Døgnrapporten

Vi kom afsted i går.

Jeg elsker at være ude, men det var lige før, at jeg hellere ville have været inde i går.

 

Hvis du ikke fortæller det til min mor og slet ikke til min far, kan jeg betro dig, at bølgerne var pænt store og at det blæste en del.. Bølgerne var gamle, men blæsten var vistnok ny.

Der var tætte snebyger, men vi kunne se det, som vi skulle, hvad værre var, var haglbygerne, der piskede små nåle ind i ansigtet, så det gjorde ondt.

Vi kom frem og allerede i mundingen af fjorden lagde bølgerne sig pænt ned og på plads, men bygerne med de små, ondskabsfulde hagl fortsatte lige indtil vi nåede helt frem til hytten.

Vi fik hurtigt tændt for varmen i hytten og kulden blev hurtigt fordrevet og så var det, at vi opdagede, at der var vådt nogle steder, hvor der bestemt ikke skulle være vådt. Meget vådt endda. Øv.

Bygerne forsvandt og fjorden viste sig fra sin fine side inden mørket overtog.

 

Jeg syntes, at det var hårdt at gå op i store støvler, flydedragt og alt for meget tøj i den dybe sne og sveden haglede af mig, da jeg endelig nåede op til bænken.

 

 

Der blev iværksat tørring af både det ene og det andet og der blev tænkt tanker, som nåede ud i noget med manglende udluftning, for tætte vægge og kondens. Dét kan der gøres noget ved og vi skal huske, at lufte ud og ikke bare lidt, men meget grundigt inden vi forlader hytten.

Vi gik ikke bare tidligt, men meget, meget tidligt i seng, lå og læste i hver sin bog og faldt i søvn og sov i over 10 timer.

Vi må jo have trængt til det og vi var da også udhvilede, friske og glade for at møde verden.

Den så også ud til at være glad for at se os, for det var nogle smukke farver, den sendte i vores retning.

Vi besluttede os for at gå en tur op i fjeldet for at se om der skulle gå  nogle firbenede med gevir rundt deroppe.

Den første strækning, hvor det bare går op og op og op er i forvejen træls, med meget blødt underlag, som giver efter for hvert skridt, men i formiddags var det ekstra træls, for der lå meget sne overalt, som gjorde, at det var svært at se, hvor der var huller og hvor der var glatte sten.

(Prøv at klik på billedet under denne tekst og se forskellen)

Jeg svedte, som var jeg betalt for det og hjertet hamrede afsted, men op kom jeg.

Se, hvor forpustet jeg er!

 

Der var absolut intet at se udover sne og et par grene, som trodsigt stak spidserne op over sneen.

Og selvom vi kikkede og kikkede grundigt, var der intet at se.. jo en enkelt rype, der kaglede, men nu var det jo helst dyr med gevir, vi var gået efter, så den fik lov at kagle videre.

 

Så kunne vi da heldigvis bare gå ned igen.

Jan mente godt, at han kunne spise af gryden for at spare lidt opvask og når vi var så langt væk fra civilisationen og jeg så det næsten ikke, så…

Det hele fik lov at rode lidt, mens vi tog os et kort blund

og da vejrudsigten for i morgen lover 15 mtr/sek fra N/NØ besluttede vi os, at det nok var bedre om vi tog hjem.

ØV.

 

Laura og hendes veninde er vist lidt kede af, at skulle dele køkken og hus med os i aften, så vi holder os lidt på afstand, så der er en illusion om, at de er alene hjemme.

Det var et hyggeligt døgn derude og mon ikke vi finder på noget hyggeligt i morgen at få tiden til at gå med også?!

Hav en god søndag.