Om at komme i en cementblander, sæler og små sjaler

Sent på eftermiddagen i går, blev jeg overfaldet, slået alvorligt, især på hele min bagside af kroppen, blev kørt over af en tonstung dumper, for til sidst at blive smidt i en cementblander, der var fyldt med mellemstore skærver… eller sådan føler jeg det i hvertfald.

Min krop værker helt vildt og jeg har ondt i alle mine muskler og led.

Indimellem hoster jeg lidt og så kører hovedet ekstremt langsomt.

Jeg ved i grunden ikke, hvad der har ramt mig, for det føles ikke som de influenzaer som jeg før i tiden har haft, men eftersom jeg ikke har hverken feber eller er snottet, tænker jeg, at det er en eller anden virus, som forsvinder ud i den blå luft meget snart.

“Meget snart” sagde jeg!!! og helst i går!

 

Hvad jeg er mest træt af, er at det skal tage bolig hos mig i en weekend.

 

Jeg har trængt til at slappe af, holde fri og koble fra mere end nogensinde.

De sidste mange weekender har jeg været på arbejde mere eller mindre om lørdagen og selvom noget af det har været frivilligt og selvvalgt, har det stadig været ting, som jeg har skullet møde op til på et givent tidspunkt og har skulle yde energi på.

Denne lørdag har jeg været  med til noget loppemarked fra kl 10-14. Det var også selvvalgt.

Jeg har et større projekt kørende med at få tømt skabet og skuret for aflagt tøj, rydde op og muge ud.

 

Idag har jeg fået solgt nogle af de strikkede sweatre, cardigans, veste mm. som de sidste to år er blevet for store til mig.

Strikket er solgt for billigt, men det er bedre end at det ligger herhjemme og fylder op.

Planen var, at Jan og jeg skulle starte snescooteren op og køre ind i hytten efter kl 14, men når jeg knap kan sidde på min brede, flade uden det gør ondt, så er der ikke så megen mening i at køre helt ud i hytten. Det er stadig bedre at være hjemme, når man ikke føler sig på toppen.

Jeg satser og måske er det satset for stort, at jeg kan komme ud i morgen formiddag sammen med Jan?

 

Ugen har budt på venlighed og blide strøg over arbejdsugen.

Dét var tiltrængt og jeg har nydt ugen.

Når jeg ikke skal noget eller skal andet end bare være, nyder jeg faktisk også, når blæst hvirvler sne op i solskin.

Det ser så flot og dramatisk ud, når løs sne fyger og de mange tusinde små iskrystaller glimtrer imod solen og akkurat sådan var vejret i onsdags da jeg om eftermiddagen kunne stemple ud fra skolen.

 

Om aftenen gik jeg halvvejs i panik da jeg kom i tanke om, at jeg havde lovet at se på en opskrift som een af mine aftenskole-elever ikke kunne knække koden på. Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, fandt et nøgle garn og nogle strikkepinde frem og så skal jeg ellers love for at jeg strikkede.

Koden blev knækket og jeg kunne tage det næsten færdige stykke strik med torsdag aften, så hun kunne se det færdige resultat mens jeg gelejdede hende gennem opskriften.

Jeg skyllede det lillebitte mikro-sjal op i mild sæbe og fik blokket det ud så mønsteret kom til sin ret.

Der er brugt lidt over 50 gram garn, som er rester fra denne cardigan og jeg har brugt min firkantede rundpind nr. 4mm.

Af de sidste par meter garn, som jeg havde i overskud, valgte jeg at tråde en masse perler på det dobbeltlagte garn og hækle en lang snor, hvor perlerne blev hæklet med ind. Enderne blev hæklet sammen og når du vikler det rundt om håndleddet har du en dejlig varm håndledsvarmer, som kun tager et par minutter at lave, samtidig med at det pynter (hvis du er til den slags pynt)

 

Måske har du bemærket, at der har kørt en stor kampagne for at øge salget af sælskind fanget af grønlandske sælfangere?

