Hvorfor det snart kan kaldes en søndags-blog og om en dejlig weekend.

Jeg ved i grunden ikke, om man kan kalde det en krise eller om det bare er almindelig dovenskab, som gør, at jeg hverken får fotograferet eller skrevet på bloggen.

For mig hænger de to ting meget sammen og i denne periode, har jeg ikke rigtig haft kameraet oppe af tasken.

Der har været rigeligt at fotografere, men lige det der med at hive kameraet op og trykke på udløseren, har tilsyneladende været for svært..

Måske skulle jeg omdøbe min blog imidlertidigt til “søndags-bloggen”?

 

Der kommer, som sidste søndag en bunke billeder fra een af de mest dejlige weekender jeg har oplevet længe.

Så håber jeg ikke, at du får en krise af at læse så langt et indlæg eller se så mange billeder på een gang?

 

 

Fredag eftermiddag, efter at have pakket lidt sammen og gjort klar, drog Jan og jeg afsted med Jans kollega, i min jolle med længselsfuld kurs mod hytten.

Og jeg nåede da også kun at sætte min fod på klippen i vandkanten, før min hjerterytme faldt.

Det sker pr. automatik, at pulsen daler og livs-rytmen finder en takt, som kører meget, meget langsomt og stille indeni, bare jeg ser hytten.

Jeg ved, hvad der venter og dét er afslapning.

Ingen mobiltelefon (ikke, at der er mange der ringer til mig i løbet af en uge) intet internet (som jeg er storforbruger af) og ingen strøm, som kan fodre diverse støj-sendere, som fx. TV., radio, musik eller andet.

 

Faktisk snakkede vi om inde i hytten, om alle de elektriske ting, som man rent faktisk kan høre: mobil-opladeren, den elektriske clock-radio, lysstof-rør, lys-kæden, det slukkede fjernsyn og alle mulige andre ting, som udsender de der ekstremt høje og enerhverende lyde, som man i det daglige ikke tænker over førend, man bliver fri for dem.

I perioder (ret ofte og ret længe ad gangen) kan jeg være mere end almindeligt støj-følsom (og lys/stemnings-følsom) og sætter derfor ekstra stor pris på stilhed både udenfor kroppen og indenfor kroppen.

Jan skal ikke beskyldes for at være støjende.

Snarere tværtimod.

Jeg kan godt være meget, meget snakkende, men når jeg er ude og sejle, i hytten eller bare slapper meget af, nyder jeg stilheden.. også min egen.

 

Derfor er det en lise, at komme op i hytten, hvor der kun er naturens egne lyde:

Havet, som slår dovne, tøvende bølger ind mod klipperne, elven, som bruser og fuglene, som flyver, kvidrende rundt.

 

(Klik på billedet, hvis du vil se det større)

 

 

I fredags halveredes min puls sådan cirka.

Efter aftensmaden hyggede vi og gik tidligt i seng.

Ugen havde været lang og hektisk for os alle og når der er mulighed, kan man lige så godt tage de timers søvn, man nu kan nå.

 

Lørdag morgen stod Jan og kollegaen op.

Det gjorde jeg også, men det var kun for at gå ud og tisse.

Jeg smuttede under dynen, som stadig var varm og faldt næsten øjeblikkeligt i søvn igen. Det er luksus og det blev nydt.

 

 

Da jeg vågnede mange timer senere, var jeg alene.

 

Bortset fra en halv trillion småfugle, som pludseligt syntes, at det var morsomt at lege tagfat rundt om huset med et par enkelte, som fløj frontalt ind i vinduerne, var jeg helt alene.

 

Verden var som gået i stå, havet stod fuldstændigt stille, ingen vind rørte på sig og de bitte-små bide-myg, holdt tilsyneladende også formiddags-fri, så jeg havde hele verden for mig selv, følte jeg, mens jeg drak varm kaffe, strikkede og lavede ingenting, bortset fra at trække vejret.

Jeg plukkede lidt bær og fik fyldt min 10-liters spand halvt op med sortebær

og omkring middags-tid kom der lidt liv ude på fjorden, hvor nogle både passerede forbi.

Så var der stille igen og jeg kunne drikke endnu en kop varm kaffe til stilheden og den store verden, som var min helt alene.

 

Jeg gik og tænkte på, at rigtig mange, som jeg kender, har svært ved at gå helt alene ude i naturen.

De er bange for både det ene og det andet, bange for at der skal komme et dyr og forestiller sig alverdens ting af overnaturlige karakter, men det skal du ikke høre mig klage over.

