Overaktivt nervesystem

 Min dag startede med, at jeg vågnede op fra et forvirrende maridt.

Er jeg mon den eneste, der noget nær altid har maridt, når jeg er syg?

Jeg kan ikke huske, hvad maridtet helt gik ud på, men det var noget med hundeslæde, skarpe isbjørnetænder og noget med at flygte gennem dyb, blød sne.

Jeg vidste inden jeg slog øjnene op, at det ikke ville nytte meget at stå ud af sengen, for halsen er ru, hovedet er tungt, ømt og smertende ligesom resten af kroppen.

Jeg forsøgte dog alligevel at stå op for at se om jeg kunne magte at gå på arbejde og efter at. have trisset lidt rundt i huset, kunne jeg mærke på hals og krop, at det  vist var bedst for både mig og min arbejdsplads at jeg blev hjemme i min seng.

Jan skulle lige have hjælp med sin jakkes lynlås og med at få en tyk sok over sin gips-hånd og så lullede jeg i seng igen.

I formiddags stod jeg så op for at lægge mig i sofaen, hvor jeg så sov lidt videre.

At vi nærmest kollektivt i byen/landet har et nervesystem der er i forhøjet alarmberedskab, kunne jeg konstatere, da min  yngeste datter fra Ilulissat ringede mit mellemste barn op, at hun havde set på de sociale medier, at der gik mænd rundt nede ved vores Brugs og delte knaldrøde kasketter ud.

Inden jeg overhovedet vidste mere og havde set det ved selvsyn, var jeg i mine tanker ved at organisere en demonstration mod dem, arrangere og samle folk sammen, men de sociale medier kunne lynhurtigt fortælle mig, at det var nogle ganske andre kasketter, der blev delt ud i dag i vores by nede ved Brugsen.

Men min og andres reaktion vidner jo om, at der ligger en uro et eller andet sted indeni os, som ikke helt har fundet ro. Gad vide, hvornår vi kan føle os mere sikre og trygge i vores eget land?

Der hersker en hektisk stemning igen.. først var det valg til Inatsisartut og der er igen valgkamp; denne gang kommunalvalg.

Der opstår hurtigt stemninger, som ikke altid er behagelige og indimellem bliver jeg endnu mere utryg, for det er så åbenlyst med nogen af kandidaterne at de arbejder for sig selv og ikke for det store fællesskab, men for helt egen vindings skyld.

Jeg ser det i det store hele, men jeg ser det også i mindre kredse, hvor jeg færdes, at man vil rigtigt gerne nyde af fællesskabet, men vil ikke yde til det.

Jeg er beroliget en anelse nu over at kasketterne ikke blev ledsaget af dollarssedler og et "see you again.. soon"