Om at kræve for meget af en skrøbelig sæbeboble

Mine dage er overbelagt med ting, som jeg skal nå, ting, som jeg skal huske og pligter, som skal udføres.

Jeg føler mig konstant bagefter og meget sjældent føler jeg, at jeg når i mål, men jeg går udfra at livet er sådan anno 2014? Ihvertfald for alt for mange mennesker.

Vi halser allesammen afsted med tungen ud af halsen og når hverken til bunds eller til ende og vores pusterum bliver færre og færre.

Det er hverken godt eller sundt og mine små daglige pauser føles ikke helt nok til at fylde på den konto, som skal kunne give overskud til dårlige tider, trængte tider, krisetider eller bare til den dagligdag, som er fyldt til bristepunktet.

 

Jeg er ikke typen, som sætter mig og slapper af, stirrer tomt ud i luften, triller tommelfingre og høre standerurets tikken og får overskud på energikontoen.

I mit tilfælde giver det mig mere psykisk overskud  at komme ud i den friske luft, sejle på havet eller gå monsterlange gå-ture.

Det giver også et kortvarigt kick at lave noget alene eller sammen med andre, som er anderledes og jeg kan se frem til, at jeg på lørdag skal fotografere en smule, når der er international kvinde-kampdag, som afholdes med spisning og underholdning i kulturhuset.

Jeg er lidt nervøs allerede nu, men efter at have tænkt efter, ved jeg, at det er mig selv, som på forhånd sætter alt for store krav til mig selv og har forventninger, som ingen andre end jeg har.

Dem, som har bestilt mig til den lille opgave, som det jo faktisk er, kender mig og ved, hvad jeg kan og ikke kan, så tilbage står kun jeg med alt for høje forventninger.. væk med dem!

 

De sidste par måneder, har ikke bare jeg, men også omgivelserne både privat og på arbejdet dog været udover det normale og det sædvanlige og jeg kan mærke, at jeg er tyndhudet og skrøbelig. Som en sæbeboble.. måske?

 

Jeg bærer selv en stor del af skylden, for jeg stiller alt for ofte alt for høje krav til mig selv, både på arbejdet og privat.

Det er hverken sundt eller godt og alt for let kommer jeg/man ind i en ond spiral, hvor kravene gradvist øges og øges for tilsidst at blive næsten uopnåelige.

 

I går havde jeg lånt vores bil ud til min gode ven.

Da han kom og afleverede den tilbage, sagde jeg spontant til ham, at det havde været en lang uge, hvortil han svarede, at det altså kun var tirsdag.. hmmm, ikke så godt!

Jeg kørte hjem og tog mit glas med sæbeboblevand og mit kamera under armen og helt bevidst gav jeg mig selv mentalt fri. Fri til leg og formålsløs aktivitet.

Det er sjovt at ligge på maven og iagttage, hvor hurtigt der vokser iskrystaller frem på den tynde skal, når det altså lykkedes at få boblen

 

Sæbebobler i frostvejr springer ved den mindste berøring, så da min mor skulle til Nuuk, købte hun glycerin til mig, så jeg kunne tilsætte ekstra til sæbevandet.

De springer stadig meget, meget let, men med ekstra tålmodighed og stædighed, masser af mislykkedes forsøg og lidt mere insisteren på succes, kan det lykkedes at fange en sæbebobbel med kameraet og gennem makro-linsen følge den skrøbelige bobbels kolaps, når den varme luft inde i bobblen bliver afkølet og lader den tynde, tynde skal af frossen is falde sammen om sig selv.

 

lDet gav lidt energi til resten af dagen i går, men desværre ikke nok til i dag, for jeg sukker efter en fridag og en hel weekend, hvor jeg kan sove til jeg vågner, lave nøjagtig, hvad jeg har lyst til og hvor jeg uden dårlig samvittighed kan smide mig i sofaen med strikketøjet.

I morgen er det torsdag med hele to møder, men så er der altså også lys forude.

Jeg glæder mig til at skulle afsted til noget helt andet og som ikke smager af hverken dagligdag eller pligt. Jeg glæder mig til at lege pressefotograf og hvis jeg får tid i overskud, tror jeg sørme, at jeg starter snescooteren op og kører ind til hytten og lytter til stilheden.

Indtil da hænger jeg i, selvom det er ved mine kortklippede negle og fortæller mig selv:

^{Vær venlig mod dig selv!}

^{Du gør dit bedste}.

Lige om lidt får jeg styr på den manglende energi og lige om lidt har jeg lige så tyk hud indeni, som jeg har på mine vinter-tørre hæle, men indtil da, vil jeg passe bedre på mig selv og finde de små huller i dagligdagen, hvor jeg kan puste ud, finde mental hvile og kravle over bundlinien.

 

Nu vil jeg lave mig en god kop te og strikke på det strikketøj, som alt for længe har ligget og ventet på mig, se noget tv med et halvt øje og nyde at ingen, hverken andre eller jeg selv, forventer mere af mig i dag.

Pas godt på dig selv derude.