Der har været flere events i Danmark, demonstrationer og da Dronningen bød til dansemik, valgte adskillige af de indbudte at vise et stykke sælskind frem på den ene eller anden måde og på instagram kan du ved at følge #sælfie se en masse selfies, hvor folk viser deres støtte til de grønlandske sælfangere, ligesom der også på facebook vises en masse sælfies. (se nu nogle af linkene/de fine billeder/sælfies og naturligs også en ægte sælfie lige her)

Jeg har, naturligvis, også taget en sælfie og lagt på facebooken,

sat min underskrift lige her på http://inuitsila.org/ og jeg tyvstjæler min datter Lauras statusopdatering, hvor hun med disse ord opfordrer / spørger sine facebookvennner om følgende:

“Sælerne i arktis bliver født og lever hele deres liv i fri natur. De har al den plads de vil have, og i og med der kun er under 60.000 grønlændere og omkring 12 millioner sæler vil jeg vove at påstå at de fleste sæler dør naturligt. Gid man kunne sige det samme om kyllinger, svin og køer. De lever deres liv på meget lidt plads, opdrættes kun til slagtning, bliver tit fyldt med en masse kemikalier og en masse går til spilde når de slagtes. Fangerne i grønland lever i, med og af naturen og al fangst foregår i respekt for fangstdyret og naturen. Sælfangsten i grønland er 100% bæredygtig og når skindet sælges går kødet aldrig til spilde. Jeg støtter fangerne. Gør du?
#sælfie #støtfangerne #inuitsila (Støt med din underskrift på inuitsila.org)”

Dette, lidt rodede indlæg vil jeg så slutte brat af med to billeder, som jeg har taget for nogle år siden i Københavns zoologiske have:

 

og et billede af min søster og mig i grønlænderdragt taget i foråret 2012.

Min mors fine kamikker (dem til venstre), som er lavet i sælskind

og måske, hvis du er interesseret i at vide lidt mere om den grønlandske nationaldragt til kvinder du har lyst til at læse lidt om den her.

Hav en god søndag, så vil jeg imens forsøge at kravle ud af cementblanderen og blive frisk.

Weekendforventning på en tirsdag

I lørdags havde jeg jo lovet mig selv ud.

Det havde Jan ikke.. og så alligevel: Han havde aftalt med een af sine venner, at de ville køre på snescooter op til hytten og overnatte og de drog afsted i den klareste sol, skarp frost og blå himmel.

De var forventningsfulde og glædede sig.

 

Vi aftalte, at jeg skulle følge efter om søndagen om formiddagen og jeg stod også tidligt op for at gøre klar og komme afsted.

Jan ringede fra Iridium-telefonen /satellit-telefonen, at de ville køre ind til hans bror og hjælpe ham afsted, da han var på hundeslæde ind til sin hytte og han kunne også fortælle at det føg og blæste inde i fjorden, som der også gjorde herude.

Det kunne ikke svare sig for mig, at jeg kørte afsted og jeg derfor blev hjemme, lettere skuffet. Øv!

På lørdag er der loppemarked, hvor jeg har bestilt et bord, som jeg vil sælge noget af alt mit aflagte tøj fra, så den weekend er næsten også væk, men jeg satser, håber og tro på en enkelt overnatning i hytten.

 

Og ellers kan jeg jo doodle og krusedulle lidt flere frustrationer ned på papir.

Disse to A3 er fyldt med kruseduller og hvis ellers jeg ku finde nogle rammer med sort kant, ville de da gøre sig et eller andet sted.

Kæmpernes kamp

Jeg gjorde mig nogle strøtanker i går mens jeg gik min eneste gåtur

(gå-turs-udsigten. Mobil-foto)

i denne uge:

 

Hver dag er en kamp.

Hverdagen er en kamp for rigtig mange kvinder.

