Et tiltrængt frikvarter

Kvindernes internationale kampdag i går, fyldte mine forskellige sociale medier med både opfordringer og glade ansigter. 

Der var forskellige arrangementer rundt om i landet.  

I Grønlands kulturhus i Nuuk Katuaq, kan jeg se, at der har været en uforglemmelig koncert med kvindelige musikere og her i Sisimiut var der et arrangement ude på restaurant Nasaasaaq. 

Normalt og indtil i går ønsker jeg altid at dagen bliver markeret med alt, hvad vi kvinder stadig bør kæmpe for, -ikke bare for os selv her i landet, men også for kvinder i andre lande.

-menneskerettigheder

-fri abort

-ligeløn

-partnervold, partnermord

osv., men i går ønskede jeg at lade dagen være fyldt med positive, styrkende tanker oven på alt, hvad vi heroppe og over hele verden bliver bombarderet med for tiden.

Især truslen..ja, for mig og mange andre heroppe er det en trussel, USAs ønske om at overtage og ja, vel nærmest besætte os, ligger og truer min og mange andres sjælefred hele tiden. 

Jeg er urolig og hvis jeg giver tankerne frit løb, så vender de tilbage til lige netop de mange problemstillinger, som hele tiden dukker op i medierne.

Og det er så også en anden ting, som jeg, ikke bare i går, men de sidste mange dage har undgået: medierne.

Jeg har bevidst fravalgt at se de sidste vælgermøder i tv, og jeg har kun en eneste gang åbnet for et socialt medie, hvor en politiker i skinger stemme, råbte mig ind i ansigtet med argumenter for, hvorfor jeg skulle stemme lige netop på deres parti. 

Jeg skyndte mig at lukke ned og klikke over på noget helt andet, for jeg vil ikke råbes ad og jeg vil ikke have at vide, hvor dum jeg er.. selvom jeg måske er det, og ifald jeg er, så vil jeg oplyses, undervises og med tålmodighed fortælles om hvilke oplysninger og hvilken viden jeg er gået glip af.

Jeg ønsker også rettigheder som grønlænder og jeg  ønsker også, at vi som folk, bliver behandlet med respekt og værdighed som alle andre.

Jeg ønsker også at vi selv skal have en større indflydelse og mere medbestemmelse, når det gælder vores eget land.. lige nu kan vi jo (stort set) ikke indgå nogen som helst aftaler uden at få en godkendelse fra Danmark.

Det fylder så ufatteligt meget i valgkampen, at man næsten skulle tro, at det var det kun var det som vi skulle stemme om: statsdannelse og selvstændighed.

Der har været journalister heroppe,  (hvis du spoler frem til 36.min, ser du Laura, mit mellemste barn udtale sig)og de har dækket valgkampen nærmest fra inderst til yderst og jeg takker for at have bragt Grønland og grønlænderne ind i de danske hjem så Danmark har løftet hovedet lidt og set sig lidt om i vores såkaldte Rigs-fællesskab. 

Der har i mange og alt for lange perioder ikke været meget fælles over Riget og i alt for mange år, har det vel kun været når Dronningen i sin nytårstale sendte os sin nytårshilsen, at mange kom i tanke om, at vi faktisk eksisterede?

USAs præsident kiggede over strædet, over mod os, over mod sit land, men nu må han sådan set gerne kikke den anden vej igen og se ind i sit eget land, hvor der er massive problemer, som han kunne tage fat på i stedet.

Han kunne kikke lidt på deres uddannelsessystem fx., hvis du spørger mig.

Jo bedre folk er uddannet, jo mindre tilbøjelige er de vel for at være til fals for store folkeforførere, som lover hurtige løsninger om velstand og forbedringer.

Han kunne også kikke lidt på deres sundhedssystem, som jo ikke er til gavn for alle og slet ikke de helt fattige.

Jeg tilmeldte mig gårsdagens aftenarrangement i sidste øjeblik.

Der blev serveret rigtig god mad og stemningen var god og fornøjelig. Der blev snakket, grint og drøftet alt muligt ved bordene.

