søndag den 16. marts 2014

Hvor man vælger at være mat og muskel-øm

I går havde jeg det skidt.

Dét havde jeg faktisk også i dag, men dog ikke i samme grad som i går.

I dag var jeg mat, træt og tung i alle muskler og led, men jeg stod op, tog et varmt bad og bildte mig selv ind, at alt var godt og kroppen frisk.

Det holdt til en køretur ned til tank-stationen og en tur i butikken efter de allermest livsnødvendige ting og så måtte jeg hjem og lægge i min seng med varmepuden tændt.

Jan gik rastløst rundt, frem og tilbage, hen til vinduet og tilbage igen for derefter at gå i ring om sig selv, mens han diskuterede med sig selv om sigtbarheden var OK for en tur ind til hytten på scooter og pludseligt lettede de tunge snebyger sig og han fik fart på.

Jeg lå på min varmepude og havde ondt af mig selv over at bruge endnu en weekend på at være slået ned og omkuld, men Jans rastløshed smittede og inden varmen fra varmelegemet havde forplantet sig i mine ømme muskler, var jeg oppe og ved at klæde mig på i uld og i mange lag.

Vi kørte langsomt og adstadigt.

Ingen havde mere travlt end at der kunne tages hensyn til at jeg stadig følte at jeg befandt mig i en cementblander og vi  nåede frem og ind til hytten.

hytten

 

Det er nu noget federe at slippe selv-medlidenheden fri inde ved hytten end i sit soveværelse og måske giver det bagslag, at jeg har kørt ud over isen i en frisk, kold brise og måske hævner det sig i mine i forvejen ømme muskler, at de er blevet brugt, men mentalt har jeg fået tanket lidt op og fundet kampgejsten frem til at nedkæmpe, hvad der måtte befinde sig af vira og andet ondsindet i kroppen denne eftermiddag, hvor vi fik besøg af venner, der ligesom os, værdsætter stilhed og stille væren, og teen

tilte

blev drukket i stilheden

hjemme

og udsigten var intet mindre end iorden

sol

 

udsigten

I morgen starter en ny uge, hvor farfar, farfars nye kæreste og farfars venne-par kommer.

Resten af måneden vil blive brugt på hyggeligt samvær med folk, som nyder på sammen måde som os og hvis jeg kan nå det, vil jeg, inden de kommer med flyet, svinge støvsugeren over nullermændene, gnide en våd klud over de grimmeste pletter og hvis ikke, tror jeg at gæsterne er ret så ligeglade.

Vi glæder os til at vise dem vores vinter og vi håber, at vi kan få dem ind til hytten, så de ved selvsyn, kan opleve at hyttelivet er ligeså givende for sjæl og sind, som om sommeren, hvor de har oplevet det.

Hav en god mandag

Når en sætning hægter sig fast på den indre velcro

For et godt stykke siden, havde min lillesøster Lena indspillet mange af sine hjemmeindspillede videobånd til dvd. Laura og Sara så dem hos mine forældre og der var bl.a et pænt, langt stykke indspilning fra første og sidste gang vi var på charterferie (på Grand Canaria)

De syntes selvfølgeligt, at det var sjovt at se sig selv som små og da Jan og jeg ikke har været særligt flittige med levende billeder på noget som helst tidspunkt, for ikke at sige at vi aldrig har gjort i det, er det jo rart, at andre har været det.

På et tidspunkt sagde een af pigerne til mig: “ du virkede altså meget gladere dengang..” og jeg fik, på det helt forkerte tidspunkt, sagt, at det var fordi de var små og der ikke var så mange bekymringer.. og selvfølgeligt blev det misforstået og mange ord skulle lægges på det sår, som opstod og mange ord skulle plastres ind om det sarte teenage-hjerte, som ikke kunne vente med at høre resten af sætningen; for der er mere end det..

“ Du virkede gladere dengang”… ordene har rumsteret, rørt på sig og fostret tanker, som ikke er tænkt helt til ende endnu, men status i dag er, at “Ja”, jeg tror faktisk at jeg var mere glad dengang end nu, for jeg var mere ubekymret og havde ikke så meget tvivl.