Verden over kæmper kvinder kampe både i hjemme og udenfor hjemmet.

 

De kæmper om retten til at stemme.

Retten til uddannelse.

Retten til at køre bil.

Retten til rent vand.

Retten til selv at vælge deres ægtefælle.

Retten til at få det samme i løn som deres mandlige kollegaer og retten til medbestemmelse for deres eget liv.

I nogle dele af verdenen over kæmper kvinder mod omskæring, prostitution og menneskehandel og bedre vilkår for deres døtre.

Jeg ser i TV-avisen og læser i avisen om ganske unge piger og kvinder, som bliver solgt til prostitution og slavelignende forhold og jeg tænker at de små kampe, som jeg kæmper, intet er at regne mod de kampe, som kæmpes rundt om i andre kvindeliv og jeg faktisk burde bide tungen af mig selv ved overhovedet at kalde det en kamp.

Jeg er taknemmelig for, at jeg lever i et demokratisk samfund, hvor jeg må mene, tænke, føle akkurat som jeg har lyst til og hvor jeg har politisk medbestemmelse, hvor jeg kan uddanne mig og det endda til hvad jeg har lyst til og tjene mine egne penge.

 

Mine muligheder, som kvinde, er næsten uanede i forhold til mange andre kvinders verden over og det er jeg taknemmelig for.

 

I forhold til mange andre kvinder rundt om i verden, har jeg det som blommen i et æg og min tilværelse, som kvinde, mor og hustru er misundelsesværdig for rigtig mange.

Jeg bliver lidt flov, skammer mig en smule og får det lidt dårligt indeni over, ikke bare mig selv, men over alle os, som burde have overskud og energi til at gøre noget, ikke gør noget for vores medsøstre verden over, som ikke har det lige så godt som os og jeg beundrer de mennesker, mænd, som kvinder, som rejser sig fra deres magelige sofahjørne og kæmper for de mennesker, som ikke har det lige så godt som mig, men hver især kæmper vi jo vores egne kampe og ingen siger, at den enes kamp er mindre værd end den andens.

Der er kvinder verden over, som kæmper små og store kampe i hjemmet mod en voldelig ægtemand og statistikkerne og de mange overfyldte kvindecentre er jo et nedslående og deprimerende bevis på, at mange kvinder lever liv, som jeg og, heldigvis, mange er heldigt forskånet for.

Jeg vil dog gerne have lov til, og det måske for at retfærdiggøre, at jeg sidder i mit magelige sofahjørne og alt for sjældent tænker på mine medsøstre verden over, have lov til at mene, at de små og i andres øjne, usigeligt små kampe, som udkæmpes i mit og andres hjem også er kampe, som er værd at kæmpe.

Ved at leve et ligeværdigt liv med den mand, som jeg selv har valgt, viser jeg mine døtre og pigerne i min lille verden, en vej.

Når jeg, med største selvfølgelighed sætter mig ud i bilen og kører, når jeg går ned til valgurnerne og stemmer, når jeg hver måned får indsat min løn på min egen bankkonto, er jeg med til at vise min omverden, at det ikke bare er en mulighed, men en selvfølgelighed.

 

En af mine bekendte, som har en anden religion og som er meget troende, sagde engang til mig at i deres religion skulle og tilstræbte man at forholdet mellem kvinder og mænd, var som en fugl: begge vinger skulle være lige stærke for at fuglen ikke fløj skævt….

Som jeg skrev forleden dag, var jeg bedt om at tage billeder til markeringen af kvindedagen her i Sisimiut, som om om aftenen skulle afholdes på Taseralik og jeg drog afsted med lamper og teknisk udstyr om eftermiddagen efter min gåtur ud til lufthavnen.

Jeg mødte en lille flok kvinder, der gik i optog op gennem byen,

(mobilfoto)mens de sang hyggelige, traditionelle folkesange, men jeg tapsvedte, så jeg hilste på, tog et billede med mobilen og hastede videre for ikke at blive alt for afkølet i de –16 grader, det frøs.

