torsdag den 5. marts 2009

Afslutning

Og så slutter vi lige DAGEN af med lidt nordlys:

Jubii-dag

Det har bare været en god dag! Så er det altså sagt! Og den er ikke engang slut endnu. På arbejdet lå en bog på skrivebordet på biblioteks-kontoret, og forsiden gjorde mig glad: Et billede af Edward Hopper. Det tegnede godt. Så løste jeg lige et problem med vores bibliomatik eller rettere en bog, der har drillet meget, meget længe og pludseligt i dag gik det op for mig, hvordan jeg kunne løse knuden. Jeg var jublende glad og følte at jeg var verdens heldigste og dygtigste person, og med den følelse kunne jeg forlade skolen for i dag. Bilen holdt nede foran Taseralik, som jo er skolens nabo, og efter en pludselig indskydelse, gik jeg ind og ganske rigtigt var Jørgen Chemnitz ved at hænge sine billeder op. (Jeg spurgte og fik lov til at fotografere)Der er fernisering i morgen kl 16, og jeg kan hilse og sige, at kommer I, bliver I ikke skuffet, for de portrætter er bare fantastiske. Som et andet sindsforvirret fan, stilede jeg direkte over til ham og trykkede hans hånd. Han genkendte mig, for jeg har kommenteret flittigt på hans blog, anmodet om hans venskab på Facebook og sendt forventninger afsted om en udstilling her i Sisimiut. Gid jeg havde været journalist og havde kunnet udspørge ham legalt om alt muligt: hvilket kamera bruger du? Hvorfor lige netop portrætter? Hans karriere, hans livretter, hans liv i Nuuk? Hvorfor blogger han ikke videre om livet i Nuuk? Hvorfor, hvorfor, hvorfor?? Jeg tror, han ville være lykkelig over, at jeg ikke er journalist, hvis han vidste, at jeg ville total-udspørge ham og slutte af med at bede om et billede af ham og mig, samt en autograf. Jeg er vild med hans portrætter og hans skrivestil, men det behøver jeg jo ikke fortælle dig, for jeg har skrevet det så mange, mange gange. Men udvidende om de mange spørgsmål jeg kunne have fundet på at stille, og at jeg ville have fundet på flere bare for at holde på ham, gav han mig et kram og et knus på kinden og sagde, at han genkendte mig. For at gøre noget der virkede bare en smule, der virkede anstændigt, fotograferede jeg isen på vinduerne, der tør..bare for at kunne dokumentere, at solen er ved at få lidt magt over de tyndeste lag af is og sne, og det nu går i den rigtige retning..mod sommer og sol og varme.Min dag var gjort! Jeg kørte ud i Lenas hus for at tjekke blomster, varme og hvad man nu tjekker, og kørte lettere euforisk ud ad lufthavnsvejen for at jagte mit held inden det igen forsvandt, og du tror det er løgn, men lige inden jeg krydsede broen så jeg dén! Ørnen, der dykkede ned og tog en edderfugl med sig op og i næsten samme vingeslag slog den sig ned på isen, hvor den straks blev omringet af ravnene, der hellere end gerne ville dele byttet med ørnen. Ravnene, der ellers er store nok, lignede små drenge ved siden af storebror-ørn. Jeg kastede mig ud af bilen, mens jeg skruede zoom-objektivet på kameraet for at få bare noget ud af oplevelsen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var fantastisk! Ørnen fik næsten ikke madro, så den lettede med sit bytte i kløerne og en lang hale af ravne efter sig og forsvandt over på den anden siden bag isfoden. Jeg stod med åben mund og fremstående polypper og kameraet limet foran mit højre øje, mine fingre var fuldstændig frosne, men hvad? Håber du kan fornemme det hele på mine slørede, kornede billeder? Jeg håber at genopleve det hele, pånær de 25 frostgrader dagen startede med, i drømme i nat; både mit møde med Jørgen Chemnitz og ørnen.

I går da jeg fotograferede ørnen, har jeg tabt min ene handske ud af bilen og jeg fandt det midt på lufthavnsvejen idag. Det er da ren Fætter Højben-agtigt. Håber ikke at min kvote er totalt opbrugt for i år nu?

onsdag den 4. marts 2009

Næste gang!