Nogle kvinder og især dem, som bliver interviewet til de kulørte dameblade, gentager sig selv og hinanden i een lang uendelighed om, hvor meget lettere livet bliver, når man bliver ældre og hvor gladere man bliver for sig selv med tiden, men jeg har det faktisk en lille smule anderledes, for ikke at sige modsat.

Jo flere ting jeg oplever, jo mere klar over er jeg, om de farer, risici, og ulykker, som livet kan bringe med sig.

 

Min bevidsthed om, hvor let livet kan forandre sig, er blevet større. Jeg tænker mere over i morgen og forsøger at bane og feje vejen ud i fremtiden, så også den bliver let.

Måske er det al min banen og fejen mig igennem dagene frem til i morgen, som har sat nogle permanente bekymrings-rynker i min pande og trukket mundvigs-rynkerne i den forkerte retning og som bliver tolket, som “ikke-glad”?

 

Mere end een million gange har jeg vist sagt, både højt og tavst, at mit ansvar som mor, tager jeg dybt, dybt alvorligt og måske er det denne alvor, som permanent har sat sig og gjort at jeg udadtil virker mindre glad?

 

For er der en anden ting, som jeg også tit hører, så er spørgsmålet om, hvorfor jeg er sur???

Sur.. det er jeg meget sjældent.

Og når jeg er det, er man ikke i tvivl!

Jeg er det ikke særligt længe ad gangen, så måske det ikke engang opdages?

Men nej!

Jeg er ikke sur og jeg er stadig meget glad.

Men jeg er blevet mere alvorlig og jeg er blevet mere voksen. Det bliver vi jo allesammen. Men mindre glad, er jeg altså ikke blevet.

Glæden over livet og især glæden over mine børn, er 100% intankt.

Hverken mere eller mindre og måske en smule mere nu end før,  fordi jeg ved, hvor let som ingenting alting kan ændre sig.

 

 

Jeg sad i formiddags og kikkede i et af de ca 50 fyldte billed-mapper, som vi har og på rigtig mange billeder, der er af mig, ser jeg glad, smilende og ubekymret ud

 

 

Da jeg var yngre, levede jeg næsten, –kun næsten fra dag til dag, uden at bekymre mig om morgendagen.

Livet var let og ubekymret, for jeg vidste jo ikke helt, hvad der var at bekymre sig om eller over.

Nu er jeg ældre og ved bedre, men ved også at der er det mere at glæde sig over i det store og i det små, så nej! Jeg er ikke sur og ja, jeg er stadig glad.

1983:

1983

1984

1984

1985

1985iviborg

1986

1986

1989

1989

 

1992

 

ca 1993engangforlængesiden

Gør du dig også mærkelige tanker om ord, som er faldet og forlængst er glemt af andre end dig selv??

lørdag den 15. marts 2014

Om at komme i en cementblander, sæler og små sjaler

Sent på eftermiddagen i går, blev jeg overfaldet, slået alvorligt, især på hele min bagside af kroppen, blev kørt over af en tonstung dumper, for til sidst at blive smidt i en cementblander, der var fyldt med mellemstore skærver… eller sådan føler jeg det i hvertfald.

Min krop værker helt vildt og jeg har ondt i alle mine muskler og led.

Indimellem hoster jeg lidt og så kører hovedet ekstremt langsomt.

Jeg ved i grunden ikke, hvad der har ramt mig, for det føles ikke som de influenzaer som jeg før i tiden har haft, men eftersom jeg ikke har hverken feber eller er snottet, tænker jeg, at det er en eller anden virus, som forsvinder ud i den blå luft meget snart.

“Meget snart” sagde jeg!!! og helst i går!

 

Hvad jeg er mest træt af, er at det skal tage bolig hos mig i en weekend.

 

Jeg har trængt til at slappe af, holde fri og koble fra mere end nogensinde.

De sidste mange weekender har jeg været på arbejde mere eller mindre om lørdagen og selvom noget af det har været frivilligt og selvvalgt, har det stadig været ting, som jeg har skullet møde op til på et givent tidspunkt og har skulle yde energi på.

