Sænk skuldrene

Det er altså balsam for sjælen.

Solen har skinnet  så langt tilbage i tiden at jeg ikke kan huske, hvornår vi sidste har oplevet overskyet himmel eller dårligt vejr.

Det kommer jo før eller siden, men lige nu nyder vi fridagene med en sol, der brager ned fra en blå himmel.

Slædevæddeløbet nåede lige at blive afsluttet, da de mange frivillige, der utrætteligt har arbejdet på de store begivenheder også kunne vinge Arctic Circle Race af i søndags.

Det var som sædvanligt stort og flot, og mange af løberne er dybt berørte og i deres følelsers vold, når de løber over målstregen og det er bevægende at være vidne til.

I går åbnede og startede så Arctic Sounds festival og byen myldrer med nye mennesker. 

Der er kunstnere fra nær og fjern og næsten uanset, hvor man kikker hen, foregår der en livlig aktivitet af næsten enhver art.

Kunsten herhjemme og især for mig er, at forsøge at få en god balance mellem at være en del af og tilskuer til begivenhederne 

og bare være mig.

Kangerluarsuk tulleq

Jeg kan mærke, at jeg skal passe på mig selv og ikke presse mig selv for meget for tiden og ikke kræve, det jeg plejer at kræve af mig selv. 

Selvom skuldrene har sænket sig, tankemylderet er mindre myldrende, pulsen sænket og roen falder til indeni, så skal der ikke meget til før det hele bliver overvældende og lettere kaotisk.

Derfor var det helt vildt dejligt at Sara og Max ville tage med os i hytten i tirsdags, hvor vi kørte ud ved middagstid og blev der til sent næste dag.

Max, Saras kæreste er vanvittig dygtig til at flyve med drone og jeg lokkede ham til at fotografere med dronen ude i hytten.

Vi spillede brætspil, hyggede og nød vejret og især hinandens gode selskab.

Der er ikke noget i verden, der er bedre for mig end at være ude i stilheden og især hvis mine børn er med.

I går spandt vi 11 hunde for slæden og kørte os en kort tur ud i solskinnet.

Max fik dronen lettet og både filmede og tog billeder undervejs.

Det er et noget andet perspektiv end det vi normalt plejer at se både os selv og andre slædekørere.

På søndag skal vi ud og sejle og jeg glæder mig.

Vi skal ud og sejle fra kl 12 til kl 15, hvor der er musik og frokost. En anderledes og spændende oplevelse, som jeg ser meget frem til.

Inden da vil jeg forsøge at finde ud af, hvordan man redigerer filmklip fra dronen af vores hundeslædetur og hvordan/ hvor jeg kan lægge dem op så jeg kan dele dem med jer. 

God langfredag

Slædevæddeløb for voksne 2023

 Sikke en begivenhedsrig dag.

Jeg var ude og fotografere Avannaata qimussersuaa (sådan en slags Grønlandsmesterskab i hundeslædevæddeløb) i onsdags, da børnenes væddeløb skulle afholdes.

Det var sjovt og spændende og det føltes som en god forsmag til de voksnes væddeløb, der skulle afholdes i dag.

Jeg tog afsted sammen med min ven allerede ved 11 tiden, selvom løbet først skulle afvikles kl 13.

Hundeslædeforeningen havde på forhånd spurgt mig, om jeg ville fotografere for dem, hvilket jeg havde sagt ja til.

Der er meget, meget strikse regler, der skal overholdes, så der var stort set ingen steder jeg kunne stå og få nogle fede billeder, så jeg måtte stå ved sidelinien igen som sidst og forsøge at få det bedste ud af situationen.

En meget, meget ung fyr fra Ilulissat vandt løbet. 

Han er kun sølle 15 år, men virker allerede overlegen i sin slædekørsel.

Det er totalt sejt og velvidende, hvor meget træning det kræver at få sine hunde i god form, at lære dem at lystre og hvor meget pleje og opsyn, det kræver at holde slædehunde, kan jeg kun tage hatten af og bukke dybt for ham og alle, dem, som har hjulpet ham med hundeholdet.

De andre slædekørere/-kuske virkede også total cool. 

Jeg ville have skidt grønne grise, hvis jeg skulle følge et hundespand ind igennem en så stor menneskemængde og især hunde, der er så ivrige efter at komme ud at køre, som de her var.

