Sommersne

Sidste weekend var Sara, Jan og jeg ude og sejle.

Vi sejlede ind i fjorden, hvor vi fiskede i det spejlblanke vand.

Vi fangede et par store torsk og måtte kigge langt efter de ørreder, som vi havde sat næsen op efter.

Det er så hvad det er! Jeg kunne endnu engang slå mig selv oveni hovedet over, at jeg er blevet mere end doven til at tage mit kamera med; for inde på land, sad en stor, ung havørn og fulgte interesseret med i alt, hvad vi foretog os og jeg havde ikke mit eget kamera med.

Jeg kunne have fået nogle bedre billeder end dem jeg fik med compact-kameraet

 

De seneste par dage har vejret ikke været med os.. overhovedet.

Det har blæst meget kraftigt, regnet og været koldt, så vi har været hjemme og det er der i og for sig ikke noget i vejen for, men vi ville nu gerne have været i hytten.

Jan ville gerne have været lidt længere med sit maleri.

Han er igang med at male huset udenfor og er kommet pænt langt.

Nu er alt vådt og vi må vente med at komme videre med malerpenslen til træværket igen er tørt.

Jeg har nogle små-ting, som jeg skal have fra hånden i dag, inden det bliver vejr til at sejle op i hytten, hvad det forhåbentligt bliver i morgen eller i overmorgen.

I går aftes blev der dannet skyer over både Palasip Qaqqaa/Præstefjeldet og Nasaasaaq/Kællingehætten og Jan fik taget et billede, som han ville bruge i sin undervisning

 

Mens jeg venter på at vejret bliver venligere stemt, kan jeg undre mig over, at der ligger ny-falden sne på toppen af både Palasip Qaqqaa/Præstefjeldet her de allersidste dage af juni

og Nasaasaaq/Kællingehætten

og om det mon altid har været sådan eller om det har noget med det ændrede klima at gøre

Sommerferiestart i dårligt vejr

Min sommerferie startede i onsdags og i år er den mere end tiltrængt.

Eleverne gik på sommerferie i fredags og lærerne havde nogle planlægningsdage i mandags og tirsdags. Jeg knoklede i mandags, kun for at opdage dagen efter, at alt, hvad jeg havde skrevet, ikke var blevet gemt.

Jeg forsøgte efter bedste evne at skrive det om og fortsætte med det, som hele tiden var planen, at jeg skulle lave om tirsdagen, men jeg kan mærke på mig selv, at jeg må se på det igen i løbet af sommeren og inden d. 1. august, hvor al vores planlægning skal være færdiggjort og “offentligtgjort”.

Jeg var pænt meget træt af mig selv om tirsdagen og luften gik af ballonen med et dybt suk.

Nå, men det er så ikke værre end at jeg bare skal hanke op i mig selv igen, tage mig sammen og få smurt lidt knofedt på de rigtige steder, for at komme i mål.

 

Jeg var i et ærinde i de gamle blokke i går.

Jeg er vokset op i blokken næsten ved siden af og har næsten hele min barndom haft denne udsigt udover Ulkebugten.

Det vil sige; de år, hvor vi boede her, for noget af tiden boede og voksede jeg også op i Nuuk, hvor udsigten var en anden.

Da jeg trådte ind i opgangen, genkendte jeg lugten.

Den er ikke god, men ikke desto mindre, bragte den en masse minder med sig.

Mens jeg stod og ventede på svalegangen

væltede hengemte minder frem.

Det er pudsigt, som lugte/dufte kan bringe en tilbage i tid og sted.

Vejen, både den nede i Ulke-bugten og den bag blokkene, fandtes ikke i min barndom og jeg skulle bare lukke øjnene et øjeblik, før jeg var tilbage i 70-erne med kassebukser, lange fletninger, annorak, træskostøvler og mini-cykel.

Alle billederne er taget med min mobiltelefon, så kvaliteten er så derefter.

I snart 2 uger har jeg døjet med min ryg.

Faktisk er det to forskellige ting, som jeg døjer med; den ene er en ret stor myose/knude under mit højre skulderblad. Den er faktisk så stor, at man kan se den gennem tøjet. Jeg har haft den i 10-15 år og det er blevet langsomt værre og værre.