Denne lørdag har jeg været  med til noget loppemarked fra kl 10-14. Det var også selvvalgt.

Jeg har et større projekt kørende med at få tømt skabet og skuret for aflagt tøj, rydde op og muge ud.

 

Idag har jeg fået solgt nogle af de strikkede sweatre, cardigans, veste mm. som de sidste to år er blevet for store til mig.

Strikket er solgt for billigt, men det er bedre end at det ligger herhjemme og fylder op.

Planen var, at Jan og jeg skulle starte snescooteren op og køre ind i hytten efter kl 14, men når jeg knap kan sidde på min brede, flade uden det gør ondt, så er der ikke så megen mening i at køre helt ud i hytten. Det er stadig bedre at være hjemme, når man ikke føler sig på toppen.

Jeg satser og måske er det satset for stort, at jeg kan komme ud i morgen formiddag sammen med Jan?

 

Ugen har budt på venlighed og blide strøg over arbejdsugen.

Dét var tiltrængt og jeg har nydt ugen.

Når jeg ikke skal noget eller skal andet end bare være, nyder jeg faktisk også, når blæst hvirvler sne op i solskin.

Det ser så flot og dramatisk ud, når løs sne fyger og de mange tusinde små iskrystaller glimtrer imod solen og akkurat sådan var vejret i onsdags da jeg om eftermiddagen kunne stemple ud fra skolen.

fc

snefygning

fygning

 

Om aftenen gik jeg halvvejs i panik da jeg kom i tanke om, at jeg havde lovet at se på en opskrift som een af mine aftenskole-elever ikke kunne knække koden på. Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, fandt et nøgle garn og nogle strikkepinde frem og så skal jeg ellers love for at jeg strikkede.

Koden blev knækket og jeg kunne tage det næsten færdige stykke strik med torsdag aften, så hun kunne se det færdige resultat mens jeg gelejdede hende gennem opskriften.

Jeg skyllede det lillebitte mikro-sjal op i mild sæbe og fik blokket det ud så mønsteret kom til sin ret.

sjalisneen

Der er brugt lidt over 50 gram garn, som er rester fra denne cardigan og jeg har brugt min firkantede rundpind nr. 4mm.

sjal

Af de sidste par meter garn, som jeg havde i overskud, valgte jeg at tråde en masse perler på det dobbeltlagte garn og hækle en lang snor, hvor perlerne blev hæklet med ind. Enderne blev hæklet sammen og når du vikler det rundt om håndleddet har du en dejlig varm håndledsvarmer, som kun tager et par minutter at lave, samtidig med at det pynter (hvis du er til den slags pynt)

armbånd

 

Måske har du bemærket, at der har kørt en stor kampagne for at øge salget af sælskind fanget af grønlandske sælfangere?

Der har været flere events i Danmark, demonstrationer og da Dronningen bød til dansemik, valgte adskillige af de indbudte at vise et stykke sælskind frem på den ene eller anden måde og på instagram kan du ved at følge #sælfie se en masse selfies, hvor folk viser deres støtte til de grønlandske sælfangere, ligesom der også på facebook vises en masse sælfies. (se nu nogle af linkene/de fine billeder/sælfies Smiley og naturligs også en ægte sælfie lige her)

Jeg har, naturligvis, også taget en sælfie og lagt på facebooken,

sælfie

sat min underskrift lige her på http://inuitsila.org/ og jeg tyvstjæler min datter Lauras statusopdatering, hvor hun med disse ord opfordrer / spørger sine facebookvennner om følgende:

“Sælerne i arktis bliver født og lever hele deres liv i fri natur. De har al den plads de vil have, og i og med der kun er under 60.000 grønlændere og omkring 12 millioner sæler vil jeg vove at påstå at de fleste sæler dør naturligt. Gid man kunne sige det samme om kyllinger, svin og køer. De lever deres liv på meget lidt plads, opdrættes kun til slagtning, bliver tit fyldt med en masse kemikalier og en masse går til spilde når de slagtes. Fangerne i grønland lever i, med og af naturen og al fangst foregår i respekt for fangstdyret og naturen. Sælfangsten i grønland er 100% bæredygtig og når skindet sælges går kødet aldrig til spilde. Jeg støtter fangerne. Gør du?
#sælfie #støtfangerne #inuitsila (Støt med din underskrift på inuitsila.org)”

