"Det tager lang tid at få gamle venner"

Det er ikke så tit, at man får lov at fotografere folk sådan direkte og lige på.
Eller.. jeg kender ikke så forfærdeligt mange, som synes det er helt okay, at sidde og kikke direkte ind i et kamera og være helt afslappet med det.

Til min egen ros, vil jeg sige, at jeg faktisk ret ofte lykkedes med at få nogle rimeligt gode portrætbilleder, hvor den affotograferede er ser afslappet ud og ser ud til at hvile i sig selv.

Lidt sværere er det at tage et billede af en gruppe.
Især når gruppen består af mine søstre og mig selv.
Jeg satte alle indstillingerne og stak Sara mit kamera i hånden og gjorde mig meget umage med at se fornuftig ud.
Mine søstre, som til hverdag er meget, meget kompetente og seriøse, forvandler sig til fjollerikker, når vi står sammen foran et kamera, så det ender altid på denne måde.
Det er jo sådan set også sjovt nok og viser jo også en historie om 10-15-20-50 år.

Jeg er meget glad for de billeder, som jeg tog af min familie i julen og som jeg fik printet flot ud på fint mat, vandfast papir og sat på 5 mm skum.

Når der er så mange mennesker, der skal fotograferes efter hinanden, så glipper det næsten altid med et eller andet.
Jeg fik fx ikke fotograferet min mor og Simon alene, men fik fotograferet nogle af de andre lidt ekstra gange.
Sådan er det.

Jeg havde mit kamera med over til mine forældre i går. 
Mit gudbarns datter var med og jeg fik lov at fotografere hende og når jeg nu alligevel sad og sigtede på folk med et stort objektiv, kunne jeg lige så godt rette det hen mod min far, som også sad der.

Han er ved at være godt oppe i årene.
Næste gang han fylder år og det er i maj, fylder han 79.
Det synes jeg jo er en pæn høj alder.

Min far og mor har været gift i 54 år.
De blev gift 12 dage før jeg blev født, så min mor stod brud i Sønderborg med en stor brudebuket for at dække lidt over den mave, som røbede at de måske havde lavet mere end bare holdt hånd og gået lange ture, inden de blev gift.

Sådan var det jo dengang.

Min far var sølle 25 år da han stod der ved alteret og sagde "Ja" til min mor som var 21 år.

Jeg var selv 21 år, da jeg fik mit første barn og når jeg ser 21-årige synes jeg ikke de er særligt gamle, men det hænger jo nok sammen med at jeg nu er mere end dobbelt så gammel.

Mine forældre har holdt sammen i 54 år.
De har bryllupsdag d. 05. februar og lige om lidt fylder jeg 54.


Jeg sagde til mig selv i går, at jeg ville huske at få mit kamera med noget oftere, så jeg kunne få nogle billeder af mine familiemedlemmer noget tiere.

Vi forandrer os hele tiden.

Både udenpå og indeni.

Nogle gange kan man se, når folk har forandret sig indeni og andre gange kan man ikke se noget som helst.
Det som er sværest er når folk er under en kedelig forandring og alt det  gode og velkendte langsomt forsvinder ind i glemslens lette tåger.
Nogen dage letter tågen og solens skinner måske for en kort stund, men så lægger der sig tåge-dis ude i hjørnerne og ændrer det landskab som var det kendte.

Det er ikke alle, hvis billeder jeg må dele.

Faktisk tager jeg jo ret mange portrætbilleder af alle mulige, men det er ofte i en sammenhæng, hvor jeg ikke kan vise billederne, så jeg er lidt ekstra glad, når jeg må vise, hvad jeg har set.
I min verden er det hyggeligt at dele oplevelsen af et /vise et billede med andre, uanset om det er via nettet (facebook/instagram ell lign)
Har du det på samme måde?

Det er altid hyggeligt, interessant og dejligt at kunne se gamle billeder af folk, man kender og folk man holder af, og den eneste måde at få gamle billeder, er vel at starte med at fotografere folk nu.