Kuskene virkede som om intet i verden kunne bringe dem ud af balance og førte deres ivrige hunde gennem det der mylder af legende børn, gamle mennesker, uopmærksomme folk og ikke mindst forbi 30 andre hundespand.

Faktisk var jeg noget nær ved at få hjertestop et par gange på deres vegne, når hundene pludseligt fik øje på noget, som de ikke behøvede at give interesse, men med aura af zen og med en attitude som en buddha i dyb meditation, gelejdede de deres hunde i den retning, som de ønskede.

Det glæder mig enormt meget at det er en ung fyr, som har vundet løbet. Jeg håber, at andre unge, vil se ham, se op til ham og fatte interesse for slædekørsel.

Det er en disciplin, som går mere og mere i glemmebogen og der bliver færre og færre hunde. 

En vigtig kulturarv er ved at gå i glemmebogen, og jeg håber, at der er fornyet interesse for slædekørsel, selvom det er vildt dyrt at holde et helt spand hunde.

Vi håber at vi kan komme ud på slæde i påsken. Vi kører i et langsomt adstadigt tempo, så der bliver ikke vind i håret på samme måde, som når disse seje gutter spænder deres hunde for en slæde

Påskeferieforventninger

I eftermiddag kan jeg hilse en tiltrængt og kærkommen påskeferie velkommen og alle de vejrstationer jeg plejer at tjekke, har lovet fuld sol så langt ud i fremtiden, de tør at varsle vejr. 

Jeg glæder mig, men mest til at se mine rollinger <3. Simon kommer ikke. 

Desværre. 

Hvis du kikker efter, kan du midt i billedet til venstre se to sorte prikker.

Det er vores ven og Jan, som kører på snescooter.

 Vi lever det smukkeste sted man kan tænke sig og jeg har svært ved at se mig selv andre steder end i disse overvældende, unikke og smukke landskaber.

At kræve for meget af sig selv

Igennem alt for lang tid har jeg kørt i et alt for højt gear. 

Inde i mit hoved har det larmet, regeret og støjet med alt muligt og især og nok mest umuligt.

Jeg har argumenteret med mig selv om ingenting og alting, spekuleret mig vind og skæv uden at have noget konkret at spekulere over og jeg har ladet underlige tanker køre rundt med mig.

Der er danskvand-brus lige under min hud mellem de inderste og yderste nerve-lag og mine drømme har kørt  frihjul, så jeg har ligget vågen mange timer mange gange om natten og om morgen har jeg været oppe og køre, selvom jeg måske var lidt for træt efter søvnmanglen.

Og så alligevel ikke. For jeg føler heller ikke at jeg når, det jeg gerne vil nå og alt det jeg sætter mig for og så kører tankerne igen derud af med en hastighed, som man ville få en fartbøde for.

I morgen når klokken slår fyraften, så står min mellemste vidunderunge hjemme, for hun ankommer med flyet i morgen formiddag. Jeg skal lige have overstået arbejdsdagen inden jeg helt kan svælge mig i moderlykken og for at det ikke skal være løgn så kommer Sara og Max på lørdag.

De bliver her påsken over og jeg glæder mig til at køre ned i gear, lade roen sænke sig, sænke skuldrene og lade hjerne køle lidt af.

De sidste par år har trukket store veksler på min indre konti.. både på den almindelige og opsparingskontoen.

Jeg er gået i en indre betalingsstandsning, men er ikke helt konkurs.. endnu og det skal heller ikke ske.

I hverdagen forsøger jeg at få det indre regnskab til at gå i nul, ved at tage af hverdagens små glæder, øver mig i at finde små positive klatregreb i hverdagslivet, som jeg kan hænge min lid op på og jeg prøver at ryste hverdagens skidt af mig inden jeg lukker mine øjne for natten, men du kender det sikkert; du vågner ca 23 minutter efter at du er faldet i søvn med galoperende hjerte og blodet arrigt brusende i hele kroppen og der går uendeligt mange tanker igennem hovedet inden du igen kan lukke øjnene.

Jeg tror at kroppen kan huske og måske endda få dårlige vaner, som ikke har noget med hjernen at gøre-agtigt. At den husker de der stoppesteder i søvnen og tror at den skal afbryde hvilen og vække hele systemet, men nu overtager jeg altså kommandoen og sørger for at hoved og hjerne finder tilbage til det langsomme flow, hvor tankerne kommer ind en ad gangen i behørig orden og med ærlige ærinder uden at falde over hinanden og blive liggende.

