Sjæle-foder

Lige pludseligt er endnu en uge gået.

Den er gået stærkt, selvom jeg vel i virkeligheden ikke har haft hverken travlt eller har oplevet det helt store.

 

Livet går sin stille gang, men tiden flyver afsted.. altså hvis du forstår, hvad jeg mener?

 

Hverdagen bruges jo til at arbejde i og på den front er der ikke de store forandringer.

 

 

Nogen dage drømmer jeg om de helt store forandringer.

 

Total karrieskift. En helt anden arbejdsrolle, men modet til at smide alt, hvad der hedder økonomisk sikkerhed og sikre pensions-ordninger, ejer jeg bare ikke.

 

Jeg drømmer og jeg drømmer meget, men lige nu har jeg ikke andet end drømmen og selvom den er rigtig god, så har jeg en teori om, at man hvis man vil sin drøm, så skal det ikke være fordi man skal, men fordi man kan og lige nu, kan jeg så ikke lige. Måske kan jeg aldrig og så må det være sådan!

Mit arbejde er ind imellem hårdt.

Det ved kun de, som har prøvet at arbejde med det, som jeg arbejder med.

Det kan være psykisk hårdt, men der er heldigvis også gode dage, som giver igen og det lever jeg jo så højt på de dage, hvor det er mindre sjovt.

Men altså hverdagene går og jeg går jo med.

Det sker jo helt automatisk og heldigvis for det, for ellers stod jeg et eller andet sted, langt, langt tilbage og funderede stadig over et eller andet.

 

Nu står jeg jo så her og er faktisk ganske godt tilfreds.

 

Jeg er blevet bedre til at glæde mig over de små ting i livet og jeg er blevet bedre til ikke at hænge mig i de ting, som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel. Jeg kan blive endnu bedre til at leve i nuet, ikke hænge mig i hverken fortid eller gruble over fremtiden, men lige nu er jeg såmænd ganske godt tilfreds med, hvor jeg står, hvad de ting angår.

I denne weekend har jeg gået og tænkt nogle tanker.

Jeg ved ikke, hvorfor mine tanker vendte tilbage til Faster K. igen og igen?

Måske var det en tankerække, som endte hos hende?

Det er meget snart, – ja, faktisk i næste uge, 6 år siden, at Jan mistede sin mor, vores børn, deres farmor og jeg min svigermor.

Måske var det, det, som førte den ene tanke videre til den næste og ad omveje og genveje endte hos Faster K.

 

Jeg gik nemlig og tænkte på, at der faktisk ikke findes ret mange mennesker, der nysgerrigt, indlevende og oprigtigt vil høre om hvad DU har oplevet.

De fleste mennesker begynder at snakke om sig selv lige så snart de får chancen for det.

Faktisk er der i virkeligheden ikke ret mange mennesker, der oprigtigt gider at høre om dine oplevelser, men farmor spurgte altid og ville altid gerne høre.

Faster K. er lige sådan.

Og selvfølgelig kan jeg nævne lidt flere, men de er af en sjælden race.

De fleste mennesker, spørger da venligt, velopdragent og høfligt til, hvad du har oplevet, men man ser jo i deres ansigter, at de kun venter på at du stopper for at de selv kan fortælle om dem selv og om deres.

 

Jeg ved ikke om det kun er de folk, som er omkring mig eller om det er sådan generelt, men det er sjældent at møde folk, som vil høre på andre end sig selv og oprigtigt hører efter.

Privat møder jeg ikke så mange mennesker i det daglige og så er jeg lidt tilbage til arbejdslivet, som kan være lidt opslidende, men når jeg gør, prøver jeg virkelig at lade mine egne historier ligge, medmindre der bliver spurgt ind til dem. Dét sker meget sjældent.

Selvfølgelig fortælller jeg lidt her og der, men i det store hele har jeg erfaring med, at de allerallerfleste er bedøvende ligeglad.

Er det også sådan i din verden?

Til hverdag har jeg vist ikke hverken tid eller energi til at tænke så vidtrækkende tanker, så du kan jo næsten gætte dig til at jeg har været i fred oppe i hytten hele weekenden.

Der er der nemlig tid og fred til at lave absolut ingenting.

Jan og jeg startede med at sejle ud til vores laksegarn, som vi satte i torsdags.

Det er sat i den sydlige fjord.

Garnet havde fanget en skarv og heldigvis var den stadig i live.

Sjældent har jeg mødt så høflig et vildt dyr.

Den lod mig tage sig op og forholdt sig i absolut ro, mens jeg møgsommeligt viklede den ud af garnet, sejlede den væk fra garnet og satte den ind til kysten, så den kunne komme let i land og få tørret sine fjer.

Udover skarven var der et par torsk, som også blev sluppet ud i friheden, men laks var der ingen af.

Der var der så heller ikke i dag, hvor vi sejlede ind og tjekkede.

Der går massive og vedvarende rygter om, at der er nogen, som sejler rundt og tømmer andres garn.

Jeg vil kalde det tyveri og hvis jeg tager nogen på fersk gerning i at tømme/ rygte vores laksegarn, vil jeg fortælle dem hurtigt og højt, hvor David købte øllet og sikkert gentage det et par gange. 

Jeg vil ganske enkelt blive så edderrasende, for det er godt nok træls, at investere i et hundedyrt garn, have besvær med at sætte det og så blive bestjålet på den måde.

Nu har jeg ingen beviser for, at det er derfor at garnet er tomt, men det virker ualmindeligt mærkeligt.

Efter at have sluppet skarven fri, sejlede Jan og jeg hjem igen, handlede ind, pakkede hurtigt sammen og kom afsted.