I fredags var jeg til massage hos en fysioterapeut, som mente at det var et ribben, som sad skævt.

Måske havde jeg slået mig voldsomt på et tidspunkt og ribbenet var slået skævt, så kroppen prøvede at “rette op/kompensere”.

Hun mente godt, at hun kunne gøre noget for den, men mens jeg lå der, med ondt og ondt og ondt, syntes jeg ikke lige, at det lød særligt tiltalende at skulle rettes op på nogen måde, så jeg frabad mig det og vil vente til næste gang.

Mine rygsmerter.. de nye altså, stammer helt nede fra lænden af og måske hænger det lidt sammen alligevel?

Det har ihvertfald gjort meget, meget ondt.

Jeg har fået en stor pose smertestillende piller fra sygehuset og jeg hænger sammen i det daglige uden for meget kværulering, men jeg kan mærke at jeg skal gøre noget seriøst ved skavankerne før de tager fuldstændigt overhånd.

I det daglige er jeg alt for god til at ignorere signaler/smerter og når jeg så har ignoreret og overhørt længe nok, giver det bagslag.

Jeg har tiden nu og overskuddet kommer jo forhåbentligt sammen med feriedagene, hvor jeg kan sove længe, være længe oppe, lave ingenting og alting  og bedst af alt, så skal jeg i hytten i tide og utide lige så snart vejret igen vil vise sit glade ansigt.

Lige nu viser det tænder med hård blæst, store bølger,

rå-kulde og regn, så vi skal ingen steder, så tiden går med at spise sortebærtærter (og valnøddetærter) med kold vanilie-is, passe på ikke at lave for mange forkerte bevægelser, strikke og for Jans vedkommende se fodbold i fjernsynet.

Rygmærke

Det bliver et helt OK rygmærke jeg får mig i min kommende cardigan som strikkes i en tråd highlandwool og en tråd alpaca fra Garnudsalg... Hvis jeg altså selv må sige det 

Juni-strik

Normalt plejer jeg at holde, hvad jeg lover. Faktisk gør jeg en dyd ud af at holde, hvad jeg lover, men lige akkurat i går gik det altså lidt stærkt og lige pludselig var jeg ude af døren for at besøge mit gudbarn, som fødte en lækker, dejlig, sød og helt bedårende lille pige d. 6.juni.

Jeg lovede at jeg ville vise babysvøbet, som jeg har strikket til dejlig-pigen, men det nåede jeg ikke rigtig, men jeg har fået lov til at låne Amalies billede, som hun lagde ud på facebook i går efter at jeg havde afleveret babysvøbet.

Jeg har strikket det i Navia, men jeg kan ikke huske, hvor mange nøgler jeg endte med at bruge. Jeg ved bare, at det er blevet rigtigt, rigtigt stort og at mit gudbarn blev meget glad for barselsgaven.

Jeg har en lille vest/undertrøje og et par sokker/støvler og de skal også afleveres meget snart inden dejlig-pigen vokser fra det.

Indimellem alle mine alt for mange gøremål, har jeg også fået strikket hele to sjælevarmere/bolero-er/skuldervarmere.

Mine skuldre har altid godt af lidt ekstra varme og især om sommeren, hvor en jakke er for meget og bare arme er for lidt, er det godt at kunne lægge lidt uld på skuldrene i form af en bolero.

Rosebud hedder denne.

Den er designet af Helga Isager og jeg er som sædvanligt gået en pindestr ned, da jeg strikker lidt løsere.

Garnet er fra Garnudsalg og jeg kan kun anbefale deres uld/bomulds-garn, som er blødt og lækkert.

Jeg har brugt 155 gram garn.

I bogen, “Finstrik”, synes jeg ikke helt, at boleroen kommer til sin ret, men den er altså fin i virkeligheden og vil blive flittigt brugt herhjemme.

Jeg kunne sagtens finde på at strikke en mere i ren uld på et tidspunkt, men ikke lige nu. De der knopper tager altså tid at strikke og jeg skal lige strikke nogle fødselsdagsgaver og strikke noget andet…

 

 

Til min fødselsdag i februar fik jeg jo en hel del gaver fra min søn Simon. Deriblandt var der 100 gram 2 trådet (det virkede tykkere end normalt 2-trådet moskusgarn) moskusgarn og jeg tænkte mange tanker om, hvad jeg skulle strikke af garnet.

