En mellemlanding i årstiderne

 Jan steg ombord på flyveren i går og er med en mellemlanding på vej til Island.

Jeg under ham at komme lidt ud og lidt væk fra hamsterhjulet og han har glædet sig; især fordi han på tilbagerejsen,  får mulighed for at besøge sin far lidt, som i starten af måneden fyldte 80 år.

Da jeg kørte tilbage i det strålende solskin fra lufthavnen, for at køre tilbage til mit eget hamsterhjul, følte jeg mig pludseligt efterladt og forladt.

Mine børn er rejst, min ene søster er rejst og den anden rejser på mandag, min far har næsten forladt sig selv på en måde og dermed også os. 

Alle de andre; Jan, mine søstre og mine børn kommer tilbage og endda lige om lidt, så tanken og følelsen var jo ret åndsvag. 

Jeg skulle bruge resten af dagen på at korrigere mine tanker, huske mig selv på at det jo kun er for knap et par uger.

Til gengæld har vi sol og en varme, som sjældent er set på denne årstid, så sneen smelter med lynets hast og årstiden tipper fra vinter til rigtigt forår og væk er slædesæsonen og snescootersæsonen og vi skal til at have fundet møblerne til altanen frem, ordnet båd og lagt vinterstøvlerne væk

Jeg huskede Jan på, at der måske var syrener der blomstrer i Danmark? 

Det er over 30 år siden jeg har duftet til friske syrener og jeg sagde til Jan, at hvis der var syrenere, skulle han stikke næsen i dem  for mig og huske duften så han ku fortælle om den når han kom hjem 

Når vejret bestemmer

 Nogen gange er der ikke så meget vi kan gøre, når ydre omstændigheder træffer valgene for os.

Sådan er det bare og sådan er det især heroppe, hvis man har bestemt sig for at komme ud.

Vejret kan skifte hurtigt og mange aktiviteter afhænger af vejret mere end andre steder i verden.

Som jeg skrev, så fik Jan problemer med sin snescooter sidste weekend og hele ugen, gik jeg og drømte mig tilbage til weekenden vi forlod, men vidste at det var noget  nær umuligt at komme afsted, når Jans scooter ikke kunne køre.

Vi ringede til værkstedet, men skæbnen ville at der kun var en mekaniker på værkstedet, da de andre enten var på uddannelse, ude at rejse eller havde ferie og den tilbageblevne havde mere end rigeligt at se til, så jeg havde opgivet håbet omend det var med nedadvendte mundvige, sorte skyer over hovedet og opgivende tanker.

Et sidste forsøg blev gjort da vi spurgte ude på værkstedet, om de kunne forsøge med en enkelt, simpel ting; nemlig at skifte batteriet og lærlingen kørte ud med et nyt batteri og minsandten om det ikke virkede.

Jeg var ude med mine elever i det mest strålende solskin, hvor de løb på langrendsski og andre legde i sneen i de sidste to lektioner.

Det var timer, som jeg havde lovet dem tidligere på året. To lektioner med frisk luft og organiseret leg og bevægelse og vi havde det så hyggeligt, men mens tiden nærmede sig arbejdsdagens afslutning, rullede en tæt, kold og uigennemsigtig tåge ind fra havet og indhyllede byen og da jeg havde afsluttet de sidste gøremål på arbejdet kunne jeg godt se, at vi med stor sandsynlighed ikke kom nogen som helst steder hen i denne weekend med eller uden snescooter.

Vi handlede ind, som skulle vi afsted til hytten, så vi var parate, men da vi gik ud af butikken, var tågen så massiv, at vi endte med at køre over på Taseralik og købte en is og kaffe istedet.

Vi kunne se på deres forskellige opslag derovre, at der var "åben scene", som er et arrangement,  som holdes en gang om måneden,- den 3. fredag i måneden og det kunne vi passende tage ned og høre istedet for at sidde hjemme og ærgre os.

Hytte-morgenritualet skulle ikke forsømmes i morges, så den stod på juice og blødkogte æg og selv tågen er lettet, er vejret stadig tungt og kedeligt, så vi går vist ikke glip af det helt store inde i hytten i dag.

Hjemmet skal rengøres og tørres over og det kan vi passende gøre i dag.

Billederne af snespurvene er fra sidste år på samme tid.

Vi har gået og kikket efter snespurvene, men de er vist forsinket.

De er ikke dukket op endnu, men de må være på vej.

Sidste weekends fred

 En vår er kommet, så mildt og stille og næsten uden at jeg har mærket det, opdaget det eller registreret det, er sneen næsten svundet.