Jeg plejer at være rimeligt god til at rydde ud, rydde op og få sat systemer, som er til at finde ud af.

En af metoderne er at komme ud. 

Bare ud på den ene eller på den anden måde og i går var jeg ude og fotografere børnene hundeslædevæddeløb, hvor der var deltagere fra mange af de nordlige hundedistrikt-byer. 

(dronefilm på KNR)

I dag blev det til en hundeslædetur, med vores egne hunde, hvor hundene løb i så hurtig galop, så jeg knapt nåede at få kameraet op af tasken. 

Du får lige en bunke.. ja, faktisk alt for mange, for jeg mestrer ikke begrænsningens kunst i ret mange sammenhænge.

I morgen kommer Laura, i morgen går starten på Arctic Circle race - for 25. gang og efter 2 års corona-pause og byen er fyldt med menneske fra andre steder og hunde fra det meste af Nordgrønland. 

På lørdag er der hundeslædevæddeløb med de voksne og lige inden lørdagen går på hæld, kommer Sara og Max.

Hundeslædekuskene, hundene og skiløberne bliver skiftet ud i næste uge med musikere, kunstnere, et par kokke og andre gode godtfolk

Det bliver en god påskeferie og jeg glæder mig.

Aka

 I torsdags fyldte min yngste søster 50 år. 

På selve dagen blev det fejret med fin mad på hotellet for den nærmeste familie og det var hyggeligt og maden var exceptionelt god.

Om fredagen var der åbent hus, hvor der var lagt op til mere mad, vin og musik. 

Det blev også en sjov og hyggelig aften.

Jeg kunne godt have brugt mange flere timer, men morgensdagen lå og lurede i min underbevidsthed. 

Jan og jeg skulle forholdsvis tidligt hjem, da vi skulle til en begravelse dagen efter.

Een af vores meget gamle venner, som vi har haft mange gode sejlture og jagtture med, havde været syg og var uventet og ret pludseligt død.

Vi rendte ikke hinanden på dørene og når vi var sammen var det med ganske få undtagelser ude i naturen og på havet.

Jan arbejde sammen med vores ven i en del år og så derfor meget mere til ham og havde meget mere kontakt end jeg havde. 

Vores ven var blevet bedstefar og det fyldte en del i hans liv, og hans store interesse for sang og musik, hvor han især gjorde sig fantastisk godt med sin specielle, dybe, lidt hæse bas og sin kunnen udi at dirigere.

Jeg fulgte med på sidelinien og var hver gang jeg så ham til arrangementer, på gaden eller til sammenkomster, glad for at kunne sige at han var min ven.

De år hvor vi sejlede, sejlede og bare sejlede sammen, lærte han mig en masse; viden, som ellers er gået tabt, hvor han kunne huske, hvad hans egne forfædre havde lært ham. 

Jeg var ikke opmærksom nok, lærte ikke i det omfang, som jeg gerne ville have gjort, men han øste tålmodigt ud af sin viden uden at blive stødt over eller ked af, at mange af hans fine guldkorn og perler sang til bunds i det hav, som vi sejlede rundt på.

Vi kunne sidde sammen i timevis uden at nogen af os sagde noget. 

Du kender sikkert også nogen, som du kan sidde sammen med uden at skulle fylde stilheden ud?

Den stilhed vi plejede at sidde sammen i, var tryg og fyldt med ro.

Han havde ingen fordomme og hvis han havde, viste han dem aldrig til mig. 

Sagde ikke noget negativt om andre, men var tilgivende og rummelig.

Det var den side af sig selv, som han viste mig. 

Jeg forestiller mig at det også var den side han viste alle andre.

Indimellem kom han i tanke om en sang, en salme eller melodi, som han sang.. måske til mig, måske til sig selv? 

Det blev aldrig akavet eller underligt, som det måske ville have været, hvis jeg pludseligt begyndte at synge for dig, men hans sang var hyggelig, dejlig og mange gange indledning til en ny samtale om et nyt emne.

Nu tænker du måske at det er underligt at en voksen mand og en voksen kvinde sidder mutters alene ude på havet og der har stukket noget under?

Det kan jeg forsikre dig om, at der aldrig var.

Jeg har aldrig i mit liv mødt en mere anstændig og respektfuld mand. 

Mens jeg sidder her og tænker på ham, er de første ord, som dukker op i mit hoved: kultiveret og civiliseret. Han var så velopdragen og viste så meget pli.

