En arbejdsdag i det fri

Som hele verden sikkert ved, blev det traditionsrige hundeslædevæddeløb for børn afholdt her i byen i går.

5 elever fra skolen, hvoraf een af dem er min, skulle deltage. 

Jeg havde forsvoret at jeg ville ud at se det, men hele skolen var inddirekte blevet opfordret til at gå ud og heppe på vores elever. Selvfølgelig og selvfølgelig skal børnene have opbakning.

Der  ligger så mange timers arbejde og træning bag. Det ved jeg om nogen, alt om. 

At gamle mænd og penge skal ødelægge det for dem, var for sørgeligt, så jeg tog derud sammen med elever, kollegaer og resten af byen.

Det varslede besøg af enkelte højtstående folk fra vest udeblev og dem jeg talte med, var lettede over det. 

Min mave er stadig, bogstaveligt talt meget urolig over hele verdenssituationen. 

Folk klynger sig til deres små ekko-rum, hvor de kan blive bekræftet  i deres egne overbevisninger og disse dage er jeg ked af, at jeg ikke har styrket mine relationer. 

Stemningen ude ved hundeslædevæddeløbet var næsten som det plejer.

Måske var det mig, der ikke kunne tælle, men jeg fornemmede, at der var flere tilskuere end der plejer. 

Væddeløbet har jo fået massiv reklame og jeg håber for fremtidige arrangementer at det bliver knap så svært at dække de mange og store udgiftsposter, som der er i forbindelse med løbet og at man kan finde andre og mere hensigtsmæssige samarbejdspartnere fremover.

Da Laura fik fri om eftermiddagen, fik de og Jan handlet og Laura lavede os en ny og spændende ret til aftensmaden, og da vejret stadig var så fint, valgte Laura og jeg at køre en lille tur på snescooter ud i vores smukke bagland.

Der er stadig så meget smukt i denne verden at værne om.