Slibe-forventninger

Om 12 dage er der sten-messe her i byen. Hele weekenden om 12 dage, faktisk.

 

Jeg fik en mail, om jeg gad at sidde og slibe sten under hele messen?

Jo, det gider jeg godt.

 

Faktisk plejer det at være hyggeligt.. altså bortset lige fra sidste år, hvor een udstiller brokkede konstant sig over, at der blev slebet.

Hun syntes, at det larmede.. men det gør det jo, når man sliber sten, men på et tidspunkt blev jeg lettere muggen, pakkede mine ting sammen og gik min vej.

 

Altså den ene part ville, at jeg sleb og viste sten-slibning under en sten-messen og en anden part ville helst klippe ledningen til slibe-maskinen over.

Jeg sad midt imellem og kunne ikke gøre alle tilfredse, men hvis det lykkedes i år, kunne det være så hyggeligt.

 

I disse dage bruger jeg “gamle” smykker.

En halskæde med en labradorit,

en ring, ligeledes i labradorit

og endnu en ring i månesten.

Det er svært at fotografere månestene.

De skifter udtryk alt efter, hvilken vinkel du ser dem fra

og det er så også det, som gør dem spændende, syn’s jeg og så passer de godt til mine få turkise beklædnings-genstande, som jeg har hevet frem fra gemmerne.

Lidt snobbet er jeg lige akkurat på det punkt:

Jeg vil helst have ægte sten i mine smykker, men det behøver ikke nødvendigvis at være diamanter og smagrader.

Halvædelstenene og helst nogen jeg selv har slebet, er lidt bedre end glas og plastik, ligesom jeg helst vil have ren uld, ren bomuld eller alpakka og deslige.

Til gengæld kan jeg ikke hidse mig op over vores gamle bil, vores møbler, som har set bedre dage eller om der står et fint mærke i nakken af det lidt tøj, som jeg køber eller ej.

Men om 12 dage får jeg slebet lidt sten.. det sker desværre ikke så tit mere og måske jeg når, at gøre noget færdigt i dén weekend til at hænge om halsen eller sætte på fingeren?

Selvskabte minder

Søndagen har ikke budt på alverden, men den har bestemt ikke været indholdsløs.

 

Søndag har ikke været nem hele vejen igennem.

Søndag har faktisk budt på buler og bakker, som gik op-ad.

Søndag har også budt på lige ud og hen-ad.

 

Søndag har været søndag og i morgen er det mandag.

 

I morgen vil jeg ikke se mig tilbage

for at  kikke på søndag, for den var ikke værd at skrive nogen som helst steder hen om.

Vi lader søndag være søndag og husker på de nemme ting, som søndag bød på.

Blandt andet var lyset, solen og vejret noget værd.

Jeg lader billederne af søndagens fine lys stå og lader resten forsvinde ud i glemslens mørke, for sådan er nogle dage er der også..

Håber, at du får en rigtig god mandag, som du vil huske tilbage på med smil og glæde

(og så husker jeg mig selv på, at “ du bliver hvad du tænker” og tilføjer hviskende, at jeg selv skaber mine minder!)

Om lidt

Lige om lidt er det november måned og lige om lidt springer min novemberkaktus ud i fuldt flor.. lige om lidt

Mens jeg venter, kan jeg ryste min rosengeranium kærligt og blidt, så den søde, friske duft spredes omkring mine næsten tilbagevendte lugte-sanser

Plan-ændring

Planerne for dagen i dag, var nogle helt andre end det, som den endte med.

 

Jan skulle have været ude og fiske med nogle fra Danmark, jeg skulle have været hjemme, da der er meget begrænset plads i båden  og min far og en ven skulle op til vores hytte og færdiggøre skibsovns-monteringen, men så ringede Jesper i formiddags, at han kunne tage gæsterne fra Danmark med ud og sejle og lige pludselig var der mulighed for, at Jan og jeg kunne tage efter min far og vennen op til vores hytte.

Aldrig før, har jeg klædt mig så hurtigt på i så meget tøj.

Der blev knoklet og ovnen blev færdig med skorsten monteret på taget, isolering omkring hullet i taget og ramme omkring spildbakken og plader på væggen og det hele blev så fint.¨

Den blev startet op og efterprøvet og jo, den virker akkurat som den skal, naturligvis.

Hoveddøren, som bandt lige rigeligt, blev ordnet og hullet i væggen mellem de to rum, blev savet større.

Jeg fejede gulvet et par gange, ryddede op og fejede en gang til og forsøgte så vidt muligt ikke at gå i vejen og mens vi alle var beskæftiget, kom Per pludseligt sejledende, da vi var ved at være ved vejs ende, men vandet var stærkt faldende og han nåede da også kun lige i land inden både hans båd og vores jolle stod så fuldstændigt tørt på land.

