Begivenheder i kø

Det er den her tid på året, hvor oplevelser og begivenheder står i kø og faktisk indimellem ligger ovenpå hinanden.

For under 14 dage siden blev det store hundeslædevæddeløb sted.

Et hundeslædevæddeløb, som blev verdenskendt da nogen havde planlagt at komme og se det, men det blev ikke til noget.

Et par dage forinden, blev børnenes hundeslædevæddeløb afholdt og der var stor opbakning til det løb.. også omend det ikke blev omtalt nær så meget, som de voksnes væddeløb.

I tirsdags kom een af vores venner fra Nuuk. 

Han skulle bo hos os op til at han skulle deltage i Arctic Circle Race. 

Til hverdag bor han i Nuuk. 

Han har tidligere været heroppe og deltaget i Arctic Circle Race, men som fotograf, hvor vi hyggede os ude løjperne med at fotografere sammen.

Jeg var kommet til at lave forskellige planer til lige akkurat den dag, uden at tage hensyn til, at han skulle komme, men han er flexibel og indrettede sig. 

Jeg havde lovet en ualmindelig sød og dygtig kvinde en hundeslædetur,-hun  havde fortjent noget ekstra, men Jan faldt jo for 3 uger siden da vi skulle ud og køre hundeslæde, og i faldet tog han fra med sin højre hånd, hvor han så brækkede en knogle midt i hånden.

Det er heldigvis et ukompliceret brud, som “kun” krævet ro, gips og tid, men det er besværligt for ham og vi kan så ikke køre slæde med vores egne hunde.. endnu.

Jesper trådte heldigvis til, så jeg kunne holde mit løfte og vores gæst havde sit kamera med og tog ud og så os tage afsted.

Han tog nogle fantastiske billeder, som jeg har fået lov at vise lidt frem.

Foto Lars Poort-Demant

Fredag formiddag kl 10.00 blev det hidtil største antal skiløber til ACR sendt ud i terrænet. 

Der var strålende sol, blå himmel og en fantastisk stemning, men DMI havde lovet kraftig blæst sidst på eftermiddagen og vinden kom som lovet, som lyn fra en klar himmel, så de sidst ankomne til campen ude i fjeldet kom i mål i noget der lignede en snestorm.

Fredag aften sad  Jan og jeg i forsamlingshuset og spiste. 

Det var mesterkokken Inunnguaq Hegelund, som stod for maden. 

Det var et underligt, sjovt og meget utraditionelt koncept, hvor vi sad i det her rum, hvor der er alt for højt til loftet, men papirsduge på bordene, små købeservietter og umage bestik, men maden var uovertruffent og helt igennem godt.

Vi fik 4 retter. 

Først fik vi en skaldyrssuppe, som smagte af mere og dernæst fik vi en fiskeanretning. 

Der var grønlandsk stenbidderrogn med små stykker hvid fisk til og en fin form for mousse og det var akkurat krydret, så man ønskede at der var mindst en portion mere.

Vi fik moskussteg, som var mørt og som lå i en lækker sauce, og akkompagneret med grøntsager, som man vist ikke kan lave hjemme selvom det blot var en ganske almindelig gulerod og noget broccoli.

Det blev annonceret at vi skulle have æblekage til dessert, og jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men mine forventningner svarede overhovedet ikke til det, som blev serveret.

Måske var der hvid chokolade med et drys lakrids? 

Måske var det noget fløde-skum, som var tilsat et magisk drys. 

Jeg ved det ikke. 

Jeg kunne godt smage æblerne og lidt vanilje, men jeg ved at det ihvertfald ikke er det resultat, som jeg opnår, når jeg en sjælden gang forsøger at lave noget æblekage/æbledessert.

Maden kunne jeg skrive længe om, men så ville der ikke være plads til at jeg også skrev om Ole.

Han spillede mellem retterne. 

Han er jo kongen af den grønlandske musikscene, hvis du spørger mig.

