2.søndag i maj

I går kom lystbåde-foreningens bådebroer i.

Jan var på obligatorisk foreningsarbejde hele dagen.

Vores faste påhængsmotor-mekaniker var heldigvis også på arbejde og kom og gav motoren det store eftersyn, skiftede filtre og olie.

Lasbil-chafføren var også på arbejde og kunne sent om eftermiddagen søsætte Tampaxen/jollen.

 

I formiddags skulle der ingen overtalelse til før vi stod parate i flydedragten

og var på vej ud af havnen, men der var ingen fisk

og der var ingen sæler.

Måske vi heller ikke forsøgte eller ledte ihærdigt nok, men nøj, hvor gav det fornyede kræfter i sjælen at komme ud og høre havet, bølgerne og mærke det salte havvand i ansigtet.

 

I dag er det jo mors-dag.

Allerede i går blev jeg forkælet med søsætning af jollen og  Sara lakerede også mine negle

og i dag fik jeg det sødeste, sejeste armbånd af hende, som hun havde været ude og købe sammen med Jan i går.

Simon ringede mig op i formiddags for at sige hej og Laura sms-ede en sød, sød tekst til mig.

 

 

Jeg var et smut ovre hos min egen mor,

som havde fået den flotteste buket blomster af Lena og min mor gav både kaffe og kage.

 

Nu er en lang og dejlig dag gået på hæld.

Desværre nåede yngste-pigen og jeg at blive uvenner inden sengetid, så jeg har svært ved at finde roen indeni til at gå i seng.

 

Ingen godnat-kys, intet kram og tavs gåen-i-seng.

 

Det der med opdragelse af egne hormor-fyldte teenage-piger er ikke min stærkeste sider disse dage og mit hjerte bliver så knuget, så klemt og så mast indeni, når der er sammenstød.

Det der med at gå langt for hinanden, men også at kunne sætte en grænse, vise omsorg og velvilje, kærlighed og opforstrelse er en del af forældrepakken og jeg synes godt nok den er svær.

Heldigvis er det sjældent, at sammenstødene er alvorlige, for alle vores tre børn er nemme, omgængelige og lette at elske, men ethvert lille knubs vi giver hinanden, føles som kaktus-pigge i mit hjerte og det gør ondt, at hive tornene ud bagefter.

Jeg håber, at når alle mine børn engang bliver voksne og ser tilbage på deres barndom, at de vil tilgive alle de fejl, som de mener, at jeg gjorde som forældre, som mor og vide, at jeg gjorde mit bedste og i den kærligste mening.

 

Trods alt en dejlig dag og tusind tak til Sara, Laura og Simon for alt, hvad I hver især giver af kærlighed, som gør livet værd at leve.