søndag den 15. juni 2008

Barndommens gade

Lige nu er alt stille omkring mig..det har det nu ellers været hele tiden, men som en sjældenhed er jeg helt alene i huset, og der høres kun de lyde, der når op til mig, nede fra vejen. Vinden lagde sig tøvende i går aftes, og da havet også gav efter, og lagde sig til ro, tog Jan og jeg ud og sejle. Pigerne blev udstyret med telefon både hjem til min mor, til os og med strenge instrukser, formaninger og påbud om både det ene og det andet. Vi var ikke de eneste, der var kommet i tanke om at sejle ud i den lyse "sommer"- nat, så vi mødte en masse andre joller, der ligesom os, sikkert lige så utålmodigt havde ventet på sejlvejr. Det var dejligt, men vi blev nødt til at sejle hjem igen ret hurtigt, da Jan skulle tidligt op og på arbejde i morges. Der har været eksamen hele weekenden på skolen... Heldigvis kunne han gå til og fra arbejdet i dag, men kunne dog ikke tage med mig ud og sejle i dag, da han skulle være stand-by, hvor jeg derfor var alene. Ja, dvs. helt alene ude på havet var jeg ikke. Der var så mange både og de skød alle sammen efter sæler,- eller var det monstro den samme? så kuglerne fløj om ørerne på mig. Det lød som en anden krig, og jeg blev faktisk meget utryg ved situationen, så jeg sejlede ud af fjorden, hvor der så til gengæld ikke var noget som helst at komme efter, og hvor bølgerne vippede jollen lystigt, så jeg næsten blev søsyg. Lettere irriteret over en delvist ødelagt sejltur, kunne jeg så tage hjem, hvor Jan så havde fået fri, og kunne overtage jollen, så han og Laura er nu sejlet op i 1. fjord/kangerluk tulleq sammen med weekendens cencorer og Jesper. Irritationen og ærgelsen blev vasket af i badet, og så var Sara og jeg klar til at indtage aftensmaden sammen med min mor i kafé Ukiivik, og på vej hjem fik min mor den indskyldelse, at hun og Sara skulle se om der var en fuglerede på/i "hendes barndoms fjeld", som også har været både mit og mine søstres. Minsandten, jo! Det må være een af byens ældste fuglereder, for så langt som både min mor og jeg husker tilbage, har der altid lige netop i den revne i klippen, hvert år været en rede med unger i om foråret. Jeg stod og blev lidt nostalgisk over udsigten..mine bedsteforældres hus er ikke længere, men udsigten er den samme, og den kan jeg udenad, for dengang jeg var barn, var vi børn hos vores bedsteforældre om ikke dagligt, så mange gange om ugen, hvor der altid var en voksen, når far og mor var på arbejde..dengang tiden gik langsomt og sommeren varede i en evighed, og mens jeg stod der ved det gamle fundament til deres hjem, kunne jeg pludselig genkalde mig følelsen af barndommens pulsslag med ubekymrethed og tryghed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding