Collar vest og vedvarende live writer problemer

Nå, men når nu live writer ikke fungerer, så må jeg jo gøre det på den "gammeldags" manér.. og det skal lige tilføjes, at dette indlæg er kopieret og skrevet for flere dage siden (fra live writer) så det ser måske lidt anderledes ud :



Fra min mobiltelefon i dag, hvor solen akkurat lige tittede frem inden den igen blev aflyst af lidt regn og SNE

I lørdags blev jeg færdig med et lille hurtigt projekt.
Jeg skulle have hjælp og den var heldigvis at få hos webstrikkerne.
Opskriften var såmænd enkel nok, hvis man forstod den.. det gjorde jeg så bare ikke lige i starten, men da jeg fik opskriften delvist oversat til dansk og forklaret, var det lige ud ad landevejen.
Nogengange kan det simple og enkle være lidt svært at forstå..- tænk, at noget kan være så ligetil.
Og der er jo ingen grund til at kaste sig ud i noget avanceret og svært, når det kan blive så fint med noget så simpelt som ret og vrang.

Men jeg blev hurtigt færdig med vesten, som jeg har strikket i drops silketweed, som er en blanding af silke og uld og jeg lod en tynd tråd  alpaka fra Garnudsalg følge med. Iøvrigt en fin og dejlig kombination.

Jeg brugte ca 3  nøgler af silketweeden og lidt under 1½ nøgle af alpakaen.
Min vest er en str. Small og den sidder fint og luner rigtig dejligt hen over ryggen, skuldrene og i nakken.
Jeg kan kun anbefale vesten; den er så simpel at du kan se spændende tv samtidig med at du strikker, den er lynhurtig færdig og så er den altså rigtig anvendelig til både cowboybukser og en sommerkjole (hvis vi da får sommer nogensinde heroppe)
Jeg havde faktisk lige taget min fine broche af, som holdt sammen på forstykkerne og det ser også rigtigt fint ud at samle forstykkerne, hvis man ikke bryder sig om at blotte maven.
Allerede nu, kan jeg mærke at vesten vil blive flittigt brugt.

Tak for hjælpen (I ved hvem I er)

Og så får du også lidt mobiltelefonbilleder fra i eftermiddag/aften.

Lige nu gider jeg ikke engang finde på noget positivt at sige om snevejret.

Der er rigtig mange små-ting, som jeg har glemt/aldrig har kunnet ved at skrive direkte på blogger og jeg krydser fingre for at de snart finder ud af at få det til at fungere igen.. for jeg håber jo, at de arbejder på at få det til at fungere igen.

Hjælp til live writer!!

Jeg har siden i går ikke kunnet udgive direkte fra min windows live writer, som jeg plejer at gøre.

Der er ikke noget problem, når jeg går ind på bloggers side og skriver herfra og jeg kan sagtens skrive et indlæg fra min mobiltelefon også, men i årevis har jeg brugt live writer og den bliver ved med at sende mig besked om : "bloggeren returnerede følgende meddelelse       NotFound:NotFound

og når jeg så trykker på ok, bliver jeg bedt om at logge på blogger og indtaste mine adgangskoder, hvilket heller ikke virker.


Jeg har naturligvis også forsøgt at downloade live writer igen, hvilket heller ikke virkede og som den sidste løsning har jeg forsøgt at systemgendanne min computer tilbage til d. 25. maj, hvilket heller ikke resulterede i noget som helst.

Er der nogen af jer andre, som har oplevet noget lignende eller tilsvarende og har du nogen som helst idé om, hvad jeg kan stille op??

Jeg vil være ret ked af, at skulle undvære live writer, da det er hurtigt, enkelt og ikke uvæsentligt: hvad jeg er mest vant til.

Jeg ville have vist den vest, som jeg blev færdig med i lørdags og som jeg endelig fik fotograferet, men lige nu synes jeg bare at det er vigtigst at live writer virker som det plejer..

Mystisk

Jeg kan ikke lave indlæg fra min computer som jeg plejer.

Den bliver ved med at sige at bloggen ikke er fundet.. Jeg håber at kunne vise dig min collar vest som jeg blev færdig med i lørdags

Gen-erobring af vaner

Det er stille søndag formiddag med kaffe i koppen, ristet brød i brødkurven og stille i huset.

Pinsesolen danser og det må den sådan set gerne gøre, også selvom det ikke er pinse.

Vi trænger efterhånden til at se sneen svinde og noget grønt dukke frem i stedet, men jeg væbner mig med tålmodighed, for jeg er træt af at folk er træt af sneen, kulden og den langtrukne vinter.

Overalt på min facebook, klager folk over al den sne, som vi stadig holder os og der bliver postet billeder af snefnug, som daler ned i tide og utide.

Jeg har dristet mig til at vise et lille, kort video-klip på min instagram af dalende snefnug som jeg optog for 4 dage siden, men har bidt mig selv i tungen for ikke at mene, hverken det ene eller det andet.. ihvertfald ikke højlydt, men alt det usagte, bilder jeg mig ind, kan man godt læse; for ja, jeg er godt nok ved at være træt af den langstrakte, kolde vinter.

Lige nu er det hverken eller.

 

Nogle af de mest ivrige og stædige, kører stadig ud på deres snescootere, for der er stadig masser af sne i baglandet og i højderne.

I korte øjeblikke har jeg også overvejet, om jeg skulle køre derindad og få det sidste med og istedet for at hade, så elske den sidste, tunge sne, ligge i solen og lade mig højfjelds-brune?

Udaf mit soveværelses-vindue har jeg for øjeblikket denne udsigt:

 

Kan du huske, at jeg var inde og høre Chris Mc Donald?

Jan ville med og så kunne vi gå sammen. Jeg havde flere gange under showet/underholdningen (et foredrag vil jeg ikke kalde det) havde jeg lyst til at rejse mig op og skrige triumpferende: “ hvad sagde jeg”, men jeg holdt mig i stedet og nøjedes med at tænke, at det måske kunne være, at budskaberne var mere forståelige, spiselige og acceptable, når de blev serveret af en anden?

Dårlige tabere er næsten lige så utålelige som dårlige vindere, så jeg har (forsøgt) at sige ingenting og istedet vende den kedelige pegefinger mod mig selv, hvilket har resulteret i, at jeg i fredags tog mine gode sko på, noget let tøj og gik ud til lufthavnen.

Motion og bevægelse har været taget af mit daglige program siden slutningen af marts/starten af april og det kan mærkes. Især for det psykiske velbefindende og så er det utroligt, så hurtigt muskelmassen slappes og kroppen igen får sofa-figur.

Jeg bliver aldrig nogensinde den store sportsudøver, men lidt har meget ret i denne sammenhæng for både den fysiske og psykiske sundhed, så denne tid, hvor det vejrmæssigt er hverken eller, hanker jeg op i mig selv og kommer i gang igen, så lidt motiverende har han også været for mig.

Man har jo som bekendt et standpunkt indtil man får et nyt.

 

Der er vaner, som skal gen-erobres og på strikkefronten kaster jeg mig over enkle projekter, som ikke skuffer.

Jeg tror nok, at jeg fik fortalt, at jeg fik lavet kroppen til “Fisken”?

Jeg målte ikke længde, men kun bredde da jeg gik i gang og der var ingen tvivl om, at jeg skulle strikke en small, men da jeg havde strikket op til armhulerne, behøvede jeg ikke engang et målebånd, for at konstatere, at kroppen er blevet alt, alt for kort.

Øv.

Så fik jeg heldigvis hjælp fra Webstrikkerne til at tyde opskriften på en vest, som jeg istedet kunne kaste mig over.

Det er en vest, som jeg længe, længe har haft liggende og som jeg første gang så lige her.

Irene var så flink at sende mig opskriften i sin tid, da linket var dødt, men efterfølgende har jeg fundet et aktivt link.

Irene er her ikke mere, men jeg finder stadig masser af inspiration på hendes blog.

 

Vesten var såmænd let nok at strikke, når man lige er kommet igang og har forstået princippet, men min strikke-selvtillid ligger  et ret lille sted for øjeblikket, så den er jeg igang med at genopbygge.

 

Vesten blev færdig i går aftes mens Jan og jeg sad og så Moby Dick-filmen (dvd) fra 1959 og her til morgen er den blevet vasket og ligger nu og tørrer.

Min kamera-selvtillid har også alt for længe ligget i et dybt, sort hul, så kameraet bliver hevet op mindst en gang om dagen og for øjeblikket må katten stå for skud og hun er heldigvis et meget tålmodigt dyr.

 

 

Kaffen i min kaffekop er blevet kold, men pinsesolen danser stadig på en blå himmel.

Istedet for at ærgre mig over, at årstiden er hverken eller.. vil jeg nyde, at der ingen myg er, at der er lyst døgnet rundt og nyde at i morgen er der endnu en fridag.

God pinse

Alt for fornemme gaver

Jeg lovede at ville vise den vest, som jeg lige har strikket.

Måske var det mest mig selv, jeg lovede det overfor og jeg vil starte med begyndelsen, for at du ved, hvorfor min vest er mere end bare lækker.

 

I oktober, havde jeg 25 års jubilæum på skolen.

Min ledelse ville gerne fejre mit jubilæum med en lille sammenkomst, men der skete det ene og det andet og tiden gik og jeg udsatte det igen og igen,- for ja, det var mig, som skulle sætte en dato for sammenkomsten.

Oktober gik med forskellige gøremål for både mine kollegaer og for mig og det samme gjorde november og jeg ville ikke rigtig presse en sammenkomst ind i travle december, så jeg besluttede at jeg ville invitere midt/ i slutningen af januar, når julen var ovre, nytåret skudt ind, pengepungen var tom og sammenkomsterne var få.

Mine nærmeste kollegaer i specialklasseafdelingen havde samlet penge ind og havde købt et gavekort til mig i Qiviut. De kender mig bedre end jeg anede.

Der var et fint kort med og jeg blev rørt og glad.

 

Skolen havde også en gave til mig.

Det havde jeg ikke regnet med, men jo; de havde fået lavet en helt speciel ring til lige netop mig.

Den er lavet i hvalros tand og skal forestille en isbjørnemor med sine to unger.

Den skulle symbolisere alle de elever, som jeg har haft gennem tiden (og der har været en del) og mig, som isbjørnemoderen.

Den var et par numre for stor, men kunstneren havde sagt, at jeg bare kunne komme forbi, så han kunne lave en ny til mig, som passede mig, hvis den var for stor/lille, så det tilbud benyttede jeg naturligvis med det samme.

 

Min nærmeste familie var inviteret med.

Jeg måtte invitere dem med, som jeg havde lyst til og mine piger, Jan, mine forældre, mine søstre og deres familier kom også og gjorde min jubilæumsdag god.

Min mor holdt også en meget, meget fin tale for mig og gav mig den fineste vase du kan forestille dig.

Den er lavet af Kristine –før Markussen (tror jeg nok), men nu er hun vist blevet gift og jeg kan ikke helt tyde efternavnet, men vasen fra min mor er så fin og står så højt som overhovedet muligt på hylden, så ingen kan rage den ned.

Den forestiller en skindpose (fra gamle, gamle dage) en ippiarsuk. Den er meget flot og fin i både udformning, udtryk , dekoration, glacering og billedet yder den ikke helt retfærdighed, selvom jeg gjorde mig umage med at fotografere den.

Jeg har haft nogle buketter i og når sommeren engang kommer, hvis den kommer, skal der naturligvis blomster i igen.

Tilbage til gavekortet fra mine kollegaer!

Jeg holdt hænderne i lommen, havde is i maven og ventede så pænt til der var udsalg i Qiviut før jeg løb ned og investerede i to hele nøgler to-trådet moskus-uld.

Min idé var at lave noget, som var fint og så brugbart, at jeg kunne bruge det i hverdagen.

Internettet blev gennemtrævlet og alle mine strikkebøger blev kigget igennem mere end een gang og mit valg faldt på Lene Holme Samsøe Vickey vest. Billederne i bogen giver slet ikke vesten retfærdighed, men jeg har strikket en del af Lene H.S. s design og har hvergang været tilfreds, så jeg tog chancen og startede.

Jeg måtte ud og investere i lidt mere garn og valgte at strikke på pind 4 og slå 10 masker mere op, end opskriften foreskriver.

Lige inden jeg var færdig, kunne Arnica fortælle, at hun skulle igang med at farve moskus-garn for Qiviut og jeg fik lov til at lægge den færdige vest hos hende, så den kunne få et farvebad i samme ombæring.. OG jeg er Så tilfreds med resultatet.

Jeg har gået med min nye overluksus vest næsten hver dag og hvis du er nysgerrig, kan jeg fortælle at 50 gram moskusgarn koster ca 399,- og at jeg har brugt ca 175 gram.

Vesten er altså meget, meget pænere i virkeligheden end på billedet i bogen, så du hvis du mangler noget let og ukompliceret at strikke, kan jeg kun anbefale vesten.

Jeg nåede at blive en smule uvenner med Jan, da han skulle fotografere mig i går med vesten på, for jeg mente ikke at den blev vist fint og rigtigt nok

 

og i dag da Sara skulle forsøge, var hun ligeså kritisk som mig, men jeg håber, at du får en fornemmelse af den.

 

Jeg har sat to meget tynde lædersnore i, så jeg kan binde den og for enden af lædersnørrene har jeg sat en lillebitte bitte perle i, som matcher farven på garnet i vesten.

 

 

Kan du så huske at jeg strikkede en Hanne Falkenberg Ballerina??

Den har betydet en hel del for mig.

Jan købte strikkekittet til mig, da han var nede i Danmark i forbindelse med sin mors sygdom og begravelse, så jeg har altid forbundet den med både Jan og med min svigermor, så jeg var mere end ærgerlig over, at den var blevet alt, alt for stor.

Den var stor allerede dengang, men efter at jeg har tabt mig, har jeg ikke kunnet bruge den.

Forrige sommer var jeg nede hos Mathilde (strikkeforretningen i Viborg) og jeg spurgte hende til råds ; skulle jeg trævle hele herligheden op og strikke den meget mindre eller skulle jeg smide den i vaskemaskinen og krympe den.

Hun ville selv smide den i vaskemaskinen, men det måtte jeg selv afgøre.. jeg har kredset om den, gemt den væk, fundet den frem igen, tænkt tanker og kredset lidt mere om den og forrige uge blev den smidt i vaskemaskinen.

Den fik 40 nænsomme grader og er lige akkurat krympet.

Den virker stadig for stor, men nu er den brugbar.

Nogen vil måske tro, at den er blevet vanvittig varm, men det er den faktisk ikke.

Den er bare dejlig lun, men måske kan den godt tåle en tur mere i vaskemaskinen?? Eller måske skal jeg bare lade den være som den er?

 

Nåe jo og når jeg alligevel havde kameraet oppe og Sara var så flink at fotografere, kunne jeg tage et billede af hende, hvor hun har den sweater på som jeg fik som kit af farfar i julegave.. mums den er lækker.

Den er fra Hjelholt.

 

Og så fortjener min fødselsdagsgave fra i februar da forresten også at blive vist frem.

Det er en gave fra Simon og er et krus, som er lavet af den samme kunstner som har lavet vasen fra min mor.

Kom (nu!) maj du søde MILDE!

Foråret lader i den grad vente på sig heroppe.

I følge kalenderen har vi haft forår et stykke tid nu, men det er ikke alverden vi har mærket til den.

Måske er jeg bare utålmodig?

Måske er det senere end det plejer?

Måske er det bare altid sådan og jeg har bare glemt det?

Sidste år så der sådan her ud, men forrige år kunne vi da stadig køre ud til hytten, hvorimod (Jan)man i 2012 kunne gå i fjeldet på denne tid af året.

I 2011 var der mindre sne, men jeg kan jo konstatere, ved at kigge mine gamle billeder igennem, at det varierer og at jeg bare skal væbne mig med tålmodighed og lade min længsel efter varmere dage ligge, – for lige om lidt, drømmer jeg sikkert om kølighed og smukke, hvide, vide vidder?

For 17 dage siden, så der sådan her ud, da Jan og jeg kørte ud for at se på fjord-is situationen.

(klik på billedet for større format)

Vi kørte tilbage igen, for jeg er en kylling, når der er vand på isen, selvom min fornuft desperat forsøger at overbevise mig om, at isen er tyk nok og at det kun drejer sig om ganske få cm vand ovenpå isen.

 

Lige nu hænger himlen meget tungt over vores hoveder og fra tid til anden falder der tunge, våde snefnug ned og dækker alt.. igen, igen.

Den bliver ikke liggende, men på en eller anden mysisk vis, er den med til at tø al det andet op.

Langsomt og også for langsomt.

Altså hvis du spørger mig.

 

Søerne tør langsomt op og overfladen er våd, så det er ikke længere en fornøjelse at begive sig ud på hverken hundeslæde eller snescooter.

 

Nå! Men istedet for at sidde og mukke over vejret, som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel, kan jeg forsøge at strikke lidt; forsøge, fordi min albue gør ondt og jeg har en mistanke om at det måske er tennis-albue/muse-arm, men eftersom jeg íkke har fået det undersøgt, så kan jeg jo kun konstatere, at det gør ondt og at det måske er en god idé at holde den forholdsvis i ro.

Og måske på grund af det lidt kedelige vejr, fik jeg noget skriftligt arbejde hurtigt fra hånden og som bonus fik så meget kaffe at mine hænder ryster og jeg sitrer indvendigt.

Lige om lidt skal Jan og jeg til et foredrag med Chris Mc Donald.

Folk, som kender mig, ved at jeg måske ikke er hans allerstørste fan, men jeg ved, at han motiverer mange og gør en forskel for nogle, så inden jeg helt drukner i min aversion, vil jeg give det og ham en chance og tage ned og lytte til ham og måske jeg er en aversion mindre, når dagen er omme?!

 

Katten ligger og blunder, sover dybt, hviler sig og rævesover og gør det hele een gang til. Det er lige til at holde ud og vejret indbyder vist ikke til mere.

Da konfirmandens mor blev konfirmeret

Nu har du fået så mange billeder fra Daniels konfirmation, så jeg synes da lige, at du skal se et billede fra Daniels mors konfirmation.

Simon var nyfødt, så året har været 1987

Jeg står længst til venstre, så min far, min yngste søster (Daniels mor) med solbrillerne, min søster Lena bagi, min mor, min morfar, min mormor og min mors plejebror.

Jakken, som jeg har på, havde jeg selv syet sammen med min farmor og den kunne vendes. Jeg var meget glad for den og er lidt ærgerlig over, at jeg ikke har gemt mønsteret.

Selfie

Nå jo: Sara tog et billede med sin telefon af sig selv og mig i søndags da vi kom hjem fra kirken.

Jeg er glad for billedet.. både fordi hun overhovedet vil fotograferes med mig (det er vist ikke alle teen-agere/piger på 17 år, som vil det) og fordi jeg synes det er et godt billede af hende og mig.

3-hjuler og konfirmation

Jeg er næsten ved at være tilbage. Både her og i den almindelige, men ikke kedelige, kendte hverdag.

Det er ihvertfald, hvad jeg håber og krydser fingre for.

 

Der har været så meget og der kommer mere og min computer står stille. Jeg kunne have fyldt side op og side ned, men når tingene fylder livet ud og op, så bliver tiden knap og energien skal rationaliseres. Sådan er det.

 

Jeg er omkring alle de sædvanlige blogs, jeg læser, men det foregår fra min iPhone.

 

Mit kamera ligger trygt og meget godt i min taske og de fleste billeder bliver taget..igen med min iPhone.. og så alligevel; jeg er i gang med et større projekt på mit arbejde med at fotografere alle de ansatte og jeg har taget billeder af alle eleverne i min afdeling, så helt trygt ligger mit kamera ikke i min taske. De ansatte er indtil videre glade for resultaterne og eleverne ligeså og så er jeg det jo også.

 

Smartphonerne er lidt for smarte, ihvertfald for mig, hvis jeg skal opretteholde min blog og hvad jeg vil med den og Facebook er lidt for dragende med de mange, hurtige opdateringer, informationer og tilbagemeldinger.

Jeg kunne jo i virkeligheden godt blogge fra min mobil og har også gjort det ganske få gange, men jeg er ikke tilfreds og synes ikke det helt føles som det skal og bør.

 

 

Jeg har strikket og jeg noget af det, er faktisk blevet helt godt. (Tror jeg har fået tennis-albue eller muse-albue.. ondt gør det ihvertfald og det skyldes nok en kombination af at køre snescooter, strikke og sove åndsvagt med min højre arm, så strikkeriet får en ufrivillig pause disse dage-øv)

 

En selvkomponeret sweater er røget i skammekrogen, fordi den blev for kort, men det bliver kaldt tilbage igen, når jeg engang har samlet overskud til at trævle op og så bliver der målt rigtig op.

 

Den manglede sølle 20 cm. da jeg tog mig sammen til at måle efter om den nu også var i orden, hvad jeg så kunne konstatere, at den ikke var.

 

Jeg har strikket et par knælange strømper/sokker med snoninger, som er blevet fine, men jeg har ikke fået taget billeder af dem… kun med min iPhone og kun til Facebook.

En fuldstændig over-luksuriøs vest i ren moskus blev færdig i sidste uge og den vil jeg vise een af dagene, for den er bare for lækker.

 

Når jeg ikke har strikket, har jeg ærgret mig over et par olie-regninger, som kom dumpende 5900+3700 og en vaskemaskine, som stod af, da vi havde allermest vasketøj, men det hører med til småtings-afdelingen og er praktiske ting, som der kan gøres noget ved.

Vi er nu de glade ejere af en splintrende ny Samsung vaskemaskine, som kan rumme hele 8 kg og som spiller en glad lille fanfare, når vi starter den og når den er færdig med at vaske vores tøj.

Den er energimærket ud over det hele- og for det hele, så den kører nærmest på ren luft og en tanke om sæbe. Ren svir og hvis jeg skal tro på de papirer, der fulgte med, så er de mange tusinde kroner jo nærmest tjent hjem på første vask.

 

Jeg kom til bunds i vasketøjskurvene og har forsøgt, at rydde ud og op i huset… behøver jeg at sige, at jeg langtfra er færdig??

Jeg har også forsøgt, at hive mig selv op fra dovenskabens og magelighedens sorte dyb.

 

Mine gå-ture er løbet ud i sandet.

Jeg får overhovedet ikke motioneret mere, selvom jeg ved, at det gør mig godt og at det giver mig energi.

Der var lagt store og forkromede planer om både at komme i form og at nå nogle mål, men de blev liggende og kom ikke i brug.

Sådan er der så meget og jeg kan desværre ikke nå det hele.

Der er lyst stort set døgnet rundt og ekstra lys giver al den sne, som stadig ligger her. Og vi taler altså om MEGET sne.

 

Jeg har som sådan ikke noget imod sneen, for den holder jo myggene væk og temperaturen er faktisk fin, men lige nu kan vi ikke komme ind til hytten, hverken på snescooter eller med båd, så der går nok ikke så længe før jeg begynder at klage over det.

Vi har haft rigtig mange weekender inde i hytten denne vintersæson og jeg har nydt hver og en.

Alle burde have et sted, hvor de kan koble helt fra og komme til bunds i deres sjæls stilhed. Finde fred i en urolig verden, hvor vi bliver bombarderet med indtryk fra alle sider.

 

Sidste weekend blev Daniel konfirmeret.

Jeg havde lovet at hjælpe lidt til.

 

Min mor og jeg kørte ud forrige torsdag for at grave lidt i sneen og finde nogle grene, som vi ville sætte i vand, så de kunne springe lidt ud og dermed kunne bruges som bordpynt.

Vi kørte afsted og jeg kom ud i den dybe sne; og ja, mine ben er ikke så lange, så der skal ikke så meget til, før jeg synker helt i til skridtet.

Jeg fandt nogle grene dybt dernede under sneen og fik dem klippet og hentet op og så kørte vi hjemad, men på vej op ad Havnebakken, som er ca. små 100 mtr. og som har en hældning på ca. 10-15% kunne jeg godt mærke at bilen opførte sig lidt underligt. Ja, faktisk havde bilen opført sig lidt underligt de sidste 4-5 km, så jeg stoppede halvvejs oppe på bakken, men kunne se i bakspejltet, at der holdt en masse biler bag mig og jeg burde fortsætte, medmindre jeg ville lave helt kaos i trafikken.

Det der med at fortsætte, var lettere sagt en gjort, men med en god fart, sammenbidte tænder og en god portion stædighed fik jeg bilen op.. sådan lige akkurat, for da jeg nåede toppen, føltes den altså for mærkeligt, så jeg stoppede bilen helt; altså slukkede helt for motoren- håndbremsen var frossen, så jeg blev nødt til helt at slukke og satte katastrofe-blinket til for at gå ud og undersøge,hvad der var galt.

