På denne tid af året, kan vi opleve den ene mere smuk sol"opgang" end den anden omkring middagstid. Himlen eksploderer i farver og når den hurtigt synker i havet omkring fyraften (16-tiden) får vi endnu engang et farveorgie. Det er så smukt! Og det er nok for at kompensere for den korte tid vi har glæde af solen...
og andet bliver taget op 
og alt sammen i det dejligste vejr. 
Jeg har lagt (endnu) flere billeder ind fra i dag i mit vinter-album
De bliver vist pæne, synes jeg selv. Jeg har jo strikket flere par i denne måned og jeg har garn til et sort par også. (Perlerne ser brune ud, men er altså brændt orangefarvet)
Så skulle jeg da gerne have et par der passer til uanset hvad?! (jeg tror at jeg har 13-15 par. Dem må jeg vise jer en dag)
Det er isende koldt udenfor og det fryser koldt om hænder og næsetip. Hvis ellers vores måler virker, viser den -11 kolde frost grader udenfor...brrrr, 
men det er dejligt. Jeg gik og grinede af mine indkøb, 
for de er godt nok noget anderledes end, når familien er her, og som I kan se har jeg handlet ind til mange dage :-) Jeg har igen lagt nye billeder ind i mit vinteralbum, som du gerne må se, hvis du har lyst
Jeg har lagt dem ind HER. 
Jeg sad og kikkede lidt på internetsider og fandt mange både spændende ,seriøse, og interessant sider, men også en masse andet.
Dog kan jeg glæde mig over alle mine små gæster, der år efter år, husker at der er frø og mejsekugler til dem på vores altan. 
Det er mig fuldstændigt ufatteligt, at så små væsner kan overleve i rygende snestorm og stærk kulde
. De hensætter mig altid i store filosofiske tanker om livets små og store glæder, så jeg fortsætter med at drysse frø ud til dem og håber, at de kommer igen og igen og igen. Jeg ved ikke rigtig om de er grå eller hvidsiskner, men hjerteglæde bringer de midt i sneen og kulden
Det er det 3. par inden for en uge. De andre kan ses HER. Disse orange håndledsvarmere passer til mit orange "Charlotte Sparre"-sjal, som jeg engang fik af Jan.
Til udenlands-"Sisimiormiutterne" (dem, der kommer fra Sisimiut) har jeg da helt glemt at fortælle at I nu kan læse vores ugeavis på nettet HER
Nu kan jeg igen parkere bilen anstændigt foran vores hus, og endda været heldig at jeg kunne få den bakket op. 
Dét er en fordel, hvis det skulle sne igen, for jeg bryder mig ikke om at bakken bilen ned ad den lille, stejle bakke gennem mandshøje snebunker. Hundene blir' fodret hver dag, og jeg hygger mig med hvalpene, som allerede kan kende mig på lang afstand. Det er vældig hygggeligt, når de kommer løbende i møde. Og så har vi i dag det mest pragtfulde vejr; 
stjerneklart og fuldmåne. Det udløste en masse billeder som jeg har lagt i album.
Det var godt at jeg i fred og ro kunne være sammen med dem uden at skulle tænke på arbejde. Det var altså hårdt og det føles som uendeligt lang tid mine dejlige piger skal være væk. Sara fældede en afslørende, forræderisk tåre, og i solidaritet lod jeg også et par tårer løsne sig fra øjenkrogen og hjertet, da vi skulle sige farvel. 
Tiden bliver lang uden dem, men de vil helt sikkert synes det er sjovt det hele, og tiden vil nok flyve af sted for dem. 
