Fødselsdagsmarathon

I søndags havde Simon fødselsdag.

 

Hele 27 år blev han.

Allerhelst ville jeg gerne have haft ham i nærheden, så jeg kunne bage en kage til ham og fejre ham, men han sad helt alene uden sin mor inde i Kangerlussuaq og havde fødselsdag.

Måske var han heller ikke helt alene og jeg ved, at en anden bagte en kage og bød ham på frisklavet kaffe, men jeg ville jo allerhelst, at mine børn er omkring mig, så jeg kan fejre deres fødselsdage sammen med dem.

Dagen før Simons fødselsdag havde Lena fødselsdag.

Hun blev hele 45 år gammel og hun bød på kager, steg og hygge hele dagen.

Hun havde givet sig selv den gave, at købe billetter til Daniel

og Silas,

så de kom hertil fra Nuuk på akkurat hendes fødselsdag og det har vi andre jo så også nydt godt af.

De var her i en alt for hurtig og kort uge, hvor vi hverken nåede det ene eller det andet.

Vejret har været ustadigt, kedeligt og hvert andet øjeblik blev vi pakket ind i tunge, tykke og meget insisterende snebyger, men så kunne vi da heldigvis være indenfor og nyde.

I tirsdags, hvor vejret rent faktisk var fint, holdt vi dog stor kaffemik for Silas, der fyldte 11 år.

April er fødselsdags-marathon i vores familie og når Silas var her skulle han naturligvis fejres.

Lena bagte kager, min mor bagte kager, Silas farmor bagte kager og jeg bagte kager og så skal jeg da lige love for at kagebordet var fyldt op til bristepunktet.

Min mor havde ydermere stegt en steg, som blev serveret med forskellige kartofler og salat og hvis sulten stadig nagede, var der suppe at supplere med.

Silas havde en rigtig god dag, var i hopla i modsætning til hans mor, som måtte undvære sit fødselsdagsbarn.

Lena ville være på den helt sikre side og havde bestilt en lagkage fra bageren og en brunsviger-kagemand, så hvis nogen af gæsterne gik kagesultne fra bordet, var de vist selv ude om det

Jeg havde lavet en kageopsats af gamle, grønlandske platter og hvis jeg selv må have lov at sige det, blev den rigtig fin.

Det fremgår ikke helt af billederne, at platterne er i tre forskellige størrelser, hvor den største, naturligvis er nederst.

Der er boret hul igennem og det sværeste var faktisk at få hulboret til at bide fast i det glatte porcelæn.

Nu er drengene rejst igen og der går næsten en hel måned inden der er fødselsdag i familien igen.

Irsk folkemusik-inspireret musik i kulturhuset og unødvendige små-sure opstød

I onsdags spillede det tre mand store band Tradish Irish band lækker musik.

Jeg kan til stadighed undre mig over, at der er så få fremmødte til de mange, gode, gratis arrangementer, der indimellem tilbydes i vores kulturhus og kendetegnende for arrangementerne, hvor der stort set kun kommer folk, som er på gennemrejse eller som ikke er herboende, er ofte, at det er, at det ikke er lokalt, at det ikke er noget, som folk kender på forhånd eller som ikke er “populistisk”.

Jeg kikkede mig rundt i salen, da de bad om hjælp til at synge et vers af en grønlandsk sang og bad om hjælp til at udtale de grønlandske ord, grinede indvendigt, da jeg kunne se, at der nok højst var en håndfuld, der ville kunne, undrede mig over at der var så få fastboende/grønlandsktalende/herboende og irettesatte så mig selv og nød de sidste sange.

Nå, men i virkeligheden kan jeg jo være nok så ligeglad og glæde mig over, at jeg får muligheden og at jeg ikke engang skal betale for det, men jeg ærgrer mig stadig lidt på de ikke-tilstedeværendes vegne over alt det, som de ofte går glip af og at de ikke oplever noget nyt, noget anderledes og at de ikke får udvidet deres musikalske/kulturelle repetoire.

 

Det er ikke første gang, at Irish Tradish band spiller i vores kulturhus og forhåbentligt ikke sidste gang.

Jeg nød musikken, omend det var en smule ensformigt indimellem, men sålænge musikken er god, gør det ikke så meget, at det bliver gentaget.

Hvis du får muligheden for at høre Irish Tradish band spille deromkring, hvor du bor, skulle du smutte forbi og lytte til dem og måske du vil fortælle mig, hvad du synes??