Nu er jeg heldigvis ikke typen, som går i hysterisk panik, men jeg blev da overrasket over at møde dette syn: Jeg fik forårsaget lidt mere trafikkaos, men indenfor en time, havde jeg fået et helt nyt hjul sat på fra auto-service, som heldigvis også gad at tilføje min bil lidt strøm, da den efter den pinlige omgang havde smidt al strømmen og nægtede at starte igen.

 

Jeg behøver vel ikke tilføje, at hjulet/dækket  ikke længere er til pænt brug?? Ej heller var fælgen.

 

Udover at klippe lidt grene til Daniels konfirmation, fik jeg bagt nogle kager til kaffemikken til om lørdagen, hvor der var overhøring og fik også lavet nogle ruller lakseroulade og vanilie-flødeis til om søndagen, hvor der vi var inviteret til spisning.

Jeg ville ønske, at jeg havde tænkt mig lidt om og var blevet fotograferet i mit fine selskabstøj søndag aften.

 

Engang for et par måneder siden kom jeg forbi Else Lennert, som solgte ud af sine sidste kollektioner og nu har jeg jo heldigvis fået en størrelse, så jeg kan passe almindeligt stangtøj og jeg kunne spare store penge, da jeg købte et sæt bestående af en buksenederdel, som er pyntet med sælskind og en fin vest, som også er pyntet med sælskind på ryggen.

Mit fine designertøj gjorde sit til, at jeg var lidt mere sikker, da jeg skulle gribe guitaren og spille/synge en sang for konfirmanden.

En sang, som var bestilt af min mor fra farfar til konfirmanden og jeg vil vove at påstå, at jeg kom igennem den med både sang og guitarvolden uden at være alt for pinlig, men det skyldtes nok mest at jeg var så fin og flot i mit tøj.

Det der med at synge og optræde er bestemt ikke en af mine spidskompetencer, men jeg kom igennem og må endnu engang konstatere, at folk heroppe er mere end almindeligt rummelige, høflige og overbærende.

Vi bor jo i bittesmå samfund og ser hinanden daglig, så vi ved, at vi skal leve side om side dagen efter en pinlig episode og i næste uge, er det måske naboen, kvajer sig, så vi lærer at holde de fleste sten i egen lomme i hver vores små glashuse.

 

I mandags havde jeg en selvbetalt fridag og den blev brugt på at sove lidt længere, drikke kaffen lidt langsommere, vaske tøj i den nye maskine og tulle rundt om mig selv, mens jeg forsøgte at finde mig selv igen.

Nu håber jeg, at jeg har fundet hoved og hale i hverdagen igen og det gør bestemt ikke noget, at vi fejrer at Jesus for et par tusinde år siden for til himmels.

Du bliver lige billedspammet med de få (men sikkert alligevel for mange) billeder fra i lørdags og i søndags.

 

P.S. I vinter, da det var koldt og mørkt kom en flok hyggelige kvinder til Sisimiut.

De var heroppe i forbindelse med noget strik og skulle se moskus-uldens tilblivelse.

Jeg var blevet spurgt, om jeg ville holde et foredrag og jo, det ville jeg da gerne, men da jeg ikke har gjort det før.. (og her behøver hverken venner eller familie komme med dumme kommentarer om, at det gør jeg hele tiden, altid og uafbrudt), valgte jeg at ville vise min grønlænderdragt frem.

Når man ser en grønlandsk kvinde, som har iført sig sin fine nationaldragt, ser man jo helheden, som er smuk, farverig og overdådig.

Dragten fortjener dog mere og bedre, så jeg valgte at smide tøjet og stå i bare BH og trusser..-jeg som er så forfærdelig blufærdig, -og tage hver eneste del  af min nationaldragt på; stykke for stykke og forsøge at vise, fortælle, forklare og fremhæve alle de smukke detaljer, som en nationaldragt jo indeholder.

Ikke for at gentage mig selv, men jeg har jo tabt mig fra str. XL til (xs) S, så min nationaldragt sad overhovedet ikke som den skulle da jeg viste den frem, så den har jeg også haft travlt med at få syet ind og til, så den sidder pænt.  Nu burde I jo komme forbi og se den sidde pænt og ordentligt, men I må så lige nøjes med et billede.

Bloggen om nationaldragten findes stadig.

Den bliver ikke opdateret, men du kan se og læse lidt om den grønlandske (kvinde)-nationaldragt lige her

( http://groenlaenderdragten.blogspot.com/ )