lørdag den 4. august 2007

Riskiks

Jeg har i umindeligt langt tid, ja nærmest i en evighed nu, forsøgt at undgå sukker..i hele fem dage, hvilket svarer til: 120 timer eller 7200 lange minutter. Både det åbenlyse sukker og det skjulte..De er altså gode til at skjule det, for nogen gange kan man ikke engang smage det-øv. Tag foreks. ketchup! Har kikket på varedeklarationer, så øjnene kørte helt rundt i hovedet af mig. Jeg startede min sukkerafholdenhed i søndags, og det føles som meget, meget lang tid. Hvorfor nu denne afståen fra det søde liv?? Jo, jeg læste en artikel (vist nok i et vildfarent "I form") om hvor sukker-afhængige mange af i os i virkeligheden er og mange af de symptomer, der blev opremset, syntes jeg bare passede på mig. Det skal så lige nævnes i forbi farten, at jeg også synes jeg har de samme symptomer som prostata-kræftpatienter og at det altid klør i min hovedbund, når jeg læser om lus og lopper. Uanset symptomer eller ej, besluttede jeg natten mellem lørdag og søndag (i søvne, så det gælder ikke, hvis jeg falder i), at jeg ville prøve at afstå fra sukker...Og så er det så lige, at jeg sad og blev så forfærdeligt lækkersulten efter et eller andet. Min krops desperate skrig efter noget sødt overdøvede fuldstændig den spændende thriller, der blev sendt over KNR. Der måtte simpelthen gøres noget! Så jeg lagde mit krakasjal fra mig, rejste mig fra mit magelige sofaleje, trak op i mine home-bukser, og klaskede på mine bare fødder over i køkkenet, for at opstøve noget sødt, gerne klistret og letspiseligt. Det eneste jeg kunne finde efter at have vendt vrangen ud på køkkenskabene var en halv pose riskiks. På pakken kalder de det galetter, men jeg blev enig med mig selv om, at næste gang jeg fik lyst til riskiks, ville jeg lige slå et smut forbi Brugsens papkasse-kasse, for at se om der ikke skulle ligge nogle flamingokasser. De er da gratis og smager helt sikkert af lige så meget som de økologiske ris galetter uden salt. Her en sen nattetime, er jeg blevet meget enig med mig selv om, at nogen burde skrive ind til Urtekram og fortælle dem, at riskiksene mangler mere mel, gerne,-hvidt, en anelse mere sukker, lidt smør MED salt til at binde herlighederne sammen, måske krydre med lidt kakao?? lidt kanel, måske lidt vanilje og at det skulle bages forsigtigt, og ikke for længe så de ikke blev tørre og hårde, men våde og lettere svampede! Når de var bagt kunne de bagpå pakken lave et serveringsforslag til at man kunne lægge en stor klat flødeskum oven på "kiksen" som man kunne toppe med et jordbær, der er dyppet i enten hvid eller mørk chokolade! Dét andet kan man næsten ikke byde sukkertrængende mennesker....Nå, men da jeg ikke har noget, der hverken indeholder sukker, klistrer dejligt fast til mine tænder og får dem til at hvine af sukkersødme, så drikker jeg mig noget vand tilsat molkosan. Dét har jeg læst også skulle være så godt for sådanne nogen som mig :-( Men hvis jeg nu går i seng nu (eller skulle jeg surfe lidt rundt på nettet og finde flotte billeder af konditorkager??)kan det være, at min krop har glemt hvad sukker er imorgen?! Nå jo, nu vi er ved det: Hvem er det af jer, der har indført at voksne kroppe ser bedst ud uden hår på?? Altså man må gerne have meget hår på hovedet, og gerne tykt og bølget og uden grå hår, meeen på benene, lårene og under armene er de eftertragtede hår overhovedet ikke eftertragtet! I et splitsekund af et øjeblik tænkte jeg, at det måtte være levn fra Hitlers propagandamaterialer, om at vi alle skulle være rene, fine, gerne blonde, være regelrette (ikke nogen mærkelige kunstnere hér), være stærke, arbejdsdygtige og ikke have nogen synlige eller usynlige handicaps..at det måtte være det, der er sluppet ud i modeverden, som uden at skænke os mørkhårede har "indført" at vi skal være hårløse. De lyshårede, de ægte blondiner er i denne sammenhæng heldige, for deres hår på benene kan umuligt syne af ret meget. Jeg, derimod ligner en omvandrende opvaskebørste uden skaft, og uden mig havde gilette ladyshavere ikke kunnet overleve de omskiftelige økonomiske op og nedgangs-tider. Jeg har, sammen med sukkerstoppet rykket lidt hår ud, svarende til en voksstrips om dagen. Det gør ondt, meget ondt, det bliver rødt, lettere hævet, og jeg synes at der er uendeligt mange hår på min krop. Men de skriver bagpå pakken, som ser så uskyldig ud, at næste gang, gør det knap så ondt. De har af indlysende grunde ikke sat fotografier af rigtige mennesker/kvinder, og slet ikke stærkt behårede kvinder bagpå, hvor man kan se en tegning af en kvinde, der lige så afslappet rykker hår ud både i armhulen, bikinilinien og på benene. De har vel vurderet, at det ville se for virkelighedstro og mindre salgsbart ud, hvis de satte nogle fotografier af en velvoksen kvinde med lange sorte hår på benene, og med tårerne sprøjtende ud af øjnene, tænderne bidt så meget sammen, at tandlægen stod klar ved siden af med en fejebakke, bagpå pakken?? Hmmm...måske skyldes min ømfindige, sarte, sensitive og og følsomme hud, at den ikke får tilsat ordentlig sukker, men bliver spist af med ris galetter uden salt??