Der er næsten ikke faldet noget sne denne vinter og snelaget har været meget, meget tyndt og kvaliteten underlig hård og iset.

Det som kom, kom sent og fjordisen, som er begyndt at komme senere og senere de sidste årtier, kom så sent i år, at vi helt var begyndt at tvivle på, om vi overhovedet kunne komme ud i vores hytte denne vinter.

Når vi skal ud til vores hytte, kører vi på snescooter og man kan også køre hundeslæde. Det har vi kun gjort en enkelt gang.

Sidste weekend kørte vi ud til vores lille hytte fredag ved aftensmads-tid. 

Vi havde ikke planlagt andet end, at skulle hygge, lave absolut ingenting, få skuldrene og gjort vejrtrækningen langsommere.

Vejrudsigten var fin, så jeg havde medbragt nogle rigtige, fysiske bøger.

Vores bibliotek sælgere deres kasserede bøger og blade for 2-5 kr pr stk og indimellem, når jeg husker det, tager jeg derop og køber et par stykker, som jeg kan tage med i hytten.

At læse en rigtig bog med hårdt omslag og mange sider passer så godt til terassen ved vores hytte i solskin, hvor tid og pligter er ophørt og intet længere haster.

Det passer sig så godt med en rigtig bog i langsomt tempo, når man ligger i den smalle halvanden mands futonseng i hytten under en bunke dyner og tæpper, velvidende, at formiddagen ikke er afsat til andet end lige så meget kaffe, som man orker og intet andet.

Jeg medbringer også altid strikketøj og hvis jeg en sjælden gang står uden et strikkeprojekt torsdag aften, kan jeg gå i noget nær panik og der bliver fundet frem fra gemmerne.

Om aftenen, når aftensmaden er indtaget og vi har kogt vand fra elven i vores kedel over gaskomfuret til teen, bliver strikketøjet fundet frem.

Jan sysler enten med en kryds& tværs, en sudoku eller læser i en bog. 

Samtalerne går som regel dybere end når vi er hjemme og vi kommer omkring hverdagslivet og livet i al almindelighed og stilheden varer længere og er tryg.

Tavsheden, når emnerne er udtømte, får tankerne til at bundfælde og slå rod på en anden måde end de gør i hverdagen og jeg kan tydeligt mærke, at vi ikke har været nær nok ude denne vinter, for hverdagene de sidste par år har trukket tænder ud, været op ad bakke og givet uro og for mit vedkommende indimellem tankemylder, som har trukket rundt med min sindsro. 

For mit vedkommende har min alt for ofte mistede sindsro gjort at min nattesøvn er fuldstændig og aldeles ude af rytme og at mit energiniveau er for lavt.

Derfor var det mere end dejligt at kunne bruge hele fredag aften på at sidde i hytten mens ovnen buldrede, stearinlysene blafrede og varmen gjorde langsomt gjorde mig mere og mere dvask og afslappet.

Det var mere end almindeligt lækkert at kunne krybe under dynerne med min bog, men vi lå tæt i den smalle seng vel vidende, at når jeg vågnede om natten, så kunne jeg vende mig om på den anden side og forsøge at sove videre igen.

Det var lækkert at vågne op samtidig med at solen begyndte at titte frem af de østligste fjelde og kaffen der blev brygget ved at hælde kogende friskt elv-vand over filteret og duften bredte sig over det hele.

I hytten er et stegt æg en luksus-ting. 

At fragte æg på en hoppende snescooter med meget stor risiko for at de går i stykker, men at de oftest overlever og få det stegt til morgenmad, det er luksus for mig.

Vi kunne tage morgenkaffen videre ud på terasseen, da solen op ad formiddagen gjorde luften varm og sammen uldtæpper, gjorde at det var hyggeligt at sidde og læse, strikke og lade fregnerne vokse frem på næsen.

Tankerene roterede lidt langsommere i hovedet og blev lettere afledt, som dagen skred frem.

Kaffen blev drukket op, bogen læst færdig og strikketøjet afsluttet.

Jans snescooter kunne ikke starte og vi var godt klar over at vi skulle have en eller anden form for hjælp, hvis vi skulle tilbage til byen og sent lørdag måtte vi ringe over satellittelefonen og spørge min svoger om han mon havde mulighed for at køre ud til os dagen efter om søndagen. 

Ikke at det hastede, men vi skulle jo tilbage til hamsterhjulet og hverdagspligterne om vi ville det eller ej og han kom og fik nødstartet Jans scooter.

