Om at komme i en cementblander, sæler og små sjaler

Sent på eftermiddagen i går, blev jeg overfaldet, slået alvorligt, især på hele min bagside af kroppen, blev kørt over af en tonstung dumper, for til sidst at blive smidt i en cementblander, der var fyldt med mellemstore skærver… eller sådan føler jeg det i hvertfald.

Min krop værker helt vildt og jeg har ondt i alle mine muskler og led.

Indimellem hoster jeg lidt og så kører hovedet ekstremt langsomt.

Jeg ved i grunden ikke, hvad der har ramt mig, for det føles ikke som de influenzaer som jeg før i tiden har haft, men eftersom jeg ikke har hverken feber eller er snottet, tænker jeg, at det er en eller anden virus, som forsvinder ud i den blå luft meget snart.

“Meget snart” sagde jeg!!! og helst i går!

 

Hvad jeg er mest træt af, er at det skal tage bolig hos mig i en weekend.

 

Jeg har trængt til at slappe af, holde fri og koble fra mere end nogensinde.

De sidste mange weekender har jeg været på arbejde mere eller mindre om lørdagen og selvom noget af det har været frivilligt og selvvalgt, har det stadig været ting, som jeg har skullet møde op til på et givent tidspunkt og har skulle yde energi på.

Denne lørdag har jeg været  med til noget loppemarked fra kl 10-14. Det var også selvvalgt.

Jeg har et større projekt kørende med at få tømt skabet og skuret for aflagt tøj, rydde op og muge ud.

 

Idag har jeg fået solgt nogle af de strikkede sweatre, cardigans, veste mm. som de sidste to år er blevet for store til mig.

Strikket er solgt for billigt, men det er bedre end at det ligger herhjemme og fylder op.

Planen var, at Jan og jeg skulle starte snescooteren op og køre ind i hytten efter kl 14, men når jeg knap kan sidde på min brede, flade uden det gør ondt, så er der ikke så megen mening i at køre helt ud i hytten. Det er stadig bedre at være hjemme, når man ikke føler sig på toppen.

Jeg satser og måske er det satset for stort, at jeg kan komme ud i morgen formiddag sammen med Jan?

 

Ugen har budt på venlighed og blide strøg over arbejdsugen.

Dét var tiltrængt og jeg har nydt ugen.

Når jeg ikke skal noget eller skal andet end bare være, nyder jeg faktisk også, når blæst hvirvler sne op i solskin.

Det ser så flot og dramatisk ud, når løs sne fyger og de mange tusinde små iskrystaller glimtrer imod solen og akkurat sådan var vejret i onsdags da jeg om eftermiddagen kunne stemple ud fra skolen.

 

Om aftenen gik jeg halvvejs i panik da jeg kom i tanke om, at jeg havde lovet at se på en opskrift som een af mine aftenskole-elever ikke kunne knække koden på. Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, fandt et nøgle garn og nogle strikkepinde frem og så skal jeg ellers love for at jeg strikkede.

Koden blev knækket og jeg kunne tage det næsten færdige stykke strik med torsdag aften, så hun kunne se det færdige resultat mens jeg gelejdede hende gennem opskriften.

Jeg skyllede det lillebitte mikro-sjal op i mild sæbe og fik blokket det ud så mønsteret kom til sin ret.

Der er brugt lidt over 50 gram garn, som er rester fra denne cardigan og jeg har brugt min firkantede rundpind nr. 4mm.

Af de sidste par meter garn, som jeg havde i overskud, valgte jeg at tråde en masse perler på det dobbeltlagte garn og hækle en lang snor, hvor perlerne blev hæklet med ind. Enderne blev hæklet sammen og når du vikler det rundt om håndleddet har du en dejlig varm håndledsvarmer, som kun tager et par minutter at lave, samtidig med at det pynter (hvis du er til den slags pynt)

 

Måske har du bemærket, at der har kørt en stor kampagne for at øge salget af sælskind fanget af grønlandske sælfangere?

Der har været flere events i Danmark, demonstrationer og da Dronningen bød til dansemik, valgte adskillige af de indbudte at vise et stykke sælskind frem på den ene eller anden måde og på instagram kan du ved at følge #sælfie se en masse selfies, hvor folk viser deres støtte til de grønlandske sælfangere, ligesom der også på facebook vises en masse sælfies. (se nu nogle af linkene/de fine billeder/sælfies og naturligs også en ægte sælfie lige her)

Jeg har, naturligvis, også taget en sælfie og lagt på facebooken,

sat min underskrift lige her på http://inuitsila.org/ og jeg tyvstjæler min datter Lauras statusopdatering, hvor hun med disse ord opfordrer / spørger sine facebookvennner om følgende:

“Sælerne i arktis bliver født og lever hele deres liv i fri natur. De har al den plads de vil have, og i og med der kun er under 60.000 grønlændere og omkring 12 millioner sæler vil jeg vove at påstå at de fleste sæler dør naturligt. Gid man kunne sige det samme om kyllinger, svin og køer. De lever deres liv på meget lidt plads, opdrættes kun til slagtning, bliver tit fyldt med en masse kemikalier og en masse går til spilde når de slagtes. Fangerne i grønland lever i, med og af naturen og al fangst foregår i respekt for fangstdyret og naturen. Sælfangsten i grønland er 100% bæredygtig og når skindet sælges går kødet aldrig til spilde. Jeg støtter fangerne. Gør du?
#sælfie #støtfangerne #inuitsila (Støt med din underskrift på inuitsila.org)”

Dette, lidt rodede indlæg vil jeg så slutte brat af med to billeder, som jeg har taget for nogle år siden i Københavns zoologiske have:

 

og et billede af min søster og mig i grønlænderdragt taget i foråret 2012.

Min mors fine kamikker (dem til venstre), som er lavet i sælskind

og måske, hvis du er interesseret i at vide lidt mere om den grønlandske nationaldragt til kvinder du har lyst til at læse lidt om den her.

Hav en god søndag, så vil jeg imens forsøge at kravle ud af cementblanderen og blive frisk.