fredag den 3. august 2007

Fram 25

I dag kom Jans båd, en fram 25 i vandet. Jeg har ikke nerver til at se at den bliver løftet op på lastbilen, bliver kørt rundt i byen (og slet ikke i disse dage, hvor man skal ad alle mulige mærkelige veje, da de fleste er brudt op og asfalten væk=renovation), og igen løftes af lastbilen, dingle i flere sekunder/minutter inden den bliver sænket ned i vandet. Jeg har det på akkurat på samme måde med min jolle. Idag gik det næsten fint, bortset fra at motoren ikke ville starte, da den kom i vandet. Dét er kritisk, og jeg styrtede over for at hente min jolle så jeg kunne trække Jan et eller andet sted hen, men heldigvis startede den til sidst. Det var nogle ledninger, da ikke var ordentligt forbundet. Men hvad værre var, så skar Jan sig gevaldigt mellem lillefingeren og ring-fingeren på nogle nye metalholdere, der er sat på båden ifm. at vi skal have en ny kaleche. Han havde ikke i første omgang bemærket det, da det ikke engang blødte særligt meget, og fordi han jo havde travlt med at få motoren igang....Jeg insisterede på at han skulle på sygehuset, da det var meget dybt, og han blev da også syet med tre sting. AV! Lena og Johannes ankom med flyveren fra Danmark til middag. Vi hentede dem naturligvis, og det er da hyggeligt at vide at de nu er inden for "rækkevidde". Ellers er dagen gået med at hygge og svede i den gevaldige varme der er her oppe. Solen skinner fra en skyfri himmel, og temperaturen minder om sydlandske tilstande. Det er dejligt, hvis ellers der ingen myg var. Byen vrimler med turister, der ankommer med Fram..jeg håber ikke de er alt for plaget af myggene, for de har betalt for at komme herop for at se landet, og de myg kan altså være en plage. Og så vil jeg da takke Jonas for den dejlige cd han har sendt til Jan. Jeg har i den grad skam-hørt. Den er så utroligt dejlig afslappende og jeg har i den grad nydt den. Den faldt direkte i min smag. Fantastisk stemme hende Cæcilie har, og som hun kan bruge den! TAK fra mig også, Jonas! Og så vokser mit kraka sjal stille og roligt. Jeg kan levende forestille mig, at pindene bliver gevaldigt lange at komme igennem, for der bliver jo flere og flere og flere masker...Men det betyder intet, for jeg synes at det er utroligt smukt. Utroligt simpelt mønster, men med en utrolig virkning. Jeg overvejer om jeg skal strikke det i mit hjemmespundne garn engang?? Det må tiden vise.....