Mens jeg satte lys op og gjorde klar, blev kulturhuset fint pyntet op med røde servietter, der blev formet som hjerter, den mandlige kok, kokkerede og teknikeren, havde travlt med at finjustere lyden til det band, som skulle spille om aftenen.

Årets kvinde blev valgt, et digt blev læst op og der var lodtrækning af nogle enkelte sponsor-gaver, der var modeshow af to omgange og så var der musik og dans.

Fin fest og god stemning.

Måske er jeg gammeldags, kedelig og vanetænkende, men jeg manglede noget politisk indhold på talerstolen i går aftes og jeg manglede oplæg om de kampe, som stadig bør kæmpes for at vi stadig og fortsat, mænd og kvinder, er ligeværdige, men måske jeg bare er lyseslukker og hængemule?

 

 

I morges dag jeg vågnede alt for tidligt, kunne jeg konstatere at min påskekaktus, som har stået på spring i flere dage, nu er sprunget ud med en enkelt blomst og inden jeg går i gang med det store arbejde at åbne de ca 350 billeder, som jeg tog i går aftes, måtte jeg lige tage et par billeder af den enlige, som kommer til at bane vejen for resten.

 

Prøv at klikke billederne større og se spejlingerne i de små dråber

Om at kræve for meget af en skrøbelig sæbeboble

Mine dage er overbelagt med ting, som jeg skal nå, ting, som jeg skal huske og pligter, som skal udføres.

Jeg føler mig konstant bagefter og meget sjældent føler jeg, at jeg når i mål, men jeg går udfra at livet er sådan anno 2014? Ihvertfald for alt for mange mennesker.

Vi halser allesammen afsted med tungen ud af halsen og når hverken til bunds eller til ende og vores pusterum bliver færre og færre.

Det er hverken godt eller sundt og mine små daglige pauser føles ikke helt nok til at fylde på den konto, som skal kunne give overskud til dårlige tider, trængte tider, krisetider eller bare til den dagligdag, som er fyldt til bristepunktet.

 

Jeg er ikke typen, som sætter mig og slapper af, stirrer tomt ud i luften, triller tommelfingre og høre standerurets tikken og får overskud på energikontoen.

I mit tilfælde giver det mig mere psykisk overskud  at komme ud i den friske luft, sejle på havet eller gå monsterlange gå-ture.

Det giver også et kortvarigt kick at lave noget alene eller sammen med andre, som er anderledes og jeg kan se frem til, at jeg på lørdag skal fotografere en smule, når der er international kvinde-kampdag, som afholdes med spisning og underholdning i kulturhuset.

Jeg er lidt nervøs allerede nu, men efter at have tænkt efter, ved jeg, at det er mig selv, som på forhånd sætter alt for store krav til mig selv og har forventninger, som ingen andre end jeg har.

Dem, som har bestilt mig til den lille opgave, som det jo faktisk er, kender mig og ved, hvad jeg kan og ikke kan, så tilbage står kun jeg med alt for høje forventninger.. væk med dem!

 

De sidste par måneder, har ikke bare jeg, men også omgivelserne både privat og på arbejdet dog været udover det normale og det sædvanlige og jeg kan mærke, at jeg er tyndhudet og skrøbelig. Som en sæbeboble.. måske?

 

Jeg bærer selv en stor del af skylden, for jeg stiller alt for ofte alt for høje krav til mig selv, både på arbejdet og privat.

Det er hverken sundt eller godt og alt for let kommer jeg/man ind i en ond spiral, hvor kravene gradvist øges og øges for tilsidst at blive næsten uopnåelige.

 

I går havde jeg lånt vores bil ud til min gode ven.

Da han kom og afleverede den tilbage, sagde jeg spontant til ham, at det havde været en lang uge, hvortil han svarede, at det altså kun var tirsdag.. hmmm, ikke så godt!

