Påskeferieforventninger
Vi lever det smukkeste sted man kan tænke sig og jeg har svært ved at se mig selv andre steder end i disse overvældende, unikke og smukke landskaber.
Hverdags-glimt fra Sisimiut i Grønland
Indsendt af Dortheivalo kl. 08.08.00 0 kommentarer:
Igennem alt for lang tid har jeg kørt i et alt for højt gear.
Inde i mit hoved har det larmet, regeret og støjet med alt muligt og især og nok mest umuligt.
Jeg har argumenteret med mig selv om ingenting og alting, spekuleret mig vind og skæv uden at have noget konkret at spekulere over og jeg har ladet underlige tanker køre rundt med mig.
Der er danskvand-brus lige under min hud mellem de inderste og yderste nerve-lag og mine drømme har kørt frihjul, så jeg har ligget vågen mange timer mange gange om natten og om morgen har jeg været oppe og køre, selvom jeg måske var lidt for træt efter søvnmanglen.
Og så alligevel ikke. For jeg føler heller ikke at jeg når, det jeg gerne vil nå og alt det jeg sætter mig for og så kører tankerne igen derud af med en hastighed, som man ville få en fartbøde for.
I morgen når klokken slår fyraften, så står min mellemste vidunderunge hjemme, for hun ankommer med flyet i morgen formiddag. Jeg skal lige have overstået arbejdsdagen inden jeg helt kan svælge mig i moderlykken og for at det ikke skal være løgn så kommer Sara og Max på lørdag.
De bliver her påsken over og jeg glæder mig til at køre ned i gear, lade roen sænke sig, sænke skuldrene og lade hjerne køle lidt af.
De sidste par år har trukket store veksler på min indre konti.. både på den almindelige og opsparingskontoen.
Jeg er gået i en indre betalingsstandsning, men er ikke helt konkurs.. endnu og det skal heller ikke ske.
I hverdagen forsøger jeg at få det indre regnskab til at gå i nul, ved at tage af hverdagens små glæder, øver mig i at finde små positive klatregreb i hverdagslivet, som jeg kan hænge min lid op på og jeg prøver at ryste hverdagens skidt af mig inden jeg lukker mine øjne for natten, men du kender det sikkert; du vågner ca 23 minutter efter at du er faldet i søvn med galoperende hjerte og blodet arrigt brusende i hele kroppen og der går uendeligt mange tanker igennem hovedet inden du igen kan lukke øjnene.
Jeg tror at kroppen kan huske og måske endda få dårlige vaner, som ikke har noget med hjernen at gøre-agtigt. At den husker de der stoppesteder i søvnen og tror at den skal afbryde hvilen og vække hele systemet, men nu overtager jeg altså kommandoen og sørger for at hoved og hjerne finder tilbage til det langsomme flow, hvor tankerne kommer ind en ad gangen i behørig orden og med ærlige ærinder uden at falde over hinanden og blive liggende.
Jeg plejer at være rimeligt god til at rydde ud, rydde op og få sat systemer, som er til at finde ud af.
En af metoderne er at komme ud.
Bare ud på den ene eller på den anden måde og i går var jeg ude og fotografere børnene hundeslædevæddeløb, hvor der var deltagere fra mange af de nordlige hundedistrikt-byer.
Indsendt af Dortheivalo kl. 22.05.00 0 kommentarer:
I torsdags fyldte min yngste søster 50 år.
På selve dagen blev det fejret med fin mad på hotellet for den nærmeste familie og det var hyggeligt og maden var exceptionelt god.
Om fredagen var der åbent hus, hvor der var lagt op til mere mad, vin og musik.
Det blev også en sjov og hyggelig aften.
Jeg kunne godt have brugt mange flere timer, men morgensdagen lå og lurede i min underbevidsthed.
Jan og jeg skulle forholdsvis tidligt hjem, da vi skulle til en begravelse dagen efter.
Een af vores meget gamle venner, som vi har haft mange gode sejlture og jagtture med, havde været syg og var uventet og ret pludseligt død.
Vi rendte ikke hinanden på dørene og når vi var sammen var det med ganske få undtagelser ude i naturen og på havet.
Jan arbejde sammen med vores ven i en del år og så derfor meget mere til ham og havde meget mere kontakt end jeg havde.