torsdag den 2. august 2007

Kraka

Jeg er så vant til (med det foregående sjal, især) at der skal være problemer, når jeg starter på et nyt projekt, at jeg er helt mistroisk overfor Kraka, som jeg nu er startet på. Farven er mere petrol, klar og flot. Det går fint, og der har indtil nu ikke været nogen problemer, dog har det været grænseoverskridende bevidst at skulle tabe en maske. Jeg forventede næsten at hele mit strikketøj ville gå op, men det er gået fint, og det kører (7-9-13 banke under bordet og kryds fingre og holden vejret). Pudsigt, som jeg altid strikker sjaler om sommeren (eller er det nu så pudsigt??) for jeg går stort set aldrig selv med sjal, derimod har jeg næsten altid vest på om vinteren.Jeg synes, at det er voldsomt flot, når andre går med sjal, og ville ønske at det faldt naturligt til mig også, og at det ikke røg af skuldrene, hang i vejen for mine (store) armbevægelser osv. Jeg strikker videre og lader mine øjne overse nullermænd, rod og skidt. På mandag skal jeg starte på arbejde igen, og jeg glæder mig ikke særligt. Jeg kunne sagtens holde 8-10 ugers ferie endnu. Sidder man så i det forkerte arbejde, hvis man ikke har lyst til at starte igen?? Burde man finde noget helt andet? Burde jeg mon videre-uddanne mig til noget andet? Eller skal jeg bare se at komme igang og finde glæde i det jeg laver? Under alle omstændigheder fik jeg ihvertfald smag for at være hjemme, holde ferie, slappe af og bruge tiden på ingenting.

onsdag den 1. august 2007

Tadaaa

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg har døjet en del med dette sjal. Der er intet i vejen med opskriften. Dét ved jeg, for jeg strikkede den også i en mørkerød 100% alpakka, og da gik det fint, men lige så snart jeg slog op i mohair, gik det galt. Hvorfor??? er mig en gåde, men nu har jeg slået mig til tåls med, at der er fejl i mit sjal ( i en mønster-rapport og spidsen). Sjalet er strikket i mohair fra Dansk Naturfiber, 75%mohair, 25%merinould, og det vejer 61 gram. Nå, men jeg var da så tilfreds, at jeg tænkte at jeg ville gøre det lidt ære: Jeg har set så mange flotte strikkerier præsenteret flot i haver og over buske og grene. Nu har vi jo ingen haver heroppe, men vi kan da prale af, at vi har en storslået natur (Det har I nu også i Danmark), så hele familie-skabet blev hevet ud i bilen, og kørt ud "på landet", hvor Jan fotograferede mig. (Han ville ikke stille op til fotografering med sjalet draperet smukt over sine brede, flotte skuldre...hvorfor mon ikke??). Solen skinnede smukt, men der var en H#¤#&??"§S mange myg, så smilet stivnede indimellem, når de fløj ud og ind af hovedet/ørerne/næseboreneog andre utænkelige steder- ØV! Men flotte billeder (syn's jeg selv) fik jeg da. Jeg kan godt lide at tage modlys-billeder, men de snyder jo faktisk helt vildt. Der er jo slet ikke mørkt i virkeligheden, men jeg kan godt lide effekten. Og så se det altid så dramatisk ud. Afblomstrede mælkebøtter ser også så flotte ud, med deres symmetri og lethed. P.S Madam Møllers baby-sokker var for små, så dem fik jeg med hjem igen, så jeg kan lave dem større.. Nu haster det!!! Er der nogen derude, der ved hvordan jeg øger maskeantallet (Jeg bruger pinde nr. 3 og alm. strømpegarn. Starter med 31 masker)

Djævlehue og sokker

Se her: Jeg fik en opskrift af nogen af de søde damer/kvinder på webstrik... eller snarere en henvisning til et link, og nu har jeg forsøgt mig, og det lykkedes. Djævlehuen og strømperne/sokkerne (Madam Møllers) er strikket i strømpegarnsrester og jeg er spændt på om det passer. Saras dukke har velvilligt siddet model. Drengen, der skal have det, er født d. 03.07.07. Jeg tænker på om Madam Møllers sokker mon kunne gøres større.. ikke ved at strikke dem i større pinde, men med flere masker?? Er der mon nogen ude i blogland, der har erfaring med det?