Vi kom langt ved egen hjælp, men lige akkurat inden vi nåede byen, måtte Jan opgive og han skulle trækkes de sidste par kilometer. 

Nu står hans scooter til ingen nytte og man kan ikke køre to på min.

Det er fredag i morgen og jeg længes tilbage til sidste weekend og jeg længes efter roen, som jeg så desværre må tænke mig til.

Jeg tænker på, at den stemning, den ro og den harmoni, som jeg føler derude, ikke bare i hytten, men ude i naturen, burde jeg forsøge at skabe herhjemme, så jeg ikke er så afhængig af at kunne komme ud, men kan finde det samme uanset, hvor jeg fysisk befinder mig, men lige nu er jeg ved at kvæles i ærgelse over, at Jans scooter ikke kan køre. Øv

Frisk vand fra elven, som er dækket af tyk is, som vi hakkede hul i

en slædekører der kørte forbi os

en slædekører, som kørte forbi os

Ekstra højt til loftet

Ekstra højt til loftet

Ekstra højt til loftet

Gider du at krydse fingre sammen med mig for at mekanikeren får tid i morgen formiddag til at ordne Jans snescooter og at den kommer til at køre igen?

Jan skal rejse, så det bliver een af, -eller faktisk vores sidste mulighed for en vinterhyttetur for denne gang og jeg vil virkeligt gerne..

Simon 36 år

 Mit moderhjerte blev fyldt helt op til randen.. næsten.

Laura fik jeg ikke set helt så meget, som jeg godt kunne tænke mig. Der var en musikfestival, som havde brug for dem og som havde betalt for deres billet, så hvis jeg ville se dem, måtte jeg jo gå hen, hvor musikken spillede. 

Jeg hankede op i mit kamera hver aften, når Sara og Max satte sig til rette i hinandens selskab og jeg fornemmede, at  de godt kunne bruge lidt alenetid, tog Jan i hånden og begav mig ned for at se om der var nogle musikere, at fotografere.

Laura så jeg ikke som sådan, men vi vidste med hinanden at vi var indenfor hinandens umiddelbare rækkevidde og kunne give kram og et kys på panden, hvad vi også gjorde.

Festivallen var slut og ovre i mandags.

Laura, Ida og Steen spillede i kulturhuset og vi var naturligvis ovre og lytte.

Laura med sit sikre spil, Ida med sin meget flotte, specielle stemme og Steen med sit eminente musiske talent, spillede og sang så jeg ville ønske at jeg kunne have siddet for evigt i den mørke sal og lyttet.

Og når de var færdige kunne de bare vende bunken af sange og spille dem alle sammen forfra og forfra igen. 

Jeg er fan. 

Laura og Sara rejste i går aftes. 

Hjertet blev fyldt op, men der er plads til meget mere af deres tilstedeværelse endnu, men sådan er det, når børnene flyver fra reden, flytter væk og ikke længere er indenfor en armslængde.

De har deres egne liv, som de fylder med studier, arbejde og gode ting og det glæder mig selvfølgeligt at de er kommet så godt i vej. 

Jeg synes, de er gode til at leve deres liv og fylde deres liv med meningsfuldt indhold, som bliver balanceret fint med deres forskellige behov.

Jeg er så småt ved at lære at leve et voksen-liv uden børn i hjemmet. 

Mine børn er selv voksne.

Jeg har været mor siden jeg var 21 år og jeg har efter bedste evne forsøgt at være den bedste af slagsen.

Indimellem har det taget overhånd og jeg har naturligvis fejlet, som man jo gør, som forælder, men jeg har virkeligt holdt af, da de boede hjemme og jeg kunne tage dem i mine arme og kramme, give kærlighed, snuse til dem, holde om dem og være i deres selskab.

De er alle tre blevet gode mennesker, som er nemme at holde af, så helt forbi har Jan og jeg ikke skudt med vores forældreroller.

I nat lå jeg vågen. Igen. 

Jeg tænkte tanker uden indhold og tænkt tanker, som ikke giver meget mening i dagslys, men jeg tænkte også langt tilbage i tiden og mindes tiden da Simon blev født.

Det var en vanvittig svær tid og jeg var meget ung både af alder og især med erfaring. 

Det var svært, men jeg tænkte ikke så langt og tænkte ikke så tungt og dog alligevel husker jeg også bekymringerne og mine mange tvivl både på mig selv og på livet, håbet og på fremtiden. 