Jeg havde ikke lyst til at strikke et sjal af det og da jeg slog masker op til “Rosebud” besluttede jeg at jeg ville strikke endnu en sjælevarmer af moskusgarnet også.

Opskriften fandt jeg på Drops Design. Jeg strikkede til der ikke var mere garn og der var garn nok til at strikke lidt over en meter “halstørklæde”, som jeg vaskede og strakte i facon inden jeg syede det sammen til sjælevarmeren. Moskusgarn har det med at give sig ret meget, så jeg ved næsten på forhånd at den bliver lidt større med tiden.

Som sagt har jeg brugt 100 gram og jeg har strikket på pind nr 3½. og det tog under to aftener at strikke den, så der kommer garanteret flere af slagsen i andre farver og garner..

 

 

På et tidspunkt fik jeg et kit til denne poncho, som gave.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede at den var svær at strikke, men da jeg havde strikket første kile, faldt ti-øren og så var den næsten færdigstrikket sidste weekend ude i hytten.

Garnet er Lett Lopi og bliver meget blødere efter vask.

 

For et par øjeblikke siden slog jeg masker op til denne i det flotteste røde garn, men allerede nu er jeg gået lidt død i opskriften.. måske jeg bare skulle finde ind under min sommerdyne og få det søvn, som jeg trænger til.

 

P.S. min nabo er flyttet til Danmark og under sin oprydning smed hun en masse opskrifter ud.. eller rettere over til mig og deriblandt var der en original opskrift på en Hanne Falkenberg “Harmony”.

Jeg kunne godt tænke mig at strikke den i noget bomuld/hør. 

Der skal bruges pind 3 (og jeg skal nok ned i 2½).. hvor finder jeg noget godt, men ikke for dyrt bomuld/hør garn??

Opdatering

Ja, jeg ved godt at jeg er ustabil på bloggen, til gengæld er jeg yderst stabil i det virkelige liv.

Jeg får lagt meget ud på både Instagram og Facebook, men nu skruer jeg ned der og op her! Basta!

 

Der er sket rigtigt, rigtigt meget siden sidst og hvis jeg nu kort resumerer, kan det være at jeg kan komme på sportet igen.. for det er svært at hoppe på en vogn, som kører og det er, hvad jeg føler at det gør, både her og der.

Laura fyldte 18 år d. 4. juni og i dagene op til, havde jeg travlt. Ikke bare lidt travlt, men rigtig, rigtig travlt.

Jan havde op til dagene eksamener for sine elever, så jeg havde ikke ham, at trække på. Og han var en kort tur på under en uge til Danmark, hvor han selv skulle være censor.

Han var ydermere også inviteret ud og spise med de forskellige censorer, som han havde afholdt eksamenerne sammen med, så jeg følte mig indimellem lidt alene.

Jeg havde inviteret til kaffemik og naturligvis havde Laura også inviteret rigtig mange af de mennesker, som hun har noget til fælles med.. og der er mange, for hun har arbejder på Taseralik, synger i kor, har mange klassekammerater og en del lærere, udover at der er venner og bekendte.

Jeg inviterede også et par stykker og det samme gjorde Jan, så det endte med, at rigtig, rigtig mennesker lagde vejen forbi os til kaffe og kage.

Jeg havde stegt to mellemstore rensdyrkøller, lavet to store fade med flødekartofler, lavet en kæmpestor grydefuld ferskensuppe, bagt 10 pænt store flutes, lavet en stor skål med stenbiderrogn af 2 hele kg. rogn, dækket et bord op med mattak (hvidhval-hud) en masse tørret torsk og en stor skål med tørrede lodder 

og min mor plukkede og stegte 7 ryper.. jeg bagte 40 store fødselsdagsboller, der blev flækket og smurt med smør og jeg lavede 13 kager.

Der var næsten igen rester da den sidste gæst forlod vores hjem kl ca 20 og Laura var en glad og tilfreds fødselslar.

