Små øjeblikke af lys

I går var det årets korteste dag.

Vintersolhverv og fra i dag af, øges dagens længde med et kort øjeblik hver dag.

De øjeblikke, som bliver længere og længere, for til sidst at ende med at vare hele dagen for os heroppe nord for polarcirklen, er balsam for sjæl og krop.

Jo ældre jeg bliver, jo sværere har jeg ved at klare de mørke dage, som synes uendelige at komme igennem.

Jeg synes at der er mange og lange dage, som er indhyllet i polarmørket og jeg bor endda et sted, hvor der dog er dagslys flere timer om dagen, helt op til 4-4½ time..nord for os, er de indhyllet i mørke for alvor og i lang tid. Dét ville jeg slet, slet ikke kunne klare.

Jeg er til lys og lange dage.

Jeg er til dags-længder, hvor man kan nå noget og man kan se, hvad man laver og jeg glæder mig derfor over hvert et lille øjeblik, som dagen tager til sig fra nu af.

Ovre på den anden side af gaden bor mine forældre, men de bor ikke alene på gaden. Min mors fætter, Karl bor på fjeldtoppen med direkte udsigt bl.a over til os og i går lagde han et pænt billede på facebook, hvor vores hus er i absolut centrum.

 

Der er lys i skråvinduet, hvor køkkenet er og jeg har nok haft travlt med at koge vand til endnu en kop kaffe og rullegardinerne nedenunder er trukket ned, hvilket med stor sandsynlighed betyder at mine piger stadig sov på det tidspunkt, for det er deres værelser.

Jeg tog et hurtigt snapshot ud af soveværelsesvinduet, som er i den anden side end altanen, lidt tidligere på dagen end Karl tog sit billede.

De der små lyse øjeblikke, som der bliver flere og flere af og som til sommer gør, at vi har sol døgnet rundt; dem glæder jeg mig over, ligesom jeg glæder mig over de smukke solop-og nedgange, som vi trods mørket holder os.

Alle øjeblikke, som bringer lys både udenpå og indeni tæller.

 

 

I formiddags stod Jan og Sara op i nogenlunde god tid, spændte sneskoene på fødderne og drog ud afsted for at se efter ryper.

Min mor plejer at grydestege nogle ryper til det overdådige jule-frokostbord, som hun stiller op år efter år.

Der er alt, hvad hjertet og ganen begærer og lidt mere til.

Der var dog kun en sølle, forpjusket rype at aflevere i år, så Jan og Sara havde snakket om, at de ville gøre noget ved sagen og drog derfor afsted, – Sara lettere søvndrukken og Jan med håb og forventninger.

Et par timer eller tre senere var de tilbage med fire fine ryper, hvoraf de tre var skudt af Sara og hun kunne aflevere til aanaa (mormor).

Jan var mere end almindelig stolt over sin datter og tager jeg ikke fejl, er det ikke sidste gang, at Sara skal med på rypejagt

Det er også een af de øjeblikke, som lyser op i vintermørket og i moderhjerte.

Nedlagt

Jeg er nedlagt med halsbetændelse og ørepine, men lægen gav mig pencillin i dag og mon ikke det får mig på benene igen lige om lidt?

Det er hvert år og kan vel gå ind under betegnelsen:tradition, at jeg er syg, hver jul?! Heldigvis kan jeg nå at blive både rask og frisk inden dansen om træet skal foregå.

 

Mens jeg sad og gloede på mit strikketøj i går, opdagede jeg en fejl, så det er op med hele lortet igen, men så går tiden med det, snøft, snøft, godt at jeg ikke mangler tøj

Serraviks julekoncert 2013

I eftermiddags afholdte Serravik/musikskolen deres årlige julekoncert på Taseralik og eleverne viste, hvad de kunne.

Både Jan og jeg var ukristeligt tidligt både vågne og ude af sengen og planerne, som blev lagt over morgenkaffen var gode og fyldt med forkromede intensioner om rengøring og oprydning, men som formiddagen skred frem og hyggen ved morgenkaffen varede ved, kom vi ikke meget længere end hyggen.

Rengøringsplanerne forblev en plan, som vi ikke førte ud i livet og fred være med det!

