10 grams glæder

Skovlen er i flittig brug heroppe. Jeg når knap at få den sat på plads, før jeg må finde den frem igen. Da jeg kom hjem fra arbejde i går (sent) kunne jeg konstatere, at bilen hverken kunne komme frem eller blot sættes i nærheden af vores respektive bopæl, og så måtte jeg jo på den igen-øv. Så sjovt synes jeg altså heller ikke det er at skovle. Men det blev gjort, og i dag kan jeg starte fuldstændigt forfra. Dog kan jeg glæde mig over alle mine små gæster, der år efter år, husker at der er frø og mejsekugler til dem på vores altan. Det er mig fuldstændigt ufatteligt, at så små væsner kan overleve i rygende snestorm og stærk kulde. De hensætter mig altid i store filosofiske tanker om livets små og store glæder, så jeg fortsætter med at drysse frø ud til dem og håber, at de kommer igen og igen og igen. Jeg ved ikke rigtig om de er grå eller hvidsiskner, men hjerteglæde bringer de midt i sneen og kulden