 

Tidevandet kan du ikke gøre meget ved, andet end se til.

Og mens vi alligevel bare så til, at vi hverken kunne gøre fra eller til, kunne vi så varme vand på vores gas-blus til kaffen og spise en små-kage.

Mørket har det ligesom tidevandet og kommer og går, som det altid har gjort (og billedet nedefor snyder, for der var tusmørke, da det blev taget)

Det falder eller stiger, som det altid har gjort, men nogen gange falder eller stiger det lidt ekstra, ligesom det gjorde i dag.

Der var så lavt, som jeg ikke har set det før.

 

Jan og jeg nåede at overveje helt seriøst, at blive natten over,

men Sara er alene og der var ikke truffet aftaler med nogen, så vi gav tidevandet endnu en halv time og noget padlen frem og tilbage i gummibåd, nogle waders og skubben joller ud, så der kunne komme vand under, inden vi kunne sejle afsted i bulderravende kælder-mørke.

 

Jeg elsker at sejle, men ikke i mørke.

Jan sejlede alene, for jeg hoppede over i båden til min far og vennen, som har en større og lukket båd og Jan og  Per fulgtes i mørket.

 

 

Nu sidder jeg hjemme igen og kan glædes over, at planer nogen gange ændres og at lige pludselig ser den store sammenhæng helt anderledes ud.

 

Det har været en dejlig dag under den blå himmel, hvor solen gjorde selskab til en snert kulde.

Kunne nogen mon være så venlig, at slukke for kulden og tænde for lyset igen og evt. give mig et par fridage, så jeg kunne få et par dage i hytten med overnatning og afslappende hygge?

Om ikke andet

Der er ihvertfald de flotte solnedgange/bortgange at glæde sig over for tiden

I gemmerne

Her i Sisimiut er der rigtig meget sne.

Og der er koldt.

 

I Narsaq var der ingen sne og der var kun en anelse køligt.

 

Jeg kunne godt bruge lidt af deres klima og vejrforhold i lidt tid.

Bare lidt og indtil vores hytte er lidt mere færdig end den er lige nu.

 

Jeg gad godt, at kunne sejle derop i weekenden og nyde.. bare nyde, men der kommer endnu et forår og endnu en sommer.

 

Forventningens glæde er nu heller ikke at kimse af.

 

Jan tager op i hytten i morgen formiddag for at bringe nogle ting, der skal bruges til skibsovnen op.

Ovnen skal bringes i orden, så vi kan tage i hytten, når fjordisen er tyk nok til at bære.

Måske skulle jeg være lidt mere kortsigtet i mine forventnings-glæder og glæde mig over, at der er så koldt, at det ikke kan vare alt for længe inden fjorden er lukket og vi kan køre med hundeslæde op og nyde hytte-livet.

 

 

I Narsaq var der dog sensommer-stemning og på det CF-kort (kort til mit kamera), som jeg helt havde glemt, at jeg havde fyldt, lå disse billeder og gav mig et lille klem i maven.. forventninger om næste års forår og sommer.

Hjem

Det der med at finde hjem igen, når jeg har været ude og rejse, tager tid.

I nat drømte jeg, at jeg kørte ad vejen langs stranden ud mod min fætters hus.

Jeg kørte meget langsomt og så mig meget omkring.

Ligesom jeg gjorde, da jeg var der, sugede jeg til mig af indtryk i min drøm og da jeg desværre vågnede, havde jeg stadig billederne af omgivelserne på nethinden.

Det var altså også nogle flotte omgivelser

Jeg har måske haft brug for at fordøje de mange indtryk, men dagligdagen har ikke levnet plads.

Der er fuldt fart og det kun fremad, så jeg priser mig lykkelig for, at sofa-hjørnet bydder på ro og meditativ strikning.. eller meditativ..ahøøm.. jeg er gået igang med et par lange strømper i norsk mønster-strik til Sara.

Dem kunne hun godt tænke sig og så skal hun naturligvis ha’.

 

Mønster-strik er ikke noget, som jeg har gjort i og det ville være en skam at sige, at jeg er god til det.

Jeg gør mit bedste og så kan man ikke bede mig om ret meget mere.

I postkassen i dag, lå der en pakke fra Tante Grøn. I pakken lå de to små strikkekits, som jeg har bestilt. Et kit med et par pulsvarmere og en løs krave i muslingestrik og et par pulsvarmere, som hedder “franske liljer”.

Ydermere lå der et opskrift-hæfte fra Drops med en masse fristende opskrifter i, hvilket igen fik mig til at ærgre mig over, at døgnet kun indeholder 24 timer og ugen, kun 7 dage. 