Han har skrevet og spillet sine sange, sålænge jeg erindrer og hans numre lydkulisse til min ungdom, mit voksne liv, vores fester, vores hverdagsliv og alle kan mere eller mindre synge med på hans numre.

Jan og jeg sad forrest, så vi sad kun få meter fra Ole, der sad med sin kop kaffe, som han fik fyldt op ofte og som der indimellem blev rørt lidt rundt i.

Som aftenen skred frem blev han bedre og bedre. 

Han spiller jo så eminent på guitar og de numre som vi kender fra cd-erne, hvor der er fuld instrumentering, spillede han alene mand på sin guitar, så intet mangledes.

Han synger, så man bliver fanget af tonerne, teksten og lyden af hans helt unikke stemme.

Det var min søster Lena, om fik mig overtalt til at vi skulle med. 

Der var gået lidt koks i Lena og Johannes planer, men det lykkedes til sidst med det resultat, at vi uplanlagt kom med til den fine middag med den fine musik i verdensklasse.

I lørdags var der tæt snefald, whiteout og lavthængende tætte skyer på himlen. Jeg kørte ud i hytten og det var en speciel oplevelse at køre på isen, hvor der ikke havde kørt andre end mig.

Jan kom et par timer senere og vi kørte så hjem til at vi tidsnok kunne spise lækker take-away og jeg kunne starte op på en ny baret-hue.

Og som vejret kun kan vende heroppe, vågnede vi søndag morgen til høj, blå himmel og en sol, der bragede ned med fuld styrke.

Der var drevet vestis ind til kysten, så der var is så langt øjet rakte.

Der blev drukket formiddagskaffe og lagt planer. Jan ville ikke nogen steder hen. Han ville kaste sig ud i at lave grydesteg for første gang, så Laura og jeg gjorde parat til at køre ud i baglandet på snescooter.

Vi endte ude i vores hytte.. igen og min yngste søster og hendes mand kom og nød resten af dagen sammen med os derude.

Nu rejser ACR-deltagerne tilbage til hvor de kom fra. 

Vi fortsætter hvor vi slap hverdagen, men det er kun for et par .. 5 for mit vedkommende, før vi har påskeferie.

Midt i ferien er der forskellige sportsbegivenheder her i byen og ikke mindst er der det årligt tilbagevende Arctic Sounds festival som også trækker mange mennesker udefra hertil.

Det er en hektisk, begivenhedsrig og altid spændende tid på året, men mest af alt så  glæder jeg mig til at slappe af, og jeg har planer om at spise mit påskeæg i stilhed ude i naturen i år, for jeg trænger til at sænke skuldrene og trække vejret dybt.

En arbejdsdag i det fri

Som hele verden sikkert ved, blev det traditionsrige hundeslædevæddeløb for børn afholdt her i byen i går.

5 elever fra skolen, hvoraf een af dem er min, skulle deltage. 

Jeg havde forsvoret at jeg ville ud at se det, men hele skolen var inddirekte blevet opfordret til at gå ud og heppe på vores elever. Selvfølgelig og selvfølgelig skal børnene have opbakning.

Der  ligger så mange timers arbejde og træning bag. Det ved jeg om nogen, alt om. 

At gamle mænd og penge skal ødelægge det for dem, var for sørgeligt, så jeg tog derud sammen med elever, kollegaer og resten af byen.

Det varslede besøg af enkelte højtstående folk fra vest udeblev og dem jeg talte med, var lettede over det. 

Min mave er stadig, bogstaveligt talt meget urolig over hele verdenssituationen. 

Folk klynger sig til deres små ekko-rum, hvor de kan blive bekræftet  i deres egne overbevisninger og disse dage er jeg ked af, at jeg ikke har styrket mine relationer. 

Stemningen ude ved hundeslædevæddeløbet var næsten som det plejer.

Måske var det mig, der ikke kunne tælle, men jeg fornemmede, at der var flere tilskuere end der plejer. 

Væddeløbet har jo fået massiv reklame og jeg håber for fremtidige arrangementer at det bliver knap så svært at dække de mange og store udgiftsposter, som der er i forbindelse med løbet og at man kan finde andre og mere hensigtsmæssige samarbejdspartnere fremover.