Dette, lidt rodede indlæg vil jeg så slutte brat af med to billeder, som jeg har taget for nogle år siden i Københavns zoologiske have:

5 (6)

6 (2)

 

og et billede af min søster og mig i grønlænderdragt taget i foråret 2012.

81

Min mors fine kamikker (dem til venstre), som er lavet i sælskind

forskelligtfodtøj

og måske, hvis du er interesseret i at vide lidt mere om den grønlandske nationaldragt til kvinder du har lyst til at læse lidt om den her.

Hav en god søndag, så vil jeg imens forsøge at kravle ud af cementblanderen og blive frisk.

tirsdag den 11. marts 2014

Weekendforventning på en tirsdag

I lørdags havde jeg jo lovet mig selv ud.

Det havde Jan ikke.. og så alligevel: Han havde aftalt med een af sine venner, at de ville køre på snescooter op til hytten og overnatte og de drog afsted i den klareste sol, skarp frost og blå himmel.

janp

De var forventningsfulde og glædede sig.

 

mha

Vi aftalte, at jeg skulle følge efter om søndagen om formiddagen og jeg stod også tidligt op for at gøre klar og komme afsted.

Jan ringede fra Iridium-telefonen /satellit-telefonen, at de ville køre ind til hans bror og hjælpe ham afsted, da han var på hundeslæde ind til sin hytte og han kunne også fortælle at det føg og blæste inde i fjorden, som der også gjorde herude.

Det kunne ikke svare sig for mig, at jeg kørte afsted og jeg derfor blev hjemme, lettere skuffet. Øv!

På lørdag er der loppemarked, hvor jeg har bestilt et bord, som jeg vil sælge noget af alt mit aflagte tøj fra, så den weekend er næsten også væk, men jeg satser, håber og tro på en enkelt overnatning i hytten.

 

Og ellers kan jeg jo doodle og krusedulle lidt flere frustrationer ned på papir.

Disse to A3 er fyldt med kruseduller og hvis ellers jeg ku finde nogle rammer med sort kant, ville de da gøre sig et eller andet sted.

kruseduller

dodles

rundt

søndag den 9. marts 2014

Kæmpernes kamp

Jeg gjorde mig nogle strøtanker i går mens jeg gik min eneste gåtur

(gå-turs-udsigten. Mobil-foto)

gåturen

i denne uge:

 

Hver dag er en kamp.

Hverdagen er en kamp for rigtig mange kvinder.

Verden over kæmper kvinder kampe både i hjemme og udenfor hjemmet.

 

De kæmper om retten til at stemme.

Retten til uddannelse.

Retten til at køre bil.

Retten til rent vand.

Retten til selv at vælge deres ægtefælle.

Retten til at få det samme i løn som deres mandlige kollegaer og retten til medbestemmelse for deres eget liv.

I nogle dele af verdenen over kæmper kvinder mod omskæring, prostitution og menneskehandel og bedre vilkår for deres døtre.

Jeg ser i TV-avisen og læser i avisen om ganske unge piger og kvinder, som bliver solgt til prostitution og slavelignende forhold og jeg tænker at de små kampe, som jeg kæmper, intet er at regne mod de kampe, som kæmpes rundt om i andre kvindeliv og jeg faktisk burde bide tungen af mig selv ved overhovedet at kalde det en kamp.

Jeg er taknemmelig for, at jeg lever i et demokratisk samfund, hvor jeg må mene, tænke, føle akkurat som jeg har lyst til og hvor jeg har politisk medbestemmelse, hvor jeg kan uddanne mig og det endda til hvad jeg har lyst til og tjene mine egne penge.

