Gensyn

Vi har på arbejdet muligheden for, tidligt om foråret at søge om maksimum 5 dages selvbetalt fri løbet af skoleåret og jeg søgte i foråret om disse 5 arbejdsdage, med planer om at besøge min søster, der er flyttet til Nuuk.

 

Hverken hun eller hendes drenge har fri/ferie, så jeg er dumpet direkte ind i deres travle hverdag, men lidt har også ret og jeg nyder at være her.

Jeg er delvist vokset op her i Nuuk og boede her også, mens jeg tog uddannelse, men det Nuuk, som jeg kendte dengang, er næsten opløst og opslugt af den storby, som Nuuk er blevet til.

Hvis du kigger rigtig godt efter, kan du stadig finde nogle smårester af det som var engang.

Det, som i min barndom var langt ude i naturen og ødemark, er nu tæt bebyggede områder, som jeg farer vild i og som jeg ikke kan finde rundt i.

Mens jeg har gået rundt i dagstimerne i midtbyen i selve Nuuk, har jeg et par gange tænkt, at jeg slet ikke var i Grønland, men det er jo kun fordi, at mine forestillinger om Grønland bygger på nærhed og genkendelighed og jeg har oplevet at folk på gaden har det der fjerne blik, som kigger igennem, over og forbi dig, at der ikke bliver hilst og at du bare er en i mængden. En stor mængde endda.

Sisimiut er en lille provinsby, hvor alle kender alle, – om ikke andet, så af udseende og af navn og du kommer direkte ud i naturen, når du begiver dig bare et kilometer ud i baglandet og det er vist det, som jeg forbinder med mit Grønland.

Jeg er tryghedsnarkoman på mange planer og sikkert på alt for mange planer og bryder mig i virkeligheden ikke om storbyer i større mængder, så jeg kan ikke se mig selv tilbage i Nuuk, men derfor kan jeg jo godt have lidt hjemve til Nuuk nogen gange. Til det som var..dengang.

På mine ture ind mod byen, dukker minder og forlængst glemte hændelser op i hukommelsen, både fra barndommen og fra da Simon blev født.

 

Jeg troede, jeg kendte en masse mennesker i Nuuk og jeg har da også hilst på et par stykker og de sidste par stykker, som jeg kender, er nok på arbejde, så det er ikke mange ord jeg får vekslet i dagtimerne inden Daniel og Silas (og deres forældre) får fri, men hvor er det dog dejligt at være se dem og være sammen med dem.

Mit kamera har jeg troligt haft med hver dag, men jeg har ikke taget billeder.

Mine tanker har været på vandring, cirklet rundt og er rendt deres vej, så mine fine intensioner om at fotografere bliver glemt, men hvis jeg nu fra nu af og frem til min vandring ud i verden, gentager at jeg vil huske at forevige det sete og oplevede, tror du så ikke at jeg husker det.. bare lidt, for der er motiver nok og mit kamera burde jo bruges som andet end tungt vægtudstyr.

Jeg er ustabil lidt endnu (på bloggen) og jeg har ikke glemt at jeg mangler at vise en fin, strikket bluse frem og alle de andre småting, som er produceret i den sidste måneds tid er heller ikke fotodokumenteret endnu. Det kommer.