Perspektivering

Det er nogengange en gave at komme væk hjemmefra, komme til en anden by og leve et kort øjeblik med en anden virkelighed, for det sætter dit liv i perspektiv og du kan med andre øjne se, om du i det store hele er tilfreds.

Jeg har i denne uge, som er gået, set hvilke muligheder jeg har hjemme i Sisimiut og hvilke muligheder, som jeg ikke har.

Jeg kan endnu engang konstatere at storby-liv ikke egner sig til mig og at jeg har de muligheder for at leve et godt og tilfredsstillende liv, lige der, hvor jeg har valgt at bo.

De store forkromede drømme om karriere og fine titler, har jeg ikke og jeg er elendig til at shoppe.

Cafeerne, som der er nok af her i byen, har jeg besøgt og det har været ganske hyggeligt og praktisk, men i virkeligheden vil jeg vist hellere sidde hjemme og drikke en kop. Hjemme hos mig eller hjemme hos dem, som jeg nu vælger at drikke kaffe med.

Hvis jeg kunne svømme, ville jeg savne at have en svømmehal, som de har her i Nuuk og hvis jeg boede her, ville jeg endda overveje at lære at svømme, så jeg kunne få noget motion og få rørt mig i vand.

En ting er dog helt sikkert at jeg kommer til at savne, når jeg letter med flyet i morgen og det er min søster og hendes drenge.

Det har været ualmindeligt dejligt at kunne følge med i deres liv, kunne ringe til dem og mødes med dem i byen, flade ud i sofaen foran fjernsynet med dem og give og få et kram.

Ugen er gået vanvittigt stærkt og måske skulle jeg komme ind til byen og få et par billeder af alt det, som jeg ikke kommer til at savne.. eller noget?