Der er mange ting, der skal huskes, når man skal være væk i mere end en måned, skal gå i skole, skal holde jul og nytår. Jeg prøver at huske på, at nu er der kun mig selv at rydde op efter, kun mig, at lave mad til, kun mit tøj, der skal vaskes og at kan sidde ved computeren/fjernsynet/strikketøjet lige så meget jeg lyster uden at nogen kalder på mig.. og dét er en lidt frygtelig tanke. Jeg savner allerede pigerne inden de er taget afsted og jeg føler mig allerede lidt fortabt over at Jan ikke er der til at fange fluer, varme mine fødder og lægge ører til gode og dårlige oplevelser...øv, hvor er jeg egoistisk! Jeg håber og tror helt bestemt at pigerne får en rigtig god oplevelse ved at prøve at gå i skole i Danmark, ja-bare at prøve at være i Danmark om vinteren, holde jul hos farmor og farfar, og prøve at leve et næsten "almindeligt" hverdags-liv i Danmark. Jeg skal ikke på arbejde i morgen, så jeg kan være sammen med dem lige indtil de forlader byen. To af mine veninder, har straks øjnet en chance og kommer og spiser sammen med mig i overmorgen. De er søde, betænksomme og empatiske. Jeg kan også glæde mig over, at vi har fået noget nyt sne. 
Ja faktisk var der så meget sne i morges, da Jan kørte mig på arbejde (Yes, jeg blev kørt!), at der kun var ryddet sne i den ene køre bane. Der lå sne i knæ og lårhøjde overalt, og mange biler sad i morgenmylderet fast (altså en time efter mig) fast i sneen, der var tung og klistret. "Det er godt for slædeføret", sagde Jan, men de har lovet mere regn i weekenden, men da er han jo over alle bjerge og sidder under nøgne trækroner. 
Lad os bare sammen glæde os over dette billede fra i sommer (juni) fra den fredfyldte og stille havn. Jeg elsker stemningen fra havne og tjek lige denne hjemmeside, som jeg fandt her til aften..! Lutter fede og anvendelige ting eller bare til at blive mega-inspireret af. Der findes altså bare så mange dygtige og kreative kvinder (og mænd ) i Grønland (også) (Tjek lige siden, for det simpelthen fantastiskt smukt!!!) men de bliver sjældent nævnt, når der bliver lavet udsendelser om Grønland og grønlændere. Nu du er igang med at se smuk kunsthåndværk fra Grønland, så tjek lige denne side også. Jeg har set hans arbejder i virkeligheden og det er ubeskriveligt! SÅ, nu er humøret straks bedre og energien tilbage til næsten-normal, og jeg kan gå ind i flere kampe med åben pande.
Jeg savner mine små pauser, hvor jeg kunne nå, at strikke et par pinde inde på mit hyggelige bibliotek i sofaen, hvor børnene hygger sig ved computerne (Jeps, vi har nemlig åbnet på pædagogisk service center tre af ugens fem dage i frikvartererne, hvor vi tre, der arbejder der inde har "gang-vagt") Det har været ganske umuligt at starte nye opgaver op i dag, men sådanne dage skal der åbenbart også være nogle af, så jeg tager min i dag. Da jeg jo ikke har de helt store successer med strikning for øjeblikket, er jeg startet på endnu et par håndledsvarmere. 
Det er altså en genial måde at få brugt sine strømpegarns-rester på, og så er de altså dekorative, når de titter ud under ærmerne, udover at de altså også giver varme til hænderne. Det siges, at det er godt for folk med gigt i hænderne at holde hænderne varme. Og så holder de strikkehumøret oppe, for de er så dejlige lette at gå til, og det er jo små projekter, der hurtigt kan afsluttes. 
Jeg håber, at jeg kan blive færdig med dem i morgen, for så kan jeg starte på endnu nogle nye. Jeg har købt "guld"perler, som jeg glæder mig til at bruge.
Nå, men i går eftermiddags startede en lovet storm hos os, og man skulle virkelig holde fast på hat og briller om eftermiddagen. 
Vi hyggede indendøre, strikkede, så tv, drak te og nød at vi var inde og ikke ude.