Jan trak afsted med støvsugeren i går og rodet er mast ind i skabet, hvor det ikke kan ses og så kan jeg sagtens leve med at der er pletter hist og her.

Jeg trøster mig med, at der er mørkt det meste af tiden og hvis man ikke lige kigger grundigt efter, kunne man blive snydt og tro at her var fint, rent og ryddeligt.

Vi tænder et par røde stearinlys og glæder os over julepynten, freden og weekenden.

Kan du have en god 3. søndag i advent i morgen, når du når så langt?!

Lucia og afdøde tempelblomster

I går gik elever på skolen Luciaoptog, generte, stille og hvis man lyttede godt efter kunne man høre dem synge Lucia-sangen.

Min søster Lena havde øvet med dem og det havde hun gjort godt, og hvis jeg ikke tager helt fejl, skal de ud og synge for andre end skolens elever og personale i dag.

Jeg ville så gerne have forfinet mit rystede billede fra sidste år og gjort det endnu mere “mystisk”, men kameraet ville ikke helt som jeg ville og fred være med det.

Eleverne i min afdeling ved, at jeg stort set altid har en eller andet form for kamera på mig og om ikke andet ikke har  noget imod at tage et billede med min mobiltelefon og de sidste par formiddage er det kommet rendende for at bede mig om at fotografere solen, når den bryder gennem tusmørket for lige at hilse på.

Det er ikke meget vi ser til den iøvrigt, men sådan er det jo på denne tid af året hos os.

Om præcis en uge vender det hele igen og vi kan se frem til lysere tider. Lyset vil tiltage med minut for minut og for mit vedkommende tæller hvert en lysende minut.

Jeg bliver glad indeni når eleverne kommer og beder mig om at fotografere, hvad de finder smukt, specielt og anderledes. Det viser mig, at de er opmærksomme på deres omgivelser og at de, ligesom alle andre kan se naturens små, smukke mirakler og at de ved, at det oftets kun vare korte øjeblikke.

Det er en tillidserklæring af dem at bede mig om at forevige, hvad de finder smukt og hver gang tænker jeg, at jeg vil gøre mit bedste for at fange og ramme, hvad de ser. Det er svært og jeg tænker at jeg i det  nye år, mindst en gang om ugen vil medbringe mit gode kamera, så det bliver oftere brugt og motivet bedre fanget.

I sidste uge strikkede jeg en Tempelblomst.

I går aftes trævlede jeg det hele op. Den var bare ikke mig, selvom jeg synes det er en flot og fin model.

Overalt i blogland strikkes der Tempelblomst og den sidder så godt på mange og jeg blev grebet af feberen, iveren og begejstringen, så let, som jeg er at fange, begejstre og imponere, slog jeg masker op til min helt egen i rust-orange og strikkede det ene blad efter det andet, mens tvivlen langsomt sneg sig med ind i maskernes løkker og da jeg nåede til at skulle dele arbejdet, lukke af og strikke ærmer, havde beslutningen om, at jeg sjældent ville få den brugt fået overtaget.

Nu er der slået masker op til noget helt andet og selvom strikke-iveren ikke er på sit højeste i disse travle dage, så føles det lidt rigtigere og lidt mere mig.

Pga søvnmangel og nevø-kærlighed

Uuh, som jeg godt gad at kunne smutte en tur til Nuuk hver weekend eller at Daniel og Silas kunne komme herop, når behovet for at se hinanden blev for stort.

Det var en vitaminindsprøjtning at være i Nuuk,

se gamle veninder og kunne slentre rundt midt på dagen med god samvittighed, men allerbedst var det at have sin familie lige ved hånden, høre deres latter, dufte til deres kinder og sidde stille med dem i sofaen.

På vej hjem i flyveren var jeg lidt tung i hjertet og måske øjnene var lidt våde, men jeg ved, at de vil gøre meget for at komme tilbage hertil Sisimiut og hjem til deres eget hus. Det bliver godt at kunne følge lidt mere med i deres liv når og hvis det sker.

P.S. I nat havde vi glemt at slukke for Olsens lys og han holdt en lang underholdende enetale for sig selv kl 03, hvor han redegjorde for alle sine meninger og holdninger om alt og ingenting.. til irritation for mig, som blev vækket hmmmff