Dagligdag igen

Himlen var iklædt de sprødeste, sarteste pastelfarver til middag, da Simon steg om bord i AirGreenlands postkasse-røde Dash 7 for at vende "hjem" til Kangerlussuaq. Jeg kunne vende bilen hjem, hvor vi nu kun er den hårde kerne tilbage. Juleferie-gæsterne er allesammen vel hjemme igen og dagligdagen kan igen komme an..dvs. for mit vedkommende starter dagligdagen med sygemelding fra arbejdet, for bi-og kæbehulerne er fyldt op med betændelse, og giver smerter i hele kraniet. Jeg kan mærke hvert eneste hulrum og de føles som om, de er fyldt op med hærdet cement. Det er jo ikke nogen speciel rar følelse, og det gav den læge mig ret i, som jeg besøgte i morges. Han ordinerede pencillin til de næste 15 dage, så krydser jeg fingre for, at de virker?! Resten af dagen skal tilbringes i sofaen med et tæppe over mig, benene op på sofabordet, kleenex indenfor rækkevidde og strikkeopskrifterne til en hue til nærlæsning. Der er stille i huset, rodet og beskidt, men pyt.. og jeg vil nyde stilheden, roen og ensomheden indtil familien kommer hjem fra den pulserende verden.

Affolkning

Formiddagen bød på den flotteste himmel, og jeg kan bare ikke blive træt af at betragte den. Den holdt sig smuk og farvestrålende hele dagen, (Disse taget ud af vores soveværelsesvindue mod syd i formiddags)lige indtil det igen blev bulderravende mørkt. Men vi kan mærke at dagene hurtigt bliver længere og lysere. Solens stråler nåede i dag over tagene og gav røde fjeldtoppe på den anden side. Utroligt smukt! (Henriette: der er mang smukke ting omkring dig også, og måske især på Fyn? Det handler bare om at se dem og øve sig, tror jeg?! Jeg øver mig hele tiden, og digitalbilleder koster jo ingenting, og du kan slette alle de dårlige og prøve igen og igen og igen og...) Dagen er gået med ingenting, og så alligevel passer det jo ikke helt, for dagen gik med alting, for Jan og Johannes havde lavet en aftale om, at ville køre en kort slædetur med nogle af hundene, og det var jo en god anledning til at komme med ned til hundene og klø dem lidt bag ørerne. Så snart Jan hiver slæden frem, ved de lige nøjagtig, hvad der skal til at ske, og så kan jeg godt glemme alt om hyggeklap og hundesludder. De galper og er ivrige og det kan kun gå for langsomt med at få slæden rigget til. Jeg nåede lige op til mine forældre til et par hurtige kopper te, og så var de såmænd hjemme igen, for føret var hårdt og glat, så det gik meget stærkt og vi kunne lige tids nok nå ud i lufthavnen for at sende Ane Katrine tilbage til Nuuk. Vi affolkes lige så stille og roligt... Jan og Johannes havde lavet endnu et par aftaler om en kop kaffe efter slædeturen og film i aften, så vi når kun akkurat hjem til aftensmaden før vi igen er over broen og ude hos dem. Jeg vil vove den påstand..iøvrigt, at Lena og Johannes juletræhar den flotteste baggrund i byen, måske endda i hele Grønland.

Fredags(u-)hygge

Dagen er gledet væk mellem fingrene på mig som sand mellem fingrene. Nu sidder samtlige piger (mine to+veninde) bænket op på sofaen og sidder klistret til skærmen hvor håbefulde unge afprøver om deres X-factor bærer dem igennem Blachmann og co.'s nåleøje..oorj, hvor er det synd for nogle af dem.