På årets smukkeste dag

Aldrig har vejret været smukkere; koldt, klart og med den smukkeste sol på den mest blå himmel og aldrig har jeg ærgret mig så meget over, at måtte gå rundt herhjemme med det mest smertende øre.

Det bliver dryppet flittigt og lige så flittigt propper jeg mig med smertestillende.

Det noget af det ledeste at have ondt i ørerne! Det er værst når man lægger ned og det er lige, hvad jeg allermest har lyst til det meste af tiden. Jeg har holdt hovedet i lodret stilling, gået rundt i huset og kigget ud af vinduerne, holdt mig for øret og håbet, at det holdt op med at gøre ondt lige så pludseligt som det startede.

Jan tog i morges afsted med to af sine venner ind til hytten. Han har ikke ondt i øret, så der er een af os, der får noget ud af det tidlige forår.

Det er lige nu, at vejret og verden er smukkest heroppe.

Lyset er vendt  tilbage.

Solen har virkelig fået magt og når den kaster sine lange stråler i den nyfaldne, findes der ikke noget, som er ret meget mere betagende.

Jeg har stort set skrantet siden juleferien og jeg er i denne uge startet forfra med at tage vitaminer, D vitamin, fiskeolie og ekstra B vitamin.

Jeg gør, hvad jeg kan for at holde mig frisk og rask med alsidig kost, en hel liter grøn te om dagen, frisk luft og nok søvn, vasker mine hænder og spritter dem af, når der er sygdom på skolen, går i bad hver dag, børster mine tænder og holder huset nogenlunde rent og alligevel jagtes jeg af alle de vira, der florerer i byen. Og der er mange!

Jeg har ikke været på arbejde hele denne uge og har forsøgt at slappe af, tage den med ro, pleje mig selv og tænke mig rask.. noget gør jeg forkert, men hvad ved jeg ikke.

Påskeferien står lige for døren og jeg ønsker, ønsker, ønsker at komme rask og frisk til den, så jeg kan nyde vejret, ferien og påsken.

Og ja!

Jeg er godt klar over, at det kun er influenza og almindelig virus-sygdomme og at jeg ikke dør af nogen af delene og at andre lider af sygdomme, som er langt værre og mere alvorlige og at jeg skal være taknemlig over, at det kun er småting jeg plages af, men må jeg ikke nok have lov at ønske, at al denne skvattethed snart er ovre?

Et billede taget fra altanen i går aftes:

Lauras højre øje.. så forskelligt fra den venstre, når man ser det så tæt på

 

Og flere billeder af katten fra i dag:

 

 

Fra sygesengen

Sidst i indlægget er der katte-fotos i stride bunker.

Så er du advaret mor (min mor har fobi mod katte )

 

Afsked:

I mandags kunne jeg tage afsked vores gæster herhjemme.. iført nattøj og masser af sløjhed, jeg var nemlig ikke på arbejde og jeg troede et eller andet sted på, at jeg ville være friskere, raskere og en smule mere i hopla om tirsdagen, men faktum er, at det er gået støt ned ad bakke siden.

 

Sygdom:

I tirsdags var jeg ikke bare hjemme.

Jeg måtte faktisk ikke gå ud fra mellem 12.30 til ca 15.30.

Ikke, at jeg hverken ville eller havde lyst, for jeg var sygemeldt og med god grund.

 

Drama:

Hele vores beboelses-område var afspærret og vi måtte ikke forlade det og ingen kunne komme herop.

To mindreårige drenge havde fundet sig nogle skydevåben, som de havde affyret ind igennem nogle vinduer.

Jeg kunne følge hele dramaet fra mit køkkenvindue uden dog helt at vide, hvad der foregik.

 

Gennem facebook, telefonopringninger og kamikposten fik jeg nogenlunde samme resultat, som jeg også kunne læse om i Sermitsiaq.

 

Mere sygdom:

I går aftes, så det en smule lysere ud, men i nat vågnede jeg med den mest djævelske ørepine.

Det startede med en kløe.. eller ihvertfald vågnede jeg ved, at jeg kløede mig i øret med min finger.

Ørelæge-skæld-ud:

Normalt putter jeg absolut ingenting ind i mine øregange og har ikke gjort det de sidste 26 år.

Engang jeg var på Righshospitalet med Simon i en helt anden anledning, blev hans ører undersøgt og der kunne ørelægen fiske en ret så stor og modbydelig klump vat ud af hans ører, som jeg i godtroenhed og overdreven moderskab, havde proppet derind, i mit forsøg på at holde ham ren og pæn.