Følelsen af fælleskab og samhørighed.

Jeg havde takket nej til at tage billeder, som jeg ellers plejer hver år.

Min energi har skrantet lidt de sidste par måneder og nej, jeg er hverken syg eller deprimeret.

De sidste par mange år, har jeg bare givet lidt for meget af mig selv til frivilligt arbejde og siden sommer, har jeg gjort mig tanker om, hvad min tid skal bruges til.

Tankerne er især opstået fordi der jo ikke er så lang tid til at jeg kan gå pension, hvis jeg vil og jeg prøver at organisere, arrangere og planlægge, hvad min tid og energi skal bruges til i fremtiden.

Især min psykiske energi, har jeg brugt tid at tænke på, så derfor har jeg sagt nej til noget og ja til andet for at føle efter om det var gode eller dårlige valg.

Jeg deltog som ganske almindelig med indkøbt billet, spiste med i ro og mag og nød for en gangs skyld ikke at skulle bombarderes med tanker om fremtiden, politik eller andre tunge ting.

Arrangørerne havde bevidst fravalgt disse emner og havde i stedet bedt to brave, modige og seje kvinder, som de første grønlandske kvinder uden selskab af mænd, har krydset Indlandsisen.

De fortalte om deres oplevelser og erfaringer om hvordan de senere har kunnet bruges disse. 

De fortalte om vigtigheden af at have veninder, som de kan dele både gode og dårlige oplevelser med, hvordan man med sine veninder kan sparre og udvikle sig.

De var opmuntrende i deres fremlæggelse til at kvinder sammen kunne gøre så meget både for os selv, men også for andre.

Aftenen var krydret med to andre kvinder, som underholdt med sang.

Slutteligt blev en kvinde kaldt på scenen. 

Andre kvinder havde sendt ind til komiteen og opfordret til hun i år skulle nomineres som årets kvinde. Det er så fin en gestus. 

Man kan genkende sig selv i de daglige kampe, som den enkelte kvinde kæmper, udkæmper og overvinder, så argumenterne for valget af årets kvinde bliver læst op. 

Man føler sig set, hørt og føler at man alligevel ikke går i stilhed, men at ens med-kvinder/mennesker anerkender det arbejde man lægger i at få familie-og arbejdsliv til at fungere for en selv og for resten af samfundet.

Jeg fik et lille opmuntrende frikvarter i en verden, som lige nu virker kaotisk, skræmmende og utryg.

Jan og jeg var ude og køre en ultrakort tur med vores hunde, hvor vi forsøgsvis efterlod vores to ældste hunde, hvoraf den ene er bas- førerhund. 

Han er blevet så overbevist om sin rolle, at han efterlader de andre hunde skræmte, bange og uvillige til at samarbejde. 

Der var straks to andre, som så muligheden i at overtage lederskabet og det skabte kaos og voldsomme slåskampe og de, som i forvejen var bange og utrygge, blev endnu mere bange og endte i den forkerte side af slæden, -nemlig bagved, hvor de lagde sig fladt ned og hverken ville det ene og det andet.

Dét kunne være et så fint billede på de politiske scener som udspiller sig disse dage. 

Vi fik med møje og besvær alle hundene på benene og endda til at trække i samme retning, nogle mere end andre og vi kom helskindede hjem, hundene med store "krigsskader" og Jan og mig med psyker, som var skrøbelige og forslåede.

Faktisk fik min indre uro også lidt ekstra at køre i i går, da der i var et hus som nedbrændte. 

Det var skræmmende og forfærdeligt at se, men vi bor i et lille samfund, så der var lynhurtigt (en kvinde) folk, som fik etableret en  indsamling til manden, som mistede alt ved branden. 

Heroppe hersker den totale tro på individualisme ikke helt endnu. 

Vi samles stadig om at overleve sammen som flok og jeg vil have dette i mente resten af dagen og fremover, mens jeg venter på udfaldet af afstemningen på tirsdag