mandag den 31. marts 2008

Mary

Pludselig i går aftes ca. 19.15 kom jeg i tanke om, at Mary Arctica var nede ved vores kaj. Jeg havde i tankerne planlagt, at jeg ville fotografere hende heroppe og for en sikkerheds skyld tjekke at Liselotte ikke var med ;-) Men jeg havde glemt at vi var gået på sommertid og i det hele taget havde jeg glemt..Jeg drønede ud mod syd for at se, om jeg kunne få øje på hende, og langt, laangt, laaaangt derude i horisonten kunne man ane hende som en lille prik. Liselotte, jeg håber ikke du vader hvileløst rundt her i byen og kikker efter mig (fnis, fnis)

søndag den 30. marts 2008

Dejlig weekend

At nogen ting/ oplevelser er værd at vente på, ved vi alle! Jeg nød i den grad at være væk fra de vante omgivelser og sidde ude, hvor alt er stille og stort. Jan havde Johannes med på slæden og Jesper forbarmede sig over mig, og tog mig med på sin snescooter, så vi ikke skulle klumpe og mase os sammen ;tre mand på en slæde og med kun 8 hunde. Vi fik sendt Jan og Johannes afsted lige over middag, og vores "patient" blev efterladt hjemme på hundepladsen. Hans stolthed, forfængelighed og mandighed blev i den grad såret over at blive efterladt, at selv om jeg gav ham foder, ænsede han det ikke og overlod det hele til sine ærkefjender: ravnene. Da Jesper sidst på eftermiddagen kom forbi og hentede mig, havde jeg fået bagt rugbrød som lykkedes, og kunne tage det med i rygsækken. Vi var knapt nok kommet ind til hytten, da Johannes kom ned med to ny-fangede harer, og han gentog successen igen i dag med en enkelt hare. Dét er typisk, at når man ikke må skyde og fange rensdyr, står de klods op og ned af een, og man kan kun nøjes med at skyde dem med kameraet. Bliv stående indtil efteråret, min ven, så skal du bare se løjer! Der var et lille minus ved dagen i dag (udover, at jeg skulle tilbage til civilisationen) havde jeg også den mest forbaskede hovedpine, som gjorde, at jeg bare skulle blinke med øjnene, så var/er jeg ved at brække mig af smerte-øv..Kan jeg mon bede om en erstatnings-weekend-dag for dagen i dag?? TAK for dagen i går (især til Jesper) og Jan og Johannes. Jeg fik ikke taget så mange billeder, men dem jeg fik taget, kan I se lige her.

fredag den 28. marts 2008

Blandede bolcher

Nogen dage skulle simpelthen bare kunne krølles sammen og smides i papirkurven uden at man nogensinde igen behøvede at værdige dem så meget som et suk! De dage, hvor tankerne bliver negative og sorte og hvor tolerancen for andre mennesker knap kan ligge under indædt neglebidders lillefingernegl, hvor rummelighed er et fremmedord og storsind er noget man har glemt, hvad betyder. Behøver jeg at skrive, at de sidste to dage ikke har været specielt sjove for mig?? Heldigvis har jeg et hjem, hvor der også er plads til den slags dage og hvor familien bærer over og igennem med én, så man igen kan åbne de hårdt sammenknebne øjne, slappe kæbemusklerne af og løsne det hårde greb om selvdisciplinen. At mit arbejde ikke ligefrem er velgørenhedsarbejde- ihvert fald ikke velgørende for mig i disse dage, kan jeg vist godt skrive uden at fornærme nogen?! Heldigvis er det weekend, og Jan har inviteret mig på slædetur. Jeg krydser fingre, tæer og næsehår for, at det lykkedes denne gang, for jeg trænger til stilhed, fred og ro, lade blikket hvile på naturens storhed og på lade tanker, følelser og oplevelser bundfælde langsomt, langsomt, langsomt! Aftenen blev tilbragt med x-faktor og Lena og Johannes. pigerne og Jan, så jeg kunne være mig selv, fri og uhæmmet i slidte, ucharmerende og grimme joggingbukser, med strikkepinden i hånden og fødderne på sofabordet. En stor bunke solsikkeboller blev indtaget (dejen blev ganske enkelt medbragt og bollerne bagt i Lenas ovn) og skyllet ned med yogi-the To ravne sad på kirkespiret og klukkede opmuntrende om kamp, et isfjeld lå og vuggede trøstende og solen gik ned, stor, rød og medfølende. Hvad klager jeg over???

onsdag den 26. marts 2008

Blogging with a purpose

Jeg er blevet nomineret af Mariann, og jeg er naturligvis stolt og smigret over prisen. Om jeg har et formål med min blog, kan diskuteres..mit formål er ikke klart defineret, men jeg hygger mig med den og især er det altid hyggeligt, når I har lagt en besked eller kommentar, så jeg vil ved denne lejlighed sige jer tak for alle kommentarerne.

  • Nominerede blogge skal nominere 5 personer, som ikke har modtaget prisen.
  • De nominerede blogge skal have et formål.
  • I indlægget om prisen skal der laves et link tilbage til denne blog.
  • De nominerede blogge skal lægge award-logoet på deres blog.

Det bliver svært at finde 5 bloggere, der ikke allerede er blevet nomineret, for der er godt nok mange, der har fortjent den! Jeg skynder mig at nominere Liselotte, som jeg må have en daglig dosis af hver dag..gerne flere gange om dagen, hendes evigt spændende billeder og tonen på bloggen, Anne, som heller ikke kan undværes een eneste dag, Michael, fordi det osede af kærlighed til Maniitsoq ud gennem hans blog ( han er godt nok flyttet nu, men alligevel..), Flemmings blog, fordi han viser et godt billede af Grønland (det trænger vi til ovenpå al den negative omtale) og Mette, fordi jeg uden nogensinde at have mødt hende, tror (med god grund)at hun er et godt og omsorgsfuldt menneske.

I dag var dagen, hvor farmor fik svar på sine prøver. Det var desværre ikke svar som vi havde håbet på.Vi kørte en tur ud til lufthavnen og kikkede på fjeldene, havet, hinanden og ingenting. Det er meget svært at være så langt væk, når nogen i familien er sygdomsramte. Hvor ville vi gerne kunne holde hånd, dele jeres tanker, bekymringer, være sammen med jer og bære byrderne med jer..Men det eneste vi kunne var lade blikket hvile på hele 4 (fire) store ørne, der sad på havisen og lod sig beundre af ravnene og af os, mens vi hver tænkte hver vores tanker.De sad langt væk, så billederne er lidt utydelige, men se dem, det skulle I altså! (De sad for langt væk fra hinanden til at jeg kunne få et samlet billede af dem) Jan og jeg tog hinanden i hånden og tog på Café Taseralik, og drak en kop kaffe ( og jeg købte en flaske grøn is-te, udelukkende pga den specielle flaske) og så må vi lade dagene komme én ad gangen.