Vi var inde ved hytten allerede ved 16-tiden og jeg brugte over en time på at plukke sortebær, som jeg så tabte de fleste af, da jeg ville stille skålen med bærrene væk.

Ærgelser, kan jeg ikke bruge til så meget, så jeg tog mig selv i nakken og lod være med at bruge mere energi på det, men brugte så energi på at lave os noget lækker aftensmad.

Det bliver hurtigt mørkt, når du er langt væk fra civilisationen og det falder meget naturligt at gå i seng næsten samtidig med at det bliver mørkt.

Der er intet fjernsyn til at forstyrre, intet internet, ingen mobil.. faktisk er der ingenting til at forstyrre dig/ os, så vi lagde os tidligt og lå og læste i hver vores medbragte bog.

Mit strikketøj var skam medbragt, men det er for anstrengende at sidde med en pandelampe og strikke, så strikketøj fik lov at være strikketøj helt i fred en hel weekend.

Om det er manglen på udefrakommende lyde eller om det er den friske, rene luft eller om det er de hyggelige omgivelser, så sover jeg bare så fantastisk godt i hytten.

Vi vågnede, mens det stadig var mørkt, men under en halv time efter at vi havde slået øjnene op, begyndte det langsomt at gry.

Vi drak skoldhed filterkaffe lavet af det reneste, klare vand hentet direkte op fra elven og vi kunne sidde og nyde den stille morgen, velvidende at vi absolut intet skulle nå og som en stor luksus, havde vi medbragt både æg og appelsinjuice.

Det er bare så meget bedre inde i hytten og selvom vi stort set aldrig får det hjemme, er det altså bare luksus at få det inde i hytten.

 

Sædvanen tro drog vi i fjeldet et par timer efter.

Vi har slået os til tåls med at der aldrig er rensdyr omkring hytten.

Jagtpresset længere inde i fjorden er massivt og lukker af for dyr ude hos os.

Det er i orden, for vi kan godt lide at gå i fjeldet og bare finde nye udsigter,

nye dufte, nye/forandrede farver og nyde naturen.

 

Vi har fået de rensdyr, som vi skal bruge og behøver ikke, ligesom så mange andre, løbe desperat omkring for at nå det inden jagtsæsonen afsluttes om fem dage.

Jeg skød 3 harer, fik plukket lidt grønt til julens dekorationer, spist så mange sortebær, at jeg forventede at få ondt i maven eller som det mindste få en purpurfarvet afføring (nej, det var den ikke) og vi nød stilheden.

 

Vi tøffede i ro og mag ned mod hytten en anden vej end den vi plejer

og kunne  lige akkurat nå en eftermiddagslur.

 

Jamen, hvad kan mere ønske?

Jan troede vist, at jeg tog kameraet med og jeg troede, at Jan havde taget det med, men faktum er, at ingen af os havde husket det, så jeg har taget billeder med mobilen igen og jaja, det bedste kamera i verden, er det, som du har med, men altså, jeg ville ønske, at jeg kunne huske at få et bedre kamera med end mobilen.

Faktisk har vi siddet og googlet lidt frem og tilbage på nettet efter et nyt kamera istedet for Jans Canon G12.

Det fylder lige lidt rigeligt, men fordelen ved det kamera er, at det kan tage billeder i RAW, er god til macro og er forholdsvis brugervenligt. Derudover har den vippeskærm og det bliver nok svært at finde en god afløser for den, medmindre du lige har kendskab til et, som opfylder vores krav. Vi kunne godt tænke os et lidt bedre “lommekamera”, som gerne må have lidt zoom også.  Det behøver ikke nødvendigvis at kunne tage RAWbilleder, men det ville helt klart være en fordel. Og jo, det er mange krav at leve op til og måske skal vi bare lære at huske at få kameraet med.

 

I formiddags gik vi op i fjeldet igen.

Kun for at se en udsigt, som jeg ikke har set endnu og også lidt for at få lidt mere motion. (ovenstående billede, er taget ud af hyttevinduet i morges, hvor fjorden var helt stille)

 

Det bliver ikke til så meget motion i hverdagen, så når chancen byder sig for motion i skønne omgivelser, så vil jeg rigtig gerne afsted.

Der er rigtig mange steder, hvor lyngen er gået ud.

Den er helt død og jeg har en fornemmelse af, at det er natsværmerlarverne, som æder sig igennem og slår store arealer af lyng ihjel.

Det er lidt trist at se på.

Det har stort set ikke regnet denne sommer.

Der har været masser af tyk, tæt tåge, men  igen regn. Søer er tørret ud og elve er ligeledes tørret ud og kun de store elve løber lidt endnu.

Selvom det er almindeligt at søerne tørrer lidt ind og der ikke er meget vand i dem på denne årstid er det altså ikke helt almindeligt at de er så tørre/ helt indtørrede, så det er også lidt trist at se alle de tørre områder, hvor der har været elve og søer.

 

Jeg fik skudt en hare mere og kan nu opfylde et løfte, som jeg har givet en bekendt om at levere et par harer til ham.

Vi fik vasket op, ryddet lidt op og sejlede så ind for at tjekke det hersens laksegarn, som ikke indeholdt laks.

 

P.S.: har du heller aldrig tænkt på, om harens indvolde så anderledes ud end andre pattedyrs?

Nogle af indvoldene ser sådan her ud. Ret interessant, hvis du spørger mig.

Og ravnefjer synes jeg altså, er flotte:

 

Jeg håber, at du har haft en ligeså god og afslappende weekend som mig?