Vores ven var blevet bedstefar og det fyldte en del i hans liv, og hans store interesse for sang og musik, hvor han især gjorde sig fantastisk godt med sin specielle, dybe, lidt hæse bas og sin kunnen udi at dirigere.
Jeg fulgte med på sidelinien og var hver gang jeg så ham til arrangementer, på gaden eller til sammenkomster, glad for at kunne sige at han var min ven.
De år hvor vi sejlede, sejlede og bare sejlede sammen, lærte han mig en masse; viden, som ellers er gået tabt, hvor han kunne huske, hvad hans egne forfædre havde lært ham.
Jeg var ikke opmærksom nok, lærte ikke i det omfang, som jeg gerne ville have gjort, men han øste tålmodigt ud af sin viden uden at blive stødt over eller ked af, at mange af hans fine guldkorn og perler sang til bunds i det hav, som vi sejlede rundt på.
Vi kunne sidde sammen i timevis uden at nogen af os sagde noget.
Du kender sikkert også nogen, som du kan sidde sammen med uden at skulle fylde stilheden ud?
Den stilhed vi plejede at sidde sammen i, var tryg og fyldt med ro.
Han havde ingen fordomme og hvis han havde, viste han dem aldrig til mig.
Sagde ikke noget negativt om andre, men var tilgivende og rummelig.
Det var den side af sig selv, som han viste mig.
Jeg forestiller mig at det også var den side han viste alle andre.
Indimellem kom han i tanke om en sang, en salme eller melodi, som han sang.. måske til mig, måske til sig selv?
Det blev aldrig akavet eller underligt, som det måske ville have været, hvis jeg pludseligt begyndte at synge for dig, men hans sang var hyggelig, dejlig og mange gange indledning til en ny samtale om et nyt emne.
Nu tænker du måske at det er underligt at en voksen mand og en voksen kvinde sidder mutters alene ude på havet og der har stukket noget under?
Det kan jeg forsikre dig om, at der aldrig var.
Jeg har aldrig i mit liv mødt en mere anstændig og respektfuld mand.
Mens jeg sidder her og tænker på ham, er de første ord, som dukker op i mit hoved: kultiveret og civiliseret. Han var så velopdragen og viste så meget pli.
Du har sikkert også mødt mennesker i dit liv, hvor deres blotte tilstedeværelse gør at du opfører dig lidt bedre, husker at sige tak og være taknemlig uden at det hverken bliver stift, akavet, påtaget eller falsk.
Sådan havde jeg det.
Jeg gjorde mig lidt mere umage og ville gerne vise min bedste side og jeg følte at jeg blev et lidt bedre menneske, når jeg var sammen med ham.
Jeg ville sådan have ønsket at han var med til sin begravelse på en anden måde, end det han var.
Han fik den smukkeste, smukkeste begravelse, som man kan tænke sig.
Vejret var strålende.
Luften var knasende frisk, en anelse kold, men vendte du ansigtet mod solen og lukkede øjnene, blev huden varmet op og sindet lidt lettere.
Kisten var ikke båret ind i kirken. De kormedlemmer, som han gennem tiden havde dirigeret, stod så smukt oppe ved alteret med en blå blomst i hånden mens de ventede og da fanebærerne trådte ind, rejste vi os alle.
Der var en andægtig tavshed, som fyldte hele kirken, greb os alle i de dybeste hjerterødder og så begyndte koret at synge på smukkeste vis.
Hans stemme manglede. Alle kunne høre at der mangledes noget væsentligt. Ham.
Og så blev han båret ind.
Familien bar ham ind efterfulgt af mere familie, mens koret sang så smukt at det alene ville have været mere end rigeligt til at trække tårerne op i øjnene.
Præsten holdt en tale, hvor man så tydeligt kunne høre, at folk, som havde kendt vores ven, havde bidraget.
Hans store grønlandske sproglige viden, som han også underviste i, hans dybe engagement i og med korsang og ikke mindst hans kærlighed til sin familie og til hans venner.
Vi sang en salme og koret stillede sig igen rundt om kisten med deres blomst i hånden, hvor de endnu engang sang en smuk salme som de sluttede af med at ligge blomsten på kisten, og hvis man ikke var blevet grebet om hjertet før, så blev man det nu.
Kisten blev båret ud og i kirkegården sang koret igen.. efter at præsten havde kastet jord på kisten i hullet og vi havde sunget en smuk salme.