I går morges, mens jeg smurte dagens madpakker, kunne jeg ud af køkkenvinduet se to af de fire heste. De hygger sig rigtigt og jeg hygger med. Jeg synes at det er hyggeligt, at de sådan går sig ture rundt i byen, og i morges stod de nede ved Jans hunde. Nogle af hundene var nysgerrige, men forholdt sig fuldstændigt roligt. Hvalpen, som ikke har stiftet bekendtskab med hestene endnu, stod og galpede for at få deres opmærksomhed. Desværre var jeg sent på den, så jeg havde ikke tid til at stoppe op og fotografere dem, så I kunne se, hvor hyggeligt det så ud. Alle i byen ved, hvor de heste hører til og de løber tilsyneladende ikke længere væk end at de kommer tilbage igen, hvor de hører hjemme. For et stykke tid siden, stod de oppe ved en af byens bagere og rodede i containeren. Der lå nok kage, brød og andre godter i containeren, som fristede. I dag var Laura ude og besøge en ven, og jeg havde ellers besluttet mig for at jeg ikke gad at kikke efter ørnen i dag. Sådan lidt i trods! Så den kunne lære det! Men næsten ude ved lufthavnen, langt langt oppe på fjeldtoppen kunne jeg se en lille ræv, der sad og kikkede ned på mig. Jeg var en smule i tvivl først, men fik sat zoom-objektivet på kameraet, og kunne konstatere at min anelse var rigtig. Den blev fotograferet, selvom det nok kun er mig, der kan se at det vitterligt er en lille mørkebrun polarræv. Kan du se den? Halvvejs tilbage kom ørnen så med langsomme, majestætiske vingeslag. Godt, jeg stadig havde zoom-objektivet på, for ellers havde det da kun været en lille sort prik, som kunne forvekslet med et støvkorn. Næste gang! Næste gang! Ja, næste gang flyver den lige over mit hoved og sætter sig et par meter foran mig, så jeg i fred og ro kan fotografere den, studere den og beundre den. Næste gang! Apropos fotografering, så er jeg igang med at strikke en handske-luffe, hvor der er tommelfinger, pegefinger og de resterende tre finger får en "luffe". De ser spøjse ud, men den første jeg har strikket fungerer efter hensigten. Nu overvejer jeg, om jeg skal være gennemført, og lave venstre "vansken" (vante/handske) som en luffe, for der har jeg ikke brug for mine fingre, hverken når jeg skyder med Nikon eller den Tikka, som jeg har fået af min far for nylig (Tikka=et gevær med to løb, hvor overløbet er en kal. 12 og nederen er kal .222 (Øh, jeg synes selv, at jeg er sjov)). Solen har været gemt bag lavthængende sneskyer, som ikke har løsnet meget sne. Det har været lyst, dejlig lyst lys, og Edward Hopper-stemningen har været fremherskende de sidste par dage, og kulden er til at tage og føle på (-20) Det er rigtig vinter.

tirsdag den 3. marts 2009

Jans fødselsdag

I dag fylder Jan år. Det passede så godt med, at Simon kom en dagstur herud i går til i dag. Der er jo ikke læge i Kangerlussuaq, så hvis man skal undersøges grundigere, må man tage flyveren ud til os. Simon skulle til en øjenspecialist, som er på gennemrejse, og specialisten kunne konstatere, at der er lavet en fejl på Simons briller. Vi kunne derfor tage forskud på Jans fødselsdag, og var ude og spise med pinde i går aftes. Desværre er "kineseren" ikke længere kineser, men thai, og det var stærk thaimad, udmærket, dog ikke i nærheden af kineserens menu, som bestod af grønlandske råprodukter i kinesisk forklædning. I dag ved middags tid sendte jeg Simon afsted med Dash-en, tilbage på arbejde, og efter arbejde skyndte jeg mig hjem for at lave Jan en lagkage. Min mor, min far og Jesper kom og delte kagen med os, men halvdelen står endnu..så nu hænger vi på den ;-) Måske kunne gæsterne ikke lide lagkagen, siden de levnede så meget?Min mor gav Jan en bog. Hun kender ham jo efterhånden, og ved hvad han læser og at han læser rigtigt, rigtigt meget. Min far havde haft travlt, og lavet en ualmindelig flot kuglepen til ham i rensdyrtak. Han bliver bedre og bedre til at lave dem, og det er altså ret blæret at kunne sidde og vifte med sådan et stykke kunsthåndværk til mødet, når man krydser eleverne af, eller man lige skal skrive noget absolut ubetydeligt for een, som endnu ikke har set ens kuglepen. Jo, det er ren blær'! Tilbage af dagen er kun aftenen som jeg vil bruge til at strikke lidt i. Hvis KNR virkelig har fjernet Bech af programmet, bliver jeg altså muggen!