Da jeg var ung, satte tankerne sig ikke så fast og de borede sig ikke ind, hvor de ikke kunne graves ud igen, men de indimellem har tendens til at gøre i de senere år. 

Jo ældre jeg bliver og mere erfaring, jeg får med livet, ved hvor hurtigt lykken kan vende og har lært, hvor skrøbeligt glæden kan være, er jeg blevet mere alvorlig, mere tung i hovedet og kan ligge og gruble, ruminere og binde mine tanker op med sørgebind.

Men så blev det lyst, solen brød gennem den massive, tætte is-tåge, 

som lå ind over byen og nattens tanker var pludseligt uforståelige og underligt ligegyldige.

Simon fylder 36 år i dag. 

Han har jo klaret sig flot både på trods og på grund af. 

Han klarer sig selv og hans liv er ikke så meget anderledes end dit og mit.

Det er jo kun til at glædes over.

Hvis jeg kunne besøge dem lidt oftere. Mine børn.

Hvis bare det ikke var så bekosteligt og besværligt at rejse her til lands, ville jeg være at finde rundt om i deres nabolag noget tiere, men jeg lærer at leve på afstand af dem og nyder når de kommer hjem.

Lige nu i dette øjeblik, sidder Laura og Simon og spiser fin mad sammen og det fylder mit moderhjerte. 

De unge mennesker omkring mig

Jeg har så mange talentfulde unge mennesker omkring mig.

I lørdags var vi ude og se hundeslædevæddeløbet her i byen. 

Det var en slags kommune-mesterskab.

Jeg gik i sort, - for mit kamera ville hverken det ene eller det andet og næsten uanset, hvad jeg prøvede på, ville det hverken fokusere eller gengive farverne og lyset.

Ung 1

I panik og frustration skrev jeg til een af mine venner, som kom med en masse bud og prøvede dem af.. fuldstændigt usystematisk og uden skelen til fejlfinding, men noget virkede og lige inden start fik jeg gang i det gamle hakkebræt af mit kamera.

Ung 2

Min yngste datters kæreste havde taget min drone med ud og ville filme ovenfra og han er meget god med sådan en drone og fik filmet af både start og ankomst, men da vi satte kortet fra dronen i computeren.

Du kan se filmen her

Ung 3

Så gik jeg jo i panik og frustration igen, for jeg havde jo lige set de fine filmklip og ville altså ikke miste dem så jeg ringede til vores nabo, som har styr på den slags og under 2 timer efter, kunne jeg vise klippene til en begejstret Jan.

Ung 4 og 5

Om aftenen hængte jeg kameraet om skulderen og gik ned til Arctic Sound, som Laura jo er en ret stor del af og kunne se og høre en af hendes venner rappe og optræde med så stor overbevisning, engagement og indlevelse.

Det var en stor og stærk oplevelse.

Inden vi nåede ned om aftenen var vi dog ude med en slags sparkstøtting, hvor Sara havde spændt to hunde for.

Da hun kørte derud af, gik det fint og smertefrit og så tænkte jeg at det kunne jeg da også. 

Hundene tænkte noget andet og løb bare rundt og rundt om mig, mens de logrede med halerne og var glade og så overlod jeg dem til de andre igen, der fint fik dem igang ud til at rende foran slæden.

De unge  nu om dage, er altså ret kompetente, dygtige og talentfulde.. på hver deres felt og de gør det, som, de nu er dygtige til med så stor en selvfølgelighed og med så meget overbevisning.

Jeg føler mig heldig over at kende så dygtige unge mennesker.

Sænk skuldrene

Det er altså balsam for sjælen.

Solen har skinnet  så langt tilbage i tiden at jeg ikke kan huske, hvornår vi sidste har oplevet overskyet himmel eller dårligt vejr.

Det kommer jo før eller siden, men lige nu nyder vi fridagene med en sol, der brager ned fra en blå himmel.

Slædevæddeløbet nåede lige at blive afsluttet, da de mange frivillige, der utrætteligt har arbejdet på de store begivenheder også kunne vinge Arctic Circle Race af i søndags.

Det var som sædvanligt stort og flot, og mange af løberne er dybt berørte og i deres følelsers vold, når de løber over målstregen og det er bevægende at være vidne til.

I går åbnede og startede så Arctic Sounds festival og byen myldrer med nye mennesker. 

Der er kunstnere fra nær og fjern og næsten uanset, hvor man kikker hen, foregår der en livlig aktivitet af næsten enhver art.

Kunsten herhjemme og især for mig er, at forsøge at få en god balance mellem at være en del af og tilskuer til begivenhederne 

og bare være mig.