Simon gjorde alvor af at komme til kaffemik og kom dagen før dagen og rejste tilbage igen til Kangerlussuaq dagen efter fødselsdagen.

Inden fødselsdagen havde jeg gjort hovedrent i huset, vasket skabe, pudset vinduer, gjort rent udenfor huset og hvad der nu hører sig til inden man får gæster.

Det krævede indimellem organisering og planlægning at få enderne til at nå sammen med arbejdslivet (hvor jeg også var hængt op med at skulle aflevere undervisningsrapport, undervisningsplaner og individuelle elevrapporter) og det hektiske privat-liv.

Jeg nåede dog at sidde ned indimellem og få strikket det baby-svøb færdigt, som jeg også kæmpede med (billede kommer senere), en babyunderstrøje og et par baby-sokker inden mit gudbarn fødte d. 06. juni.

Laura havde fået lov til at invitere venner og klassekammerater til noget fest i hjemmet om fredagen, hvor vi så fik lov at sove hos Jans bror.

Jeg behøver vel ikke at fortælle, at der var mange formaninger og løftede pegefingre inden vi tog hjemmefra.

Hvad værre var, var at byen siden om onsdagen ikke havde haft forbindelse til omverdenen, da sender var gået i stykker.

Vi kunne ikke komme på internettet eller bruge vores mobiltelefoner, ej hæve penge ved dankort-terminalerne eller se hverken tv, hører radio eller komme i kontakt med omverdenen medmindre vi har fastnettelefon, hvad vi heldigvis stadig har.. men vi er nok nogen af de sidste i vores omgangskreds, der holder os en fastnet-forbindelse, så det var begrænset, hvem vi kunne komme i kontakt med? Men de unge opførte sig godt og ordentligt og vi kom hjem til et fint og helt hus, hvor der næsten ingen spor var af Lauras gæster.

 

Heldigvis var der pinse efterfølgende og Jan og jeg sejlede ind til hytten, hvor fjorisen omsider var gået.

Inden vi drog af, fik jeg dog holdt mit løfte til Sara og var model for hende i den bluse/tunika, som hun sammen med 2 andre havde lavet på skolen.

Der var godt nok meget is-fod stadigvæk (is-foden er den is, som sidder på kanten/stranden og er den som går til allersidst) men med lidt fælles hjælp fik Jan og jeg lagt det faste udhal, kom op på isfoden og kom i land.

Det var dejligt at komme ind til stilheden og da Jan havde fået hentet noget vand i elven gik jeg ellers i gang med den helt store hovedrengøring i hytten.

Der er kun sølle 15 kvm, så det tog ikke mange timer at komme igennem det hele og få slettet vinterens støv, snavs og mærker.

Det gjorde godt at komme ud og samle ny energi, nye kræfter, puste ud og slippe hverdagen lidt.

Jesper, Jans bror, kom forbi til kaffe om formiddagen og solen blev nydt på terassen med en kop kaffe i hånden.

For bare ca 7 uger siden, stod jeg næsten på dette sted på fjordisen og fotograferede Jesper, der redte hundeskagler.

Verden forandrer sig totalt og aldeles på ganske kort tid og det fascinerer mig altid.

 

Da jeg kom hjem (Jan sejlede med sin bror, Jesper hjem) ville Sara gerne ud og sejle, så jeg beholdt gummistøvlerne på og så sejlede vi ud på det blankeste, flade vand, hvor vi kiggede efter sæler og nød den friske havluft, solen og livet

 

I denne uge, som nu er gået, har jeg også haft pænt meget om ørerne, men dog ikke i den mængde, som i starten af måneden og heldigvis.

Jan var afsted til Danmark igen, hvor han endnu engang skulle være censor og selvom mine piger nu er 18 og snart 17, er det stadig mig, som har ansvaret med organisering, planlægning og (alt for ofte) udførelse, så tingene sker.

Laura fik kørekort i torsdags og vi fejrede det stille, ude på altanen, som er gjort hyggelig, med en varm valnøddetærte med iskold vanilieis til

På arbejdet er nogle af dagene anderledes og kræver lidt mere og der har været møder til sent, men om små ti dage har jeg sommerferie.