Da Laura fik fri om eftermiddagen, fik de og Jan handlet og Laura lavede os en ny og spændende ret til aftensmaden, og da vejret stadig var så fint, valgte Laura og jeg at køre en lille tur på snescooter ud i vores smukke bagland.

Der er stadig så meget smukt i denne verden at værne om. 

Strikkeudfordring

 Min yngste søster havde fødselsdag i søndags. 

Hun fyldte 52 år.

Hun valgte ikke at fejre sin fødselsdag og ville hellere bruge sin dag udenfor, så vi kørte en tur ud i fjorden, hvor vi spiste lidt medbragt mad, drak kaffe og te og nød solen.

Det blev en god dag, hvor vi kom i zen og ro. 

Jeg var ikke 100% rask, men heller ikke syg nok til at ignorere det gode vejr. 

Jeg døjer stadig med ingen energi, træthed, ømme muskler, ru hals, hovedpine og en svag feber, som kommer og går, og det krydret med en til tider urolig mave. (der er vist mange, som har det på samme måde, så jeg formoder, at det er en virus, der er i omløb)

Jan  måtte desværre blive hjemme for hans håndled er ikke helt groet sammen endnu. 

Han har ikke ondt som sådan og når han holder den i ro går det nogenlunde. 

Han var på sygehuset i går, hvor han fik den røntgenfotograferet og helingsprocessen går planmæssigt og fint, men han passer på, så derfor valgte han også at blive hjemme i søndags.

Dagen forinden gav jeg min søster en strikket cardigan. 

Hun strikker ikke selv, men det gør både min mellemste søster og jeg jo, så hun bliver ikke snydt og hun ved, at hun har carte de blance med hensyn til strik. 

Jeg har strikket en Dagmar jacket til mig selv i original garnet og jeg er selv så glad for den, både at have den på og at strikke den, og spurgte hende derfor, om ikke også jeg skulle strikke en til hende.

Det ville hun ikke modsætte sig, så jeg fattede opskrift og garn een gang til og fik den strikket til hende, så den kunne afleveres til hende på hendes fødseldag. 

Jeg gjorde mig ekstra umage for at undgå småfejl, men jeg fik vist alligevel strikket ærmerne lovligt lange. Det kan der jo heldigvis rodes bod på, hvis hun ønsker det senere.

Der er nogen opskrifter som er lidt sværere at komme godt afsted med. 

Jeg har endnu engang kastet mig over denne baret. 

Ikke fordi jeg vil begynde at gå med baret eller for den sags skyld hue (det gør jeg sjældent), men mønster og udformningen er udfordrende for mig og jeg vil så gerne kunne krydse den af på min egen lille strikkeliste, så jeg starter lige forfra for 117 gang og forsøger at komme i  mål.

Selvom strik skal være fornøjeligt, hyggeligt og sjovt, må det også gerne udfordre hjernen engang i mellem, -være en form for hjernetræning når nu sudoku ikke fanger min interesse.

Urolig

 Hvad er grooming?

Grooming” er et engelsk begreb, der dækker over den situation, hvor en voksen (groomeren/krænkeren) igennem en periode opbygger et tillidsforhold til et barn eller en ung med henblik på at overskride den "mindreåriges "grænser, ofte ved at få dem til at gøre noget xxxx eller ved at begå xxxxx overgreb mod dem.

Grooming kan både foregå fysisk og digitalt – eller som en blanding. Det kan fx starte online, men med tiden udvikle sig til et fysisk møde. I dag ser man dog rigtigt mange tilfælde af grooming, hvor det udelukkende foregår digitalt"

Lige pludseligt fik det store, flotte arrangement en meget, meget bitter og grim smag i min mund, da der i netavisen Sermitsiaq kan læses, at arrangementet har fået opbakning og økonomisk støtte fra USA via det amerikanske konsulat i Nuuk.

Gad vide hvordan KNI har det med at være med-hovedsponsor for det hundeslædevæddeløb, som fru V. og hendes følge pludseligt viser interesse for?