Men så tog en vis herre fat! Det stormede og ruskede fra sydvest, og vores gamle træhus knirkede og ømmede sig over de raserianfald stormen løb hen over byen med. Lamperne dinglede og sofaen rokkede modvilligt på stuegulvet og træværket jamrede højlydt og stædigt over den hårde behandling. SÅ var det altså ikke så hyggeligt mere. Det var skræmmende og den ene katastrofetanke efter den anden afløste hinanden inde i mit hoved, og uhyggelige fantasier voksede sig store og fede. Det stormer stadig, og når natlampen bliver slukket og kun lydene er tilbage, kommer katastrofefantasierne garanteret tilbage og griner af mine tavse forsikringer i dag, da dagslyset trøstede og beroligede mig. ÆV! Vi var ude og se på byen, så om alt stod som det skulle. 
Sneen, der i forgårs lå så fin og hvid over alt, er pisket væk af regnen og tilbage står den bare frosne jord, og ser beskidt ud. ÆV! 
Men dmi har lovet os noget nyt sne, og så har de altså at holde det, for vi gider ikke en snefri december. Nu vil jeg gå ned og drikke noget varm aloe vera te/wellness-te, iført mine nye blå håndledsvarmere 
(strikket i strømpegarn på pinde nr. 2. Jeg har slået 40 msk op) 
I morgen starter jeg forfra i trædemøllen/på arbejdet. Det er mørkt, og det er koldt og jeg vil faktisk hellere ligge under min varme dyne og læse i min Blomkvist/Salanderbog. En lille fugl har dog kvidret i mit halvdøve øre, at der er een, som har søgt viceinspektør-stillingen..Så slipper jeg forhåbentligt snart og kan måske nyde, at jeg FAKTISK ikke har så mange timer på skemaet i år (det har jeg jo ikke rigtigt mærket til endnu)
Da vi kom hjem igen, slog jeg masker op til nogle håndledsvarmere til mig selv i blå strømpegarn. Jeg besluttede, at livet simpelthen ikke er langt nok til, at jeg gider at bøvle mere med sjalet, som jeg slog op til i Nuuk. Det bliver ved med at drille, og det skal åbenbart ikke være lige nu, det bliver strikket. Det er såmænd ellers en nem opskrift med diagram og det hele, men et eller andet sted går det hele tiden galt for mig, så nu kaster jeg indtil videre håndklædet i ringen. I morges sov vi længe og har brugt dagen på at hygge og kikke ud på det forfærdelige vejr. De har lovet storm med vindstød af stormstyrke, så Jan og Jesper, var ovre ved Jans båd for at pille kalechen af og lægge en presenning over i stedet. Jeg er næsten færdig med håndledsvarmerene, 
og har allerede tegnet et nyt mønster op til de næste par. Jeg har rigtigt, rigtigt mange af dem, men jeg tror faktisk ikke, at man/ jeg kan få for mange af dem. 
Der skal være nogen til enhver given lejlighed. De giver lige et lille nemt pift til kedeligt tøj, og så er de så imponerende lette at strikke. Sara er snottet og sløj, så hun har ligget i sofaen med vattæpper over sig hele dagen. Laura var til træning. Der er kun 6 dage til de skal af sted og jeg gruer mere og mere for det. Det skal jeg nok ikke fortælle farmor, som jo må undvære dem hele tiden og som glæder sig som et lille barn til de kommer. De skal julehygge og jeg skal komme efter dig, og så kan jeg sidde herhjemme alene sammen med to pjuskede undulater :-( og have ansvaret for 17 glubske og altid sultne slædehunde.
det ville være overordentligt synd, at sige at jeg længes tilbage hertil. Hver gang jeg kommer til Nuuk, slår det mig hvor trist og grå byen virker på mig. Mentaliteten og stemningen er storby-sk...,Jeg mindes heller ikke varme sommerdage eller lyse, glade stemninger. Ikke at jeg har oplevet noget grimt i byen, men de glade minder fra barndommen er bundet uløseligt sammen med Sisimiut.... men byen har noget, som jeg godt kunne tænke mig, vi også havde mere af i Sisimiut: 
KUNST!
Igår aftes måtte jeg også tage afsked med Simon. 
Vi har været sammen stort set hele tiden efter skoletid, og det har været hyggeligt og dejligt at se, at han har det godt