 

Mine muligheder, som kvinde, er næsten uanede i forhold til mange andre kvinders verden over og det er jeg taknemmelig for.

 

I forhold til mange andre kvinder rundt om i verden, har jeg det som blommen i et æg og min tilværelse, som kvinde, mor og hustru er misundelsesværdig for rigtig mange.

Jeg bliver lidt flov, skammer mig en smule og får det lidt dårligt indeni over, ikke bare mig selv, men over alle os, som burde have overskud og energi til at gøre noget, ikke gør noget for vores medsøstre verden over, som ikke har det lige så godt som os og jeg beundrer de mennesker, mænd, som kvinder, som rejser sig fra deres magelige sofahjørne og kæmper for de mennesker, som ikke har det lige så godt som mig, men hver især kæmper vi jo vores egne kampe og ingen siger, at den enes kamp er mindre værd end den andens.

Der er kvinder verden over, som kæmper små og store kampe i hjemmet mod en voldelig ægtemand og statistikkerne og de mange overfyldte kvindecentre er jo et nedslående og deprimerende bevis på, at mange kvinder lever liv, som jeg og, heldigvis, mange er heldigt forskånet for.

Jeg vil dog gerne have lov til, og det måske for at retfærdiggøre, at jeg sidder i mit magelige sofahjørne og alt for sjældent tænker på mine medsøstre verden over, have lov til at mene, at de små og i andres øjne, usigeligt små kampe, som udkæmpes i mit og andres hjem også er kampe, som er værd at kæmpe.

Ved at leve et ligeværdigt liv med den mand, som jeg selv har valgt, viser jeg mine døtre og pigerne i min lille verden, en vej.

Når jeg, med største selvfølgelighed sætter mig ud i bilen og kører, når jeg går ned til valgurnerne og stemmer, når jeg hver måned får indsat min løn på min egen bankkonto, er jeg med til at vise min omverden, at det ikke bare er en mulighed, men en selvfølgelighed.

 

En af mine bekendte, som har en anden religion og som er meget troende, sagde engang til mig at i deres religion skulle og tilstræbte man at forholdet mellem kvinder og mænd, var som en fugl: begge vinger skulle være lige stærke for at fuglen ikke fløj skævt….

Som jeg skrev forleden dag, var jeg bedt om at tage billeder til markeringen af kvindedagen her i Sisimiut, som om om aftenen skulle afholdes på Taseralik og jeg drog afsted med lamper og teknisk udstyr om eftermiddagen efter min gåtur ud til lufthavnen.

Jeg mødte en lille flok kvinder, der gik i optog op gennem byen,

(mobilfoto)optogmens de sang hyggelige, traditionelle folkesange, men jeg tapsvedte, så jeg hilste på, tog et billede med mobilen og hastede videre for ikke at blive alt for afkølet i de –16 grader, det frøs.

Mens jeg satte lys op og gjorde klar, blev kulturhuset fint pyntet op med røde servietter, der blev formet som hjerter, den mandlige kok, kokkerede og teknikeren, havde travlt med at finjustere lyden til det band, som skulle spille om aftenen.

Årets kvinde blev valgt, et digt blev læst op og der var lodtrækning af nogle enkelte sponsor-gaver, der var modeshow af to omgange og så var der musik og dans.

Fin fest og god stemning.

Måske er jeg gammeldags, kedelig og vanetænkende, men jeg manglede noget politisk indhold på talerstolen i går aftes og jeg manglede oplæg om de kampe, som stadig bør kæmpes for at vi stadig og fortsat, mænd og kvinder, er ligeværdige, men måske jeg bare er lyseslukker og hængemule?

 

 

I morges dag jeg vågnede alt for tidligt, kunne jeg konstatere at min påskekaktus, som har stået på spring i flere dage, nu er sprunget ud med en enkelt blomst og inden jeg går i gang med det store arbejde at åbne de ca 350 billeder, som jeg tog i går aftes, måtte jeg lige tage et par billeder af den enlige, som kommer til at bane vejen for resten.

5

1

2

 

Prøv at klikke billederne større og se spejlingerne i de små dråber Smiley

3

4