Jeg kørte hjem og tog mit glas med sæbeboblevand og mit kamera under armen og helt bevidst gav jeg mig selv mentalt fri. Fri til leg og formålsløs aktivitet.

Det er sjovt at ligge på maven og iagttage, hvor hurtigt der vokser iskrystaller frem på den tynde skal, når det altså lykkedes at få boblen

 

Sæbebobler i frostvejr springer ved den mindste berøring, så da min mor skulle til Nuuk, købte hun glycerin til mig, så jeg kunne tilsætte ekstra til sæbevandet.

De springer stadig meget, meget let, men med ekstra tålmodighed og stædighed, masser af mislykkedes forsøg og lidt mere insisteren på succes, kan det lykkedes at fange en sæbebobbel med kameraet og gennem makro-linsen følge den skrøbelige bobbels kolaps, når den varme luft inde i bobblen bliver afkølet og lader den tynde, tynde skal af frossen is falde sammen om sig selv.

 

lDet gav lidt energi til resten af dagen i går, men desværre ikke nok til i dag, for jeg sukker efter en fridag og en hel weekend, hvor jeg kan sove til jeg vågner, lave nøjagtig, hvad jeg har lyst til og hvor jeg uden dårlig samvittighed kan smide mig i sofaen med strikketøjet.

I morgen er det torsdag med hele to møder, men så er der altså også lys forude.

Jeg glæder mig til at skulle afsted til noget helt andet og som ikke smager af hverken dagligdag eller pligt. Jeg glæder mig til at lege pressefotograf og hvis jeg får tid i overskud, tror jeg sørme, at jeg starter snescooteren op og kører ind til hytten og lytter til stilheden.

Indtil da hænger jeg i, selvom det er ved mine kortklippede negle og fortæller mig selv:

^{Vær venlig mod dig selv!}

^{Du gør dit bedste}.

Lige om lidt får jeg styr på den manglende energi og lige om lidt har jeg lige så tyk hud indeni, som jeg har på mine vinter-tørre hæle, men indtil da, vil jeg passe bedre på mig selv og finde de små huller i dagligdagen, hvor jeg kan puste ud, finde mental hvile og kravle over bundlinien.

 

Nu vil jeg lave mig en god kop te og strikke på det strikketøj, som alt for længe har ligget og ventet på mig, se noget tv med et halvt øje og nyde at ingen, hverken andre eller jeg selv, forventer mere af mig i dag.

Pas godt på dig selv derude.

Hovedpine-ostemad

Da jeg slog øjnene op i morges, havde jeg den mest ondsindede hovedpine.

Det bankede bag øjnene, smertede bag panden og inde bag næseroden og da jeg stod op, kunne jeg overhovedet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle kunne gennemføre en arbejdsdag med sådan et hoved, så jeg ringede afbud til skolen og lagde mig til at sove igen.

Efter et par timer, vågnede jeg, stadig med ondt i hovedet og nu med dårlig samvittighed over, at forsømme mit arbejde, men jeg kan hverken gøre fra eller til.

Jeg har tullet lidt rundt, forsøgt at strikke en pind på mit strikketøj, men mine øjne gør ondt, så jeg ikke kan koncentrere mig om det, så tiden er gået med at drikke en kop kaffe meget langsomt, stirre tomt ud i luften, lægge mig ind i sengen, for kun at være træt af at ligge der, stå op og tulle rundt.

Jeg har ristet et par skiver rugbrød på brødristeren og beklædt det meget varme brød med en skive fuldfed ost.

Det er næsten det bedste jeg ved. Hmmm, sådan en tyk skive nyristet, meget varmt, sprødt rugbrød med en tyk skive mild ost på.

Nu er dagen næsten gået og om lidt, som i om en time,  er arbejdsdagen slut for Jan og måske det hjælper at få ham hjem, så han kan holde lidt om mig, stryge mig lidt over panden og sige ynke-lyde?