Skæld-ud er måske et for stærkt et ord at bruge om det ørelægen gav mig, men det var langt derhenad og og siden har jeg aldrig, aldrig puttet hverken vatpinde eller andre genstande ind i hverken mine eller andres øre.

Ører er selvrensende og det eneste, som vi, iflg. ørelægen måtte putte i ørerne, er vores albuer.

Ørepine:

I søvnen havde jeg dog ikke kunne modstå den infernalske kløe, som var blandet med den mest ondskabsfulde smerte og havde nogen bedt mig om at storgræde i nat af smerte og selvmedlidenhed, havde jeg adlydt pr. omgående.

Jan kom med masser af smertestillende til mig og et stort glas vand, ynkede mig behørigt, strøg mig over panden og jeg fik en smule søvn, men enhver, som har haft ørepine, ved at det gør ekstra ondt, at ligge ned når man har ondti ørerne.

Jeg havde glædet mig til at komme ud i solskinnet i dag, nyde den friske luft og indånde stemningen, som de nyankomne ACR-deltagere har medbragt fra nær og fjern.

Jeg havde glædet mig til at komme på arbejde, komme ud, se verden udenfor mit soveværelse og især at se andre mennesker.

Turen kunne så istedet gå til lægen, som kunne konstatere at jeg havde revet bagvæggen i min øregang (?) op, så det var kommet et stort sår og at jeg havde mig en solid ørebetændelse.

Lægen gav mig noget salve med en masser plusser på og de tre dråber, som jeg skal dryppe mit øre med tre gange om dagen gør at det ikke klør og at det gør knap så ondt.

Til gengæld føles det som om jeg befinder mig under vand og min hørelse er noget nær væk på det ene øre. 

Skidt, bare det virker og helst hurtigere end hurtigt.

Jeg fortalte iøvrigt lægen, at jeg har skrantet, skrantet og skrantet endnu engang og at det efterhånden var ved at gå mig en smule på nerverne med al det småsygdom, men hun kunne berolige mig med at det var forskellige vira, som florede i byen og at stort set hele Sisimiut havde været forbi med akkurat de samme symptomer, som jeg kom med.

De elever, som jeg dagligt er i kontakt med, er ikke altid helt klar over betydningen af håndvask, hygiejne og tagen hensyn, –fx. når man hoster, pudser næse o.lign. og det er mere end almindeligt svært at få indarbejde de vaner hos dem, så det spiller helt sikkert også en stor rolle for mig, – og at jeg aldrig helt når at blive helt rask inden jeg går på arbejde igen, hvis jeg da overhovedet har været væk.

Nå!

Nu er det jo heller ikke værre end at det kun er influenza, virus og andet skralderværk, som går over lige om lidt.

Ja det er træls, men det er jo ikke livstruende, så jeg vil huske at tage mine vitaminpiller og supplere med en ekstra D-vitamin og håbe på, omend ikke andet, så placeboeffekt!

Jan og jeg havde planlagt, at vi ville i hytten i weekenden, for i år skal jeg hverken fotografere skiløbere eller andet end lige akkurat det, som jeg har lyst til, så jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil, hvis altså øre-møget giver lov.

Min krop har hungret efter at lægge sig under dynen i dag og hovedet har tørstet efter søvn.. den søvn, som det blev snydt for i nat, men øret bryder sig ikke om det.

Da der endelig kom nogen hjem:

Stod mit kamera på stativet og jeg fik lov til at se dem meget dybt i øjnene,

 ¨

for der er godt nok ensomt at være hjemme alene uden andet selvskab end sit eget, tv-serierne og katten.

 

 

Katten:

Saras kat gør ikke meget væsen af sig og så alligevel.

Den kom i dag og lagde “sit” viskelæder foran mig.

Det betyder, at jeg skal kaste viskelæderet ud i gangen og den skal løbe efter det, hente det og lægge det foran mig, som en anden hund.

Så kan jeg så sidde og kaste viskelæderet afsted de første 35-50 gange, hvis jeg eller gider.

I dag stoppede jeg før katten var færdig med legen og den kravlede så små-fornærmet op i stolen. Så kunne jeg få et billeder af den.

Den vokser med lynets hast og er stadig Saras, bogstaveligt talt, kæledyr.

Aldrig har jeg set et kæledyr leve så meget op til sit hverv som kæledyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I morgen bliver ACR: som sagt skudt igang.

Jeg ville utroligt gerne have set starten, så jeg krydser fingre og tæer for at der sker et mirakel i løbet af natten med mit onde øre, min rustne stemme, ømme hals, værkende muskler, trætte krop og min almene tilstand i al almindelighed.