Fra sygesengen

Sidst i indlægget er der katte-fotos i stride bunker.

Så er du advaret mor (min mor har fobi mod katte )

 

Afsked:

I mandags kunne jeg tage afsked vores gæster herhjemme.. iført nattøj og masser af sløjhed, jeg var nemlig ikke på arbejde og jeg troede et eller andet sted på, at jeg ville være friskere, raskere og en smule mere i hopla om tirsdagen, men faktum er, at det er gået støt ned ad bakke siden.

 

Sygdom:

I tirsdags var jeg ikke bare hjemme.

Jeg måtte faktisk ikke gå ud fra mellem 12.30 til ca 15.30.

Ikke, at jeg hverken ville eller havde lyst, for jeg var sygemeldt og med god grund.

 

Drama:

Hele vores beboelses-område var afspærret og vi måtte ikke forlade det og ingen kunne komme herop.

To mindreårige drenge havde fundet sig nogle skydevåben, som de havde affyret ind igennem nogle vinduer.

Jeg kunne følge hele dramaet fra mit køkkenvindue uden dog helt at vide, hvad der foregik.

 

Gennem facebook, telefonopringninger og kamikposten fik jeg nogenlunde samme resultat, som jeg også kunne læse om i Sermitsiaq.

 

Mere sygdom:

I går aftes, så det en smule lysere ud, men i nat vågnede jeg med den mest djævelske ørepine.

Det startede med en kløe.. eller ihvertfald vågnede jeg ved, at jeg kløede mig i øret med min finger.

Ørelæge-skæld-ud:

Normalt putter jeg absolut ingenting ind i mine øregange og har ikke gjort det de sidste 26 år.

Engang jeg var på Righshospitalet med Simon i en helt anden anledning, blev hans ører undersøgt og der kunne ørelægen fiske en ret så stor og modbydelig klump vat ud af hans ører, som jeg i godtroenhed og overdreven moderskab, havde proppet derind, i mit forsøg på at holde ham ren og pæn.

Skæld-ud er måske et for stærkt et ord at bruge om det ørelægen gav mig, men det var langt derhenad og og siden har jeg aldrig, aldrig puttet hverken vatpinde eller andre genstande ind i hverken mine eller andres øre.

Ører er selvrensende og det eneste, som vi, iflg. ørelægen måtte putte i ørerne, er vores albuer.

Ørepine:

I søvnen havde jeg dog ikke kunne modstå den infernalske kløe, som var blandet med den mest ondskabsfulde smerte og havde nogen bedt mig om at storgræde i nat af smerte og selvmedlidenhed, havde jeg adlydt pr. omgående.

Jan kom med masser af smertestillende til mig og et stort glas vand, ynkede mig behørigt, strøg mig over panden og jeg fik en smule søvn, men enhver, som har haft ørepine, ved at det gør ekstra ondt, at ligge ned når man har ondti ørerne.

Jeg havde glædet mig til at komme ud i solskinnet i dag, nyde den friske luft og indånde stemningen, som de nyankomne ACR-deltagere har medbragt fra nær og fjern.

Jeg havde glædet mig til at komme på arbejde, komme ud, se verden udenfor mit soveværelse og især at se andre mennesker.

Turen kunne så istedet gå til lægen, som kunne konstatere at jeg havde revet bagvæggen i min øregang (?) op, så det var kommet et stort sår og at jeg havde mig en solid ørebetændelse.

Lægen gav mig noget salve med en masser plusser på og de tre dråber, som jeg skal dryppe mit øre med tre gange om dagen gør at det ikke klør og at det gør knap så ondt.

Til gengæld føles det som om jeg befinder mig under vand og min hørelse er noget nær væk på det ene øre. 

Skidt, bare det virker og helst hurtigere end hurtigt.

Jeg fortalte iøvrigt lægen, at jeg har skrantet, skrantet og skrantet endnu engang og at det efterhånden var ved at gå mig en smule på nerverne med al det småsygdom, men hun kunne berolige mig med at det var forskellige vira, som florede i byen og at stort set hele Sisimiut havde været forbi med akkurat de samme symptomer, som jeg kom med.

De elever, som jeg dagligt er i kontakt med, er ikke altid helt klar over betydningen af håndvask, hygiejne og tagen hensyn, –fx. når man hoster, pudser næse o.lign. og det er mere end almindeligt svært at få indarbejde de vaner hos dem, så det spiller helt sikkert også en stor rolle for mig, – og at jeg aldrig helt når at blive helt rask inden jeg går på arbejde igen, hvis jeg da overhovedet har været væk.

Nå!

Nu er det jo heller ikke værre end at det kun er influenza, virus og andet skralderværk, som går over lige om lidt.

Ja det er træls, men det er jo ikke livstruende, så jeg vil huske at tage mine vitaminpiller og supplere med en ekstra D-vitamin og håbe på, omend ikke andet, så placeboeffekt!

Jan og jeg havde planlagt, at vi ville i hytten i weekenden, for i år skal jeg hverken fotografere skiløbere eller andet end lige akkurat det, som jeg har lyst til, så jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil, hvis altså øre-møget giver lov.

Min krop har hungret efter at lægge sig under dynen i dag og hovedet har tørstet efter søvn.. den søvn, som det blev snydt for i nat, men øret bryder sig ikke om det.

Da der endelig kom nogen hjem:

Stod mit kamera på stativet og jeg fik lov til at se dem meget dybt i øjnene,

 ¨

for der er godt nok ensomt at være hjemme alene uden andet selvskab end sit eget, tv-serierne og katten.

 

 

Katten:

Saras kat gør ikke meget væsen af sig og så alligevel.

Den kom i dag og lagde “sit” viskelæder foran mig.

Det betyder, at jeg skal kaste viskelæderet ud i gangen og den skal løbe efter det, hente det og lægge det foran mig, som en anden hund.

Så kan jeg så sidde og kaste viskelæderet afsted de første 35-50 gange, hvis jeg eller gider.

I dag stoppede jeg før katten var færdig med legen og den kravlede så små-fornærmet op i stolen. Så kunne jeg få et billeder af den.

Den vokser med lynets hast og er stadig Saras, bogstaveligt talt, kæledyr.

Aldrig har jeg set et kæledyr leve så meget op til sit hverv som kæledyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I morgen bliver ACR: som sagt skudt igang.

Jeg ville utroligt gerne have set starten, så jeg krydser fingre og tæer for at der sker et mirakel i løbet af natten med mit onde øre, min rustne stemme, ømme hals, værkende muskler, trætte krop og min almene tilstand i al almindelighed.