I denne uge har vi sammen med eleverne gjort rent ude i byen, hvor vi har tjent nogle penge til afdelingen.

Under oprydningen fandt jeg i et stort hul bag nogle kæmpestore sten, den største bunke dåser og flasker jeg nogensinde har set.

Der lå et par plastikposer og da jeg undersøgte poserne, kunne jeg se, at påskriften var med gammel grønlandsk retstavning, som blev benyttet indtil 1973.

Jeg fandt også en fin (det har den været engang ihvertfald) lang silkestrømpe af den slags man skal bruge hofteholdere til.

Jeg gætter at flaskerne har ligget i hullet siden slutningen af tresserne, hvad jeg kan gætte mig til udfra etiketterne og poserne og de af dem, som ikke var knust, samlede jeg sammen og tog med hjem, hvor de lå i blød i en balje i flere timer.

Nogle af dem gik i stykker bare man rørte ved dem, men hele 15 flasker er nu forholdsvis rene og står i mit vindue og lader solens stråler skinne igennem med en sjov grøn, brun og gul farve

Eleverne har sidste skoledag på fredag, men jeg skal lige have mandag og tirsdag med inden jeg kan stemple ud for dette skoleår.

Og jeg glæder mig, for det har været et hektisk, hårdt og krævende år i år, synes jeg.

I torsdags lukkede jeg den sidste maske af i den bolero/sjælevarmer/skuldervarmer, som jeg har hygget med med at strikke.

Den er strikket i Garnudsalgs bomuld/uld og er fra bogen finstrik af Helga Isager og hedder Rosebud.

Måske jeg kan lokke nogen i husstanden til at fotografere den en af dagene, når/mens den sidder på mine skuldre. Den er lækker og varmer lige der, hvor jeg oftest trænger til lidt ekstra varme.

I fredags kom Jan hjem fra Danmark, men det var ikke meget jeg så til ham, for han skulle til personalefest og da Laura skulle på arbejde, endte Sara og jeg alene.. igen.

Vi tog ud på hotellet og spiste spareribs og hyggede os i hinandens selskab og Jan kom hjem allerede ved ti-tiden, da han jo var påvirket af dansk tid, som jo er 4 timer foran vores.

I går formiddags tankede Jan og jeg jollen op efter at have købt en pakke rugbrød og sejlede op til hytten, hvor vi bare nød tilværelsen, øvede os i at  trække vejret langsomt og nød at gå rundt og se alting spirre og gro.

Vi kom afsted akkurat for sent, for der var spring og vandet var faldet så meget, at jollen lige akkurat gled hen over den stenede strand, så jeg hoppede i vandet i mine gummistøvler og Jan trak jollen ud og tog sine waders på og gik i land.

Han tog vores ting med i land, bl.a en stor tønde, som jeg vil bruge som udendørs skraldespand.

Jeg har ligget i lyngen, nydt varmen og ikke mindst duften af grønlandsposten, der er lige ved at springe ud. Et par enkelte har taget springet og strutter med deres fine, små kronblade.

Der vrimler med småfugle omkring hytten og luften er fyldt med fuglekvidder,

 

elvens dybe brusen

og fjordens bølger, som slår stille ind på kysten

(Du kan klikke billedet større og finde Jan og jollen på billedet)

En natsværmer-larve kunne underholde mig i lang tid, mens jeg lå i lyngen og sugede varme, ro og energi

Jeg som så gerne vil have orden og systemer i tingene, smiler indvendigt og udvendigt over vores alt for skæve flagstang ved hytten,hvor vi altid hejser flaget for at markere glæde og at vi er der.

En lille fisk; måske en topis har stukket hovedet for langt ind til muslingen og enten har muslingen været hurtig eller så har bette-fisken været for langsom:

 

Dette er det første jeg ser, når jeg åbner døren til vores 15kvm store/lille hytte. Der er alt, hvad vi har brug for og endda lidt mere til.

Der er ingen strøm og intet rindende vand. Alt er primitivt og hver gang jeg ser “Danmarks hyggeligste sommerhus” i tv, tænker jeg at vores dog er det bedste.. for os