Tilbage til Ålborg

Jeg bliver aldrig, aldrig god til at sige farvel, men i dag tudede jeg dog ikke. Ikke åbenlyst. Måske mest fordi der var så forfærdeligt mange mennesker i lufthavnen, at jeg kunne holde mig? For indeni tudbrølede jeg, hulkede og kastede mig på jorden mens tårerne fik frit løb. Jeg græd og græd..indeni. Øv! Jeg hader at sige farvel, og især til Daniel og Silas. De steg ombord i flyveren før morgengryet, Daniel stadig iført sin vildnissehue, og Silas med et betuttet blik på mig..for i går aftes, da de spiste hos os, lagde vi mentalt arm, og den stod på uafgjort, hvor Silas normalt lægger mig ned med bare et blik fra sine store, afgrundsmørke, bedårende dådyrøjne. I går aftes blev jeg stædigt stående, og dét sårede hans forfængelighed, og måske skulle jeg bare have lagt mig frivilligt? Nu er det under alle omstændigheder for sent, og forhåbentligt er det forlængst glemt, når jeg ser dem igen om et ½ år. Jeg håber det! Mens jeg sidder og plejer mit forgrædte indre, forsøger jeg at få has på de vedvarende smerter, der dunker i mine kæbehuler og bihuler. Der bliver flittigt sprøjtet zymelin ind i de forstoppede ansigtshuler, og der bliver skyllet med saltvand. Av! siger jeg bare. Flere pamoler! Mit hoved føles som om, det er fyldt op med hærdet beton, og mine tænder i overmunden gør opmærksom på sig selv HELE tiden. De er blytunge og det gør ondt helt op bag øjenhulen. Øv og av! Den langsomme kaffe og strikketøjet tager indimellem opmærksomheden, men kun for en kort stund. Om et øjeblik skal Laura over og prøve sit konfirmations-tøj som bliver syet af min mors kusine. Det er foreløbigt kun syet i billigt stof, men det bliver spændende at se, for Else/Najatta er hamrende dygtig og laver spændende tøj, så jeg er ikke i tvivl om, at hun nok skal få noget fint og brugbart til min kræsne datter, som under ingen omstændigheder vil have grønlænderdragt på, til sin konfirmation. Jan er sendt ud foran vores hoveddør for at fotografere den smukke sol"fremgang"/opgang, og jeg vil forsøge at få vredet alt ud af den sidste juleferie-dag.