Jeg tror mest på det som kan måles og vejes og skulle der komme et aggressivt dyr forbi, kan jeg håndtere et skydevåben tilstrækkeligt.

Jeg elsker at være helt, helt alene og kunne rigtig godt tænke mig en uge eller to i eget ensomme selskab i hytten.

 

Ved 14-tiden kunne jeg langt ude i fjorden se en båd nærme sig med langsom og sindig fart og vidste så, at mine forældre havde gjort alvor af, at låne Jans båd og tøffe ind til os.

 

Jans båd tøffer afsted med højst 6-7 mediterende knob, så det tager noget tid inden man når frem til sit bestemmelses-mål.. men frem, det når man, hvilket jo er hovedsagen.

Mange (deriblandt mig selv)  har så travlt med at nå frem og glemmer, at selve turen frem også kan være god.

 

Min jolle sejler på de gode dage omkring 27-29 knob, alt afhængig af, hvor meget vi har lastet den.

Det havde taget mine forældre 2½ time at komme ind til os.

 

I dag tog det mig nøjagtig 32 minutter at sejle hjem.

Jan havde fortalt om, hvordan man starter den gamle dame, for det er ikke bare lige.. men han havde glemt at fortælle min far, hvordan man standser motoren igen.

Jeg blev hentet ud i båden, men jeg fik den heller ikke standset, men min far og jeg fik i fællesskab ankret mere solidt op og så måtte vi lade motoren tøffe lige så stille i tomgang indtil den stolte ejer kom tilbage til hytten og kunne tage sig af den tøffende.

 

Det gjorde han så sent om eftermiddagen, medbringende et rensdyr og med en enkelt kærligt ord og et vrid nede i maskin-rummet, fik Jan stoppet damen, så hun ikke skulle ligge derude i fjorden og tøffe for ingen verdens ting.

 

Der blev hældt lidt føde i Jan og kollegaen, hygget og snakket og så var der tid til at lave noget aftensmad.

Min far havde plukket en ordentlig favnfuld rørhatte, som jeg stegte på panden med lidt fløde og nogle tern peberfrugt og gryderetten fra dagen før, fik tilført lidt ekstra kød.

 

Aftenen var hyggelig, for ligeså hyggeligt det er at være alene og i eget selskab, ligeså hyggeligt er det, at hygge med hyggelige mennesker.

 

Søndag er næsten ved at være synonym med vemod.

Jeg ved, når jeg står op om søndagen inde i hytten, at inden dagen er omme, er jeg tilbage i byen, væk fra de dejligste omgivelse og den store stilhed. En stilhed, som jeg sætter mere og mere pris på.

 

I morges da vi stod op, stod havet igen stille, var blank og uden en krusning.

Der blev spist morgenmad, drukket kaffe og hygget endnu engang.

Vi kunne se nogle fisk i vandet, nogle som var oppe over vandet og nogle, som svømmede rundt lige over overfladen og lavede frække ringe.

Jans kollaga blev sendt afsted (han er hus-drengen, boy-en og den unge og så er det naturligt, at vi “ældre” herser lidt med ham) med en fiskestang, men de ørreder, som han så tydeligt kunne se, ville ikke bide.

Jan og jeg tog et par meter ud i fjorden i jollen

og jeg fangede nogle små-torsk, som blev filetteret med stegning til frokost for øje.

Søndag er vemods-dag og vi kunne ligeså godt sejle hjem, da frokosten var spist, opvasken taget og tingene pakket sammen.

 

Jeg fik Jans kollega ombord i jollen og Jan sejlede med mine forældre i sin båd.

Da jeg kom hjem og i havn kun en ½ time senere (det hurtigste indtil dd.), mødte jeg nogle andre hytte-ejere, som stod og baksede med en kæmpestor helleflynder.

Den fyldte hele ladet på deres lastbil.

Sådan een gad jeg godt fange en dag.

Dét gad jeg altså rigtig godt.

Jeg kan godt forstå, hvorfor de smilede så meget.

Det ville jeg godt nok også have gjort.

 

 

Vores lillebitte hytte er stærkt afhængigheds-skabende og Jan og jeg har allerede planlagt at skulle tilbringe de næste mange weekender, det kan lade sig gøre, i hytten.

Os to og måske lidt i selskab med andre, men helt klart, i hytten.

Så vil jeg igen nyde denne udsigt fra yndlingspladsen

 

Een af dagene skal vi have rensdyr-hjerte i flødesovs og der er vist nok til alle