Kom (nu!) maj du søde MILDE!

Foråret lader i den grad vente på sig heroppe.

I følge kalenderen har vi haft forår et stykke tid nu, men det er ikke alverden vi har mærket til den.

Måske er jeg bare utålmodig?

Måske er det senere end det plejer?

Måske er det bare altid sådan og jeg har bare glemt det?

Sidste år så der sådan her ud, men forrige år kunne vi da stadig køre ud til hytten, hvorimod (Jan)man i 2012 kunne gå i fjeldet på denne tid af året.

I 2011 var der mindre sne, men jeg kan jo konstatere, ved at kigge mine gamle billeder igennem, at det varierer og at jeg bare skal væbne mig med tålmodighed og lade min længsel efter varmere dage ligge, – for lige om lidt, drømmer jeg sikkert om kølighed og smukke, hvide, vide vidder?

For 17 dage siden, så der sådan her ud, da Jan og jeg kørte ud for at se på fjord-is situationen.

(klik på billedet for større format)

Vi kørte tilbage igen, for jeg er en kylling, når der er vand på isen, selvom min fornuft desperat forsøger at overbevise mig om, at isen er tyk nok og at det kun drejer sig om ganske få cm vand ovenpå isen.

 

Lige nu hænger himlen meget tungt over vores hoveder og fra tid til anden falder der tunge, våde snefnug ned og dækker alt.. igen, igen.

Den bliver ikke liggende, men på en eller anden mysisk vis, er den med til at tø al det andet op.

Langsomt og også for langsomt.

Altså hvis du spørger mig.

 

Søerne tør langsomt op og overfladen er våd, så det er ikke længere en fornøjelse at begive sig ud på hverken hundeslæde eller snescooter.

 

Nå! Men istedet for at sidde og mukke over vejret, som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel, kan jeg forsøge at strikke lidt; forsøge, fordi min albue gør ondt og jeg har en mistanke om at det måske er tennis-albue/muse-arm, men eftersom jeg íkke har fået det undersøgt, så kan jeg jo kun konstatere, at det gør ondt og at det måske er en god idé at holde den forholdsvis i ro.

Og måske på grund af det lidt kedelige vejr, fik jeg noget skriftligt arbejde hurtigt fra hånden og som bonus fik så meget kaffe at mine hænder ryster og jeg sitrer indvendigt.

Lige om lidt skal Jan og jeg til et foredrag med Chris Mc Donald.

Folk, som kender mig, ved at jeg måske ikke er hans allerstørste fan, men jeg ved, at han motiverer mange og gør en forskel for nogle, så inden jeg helt drukner i min aversion, vil jeg give det og ham en chance og tage ned og lytte til ham og måske jeg er en aversion mindre, når dagen er omme?!

 

Katten ligger og blunder, sover dybt, hviler sig og rævesover og gør det hele een gang til. Det er lige til at holde ud og vejret indbyder vist ikke til mere.