søndag den 1. marts 2009

Ren søndag

For et par år siden var det en dybt indgroet vane for hele familien at om fredagen gjorde vi rent. Ikke bare lidt og nogen steder, men vi bar alle stole ud, vippede sofabordet op på sofaen, hev alle tæpperne ud og gik ajax-amok. Hvis der var godt vejr, blev vinduerne pudset både indvendigt og udvendigt. Hvis der var for meget vasketøj, altså mere vasketøj end vi kunne nå at vaske i løbet af dagen og aftenen, kørte jeg ud med bunkerne på vaskeriet og satte det over, så det hele kunne hænges op på een gang og være tørt og parat til skabene på en gang. Lige så stille er den ellers udmærkede vane, gledet over i hygge og afslapning om fredagen, og det er sådan set heller ikke at foragte, selvom jeg til enhver tid vil påstå, at det er hyggeligere at hygge og slappe af i et rent hjem. Jeg er et udpræget ordensmenneske og kan godt lide at der er ryddeligt og rent omkring mig, men jeg er desværre også den, som roder og sviner mest herhjemme. Hvordan det hænger sammen, aner jeg ikke. Jeg tror, det hænger sammen på den måde, at når det allerførste og mindste rod viser sig, slipper jeg kontrollen over ryddeligheden, renheden og det systematiske..altså lige indtil jeg tager fat igen. Det sker så for øjeblikket kun hver anden uge. Jeg vil så til min ros sige (når nu der ikke lige er andre omkring mig til at sige det) at jeg er meget god til at gøre rent og det både hurtigt og effektivt. I går blev så udråbt til at være fredag, og jeg håbede et eller andet sted på, at jeg så fik fordoblet min lørdag, men nej! Til gengæld har jeg nydt søndagen i et rimeligt rent og pænt opryddet hjem, og mine guppier og slørhaler nyder også godt af min akutte trang til renhed og gennemsigtighed, for de fik også vasket og rengjort deres hjem, fik vasket finner og halen, så de næsten ikke er til at kende igen. De er renskurede i ansigtet og ser glade og tilfredse ud. I morges, da jeg vågnede i det rene og velduftende sengetøj, kunne jeg vende mig på den anden side og snuppe en time mere inden jeg stod op til frisklavet og velduftende kaffe. Dagen var ikke afsat til noget, og det giver plads til andre tanker og ideer, og inden jeg næsten havde fået slugt kaffen, sad jeg i bilen på vej over til Brugsen for at købe et Wii, som var på tilbud i dag. Jeg ville ønske at jeg havde haft et videokamera med derover, for der var en kø så lang, og da dørene blev slået op til butikken, vrimlede folk ind med skub og mas, og der blev spurtet op ad trapperne, hvor de eftertragtede maskiner stod. Gamle, som unge aste og maste for at få fat i den hvide kasse. Laura var med og hun er en solid pige, der ikke sådan lige er til at flytte, så hun kunne næsten i ro og mag lange ud efter en kasse, som blev fragtet hjem og installeret. Allerede nu ved jeg, at jeg skal have et "fit"-spil til apparatet. Jan kunne lynhurtigt komme i bad efter at have været ude og køre en kort slædetur med en amerikaner, der gæster skolen for øjeblikket. (Der er blevet joket en del med, at Jan som taler både dansk og flydende jysk, men meget mindre udenlandsk, skulle ud og køre med en udlænding. "Hvad hedder et bremsetov fx på amerikansk" har hans kollegaer drillet ham med. "Og hvad med en opstander"?) Jeg kunne nu forstå på deres, altså Jans og amerikanerens, samtale, da de kom tilbage til hundepladsen, at de havde fået vendt både livet og verdenssituationen på slædeturen, og næste weekend, hvis vejret tillader, skal de afsted på en lidt længere tur sammen. Sprog er ikke en forhindring, ej heller et magt middel, men en kommunikationsform, som man kan benytte sig af, såfremt kropssproget, mimikken eller det tavse sprog ikke slår til. Men som sagt, kom Jan hurtigt ud af badet, for at bokse lidt mod wii. Sara nåede at blive knotten, for hun mente, at vi andre havde prøvet mere end hende. Men det er mit spil, og har råderet over det ;-) Øv, hvor de synes jeg er træls. For ikke så længe siden snakkede Jan og jeg barndom og minder. Jeg vil påstå, at vi nok var de første til at have vores egen sodavandsmaskine her i byen? Og gensynsglæden var stor, da vi opdagede at man kan købe en sodastream-maskine igen. Godt nok ikke i den firkantede, rød-orange udgave med arm og alt det, men en ny og moderne udgave.Vi har lavet både cola-light, lemon-vand og fantaserer om, at hente elv-vand til danskvandet, som vi vil lave. På strikkefronten er jeg gået kold. De strømper jeg strikkede til Sara er færdige, men jeg har strikket nr. to en anelse længere end nr. 1. Hvad har jeg dog tænkt på? Jeg har ikke garn nok til den vest, jeg drømmer om at strikke, og jeg har endnu ikke bestilt garn til Liselottes "klokkeblomst", som jeg har købt opskriften på. Jeg overvejer en skrap farve, men den kunne også være flot i en diskret? Vægelsindet, kan man vist kalde det? Et par bogmærker er det dog blevet til i løbet af weekenden, og de er stivet på gammeldags manér med florsukker og kogende vand. De er søde, syn's jeg og vil egne sig godt, hvis man skal give en bog, som man så kunne lægge dem ind i. Opskriften fandt jeg lige her. Mønsteret genbrugte jeg i Saras strømper. (Både Pisiffik, før KGH, senere KNI og altså nu Pisiffik udvider, ligesom Brugsen og gør det. Politistationen ligger lige overfor Pisiffik. Politistationen har været placeret både i boligblokkene, i stueetagen og ude på Teleøen, men de sidste mange, mange år har det ligget her i bymidten, som faktisk ikke er bymidte så meget mere, efter at posthuset er flyttet. Det kan ærgre mig lidt at jeg ikke har fotograferet udvidelserne jævnligt, for at følge udviklingen, men hvad kan jeg bruge ærgelser til? Intet!)