Når engang Saras strømper er færdige og jeg kan allerede nu se, at der kommer til at gå lang tid inden jeg kan sige: “færdig”, har jeg projekter nok at gå i gang med.

I tilfælde af og i håb om, at gårsdagens lotto-gevinst måske ville hjem til mig, købte jeg tre hele kuponer.

Jeg vandt intet andet end et spinkelt dagdrømmeri, som indeholdt løsslupne fantasier om, hvad de mange millioner kunne bruges til, hvis de havnede mellem mine hænder og dagdrømmerier er sunde og kan give stof til eftertanker af mindre formater, nye ideer og måske endda reflektioner og tilfredshed over det liv, som man lever uden millionerne.

Jeg har glædet mig over solen, som skinnede fra en sky-fri himmel og håber, at den fortsætter i samme stil weekenden over.

Selvom min fætter Sofus udsigt er formiddabel, kan du her i Sisimiut finde noget tilsvarende.

Jeg klager ihvertfald ikke.

Jeg tænker, at det må se fantastisk ud,

indefra og ud.. istapper, så lange som min arm og set i modlys.. det må være flot?!

Landing

Endelig, endelig kom jeg helt hjem.

 

Inden nåede vi dog ud til min fætter, i søndags, hvor vi var inviteret til at spise aftensmad.

De bor ca et lille kvarters kørsel fra Narsaq, hvor han og hans familie, har køer.

Kødkvæg af arten Dexter og p.t har de 64 køer.

 

Det var dog ikke ko, men lammekød vi blev budt på og jeg lover dig, at det var god mad; fiskesuppe, lammekølle og blåbær-ostekage.

Efter maden blev vi budt på kaffe og te..og hvilken te!

Urte-te af grønlandske urter.

Duftende og velsmagende, mildt og alligevel karakteristisk.

 

Som jeg har fortalt dig et par gange er jeg te-drikker (kaffe om morgenen, resten af dagen te), men min fætters kone, Sukas te er dog den bedste urte-te jeg længe har smagt.

 

Jeg fik et helt glas med hjem og den skal gemmes til helt specielle lejligheder.

 

Her i Sisimiut har jeg ikke meget familie, så det var så specielt og dejligt at møde en fætter og hans familie, mærke den imødekommenhed, gæstfrihed og åbenhed vi blev mødt med.

Tusind tak!

 

De bor i en parallel-verden til paradis.. intet mindre.

Alt ånder fred og idyl og med den smukkeste udsigt til hav, isbjerge og bagud til grønne frodige bakker, fjelde, marker og hvad øjet ellers kan finde fryd i.

Hvis ikke priserne lige akkurat overstiger min økonomiske formåen, ville jeg besøge mine Sydgrønlandske fætre og kusiner om ikke hvert år, så ihvertfald tit og ofte.

 

 

I går formiddags/tidlig kl 09 rejste vi med helikopter til Narsarsuaq,

hvor vi ventede 5 hele timer på at komme med en flyver videre til Nuuk.

 

Som du kan se, er der ikke sne i Sydgrønland.

( et kæmpestort rensdyr-gevir, som lå på jorden foran et hus i Narsarsuaq)

 

Der var vist ikke engang frostgrader og luften var frisk.

 

Ventetiden brugte jeg på, at plukke en masse enebær-grene, som jeg vil bruge til mine juledekorationer.

Jubii, så er den del af julen reddet.

 

 

Vi ankom Nuuk og tog næsten med det samme videre mod Sisimiut, som vi på forhånd vidste, var plaget af voldsomme snebyger og blæst.

 

Fra næsten sommergrader til rygende snestorm.. i det helt samme land.

 

Næsten som forventet, kunne piloten ikke lande flyet og vi måtte flyve videre mod Kangerlussuaq efter, at have kredset oppe over Sisimiut i over en halv time.

 

Det eneste gode jeg har at sige om min overnatning i Kangerlussuaq er, udover at jeg fik en ren seng at sove i, i et værelse med både bad og eget toilet (i modsætning til i Narsaq, hvor jeg skulle ud på gangen), at jeg fik set Simon.

 

Han ser godt ud, trives og er glad, så det kan jo ikke blive meget bedre.

 

Jeg ankom Sisimiut med yderlige en lille times forsinkelse kl ca 11 og tog direkte på arbejde med min håndbagage og rejse-hår.

Pædagogisk dag af den hårde, tunge slags og lige til kl 16, inden jeg kunne give Sara og Jan et kram.

 

Et tiltrængt kram fra min side og nu er klokken sengetid i egen seng under egen dyne ved siden af min Jan.

Dét bliver dejligt og er tiltrængt.

 

Ude er fantastisk, men hjemme er nu allerbedst og heldigvis for det.