At stå der på kirkegården og lytte til koret (faktisk var det to kor, som sang sammen; et alm kor og et mandekor) er noget af det, som jeg vil huske meget meget længe.
Som man gør heroppe, hjalp alle til at dække hullet til, lægge blomsterne pænt på graven og der blev taget billeder til minde og til dem som ikke kunne deltage og så var der kaffe på hans tidligere arbejdsplads.
Der stillede nogle af hans kollegaer sig op og sang for med tværfløjte, klaver og guitar da vi alle sang " du som har tændt millioner af stjerner" , som vores ven har oversat så smukt til grønlandsk og korene sluttede af med at synge den smukkeste salme som vores ven holdt ekstra meget af.
Mit hjerte var så knuget, så blødt, så trævlet så opfyldt og så tomt.
Jeg ville ønske at han havde været med på en anden måde, end det som han var med på, for han skulle altså have hørt de kor, som han har øvet med så mange, mange gange, synge så inderligt smukt.
Han ville med garanti også have frabedt sig al den virak omkring sin person og henledt opmærksomheden hen på noget andet.
Han fik en al, al for tidlig død.
Han havde fortjent, at han havde levet meget, meget længere og det synes jeg faktisk også vi andre havde fortjent.. at han levede meget længere, for han lærte fra sig både bevidst og med sin tilstedeværelse og det han havde at give, var ikke kun noget man kunne læse sig til.
Han fik den smukkeste begravelse.
Den smukkeste og dog den meste enkle begravelse.
Der var ingen pomp og pragt, men den stemning, som han gav andre, mens han levede, den blev båret ind og foldet ud, sunget fra hjertet og givet tilbage på hans sidste rejse.
Da Jan og jeg kom hjem, pakkede vi lidt mad ned i en taske og kørte ud i hytten, hvor vi så solen gå ned og stjernerne dukke op en efter en på den klare, kolde arktiske nattehimmel.
Vi var begge dybt mærket og bevæget over afskeden med vores ven og den smukke begravelse, men når det ikke kunne være anderledes er jeg taknemlig for at det bliver med så smukt et sidste minde.
Ære være dit minde, Aka.
Indsendt af Dortheivalo kl. 12.07.00 6 kommentarer:
Man er ikke altid herre over, hvem man kommer til at elske i sit liv og er man uopmærksom et øjeblik kan man risikere at miste sit hjerte ... til en kat.
For lidt over 10 år siden ville jeg have benægtet pure at jeg kunne falde for en kat og endda komme til at holde af en kat.
Faktisk syntes jeg de var for svære at aflæse fordi de ingen ansigtsmimik har.. troede jeg og fordi jeg konsekvent sammenlignede katte med de hunde, som jeg var vant til.
Sara, mit yngste barn er vild med dyr og har altid drømt om at have en hund; en indehund, men en slædehund som indehund er lige voldsomt nok både dengang og nu, så vi var ret konsekvente i vores nej.
Man må ikke have andre hunderacer end den grønlandske slædehund nord for polarcirklen eller i hundeslædedistrikterne, da man vil bibeholde den grønlandske slædehunderace ren og uden indblanding med andre hunderacer.
Som barn havde jeg en blå undulat og senere havde jeg en kort overgang et marsvin, men min far har næsten altid haft slædehunde, som vi kørte slæde med og da børnene var små, var der både undulater, hamstre og jeg tog en gråsisken med hjem, som ikke kunne flyve og som vi endte med at have i over tre år, og det passede sig rigtigt dårligt i min verden med en fugl, der ikke kunne flyve og Saras ønske om at få en kat, når nu en hund ikke kunne komme på tale, så svaret var hver gang et bestemt, men venligt "Nej".
Hvordan hun pludseligt en januardag dog fik os til at sige ja til en lillebitte kattekilling, som vi ikke havde set, står mig stadig hen i en gådefuld tåge.
Og indrømmet, så gik der jo ikke lang tid inden den uønskede kat, havde stjålet vores hjerter og vi ikke kunne forstå, hvorfor vi havde sagt nej, nej og atter nej, så mange gange.
Sara rejste til Bruxelles og efterlod os katten og hun skulle videre rundt i uddannelsessystemet og katten var en trøst og var selskab, da børnene en efter en efterlod barndomshjemmet.
