Alt for fornemme gaver

Jeg lovede at ville vise den vest, som jeg lige har strikket.

Måske var det mest mig selv, jeg lovede det overfor og jeg vil starte med begyndelsen, for at du ved, hvorfor min vest er mere end bare lækker.

 

I oktober, havde jeg 25 års jubilæum på skolen.

Min ledelse ville gerne fejre mit jubilæum med en lille sammenkomst, men der skete det ene og det andet og tiden gik og jeg udsatte det igen og igen,- for ja, det var mig, som skulle sætte en dato for sammenkomsten.

Oktober gik med forskellige gøremål for både mine kollegaer og for mig og det samme gjorde november og jeg ville ikke rigtig presse en sammenkomst ind i travle december, så jeg besluttede at jeg ville invitere midt/ i slutningen af januar, når julen var ovre, nytåret skudt ind, pengepungen var tom og sammenkomsterne var få.

Mine nærmeste kollegaer i specialklasseafdelingen havde samlet penge ind og havde købt et gavekort til mig i Qiviut. De kender mig bedre end jeg anede.

Der var et fint kort med og jeg blev rørt og glad.

 

Skolen havde også en gave til mig.

Det havde jeg ikke regnet med, men jo; de havde fået lavet en helt speciel ring til lige netop mig.

Den er lavet i hvalros tand og skal forestille en isbjørnemor med sine to unger.

Den skulle symbolisere alle de elever, som jeg har haft gennem tiden (og der har været en del) og mig, som isbjørnemoderen.

Den var et par numre for stor, men kunstneren havde sagt, at jeg bare kunne komme forbi, så han kunne lave en ny til mig, som passede mig, hvis den var for stor/lille, så det tilbud benyttede jeg naturligvis med det samme.

 

Min nærmeste familie var inviteret med.

Jeg måtte invitere dem med, som jeg havde lyst til og mine piger, Jan, mine forældre, mine søstre og deres familier kom også og gjorde min jubilæumsdag god.

Min mor holdt også en meget, meget fin tale for mig og gav mig den fineste vase du kan forestille dig.

Den er lavet af Kristine –før Markussen (tror jeg nok), men nu er hun vist blevet gift og jeg kan ikke helt tyde efternavnet, men vasen fra min mor er så fin og står så højt som overhovedet muligt på hylden, så ingen kan rage den ned.

Den forestiller en skindpose (fra gamle, gamle dage) en ippiarsuk. Den er meget flot og fin i både udformning, udtryk , dekoration, glacering og billedet yder den ikke helt retfærdighed, selvom jeg gjorde mig umage med at fotografere den.

Jeg har haft nogle buketter i og når sommeren engang kommer, hvis den kommer, skal der naturligvis blomster i igen.

Tilbage til gavekortet fra mine kollegaer!

Jeg holdt hænderne i lommen, havde is i maven og ventede så pænt til der var udsalg i Qiviut før jeg løb ned og investerede i to hele nøgler to-trådet moskus-uld.

Min idé var at lave noget, som var fint og så brugbart, at jeg kunne bruge det i hverdagen.

Internettet blev gennemtrævlet og alle mine strikkebøger blev kigget igennem mere end een gang og mit valg faldt på Lene Holme Samsøe Vickey vest. Billederne i bogen giver slet ikke vesten retfærdighed, men jeg har strikket en del af Lene H.S. s design og har hvergang været tilfreds, så jeg tog chancen og startede.

Jeg måtte ud og investere i lidt mere garn og valgte at strikke på pind 4 og slå 10 masker mere op, end opskriften foreskriver.

Lige inden jeg var færdig, kunne Arnica fortælle, at hun skulle igang med at farve moskus-garn for Qiviut og jeg fik lov til at lægge den færdige vest hos hende, så den kunne få et farvebad i samme ombæring.. OG jeg er Så tilfreds med resultatet.

Jeg har gået med min nye overluksus vest næsten hver dag og hvis du er nysgerrig, kan jeg fortælle at 50 gram moskusgarn koster ca 399,- og at jeg har brugt ca 175 gram.

Vesten er altså meget, meget pænere i virkeligheden end på billedet i bogen, så du hvis du mangler noget let og ukompliceret at strikke, kan jeg kun anbefale vesten.

Jeg nåede at blive en smule uvenner med Jan, da han skulle fotografere mig i går med vesten på, for jeg mente ikke at den blev vist fint og rigtigt nok

 

og i dag da Sara skulle forsøge, var hun ligeså kritisk som mig, men jeg håber, at du får en fornemmelse af den.

 

Jeg har sat to meget tynde lædersnore i, så jeg kan binde den og for enden af lædersnørrene har jeg sat en lillebitte bitte perle i, som matcher farven på garnet i vesten.

 

 

Kan du så huske at jeg strikkede en Hanne Falkenberg Ballerina??

Den har betydet en hel del for mig.

Jan købte strikkekittet til mig, da han var nede i Danmark i forbindelse med sin mors sygdom og begravelse, så jeg har altid forbundet den med både Jan og med min svigermor, så jeg var mere end ærgerlig over, at den var blevet alt, alt for stor.

Den var stor allerede dengang, men efter at jeg har tabt mig, har jeg ikke kunnet bruge den.

Forrige sommer var jeg nede hos Mathilde (strikkeforretningen i Viborg) og jeg spurgte hende til råds ; skulle jeg trævle hele herligheden op og strikke den meget mindre eller skulle jeg smide den i vaskemaskinen og krympe den.

Hun ville selv smide den i vaskemaskinen, men det måtte jeg selv afgøre.. jeg har kredset om den, gemt den væk, fundet den frem igen, tænkt tanker og kredset lidt mere om den og forrige uge blev den smidt i vaskemaskinen.

Den fik 40 nænsomme grader og er lige akkurat krympet.

Den virker stadig for stor, men nu er den brugbar.

Nogen vil måske tro, at den er blevet vanvittig varm, men det er den faktisk ikke.

Den er bare dejlig lun, men måske kan den godt tåle en tur mere i vaskemaskinen?? Eller måske skal jeg bare lade den være som den er?

 

Nåe jo og når jeg alligevel havde kameraet oppe og Sara var så flink at fotografere, kunne jeg tage et billede af hende, hvor hun har den sweater på som jeg fik som kit af farfar i julegave.. mums den er lækker.

Den er fra Hjelholt.

 

Og så fortjener min fødselsdagsgave fra i februar da forresten også at blive vist frem.

Det er en gave fra Simon og er et krus, som er lavet af den samme kunstner som har lavet vasen fra min mor.