Kangerluarsuk tulleq

Jeg kan mærke, at jeg skal passe på mig selv og ikke presse mig selv for meget for tiden og ikke kræve, det jeg plejer at kræve af mig selv. 

Selvom skuldrene har sænket sig, tankemylderet er mindre myldrende, pulsen sænket og roen falder til indeni, så skal der ikke meget til før det hele bliver overvældende og lettere kaotisk.

Derfor var det helt vildt dejligt at Sara og Max ville tage med os i hytten i tirsdags, hvor vi kørte ud ved middagstid og blev der til sent næste dag.

Max, Saras kæreste er vanvittig dygtig til at flyve med drone og jeg lokkede ham til at fotografere med dronen ude i hytten.

Vi spillede brætspil, hyggede og nød vejret og især hinandens gode selskab.

Der er ikke noget i verden, der er bedre for mig end at være ude i stilheden og især hvis mine børn er med.

I går spandt vi 11 hunde for slæden og kørte os en kort tur ud i solskinnet.

Max fik dronen lettet og både filmede og tog billeder undervejs.

Det er et noget andet perspektiv end det vi normalt plejer at se både os selv og andre slædekørere.

På søndag skal vi ud og sejle og jeg glæder mig.

Vi skal ud og sejle fra kl 12 til kl 15, hvor der er musik og frokost. En anderledes og spændende oplevelse, som jeg ser meget frem til.

Inden da vil jeg forsøge at finde ud af, hvordan man redigerer filmklip fra dronen af vores hundeslædetur og hvordan/ hvor jeg kan lægge dem op så jeg kan dele dem med jer. 

God langfredag

Slædevæddeløb for voksne 2023

 Sikke en begivenhedsrig dag.

Jeg var ude og fotografere Avannaata qimussersuaa (sådan en slags Grønlandsmesterskab i hundeslædevæddeløb) i onsdags, da børnenes væddeløb skulle afholdes.

Det var sjovt og spændende og det føltes som en god forsmag til de voksnes væddeløb, der skulle afholdes i dag.

Jeg tog afsted sammen med min ven allerede ved 11 tiden, selvom løbet først skulle afvikles kl 13.

Hundeslædeforeningen havde på forhånd spurgt mig, om jeg ville fotografere for dem, hvilket jeg havde sagt ja til.

Der er meget, meget strikse regler, der skal overholdes, så der var stort set ingen steder jeg kunne stå og få nogle fede billeder, så jeg måtte stå ved sidelinien igen som sidst og forsøge at få det bedste ud af situationen.

En meget, meget ung fyr fra Ilulissat vandt løbet. 

Han er kun sølle 15 år, men virker allerede overlegen i sin slædekørsel.

Det er totalt sejt og velvidende, hvor meget træning det kræver at få sine hunde i god form, at lære dem at lystre og hvor meget pleje og opsyn, det kræver at holde slædehunde, kan jeg kun tage hatten af og bukke dybt for ham og alle, dem, som har hjulpet ham med hundeholdet.

De andre slædekørere/-kuske virkede også total cool. 

Jeg ville have skidt grønne grise, hvis jeg skulle følge et hundespand ind igennem en så stor menneskemængde og især hunde, der er så ivrige efter at komme ud at køre, som de her var.

Kuskene virkede som om intet i verden kunne bringe dem ud af balance og førte deres ivrige hunde gennem det der mylder af legende børn, gamle mennesker, uopmærksomme folk og ikke mindst forbi 30 andre hundespand.

Faktisk var jeg noget nær ved at få hjertestop et par gange på deres vegne, når hundene pludseligt fik øje på noget, som de ikke behøvede at give interesse, men med aura af zen og med en attitude som en buddha i dyb meditation, gelejdede de deres hunde i den retning, som de ønskede.

Det glæder mig enormt meget at det er en ung fyr, som har vundet løbet. Jeg håber, at andre unge, vil se ham, se op til ham og fatte interesse for slædekørsel.

Det er en disciplin, som går mere og mere i glemmebogen og der bliver færre og færre hunde. 

En vigtig kulturarv er ved at gå i glemmebogen, og jeg håber, at der er fornyet interesse for slædekørsel, selvom det er vildt dyrt at holde et helt spand hunde.

Vi håber at vi kan komme ud på slæde i påsken. Vi kører i et langsomt adstadigt tempo, så der bliver ikke vind i håret på samme måde, som når disse seje gutter spænder deres hunde for en slæde