Som nogle ved, er der ingen dyrlæger her i byen; faktisk er der vist kun dyrlæger i Nuuk og der kan man jo ikke bare lige bestille en dyrlægetid og rejse til, for rejser rundt her i landet er dyre, besværlige og skal planlægges uden man da har garanti for at planen lykkedes, så vi har aldrig haft mulighed for at få vores kat steriliseret, men vi har kunnet hente p-piller til hende, for at forebygge noget løbetid.
Vi har været meget tilbageholdende med at give hende p-pillerne, da vi har læst at de kan forårsage kræft alle mulige steder, så det har været i korte perioder vi har måttet ty til dem.
P-pillerne kunne vi købe på kommunens borger-henvendelse, sammen med ormekur til hundene og bestille en rabiesvaccination hos en hundeinspektør, som ikke har anden uddannelse udi sygdomme hos dyr, end hvad der er almen viden, men nogle regler, bestemmelser andre ting, som jeg aldrig helt fandt ud af gjorde, at muligheden for at købe p-piller pludseligt var væk og vores kat kunne gå jamrende rundt i huset ca hver 3. uge uden at kunne forstå, hvorfor denne løbetid som hun jo naturligt kom i, ikke kunne lindres på nogen måde.
Det var synd for hende og det var ikke rart at se eller høre på.
Så fik vi pludseligt fint besøg af nogle dyrlæger, som havde oprettet et intermissitisk "dyrehospital" nede på det gamle skibsværft og jeg skrev om der var mulighed for at købe p-piller til hende, men de tilbød at sterilisere hende, og det endda gratis.
Vi takkede taknemligt JA tak til tilbuddet og i går kørte jeg hende så afsted i en transport taske ned til det gamle skibsværft.
Hende, som aldrig kommer ud og kun ved uheld har været udenfor huset, sad i tasken under et tæppe og miavede uforstående og mit kattemoder-hjerte styrtblødte, og hvis jeg ikke havde skullet stå foran andre voksne mennesker, havde jeg såmænd også nok fældet et par tårer i medfølelse.
Jeg afleverede hende kl 09 om morgenen og da de havde lyttet til hendes hjerte og vejet hende, kom de ud til mig og og sang en meget stram sang fra de varme lande vedrørende hendes vægt, som ikke er svarende hendes højde.. altså hun er alt for tyk.
Vi har aldrig kunnet komme til at veje hende, men dyrlægen kunne fortælle os at hun vejer hele 6,5 kg, hvor 4 ville have været mere passende. Øv.
Vi vidste det godt, men især Jan har hun fået dresseret godt til at når hun vipper med halen, blinker med øjnene og miaver lidt ynkeligt, så giver han hende mad mens han messer medfølende ord om sult, lækkersult og kærlighed givet i form af mad.
Jo, især ham, men såmænd også os andre.
En kat som aldrig kommer ud bevæger sig ikke nær så meget, og selvom vi bor i et stort hus, så har det været sværere og sværere at drive hende ud i leg og bevægelse og vi kender det fra os selv, at vi jo bliver mere og mere mageligt anlagt og kan vi lægge i sofaen, så gør vi hellere det, og dermed kunne vores stakkels kat nu indkassere grimme ord om sin vægt og facon hos dyrlægen, som dog også rådgav os om slankekure for katte og fortalte om produkter, som kunne gøre det lettere for os at hjælpe hende med vægttab.
Vi blev ringet op sent eftermiddag efter vi neglebidende havde gået i tætte cirkler hjemme på stuegulvet, at nu kunne vi hente vores tykke kat igen.
Operationen med at fjerne både livmoder og æggestokke var gået fint og vi fik både smertestillende og antibiotika med til hende.
Hun lå bare fuldstændig groggy i tasken, mens øjnene rullede underligt rundt i hovedet på hende og når hun forsøgte at rejse sig, dinglede hun sidelæns inden hun væltede omkring.
Jan og jeg sørgede for at have tæpper til hende og være lige omkring hende hele tiden og lige inden vi skulle i seng, kunne vi lokke de ny-indkøbte, store grønlandske luksusrejer i hende.
Jeg skal møde sent i dag og når jeg møder, har Jan skemafri og kan komme hjem og holde øje med at hun hun har det godt.
Vi, der ikke ville have kat, har pylret, nusset og været bekymret for den kat, som vi den første uge dengang i 2011 ikke ville involveres i.
