Mellem to årstider eller om at jeg har svært ved at give slip på noget som helst.. godt

For første gang, måske nogensinde, er jeg lidt ked af at efterlade en årstid.

Nej, det passer vist ikke helt, for det er altid vemodigt for mig, når den første sne falder, men jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har ønsket, at alt skulle fryse til igen og fjordene være bundfrosne.

Jeg har lidt svært ved at slippe lige akkurat den tid, hvor vi kunne køre på snescooteren ud til hytten. Mere end almindeligt svært, men om ganske kort tid, kan vi sejle derop og så har jeg sikkert glemt alt om frosne fjorde og høj sne?

Jeg glæder mig til at denne stilstand, hvor man ikke rigtig kan køre ud til hytten og man ikke kan sejle derud, er forbi, for jeg rastløs og intet virker særligt tilfredsstillende for mig at lave.

“Dyrk noget motion”, ville mange sikkert sigte?

“Strik en trøje på pind 2 til din mand”, ville andre sige?

“Meditér lidt ro ind i sindet” ville nogle få sikkert foreslå?

Jeg strikker lidt mens jeg kikker rastløs, skiftevis på fjernsynet og ud af vinduet.

 

Indimellem starter vi også Hiluxen og kører formålsløst rundt i byen.

Tågen ruller frem og tilbage over byen, gør luften kold og driller mit humør.

Jeg fotograferer andres hunde.. og endda uden at have haft øje for vores egne i år.

og kigger mig lidt mere omkring i håb om at finde noget, som kan aflede mine tanker.

Jan tager med mig som en trofast følgesvend og nogen gange tager han også sit kamera med.

Hans kamera kan tage billeder i raw-format og jeg får lov at redigere dem for ham og lægge dem ud her, så ser du også andre vinkler af byen/ser byen med andre øjne:

Hvis du er nysgerrig, kan jeg fortælle dig, at jeg har beskåret alle billederne, rettet lidt op, justeret i curves, unsharp mask-et, og givet lidt ekstra kontrast.

Der er kun 10 mp i Jans G12-er, så det er begræset, hvor meget man kan udsnitsforstørre, men jeg er mindst, hvis ikke mere, glad for hans “lomme”-kamera og bruger det ret tit, men der er nu intet som slår mit tonstunge Nikon