D.T. lover os guld og grønne skove, hvis vi bare lige vil lade os annektere, indlemme og indgå under hans kyndige styre... bag ham sidder hans folk og slår sig på lårene af grin.

Hr. Vance var een af dem, som grinede højlydt og han er bestemt ikke en hr. hvem-som-helst og han har nu sendt sin kone på en lille turisttur herop, men hvad jeg ikke forstår er, at en almindelig turist vil mødes med byens borgmester og hvorfor medbringer denne almindelige turist sit lands sikkerhedsrådgiver.

Der er en del heroppe som ikke ser det problematiske i denne lille amerikanske turisttur.

Jeg har seriøst ondt maven over alt dette, og ved ikke hvilket ben jeg skal stå på.

Jeg ønsker at efterlade mit land til mine børn og kommende børnebørn vidende at der er sikkert, trygt, at der er et frit demokrati, hvor menneskerettigheder (# 21 og #28 fremhæves i min bevidsthed her) bliver overholdt

Det er min yngste søsters fødselsdag.

Solen skinner udenfor, men indeni mig raser et stormvejr af bekymring over hvor vi er på vej hen? Det virker total ukontrollabelt, det som foregår omkring os,-ikke bare her, men i hele verden.

Overaktivt nervesystem

 Min dag startede med, at jeg vågnede op fra et forvirrende maridt.

Er jeg mon den eneste, der noget nær altid har maridt, når jeg er syg?

Jeg kan ikke huske, hvad maridtet helt gik ud på, men det var noget med hundeslæde, skarpe isbjørnetænder og noget med at flygte gennem dyb, blød sne.

Jeg vidste inden jeg slog øjnene op, at det ikke ville nytte meget at stå ud af sengen, for halsen er ru, hovedet er tungt, ømt og smertende ligesom resten af kroppen.

Jeg forsøgte dog alligevel at stå op for at se om jeg kunne magte at gå på arbejde og efter at. have trisset lidt rundt i huset, kunne jeg mærke på hals og krop, at det  vist var bedst for både mig og min arbejdsplads at jeg blev hjemme i min seng.

Jan skulle lige have hjælp med sin jakkes lynlås og med at få en tyk sok over sin gips-hånd og så lullede jeg i seng igen.

I formiddags stod jeg så op for at lægge mig i sofaen, hvor jeg så sov lidt videre.

At vi nærmest kollektivt i byen/landet har et nervesystem der er i forhøjet alarmberedskab, kunne jeg konstatere, da min  yngeste datter fra Ilulissat ringede mit mellemste barn op, at hun havde set på de sociale medier, at der gik mænd rundt nede ved vores Brugs og delte knaldrøde kasketter ud.

Inden jeg overhovedet vidste mere og havde set det ved selvsyn, var jeg i mine tanker ved at organisere en demonstration mod dem, arrangere og samle folk sammen, men de sociale medier kunne lynhurtigt fortælle mig, at det var nogle ganske andre kasketter, der blev delt ud i dag i vores by nede ved Brugsen.

Men min og andres reaktion vidner jo om, at der ligger en uro et eller andet sted indeni os, som ikke helt har fundet ro. Gad vide, hvornår vi kan føle os mere sikre og trygge i vores eget land?

Der hersker en hektisk stemning igen.. først var det valg til Inatsisartut og der er igen valgkamp; denne gang kommunalvalg.

Der opstår hurtigt stemninger, som ikke altid er behagelige og indimellem bliver jeg endnu mere utryg, for det er så åbenlyst med nogen af kandidaterne at de arbejder for sig selv og ikke for det store fællesskab, men for helt egen vindings skyld.

Jeg ser det i det store hele, men jeg ser det også i mindre kredse, hvor jeg færdes, at man vil rigtigt gerne nyde af fællesskabet, men vil ikke yde til det.

Jeg er beroliget en anelse nu over at kasketterne ikke blev ledsaget af dollarssedler og et "see you again.. soon"