år siden at min far fik brug for hjælp og var nødsaget til at flytte på pleje-hjemnmet, så selvom vi er ved at finde et leje, som kan ligne noget rytme og rutine, så er der stadig mange ting, som er nye og uvante.

Vi kan endnu ikke bruge ordet :plejer og sådan gør vi.

Der har været store ændringer i mit liv de sidste 3-4 år.

Jeg har skiftet afdeling på mit arbejde, fik nye funktioner og skiftede afdeling igen og fik endnu engang en ny og anden funktion, samtidig med at mine børn flyttede hjemmefra og i foråret inden min far blev så syg, blev jeg trinleder for det nye trin/afdeling, som jeg skulle på og samtidig skulle jeg starte på en lederuddannelse.

Jeg ville så gerne alt det nye, men da min private og hjemlige hverdag ændrede sig, kunne jeg godt mærke at det var lidt af en for stor mundfuld, når alt det velkendte og det jeg plejede, var væk.

Hvis jeg stiller mig på en stor sten og ser det hele udefra, så er der også fordele ved at ingenting er som det plejer og at jeg skal starte helt forfra, men inde i mit hoved ramler det fuldstændigt sammen nogen dage og er kaotisk og jeg kan ikke læne mig op ad rutiner og gentagelser.

Jan og jeg prøver, nærmest desperate at presse noget godt ind i hverdagen for at give modvægt til alle de nye ting, som fylder og som kan være svære, men døgnet har kun 24 timer, så det er nogen uger kun de meget små ting, der kan fyldes på.

Een af de gode ting er, at jeg, sammen med min mellemste søster har investeret i en elektrisk rok.

En spinderok.

Jeg fik i foråret en pose med noget 2. sorterings moskus-uld og med den nye elektriske spinderok og en indmelding på aftensskolen, hvor jeg går til spinding hver tirsdag, er jeg nu kommet så langt, at jeg er i gang med at tvinde mit første hjemmespundne moskusgarn med noget færdigkøbt cashmere.

At sidde foran den elektriske spinderok og fodre den i mekanisk, gentagen rytme med blød, dunet uld, kan være noget nær meditativt og afslappende og inden jul, kan jeg slå masker op i mit eget garn.

Altså bortset fra, at jeg næsten ikke nænner at bruge mit garn, som er vanvittigt blødt og luksus udover alle gængse grænser.

Jeg strikker meget for tiden, men jeg får ikke særligt meget færdiggjort.

Hver gang der bare er den mindste mulighed for at strikke en omgang eller to.

Før i tiden, ville jeg måske have tændt en smøg og taget mig en pause på den måde, men nu hiver jeg strikkepinden frem.

Der er ret mange mislykkedes projekter, men det er fordelen ved strik, at man kan hive det hele af pinden og starte forfra. 

Jan og jeg prøver også at komme i hytten hver weekend, men nu går sejlsæsonen på hæld og båden skal meget snart på land.

Vi har været ude og gå, hver gang vi har været i hytten og jeg har hver gang vi har været ude i fjeldet, samlet urter, som jeg har tørret.

De er nu blandet sammen med en grøn sencha helt uden duft og smag og når jeg hælder det kogende vand udover blandingen, kan jeg dufte fjeldet igen og næsten mærke sommerens varme sol på min hud.

Hvergang jeg åbner min bærbare, så dukker et billede op som jeg tog i efteråret. 

Det er taget fra et af mine yndlingspletter i fjeldet.

Selvom man ikke er ramt af livets bagside, skal man huske at skabe gode minder. 

At huske at fylde op med positive og livgivende oplevelser, som sjælen og humøret kan leve af.

Jeg kan mærke, at jeg skal i gang igen med at fylde det der depot op, hvor jeg henter energi og sjæleføde fra.

Der må gerne være et overskud, så der er noget at give af.

I sommer på een af vores gå-ture, mødte vi to moskusokser.

Den ene var ret nysgerrig og ville vist gerne have været tættere på os og studeret, hvad vi var for nogle.

Selvom interessen var gensidig, var jeg dog ikke interesseret i at komme tættere på, for sådan nogle moskusokser kan faktisk godt blive lidt farlige. 

De kan stange og de kan komme til at veje over 400 kg og så er det at jeg bare gerne vil stå i sikker afstand og betragte gennem et kamera-objektiv med mulighed for hurtig og sikker flugt.

Jeg har aldrig før lagt mærke til at moskusokser har så søde ører. 

Hav en god uge 

At blive overrasket, når man savner aller-mest

De der magiske aftner og nætter. 

Billederne er fra sidste weekend, hvor den sorte himmel forvandlede sig til et grønt, bølgende og magisk tæppe, med den arktiske stjernehimmel, som funklende baggrund.

Vi sad først inde i den varme hytte med en varm kop te og da vi ud af vinduet kunne se, at nordlyset begyndte at bølge over de nattesorte fjelde gik vi ud i stilheden. 

Fjordens dybe vand stod blankt og det hele var som pakket ind i en lydtæt, vakuumpakket stilhed, hvor det eneste du kunne høre, var din egen hjertes banken på indersiden af brystet.

Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg blive derude i stilheden i uger af gangen. 

Jeg ville blive der, indtil jeg blev nødt til at sejle ind til byen for at hente forsyninger og mere olie til olie-ovnen og  så ville jeg højst sandsynligt sejle tilbage med en ny stor stak bøger, mere garn og en lommefuld sure vingummier.

Måske ville jeg hurtigt få nok af stilheden og ensomheden, hvis jeg virkelig fik muligheden, men jeg får lige akkurat aldrig nok, når jeg er derude og føler altid, at jeg godt kunne have brugt nogle flere dage, -uger.

Denne weekend var ellers planlagt til at holdes inde i hytten igen, men jeg skal da lige love for at de planer blev ændret

I torsdag stod Laura pludseligt på lærerværelset i min middagspause.

Det var en overraskelse og jeg skal da lige love for at jeg blev overrasket. 

Jeg havde lige om formiddagen siddet og snakket om hende. 

Sagt, at jeg savnede hende.

At jeg glædede mig til at hun kom igen.

At jeg er så stolt over hende, fordi hun er så dygtig til alle de ting hun laver.

Simon har lige været her i efterårsferien og Sara kommer i slutningen af november, men Laura vidste jeg ikke,  hvornår jeg skulle se igen, så jeg savnede lidt ekstra og havde et hul i hjertet, så da hun pludseligt stod foran mig i min middagspause, stod øjnene fulde og løb over af glæde.

 

Åååh det er dejligt og gid det dog var muligt at kunne ses i weekenderne, hvis man havde lyst eller invitere til aftensmad, når det passede eller eftermiddagskaffe, når der var tid og en solid omgang brunch fordi det var muligt, men desværre er det ikke en mulighed heroppe, når man bor i hver sin by.

Laura rejser igen i morgen.

Hun skal tilbage til Nuuk, hvor hun studerer og hun var blot oppe og lave noget arbejde i forbindelse med Arctic Sounds, som jo desværre blev aflyst i foråret pga coronaen.

Der var live stream-ing i Taseralik i går med nogle af de musikere, der skulle have deltaget, men der var også rigtig levende musik og sang af Katsi Kleist Eriksen. 

Næste weekend, hvis vejret er til det, så kan jeg sidde i min hytte og tænke tilbage på denne weekend og glædes over den igen.

Elsker den form for overraskelser.

Hav en god søndag