Hun stjal vores hjerter ❤️
For at kunne have vores kat i så mange år som muligt, sætter vi nu (altså når hun er lidt mere ovenpå om 4-6 dage) ind med slankekost og bevægelse.
(synes forøvrigt at det er for tidligt at Jan joker med at: "vores kat er så tyk, at hun skulle opereres på et skibsvært" er helt passende.. endnu og især når det er os, som ikke har formået at passe på hende, som vi skulle)
Indsendt af Dortheivalo kl. 08.56.00 0 kommentarer:
Skal jeg tilstå noget?
Jeg har gået og tænkt på, at jeg bliver mere og mere doven, lad, forvent og mageligt anlagt, hvad angår læsning.
Og jeg er endda lærer. Sproglærer for at det ikke skal være helt løgn.
Jeg er også een af dem, som læser overskrifterne og derefter scroller lidt tankeløst ned over den resterende tekst, mens jeg lidt opgivende forsøger at finde nogle enkelte ord, som jeg kan hægte min interesse op på, noget som kan fastholde og noget som kan tvinge mig ind i teksten.
Kender du det?
Jeg har talt med nogen om det og jeg kan høre, at jeg desværre ikke er den eneste, som er kommet ud af træningen med at fordybe mig, være mere undersøgende og læse indad og tæt.
En fængende overskrift, et par billeder og så er jeg mæt og gider ikke læse mere og tror forøvrigt at jeg har fået al det essentielle og vigtige ud af enhver tekst.
Jeg er, ligesom så mange faldet for lydbøgerne og podcastene og ja, der kan man også fordybe sig, finde viden og komme helt ind til benet, men når jeg sidder med mine høretelefoner på, strikketøjet i hænderne eller spinder garn og lytter til en indtalt bog eller nogen som har gjort et forarbejde for mig og søgt viden, som de så deler ud af, føler jeg lidt at jeg snyder på en eller anden måde.
Jeg er ikke helt så aktiv i min hjerne, som hvis jeg selv havde læst og undersøgt, føler jeg.
Selv når det er en god spændingsroman, som jeg kan sidde og strikke til eller vaske op til føler jeg let at jeg går glip af noget, som læsningen gav.
Jeg har bøger liggende inde ved siden af min seng, men der bliver de pænt liggende uåbnet og ulæst, for jeg ligger med min mobiltelefon og glor på instagram, facebook eller andre hurtigtfordøjelige sider, som jeg i virkeligheden ikke får mange åndelige vitaminer ud af.
Det er ligegyldige hjerne-fastfood kalorier, som jeg ikke føler giver sund næring til min intellektuelle udvikling og mens jeg så ligger der og glor på underholdende ligegyldigheder, siger jeg til mig selv, at det også er godt at lade hjernen køre lidt i frigear, finder på gode argumenter for at finde endnu en ny lydbog til i morgen og lade endnu en episode afspille på en podcast.
Jeg får lyttet til en masse gode og spændende lydbøger og det er trods alt bedre end slet ikke at få lidt "boglig" inspiration og når jeg finder oplysende, interessante, sjove, finurlige og underholdende podcast får jeg også følelsen af at have fodret min sjæl med andet end letfordærvelige internets-snask.
Og i virkeligheden er det jo ret fjollet, lidt gammeldags og lidt for konservativt, tror jeg og jeg skal nok bare vænne mig til at sådan er tidsånden i dag.
Du kan få læst næsten enhver tekst op via din digitale enhed og jeg tænker måske lidt for meget over, hvad det gør ved læsningen som læsning i al almindelighed, skrivningen og især vores evne til at fordybe os, når vi kan få det hele serveret. med lynets hast uden vi når at tænke dybere over noget som helst.
Indsendt af Dortheivalo kl. 20.45.00 0 kommentarer:
Velkommen og TAK fordi du kikkede forbi!Denne blog vil indholde lidt om
alt hvad der rører sig i mit liv: hverdagsbeskrivelser, og stemningsbilleder fra mit meget almindelige, -men
gode liv. Den vil hovedsageligt fungere som en dagb(l)og, en scrapb(l)og og som erindrings/-mindeb(l)og. Det er altid hyggeligt at få en hilsen, så hvis du har lyst, må du
gerne sende mig en. Har du også ris eller (især) ros, så er du også velkommen
til at sende mig et par ord på denne mailadresse: dortheivaloljensen @ gmail.com