Du har sikkert også mødt mennesker i dit liv, hvor deres blotte tilstedeværelse gør at du opfører dig lidt bedre, husker at sige tak og være taknemlig uden at det hverken bliver stift, akavet, påtaget eller falsk. 

Sådan havde jeg det. 

Jeg gjorde mig lidt mere umage og ville gerne vise min bedste side og jeg følte at jeg blev et lidt bedre menneske, når jeg var sammen med ham.

Jeg ville sådan have ønsket at han var med til sin begravelse på en anden måde, end det han var.

Han fik den smukkeste, smukkeste begravelse, som man kan tænke sig.

Vejret var strålende. 

Luften var knasende frisk, en anelse kold, men vendte du ansigtet mod solen og lukkede øjnene, blev huden varmet op og sindet lidt lettere.

Kisten var ikke båret ind i kirken. De kormedlemmer, som han gennem tiden havde dirigeret, stod så smukt oppe ved alteret med en blå blomst i hånden mens de ventede og da fanebærerne trådte ind, rejste vi os alle. 

Der var en andægtig tavshed, som fyldte hele kirken, greb os alle i de dybeste hjerterødder og så begyndte koret at synge på smukkeste vis.

Hans stemme manglede. Alle kunne høre at der mangledes noget væsentligt. Ham.

Og så blev han båret ind.

Familien bar ham ind efterfulgt af mere familie, mens koret sang så smukt at det alene ville have været mere end rigeligt til at trække tårerne op i øjnene.

Præsten holdt en tale, hvor man så tydeligt kunne høre, at folk, som havde kendt vores ven, havde bidraget.

Hans store grønlandske sproglige viden, som han også underviste i, hans dybe engagement i og med korsang og ikke mindst hans kærlighed til sin familie og til hans venner.

Vi sang en salme og koret stillede sig igen rundt om kisten med deres blomst i hånden, hvor de endnu engang sang en smuk salme som de sluttede af med at ligge blomsten på kisten, og hvis man ikke var blevet grebet om hjertet før, så blev man det nu.

Kisten blev båret ud og i kirkegården sang koret igen.. efter at præsten havde kastet jord på kisten i hullet og vi havde sunget en smuk salme. 

At stå der på kirkegården og lytte til koret (faktisk var det to kor, som sang sammen; et alm kor og et mandekor) er noget af det, som jeg vil huske meget meget længe. 

Som man gør heroppe, hjalp alle til at dække hullet til, lægge blomsterne pænt på graven og der blev taget billeder til minde og til dem som ikke kunne deltage og så var der kaffe på hans tidligere arbejdsplads.

Der stillede nogle af hans kollegaer sig op og sang for med tværfløjte, klaver og guitar da vi alle sang " du som har tændt millioner af stjerner" , som vores ven har oversat så smukt til grønlandsk og korene sluttede af med at synge den smukkeste salme som vores ven holdt ekstra meget af. 

Mit hjerte var så knuget, så blødt, så trævlet så opfyldt og så tomt. 

Jeg ville ønske at han havde været med på en anden måde, end det som han var med på, for han skulle altså have hørt de kor, som han har øvet med så mange, mange gange, synge så inderligt smukt.

Han ville med garanti også have frabedt sig al den virak omkring sin person og henledt opmærksomheden hen på noget andet. 

Han fik en al, al for tidlig død. 

Han havde fortjent, at han havde levet meget, meget længere og det synes jeg faktisk også vi andre havde fortjent.. at han levede meget længere, for han lærte fra sig både bevidst og med sin tilstedeværelse og det han havde at give, var ikke kun noget man kunne læse sig til.

Han fik den smukkeste begravelse. 

Den smukkeste og dog den meste enkle begravelse.

Der var ingen pomp og pragt, men den stemning, som han gav andre, mens han levede, den blev båret ind og foldet ud, sunget fra hjertet og givet tilbage på hans sidste rejse.

Da Jan og jeg kom hjem, pakkede vi lidt mad ned i en taske og kørte ud i hytten, hvor vi så solen gå ned og stjernerne dukke op en efter en på den klare, kolde arktiske nattehimmel.

Vi var begge dybt mærket og bevæget over afskeden med vores ven og den smukke begravelse, men når det ikke kunne være anderledes er jeg taknemlig for at det bliver med så smukt et sidste minde. 

Ære være dit minde, Aka.