Nytårs-tanker

For ganske få år siden var det almindelig kutyme, at Jan og jeg sendte et fælles brev ud til hele familien, venner og bekendte. Så var der et enkelt år, hvor vi var sent på den, og brevet blev først sendt ud efte nytår, så glemte vi det helt, haltede igen bagefter nogle år, og sidste år var vi i Danmark, og fik ikke engang tænkt på "års-rapporten", som det efterhånden blev kaldt mere end julebrevet. Hvilken undskyldning skal jeg så læne mig op ad i år?? Aner det ikke! Det kan også være at traditionen har overlevet sig selv, for i vore tider med telefon, mobil, email, skype og for vores vedkommende en blog er der vel ikke så meget at tilføje længere?! Jeg kikkede bloggen igennem for året, der gik, og jeg tror at jeg har fået både stort og småt med og jovist holder jeg også af, at få et rigtigt brev med frimærke på og skrevet med sirligt hånd-skrift, men, men, men.. jeg hælder det ene øjeblik til den ene side, og det næste øjeblik til den anden side: vil de læse det? Har jeg noget nyt at tilføje? Behøver jeg at tilføje noget nyt?? Hvorom alting er, er det også almindelig kutyme, at man (hvem, udover Dronningen og statsministeren??) reflekterer over året, der gik og sætter ord på reflektionerne. Tænker tilbage og er taknemmelig. For vores vedkommende, er der rigtigt mange ting, at være taknemmelige for i året, der gik. Vi har haft et dejligt år, hvor vi sluttede forgående år af, med jul og nytår i Danmark. Vi vendte hjem til en aldeles kold vinter, men fik meget ud af både den og foråret.Foråret var indimellem lidt hård at komme igennem, for tunge tanker blokerede for håbefuldheden, og vi besluttede os derfor til at holde sommeren i Danmark hos især farmor,og fik en dejlig sommer i familiens skød. Heldigvis er vores farmor en fighter, og hun holder godt fat i livets håndtag, så vi var fortrøstningsfulde, håbefulde og glade, da vi atter drog mod nord. Vi var næsten ikke landet, før vi over telefonen fik at vide at Jans lillebror var ramt af lymfekræft. Så er det, at vi mærker afstanden til Danmark, og at man ikke lige kan sætte sig ind i toget for at være i nærheden, hjælpe med de praktiske ting, bære byrderne i fællesskab eller gøre os nyttige. Vi har været ved jeres side i tankerne dagligt og indimellem også i de søvnløse nætter, og den bedste julegave er da også, at vide at både appetitten og humøret bedres dag for dag, at kræfterne vender tilbage og at medicin, vilje og et godt grund-helbred har banet vejen frem mod helbredelse. Der kommer naturligvis nogle tjek med frygt, angst og bekrymringer. Da det stod slemt til i efteråret, var det derfor en ekstra gevinst, at kunne komme til Danmark og med egne øjne se, familien, mærke dem og nyde et par dage sammen med dem, da jeg blev den heldige vinder i en konkurrence. Jeg er stadig meget taknemmelig over de oplevelser. En oplevelse i efteråret, var også at være med, da Laura og Sara deltog i Grønlandsmesterskaberne i Taekwon-do i Qaqortoq, men ligeså spændende det er at være ude i den store verden, ligeså dejligt er det altså at kunne lægge sig i sin egen seng i sit eget hjem og lade hverdagen fylde livet igen. Og hverdagene, som der jo er flest af, har været gode og stabile. Arbejdet fylder og heldigvis er både Jan og jeg stadig i bund og grund, glade for vores arbejde, ligesom Laura, der også i efteråret fik arbejde en ½ time hver dag. Vi har taget hul på et nyt kalender år, og jeg gør ligesom både Dronningen, statministeren og tusinder af andre mennesker, tanker om det nye år. Jeg håber at det bliver ligeså godt som det år, vi i fred og ro fik afsluttet i nat hos mine forældre. Vi har tilbragt mange, mange aftener hos mine forældre, og spist af min mors suveræne mad, men ryggen er begyndt at sætte sine begrænsninger for hendes marathon-udfoldelser, så måske vi til næste jul om-arrangerer os, fordeler byrderne imellem os, og sætter traditionerne på en prøve og skaber nogle nye. Det er også kutyme hos os, at vi denne første dag i det splinter-nye år, kører os en tur i bilen og ser om byen har lidt overlast i løbet af natten. Der er aldrig blevet lagt skjul på, at både Jan og jeg holder utroligt meget af at bo her i Sisimiut. Byen har heldigvis holdt til de brag af fester både i de små hjem, og dem, som vi fyrede af i nat. I morgen drager min søster Dudi og hendes to drenge tilbage til Ålborg. Det har været dejligt at kunne krydse gaden, og på et øjeblik være sammen med dem. Bare muligheden...!!Det har været dejligt, at kunne vinke efter dem i byen, når de kørte forbi, og det har været dejligt pludseligt at møde dem ansigt til ansigt i byen. Det har dog ikke været særligt dejligt, at julen for vores allesammens vedkommende har stået i influenzaens tegn (jeg er stadig ikke rask, Jan er stadig syg og nu er min far også influenza-ramt), og det var bestemt ikke dejligt at Silas sluttede sit 2008 år af med at kaste op,hoste voldsomt, og være syg. Daniel holdt både mad og drikkelse knebent i sig.Som det familiemenneske jeg er, ville jeg jo helst, at de var omkring mig allesammen, men inden vi ser os om, er sommeren forhåbentligt over os og vi ser dem igen i Danmark, så jeg er fortrøstningsfuld og glæder mig til at se både dem, farmor og se Lasse frisk og rask igen. Jeg går 2009 i møde med mod og åbne øjne, og jeg håber, at både du, min faste læser, venner og familie vil gå med mig ind i det nye år og møde livet, der hvor livet er. Og nej, jeg har ingen nytårsfortsættere om at gå mere i kjole/nederdel, om at løbe 45 km om ugen, selvom jeg burde, tabe mig de 20 kg jeg trænger eller andre ting, for jeg kan ikke holde de løfter, så mit mål er fortsat, at få det bedste ud af livet. GODT NYT ÅR TIL JER ALLE hver og een! (P.S. Det er ikke så tit, vi allesammen er samlet eller at børnene/børnebørnene er samlet, så det skulle udnyttes i år med lidt fotografering. Hvis du vil, kan du se billederne her)